"Hop-saa hop" Nu var det deres tur, de levnedes. Rullede over gulvet, blev antastet, rørt ved, skubbet til, talt om. En anden ønskede champagne, da der ikke var mere øl. "Hop-saa hop", Søren ud af vinduet, fat i et nedløbsrør. "Hvor fanden skal du hen?" Men domptøren var forsvundet, og løvinden stod tilbage et langt øjeblik i støvregn på cementaltanen. Det er en dårlig ide at forlade et selskab, der endelig har fundet en smule fællesskab. "Hop-saa hop" nu rullespring, hoppe over hinanden, glide sammen på gulvtæppe, holde om ankel, le overgivent af hændelige uheld, trykke sig mod barm og undre sig over at Søren aldrig kom tilbage, skønt løvinden påstod han var kommet helt ned uskadt, og havde set ham praje en taxa.
| Kapitel 1 | Kapitel 2 | Kapitel 3 | Kapitel 4 |
Da han for mange år siden havde fået sit første egentlige arbejde, kom Henrik hver eftermiddag forbi det samme hotel. Også nu kom han til med mellemrum i det samme område, og mærkede hver gang et strejf af forår og håbefuldhed - som en lyd af svaner et sted over byen. I hotellets nederste etage var der dengang netop åbnet et nyt sted, en café. den var indrettet efter tidens mode, men var i egentlig en bar; vifte i loftet, cappuccinomaskine bag en disk og et par genstande hængt op væggene med det formål at skabe atmosfære: en sværdfisk, en indisk lampe, to guitarer.
Når det var sommer stod der et par borde på gaden. Man havde sat en tændstikæske i klemme i døren, så den stod lidt åben, indefra kunne man høre musik. Enkelte gange sad det mennesker udenfor, men i almindelighed var de få kunder indendørs - turister, forretningsfolk, et forelsket par, der ikke lige vidste hvor de eller skule sidde, en hvidhåret mand med en kop kaffe, sjældnere en mor med en barnevogn. Som oftest var det dog hotellets egne gæster, lidt uskarpe gennem ruderne efter mange timer i sightseeingbus.
Alt i alt var Caféen ikke et sted, der var nogen grund til at besøge. Ikke desto mindre havde det fået en ganske særlig betydning for Henrik.
Efter at have gået forbi hver dag i nogle uger, satte han sig en gang ned ved at bord udenfor. Han var færdig med arbejdet, og var opfyldt af en pågående fornemmelse af at høre til i verden. Han havde ved et tilfælde en bog med, som han havde læst færdig, men alligevel bar i sin skuldertaske. Henrik satte sig ved et hvidt støbejernsbord, og bestilte en øl. En ganske dagligdags handling, at bestille en øl. Alligevel bekræftede det ham i, at han havde ret til at bestille en øl, og sidde hvor det faldt ham ind. For eksempel sætte sig her, og bestille en øl, og derefter forvente at den blev serveret. Noget gjorde det sikkert også til sagen, at tjenerne, på grund af Caféens tilhørselsforhold til hotellet, førte sig med en udtalt servilitet. Yderligere var det usædvanligt varmt og tilmed solskin denne første dag.
Han lagde bogen foran sig og hældte øllen op i glasset. Her sad han så, fordi det passede ham. Henriks liv er nu rigtigt begyndt: han havde arbejde, han kunne sætte sig hvor han ville, man kommer med øl, fordi han kan betale, men i første omgang blot fordi han bad om det. Han kunne sidde der, fordi det var meningen at man skulle kunne sidde der. Bordene var stillet ud for at han kunne sætte sig en solrig dag, hvor man kunne se ud på de mennesker der gik forbi. Han fandtes, og hørte til denne by.
Han kunne ikke huske om han allerede dengang havde være forelsket i hende. Den sag har åbenbart været ganske ubetydelig på det tidspunkt. Når han regnede på datoerne, så måtte det allerede være sket, eftersom det var om sommeren. Juni, måske juli, men ikke tidligere. Ikke desto mindre betød det åbenbart ganske lidt i forhold til den følelse at frihed, han oplevede. Det var faktisk, det ville han kunne sværge på, ikke hende han tænkte på et eneste øjeblik. Han kunne huske, at han havde læst i bogen, men han kunne ikke huske i hvilken. Han kunne huske han drak øllet, og her var hans erindring helt klar: det havde været en porter. Hvorfor en porter? Henrik havde knapt drukket en porter før, og også meget sjældent siden.
Når man letter med en flyvemaskine, er der et øjeblik af vantro, hvor man er sikker på, at flyet ikke vil kunne komme op. Det hele virker så hjælpeløst, som en gammel, raslende bil med alvorlige problemer med bagtøjet. Mellem det punkt, og dét, hvor man faktisk er i luften, er det et lattermildt øjeblik af befrielse. Selvfølgelig kunne den lette - det vidste alle så udmærket, da det umulige er ganske dagligdags, en slags modsat tyngdekraft. Alligevel er den båret af luft, og først noget efter melder angsten sig. Her sad Henrik, netop airborn, lettet mellem det umulige og angstens første øjeblik. Heldigvis havde han indtaget en porter, og var derfor i et roligt sind, betragtede den by og de mennesker han nu ejede uden at kunne røre. Stigende var alle kun små prikker, om end med klare ansigter i solskinnet.
Henriks projekt var begyndt i det øjeblik. Ønsket om at genopleve glæden ved at være et frit menneske der svømmede i stime med andre frie mennesker fik også ham til at sætte sig næste dag. Hans arbejde, var ikke strengt tilrettelagt, men havde dog havde en opgave til hvert tidspunkt. Hjemkomsten, der ganske vist indeholdt sine eventyr, men mest var rettet videre mod indkøb, madlavning og søvn. Mellem disse to dele af dagen var der et frirum, et lufthul, et hul i himmelen. Den tynde snor, der bandt den ene dag sammen med den næste holdt op her, midt i byen. Oversigtsforholdene var fortræffelige; Henrik overskuede et bredt og tæt trafikeret fortov samt en del af et større kryds midt i byen. Der var mennesker af alle slags, slentrende eller i skarpt trav. Lidt opløb, småbegivenheder, ja en enkelt gang i øvrigt et biluheld uden tilskadekomne. Et par store beboelseshuse, en central bankfilial, nogle andre barer og caféer i nærheden - uden at de dog kunne ses fra hans stamplads - og et træ, der stod lidt trængt omgivet af fliser på alle sider. Han følte den samme glæde, men nu i en anden form, gentaget. Da han igen satte sig ved bordet, var det ikke kun fordi han kunne gøre det, men også fordi han havde gjort det en gang før. Glæden fik en ekstra led, og mistede samtidigt elementet af total frihed, blev tryggere. Hver dag blev det efterhånden, satte han sig, bestilte en porter, der til tider blev til to. Hver dag læste han i sin bog, så de forbipasserende, betragtede dem fra siden og samtidigt, uden at det blev bemærket, ovenfra.
I dag kom Henrik forbi igen. Det var nu mere end tyve år siden han sidst havde siddet der, og der var ingen borde på gaden. Det var i slutningen af december nu, årstiden var ikke til det. Caféen havde skiftet udseende og også navn. Igen var han på vej hjem, selvom han var flyttet mange gange siden da kom han stadigt forbi. Han havde overhovedet ingen tanker om at sætte sig, men ganske fjernt hørte han svaner trække forbi. Desuden begyndte han at overveje, hvad det var, der havde gjort den tid til noget særligt, overveje en nyfødt verden, og timerne ved bordet, så ganske særlige. Faktisk så anderledes, at forelskelsen i de øjeblikke var blevet fortrængt. Først nu var det at han begyndte at sætte ord på. Og det var også først nu at han begyndte at skimte konturerne af noget man kunne kalde et tabt projekt. Efterhånden som Henrik gik videre, og nu for længst havde lagt vejkrydset med hotellet bag sig, gik det op for ham, at det var den samme opgave, der stadig optog ham.
Alle de sideveje han var kørt ind af siden, for derefter at vende om. Alle de træer han var klatret op i, og bagefter kravlet ned fra igen. Og alle de ting han var blevet nødt til at gøre, fordi de var blevet nødvendige af helt andre grunde. De havde ikke været der den gang; vejen frem så bred og farbar ud. Luften havde været så klar, at det ikke havde været nødvendigt at have ord at pejle efter. Og nu kunne han ikke finde dem. Idéen var vel stadig klar, men det eneste ord han kunne komme på var "frihed", og det dækkede kun et hjørne.
Henrik var blevet ringet op, og var blevet inviteret for en uge siden. Egentlig havde han bare forestillet sig at han kunne sidde for sig selv nytårsaften, måske se om en eller to af vennerne var i samme situation. Ritualer var ham et eller andet sted imod. Men så var han blevet ringet op, og hvorfor ikke? Det var nogle venner han ikke havde set længe, og der var flere han ikke havde set i mange år, der ville komme. Blandt dem et par stykker han længe havde ønsket at møde igen, og bare aldrig havde fået taget sig sammen til at ringe op. Nu kunne han slå flere fluer med et smæk, og velsagtens oven i have en morsom aften.
Det forekom ham at den forventning han følte blev delt af de mennesker han passerede på gaden, men det kunne også være netop en forestilling. Men pigen i grønthandleren sagde da godt nytår, og da han stod og ventede ved en lyskurv var der en der indledte en samtale da det begyndte at sne. Efterhånden var gaden indhyllet i en blid, hvid tåge at bittesmå snekrystaller. Da han gik forbi en vinhandel stoppede han op, og kom et øjeblik efter ud med en flaske champagne. Ritual eller ej, champagne smagte da meget godt. Projekt frihed, var kampen for at holde sig i luften, ikke gøre hvad andre krævede, ønskede eller forventede. Eller hvad man selv forventede. Men hvis nu champagne smagte godt, hvorfor så ikke drikke champagne nytårsaften? Han gik videre, pludseligt fokuseret på sin gang. Han førte sig snarere end gik, forsøgte at udtrykke sin glæde helt ud i sin måde at gå på. Og det virkede, glæden smittede af på ham selv, gik indad, og han åbnede døren til sin lejlighed langt gladere end da han var gået om morgenen.
Nogle minutter stod han ved vinduet og så verden blive visket ud. Udenfor faldt
sneen kraftigere, en eftermiddag i en sky, der mildt forbandt husene med
hinanden, himmelen med jorden og bragte byens indbyggere sammen i et uerkendt
fællesskab. Først var havnen fejet bort, så udsigten til fjernere tage.
Inden han gik væk fra vinduet, var den anden side af gaden ophørt med at
eksistere, og var blevet til en mulighed. Kun lyden af biler forsikrede
ham om, at der stadig var en virkelighed derude. Da han igen vendte sig
om, blev han overfaldet af den sædvanlige følelse.
Det var en behagelig smerte, eller rettere, han ville ikke at den skulle være ubehagelig. Det var følelsen af igen at være alene, en klar fornemmelse af, at det var netop sådan livet var. At det at være sammen med andre, at elske eller le sammen kun var pauser fra denne, den egentlige virkelighed. Sneens fællesskab var væk, tilbage var en tom lejlighed, han kun med en besvær kunne genkende som sin egen. Han trak vejret dybt, mærkede sin krop endnu mere, strakte sig og gned sine kolde hænder mod hinanden. Han gjorde meget ud af at mærke sine sanser, at se rundt, at høre musikken ovenfra, at trække vejret, at dufte at der et eller andet sted blev tilberedt noget med hvidløg og måske en smule ingefær. For at bringe sig i kontakt med lejligheden, så han i det mindste havde et sted at bo, begyndte han at tage opvasken og skænkede en øl op. Han lagde omhyggeligt alle ting på plads, tørrede sågar glassene af - normalt lod han dem stå hver for sig i stativet og tørre. Åbnede køkkenvinduet og hængte en lille klump talg ud til musvitterne og gråspurvene, og prøvede igen at skimte andet en det hvide mylder, der ligeså godt kunne have været pletter på hans nethinde. Bortset fra at det smeltede når det ramte hans hud, og prikkede hans ansigt med et utal af fine, kolde dråber, var den lysende, hvide forestilling om sne kun et ganske fjernt et håb om en fælles virkelighed. Hvordan kunne han dengang i hotellets café havde forvekslet de to ting, og fået et resultat så fuldt af håb og frihed.
Ved at tænde for radioen fik han igen kontakt, selvom det var på en kunstig og ikke helt troværdig måde. Man talte om politik i Taiwan, præsidenter i Latinamerika, forhandlinger og fjendtlige opkøb af verdensfirmaer. Verden trængte sig på, hvis Henrik lod den gøre det, og selvom intet af det direkte havde noget med ham selv at gøre, var det umiskendeligt fælles. Lidt tøj fandt han frem, et spejl så han i, og da han havde lagt det frem han valgte gik han i bad. Imens hang malerier på væggen, komoden stod på fire ben med et gult gulvtæppe helt fladt ved sin side og ventede. Da han kom ud lavede han våde fodmærker på det, inden han kom frem til tøjet. Han tog det på, og så igen i spejlet. Radioen kørte endnu, og var kommet frem til en fortælling om årets begivenheder. Dels kendte han de fleste af dem, dels havde han hørt indslaget før; det blev åbenbart gentaget hele dagen med nogle timers mellemrum. En ganske almindeligt år, med en samlet sum på nogle millioner krigsofre, langt flere der var døde af sult, fejlernæring, epidemier, orkaner og skibsulykker og en enkelt amerikaner der var blevet sprængt af en bombe, og derfor fik en særlig dækning. Særligt blev der langt vægt på globaliseringen, der af alle kommentatorer, Peking, London, Kuala Lumpur blev berømmet, som visse kommunisterne i hans farfars ungdom havde hilst Sovjetunionens opståen. Tilsyneladende var verden på længere sigt reddet. Henrik gik ind i stuen, slukkede radioen og drak af en øl, han lige nu ikke kunne huske hvor var kommet fra.
Stilheden bragte ham tilbage til lejlighedens skal. Han havde boet her netop så længe, at tingene havde fundet plads, og ikke længere for forvildet rundt efter et sted at høre til. Det var det første sted han havde boet hvor det var sket. Bortset fra hans barndomshjem, naturligvis. Derfor kunne han øjne heller ikke se særligt meget. Tingene stod hvor de forventedes at opholde sig, plakaterne og en enkelt maleri var faldet til ro i deres rammer, og var dermed blevet næsten usynlige. Tilbage var kun fornemmelsen af at høre til. Og så nedenunder en viden om at være ganske alene. Hvad der skulle opdages her, måtte være noget han selv tvang frem. Irriteret hentede han en klud og tørrede bordet af. Sneen var begyndt at danse i mønstre udenfor vinduet.
Det tøj han havde valgt var enkelt, elegant og ikke så lidt kedeligt. Til tider ønskede han, at han som en kvinde kunne være vildere. Udover måske en hvid, blød hat eller en butterfly, var der ikke efterladt så mange muligheder som mand. Han så ned ad sig, børstede en imaginær krumme af det ene bukseben. Skønt projekt frihed i hovedsagen handlede om ham selv, var det meget svært at udfolde uden tilskuere. Og hvis han iklædte sig sølv eller læder, ville det fratage ham flere muligheder end det ville give ham. Efter at have overvejet det en tid fandt han en jakke, han ellers aldrig brugte. Mellem frihed og konformitet var der kun en ganske lille forskel, der kunne sammenlignes med den forskel mellem oplysning og uvidenhed visse buddhister talte om. En forskel, der var netop så stor, at det var forbundet med et livs anstrengelser at komme fra den ene side til den anden. Og samtidigt så lille, at enhver anden ikke ville bemærke den; Et ormehul, hvor galakser og myrer, evighed og pludselig død falder i samme kategori.
Engang i trediverne havde en mand mistet sit job og hans kone var gået fra ham. Han var af pengenød til sidst også blevet smidt ud af sin lejlighed. Til slut sad han en dag på en af bænkene på Kongens Nytorv og så over mod Bredgade. Han var i det øjeblik sikkert blevet overvældet at en stor tomhedsfølelse. Skønt arbejdsløshed og hjemløshed ikke et godt udgangspunkt, lå begyndelsen til noget helt nyt lige foran ham. Om han ville eller ej var han kastet forsvarsløs ud i det, ud på dybt vand. Måske ud i det, Kierkegaard kalder de fyrretyve tusinde favne. Han sad på en bænk på jordens overflade, men under ham var der meget langt ned. Han flød på en ganske tynd hinde, båret oppe af en utilregnelig spænding, som en skøjteløber på et sommerligt vandhul. Henrik så ham for sig i datidens tøj, i sort hvid, med biler og nogle enkelte hestevogne kørende fra Krinsen mod Bredgade.
Henrik kunne huske hvor han havde historien fra, og han vidste ikke om den var sand. Hvad han huskede var, at manden ifølge fortælleren senere skulle havde sagt "Da følte jeg mig fuldkommen fri. Og fuldkommen bunden". Den ganske lille afstand mellem de to modsætninger var her særdeles konkret: Skulle han gå til i druk, begå selvmord, eller var det på den bænk at han med en hovedrysten ville bøje sig for verdens omskifteligheder og blive et nyt menneske. Måske var der ikke blevet en vismand ud af ham. Ikke på anden måde, end at han bagefter kunne fortælle den lille lignelse. Så han var altså hverken gået til i druk, eller havde kastet sig ud foran en sporvogn.
Jakken var beige, og havde et gammeldags snit, der forlenede den med en særlig klassisk elegance. At den samtidig i hans øjne var en smule latterlig, tilskrev han det umådeligt begrænsede spillerum herretøj spillede indenfor. Efter at T-shirten og Adidas-sko havde erobret verden, var det blevet yderligere indsnævret. Og måske var det også tilfældet for kvinder: Efterhånden var København mest befolket af blondiner i sort. Det var dagligtøjet, men til festlige lejligheder var grænserne sværere at få øje på, selv om han var sikker på at de stadig var der, og i øvrigt også ret sikker på, at han med det samme ville kunne se de, hvis de blev overtrådt.
Ville han møde Jette? Hvis hun kom i aften, ville hun så, som dengang, gå over stregen. Han huskede hende i den meget korte kjole og de turkise strømpebukser. Dengang havde de været over kanten - man var noget mere tækkelige. Da hun imidlertid førte sig som en mellemting mellem en dronning og en lastbilchauffør, ramte hun hvor ingen kunne stemple hende som andet en hende selv. Han og nogle venner var gået på restaurant, og to selskaber var pludseligt blevet blandet. Det var særdeles tænkeligt at det havde haft noget med hende at gøre, men årsagen var bagefter ikke til at rekonstruere. Med ét havde de siddet ti mennesker omkring et bord til fem. Derefter var de alle sammen gået ud at danse. Han havde aldrig i sit liv set en pige der så uhæmmet spillede på sin seksualitet. Hun var så fræk, at han den første time ikke havde troet, hun kunne være sådan længere tid af gangen. Han havde tænkt, at hun spillede et lille teaterstykke, som hun nogle minutter senere ville træde ud af med en latter og et skuldertræk - "Se, sådan kan man også gøre". Men da den første time var gået, var han solgt. Hun havde drukket som en havnearbejder, men havde aldrig tabt tråden, havde haft et par bolde i luften hele tiden. En vittighed, en samtale om franske oste eller belgisk øl, en historie om en fælles bekendt. Da de var begyndt at danse, havde hun holdt ham tæt ind til sig, og ført ham rundt på gulvet. Det var ikke en dans han kendte, det havde været kogende sanselighed. Nu da det ikke var muligt at tale for musikken, var han reduceret til sin krop og intet andet. Han tænkte og talte med underlivet og skuldrene. Hun havde ikke kunnet undgå at det virkede på ham. Hun var stadig nonchalant, og tog det ikke som noget særligt - reaktionen kunne jo heller ikke være kommet som en overraskelse.
Han havde selvfølgelig tænkt, at sådan var hun overfor alle. Han havde også tænkt, at det gjorde det hverken gjorde fra eller til. Han havde derimod ikke meget overvejet hvordan han skulle få hende med hjem, for han var ganske enkelt ved at blive forført på dansegulvet, og kunne ikke se hvordan en seng skulle kunne lægge yderligere til fornøjelsen. I en cirkel omkring hende på nogle meter var alt tilladt, og spillet havde fået et nyt navn, der ikke behøvede at blive udtalt. Da han var blevet kastet af, og sad på en stol med de andre, havde hun taget en fra det andet selskab, og var fortsat med ham. Henrik havde nydt at følge hende, jalousi kunne der ikke være tale om. Han havde været lige så meget med, som havde det været ham hun havde danset med. Det var som at følge en dygtig håndværker, høre en saxofonist spille en solo, se en bager bage brød. Lige i det øjeblik "Let it grow". Det stykke musik havde siden betydet Jette. Hun sneg sig rundt om ham med katteagtige bevægelser, skiftevis trykkede ham ind til sig og skubbede ham væk.
Senere var de alle gået ud på gaden, og havde sat sig ind på et værtshus. I løbet af samtalen, var det gået op for ham, at det andet selskab kendte lige så lidt til hende som han gjorde. Hun var dumpet lige ud af luften. De spurgte til hende, og hun fortalte at hun var malerinde. Ja, hun brugte ordet malerinde. Ikke udtalt i eet ord, men med de to stavelser klart adskilte, som maler-inde. For hende var det at være maler og maler-inde to ganske forskellige ting. Hun boede et sted midt inde i byen, hvilket gav et ekstra strøg af eventyr; hun virkede så meget mere færdig end de andre gjorde, et voksent, frit menneske. Et menneske der gjorde nøjagtigt hvad der passede hende, hverken mere eller mindre. Hvis hun ville forføre dem alle, så gjorde hun det. Ikke noget med at lade som om hun ville sidde og snakke. Hvis hun derimod ville snakke, så var det det hun gjorde.
Hvor meget det var sandt forstod han først senere. For hende var alle behov på linie med mad. Hun valgte ubevist hvad det nu var hun ville, og udførte det umiddelbart. Forskellige slags sult krævede forskellige handlinger. At hun var ulykkelig gik ikke op for ham før det var for sent. Da klokken var fem, og byen var ved at lukke omkring dem, sad de på en bar med en outreret ekspeditrice med opsat hår og kolde øjne. Der var kun ganske få gæster udover dem selv. Selv var de nu kun tre tilbage, ham selv, Jette og en fyr, der havde sluttet sig til selskabet et sted midtpå. Henrik bemærkede ret sent at den tredje og Jette kendte hinanden. Om det var på grund af de mængder af alkohol han havde indtaget, eller om han var trådt i konkurrence med den tredje var uklart, men lige nu satte han alt ind på at vågne op med Jette. Det var noget han ellers meget sjældent gjorde. De kvinder han havde haft var alle sammen nogen han havde kendt i lang tid. Med Jette måtte det være anderledes. Hendes direkte måde gjorde, at han måtte gøre noget nu og her. Hendes attitude smittede, og gav ham en stærk og umiddelbar fornemmelse af frihed, selvom han i det øjeblik havde været bundet på samme måde som en kanin der ser på en slange eller en hare der løber i en lyskegle. Klokken var fem, det var nu, der skulle handles.
Det lykkedes. Han var aldeles overrasket da de sammen gik hjemad mod ham gennem den slumrende by. Det var sommer, og luften var lun. Alligevel frøs hun, og han lånte hende sin jakke. Der var næsten ingen biler, og morgenstjernen lyste klart over Kongens Have. Et ur slog, han talte slagene og gav hende lige så mange kys. Hun var blevet stille nu. Selv vandrede han pavestolt - tænk, han havde fået dette eventyrlige væsen med hjem til låns. Han boede på det tidspunkt også selv i centrum. I centrum af den by, han altid havde drømt om. I en lille lejlighed ganske vist, som han havde lånt denne sommer. Men alligevel, så var byen hans, og fuglene i haven, springvandet og de mange statuer og skulpturer var stiller der for hans - og hendes - skyld. Der var ikke så meget at sige, men han prøvede alligevel. Efter et par tilløb holdt han op, og sugede strålerne fra den første sol til sig. En morgen han aldrig ville miste.
Henrik rejste sig. Klokken var ikke blevet så meget endnu, men han havde en fornemmelse af at skulle foretage sig et eller andet. Det første han gjorde var et ringe til Lars og Lisa, for at sikre sig tidspunktet. Han spurgte ikke om Jette ville komme, og vidste slet ikke om han håbede på det
Lisa børstede ungerne af sig, og forklarede at hun simpelthen ikke havde tid. Lars var nede i kælderen for at finde flere stole, og selv havde hun bestemt ikke tid til at være underholdende lige nu. Hun var glad for at den lille efterhånden var blevet så stor, at det kunne lade sig gøre at lade ham løbe for sig selv. Og at den store var så stor, at han burde kunne passe hende. Men det virkede ikke, og hun stod og balancerede med en stabel tallerkener mens de trak i hende fra hver sin side.
"For pokker da også, kan i ikke klare Jer selv et øjeblik?"
Faktisk var det slet ikke et øjeblik, men det meste af dagen og en god del af natten de skulle klare sig selv. Heldigvis forsvandt de da hun havde sagt det, så hun kunne få dækket bordet. Lars havde sat flere borde sammen, så det alt i alt fyldte det meste at stuen, men endnu var det ikke klart om de skulle danse i køkkenet eller i børnenes værelse. Det ville blive et helvede at flytte sengen, med alt det andet de også skulle nå. Selvom der ikke var så meget plads, ville der have været plads nok, hvis det ikke havde været fordi Lars i sidste øjeblik havde inviteret tre mere, hvoraf hun kun kendte Tanja. Men hun var såmænd nok blevet stresset alligevel. Hun havde ikke kunnet tillade sig at brokke sig, da hun selv havde inviteret to han aldrig havde set, og hvor hun med næsten var sikker på, at han i hvert tilfælde ikke ville kunne udstå den ene.
Derfor havde hun besluttet at lave bordplan, og på den måde sørge for at folk blev rystet lidt bedre sammen. Hun glædede sig til i aften, men der var selvfølgelig også flere svage punkter, som selv den mest gennemtænkte bordplan ikke kunne løse. Hvad skulle de for eksempel gøre af Pia, hvis hun igen begyndte at drikke for meget? Hvad med ungerne, og hvad med Larses fætter Olaf, hvis hun kom op at skændes med Tanja eller Lars for den sags skyld? Det ville være værst med Lars, for så ville Lisa selv blive impliceret. Derfor skulle de alle sidde så langt fra hinanden som muligt, selvom faren var størst når middagen var overstået.
"Problemet er at de stort set alle sammen har været utro med hinanden på kryds og tværs de sidste tyve år ?" sagde Lars da han endelig kom op fra kælderen med de sidste to stole. Lisa svarede ikke med det sammen, men selvfølgelig var det det sammen hun havde tænkt på de sidste par dage.
"Hvad så med os? Er vi kedelige?" spurgte hun til sidst. Hendes ansigt udtrykte i det øjeblik faktisk et skær af tvivl. Lars vendte sig mod hende, og selv om han ikke rigtigt havde lyst til at svare, sagde han
"Jeg håber du har været klog nok til at vælge en, der ikke kommer i aften"
Efter en lang pause, hvor Lisa var ude i køkkenet og rode i skufferne, og mens Lars prøvede at finde en måde de mange stole kunne være omkring bordet, fortsatte hun undrende
"Hvorfor opfører de sig som om vi lever i en landsby. Her bor da et par millioner mennesker i København ?" idet hun genoptog serpentinpusteriet. Lisa havde en ganske særlig måde at bevæge sig på. Lige nu var det et vrik med hoften da hun trak vejret ind for at blæse serpentinerne ud. Selvom Lars havde set det utallige gange, gik han helt i stå og glemte hvad han var i gang med.
"... og alligevel, så løber de rundt med hinandens naboer og tidligere studiekammerater." Efter en længere pause, hvor stole blev flyttet, fortsatte hun:
"Se, hvis jeg nu skulle tage mig en elsker, så skulle der ikke være en eneste fælles bekendt. Det ville også være mere interessant på den måde, mere spændende og eksotisk ?"
"En tyrefægter fra Andalusien?" spurgte Lars
"Ja, eller en engelsk greve"
"Hvad med en digter fra Ungarn?"
"Nej, så hellere en musiker. En musiker der spillede fagot ? måske cembalo"
"Cembalo! Det kan du ikke mene ?"
"Jeg elsker cembalo"
"Men det er da så helvedes kedeligt. To akkorder: Blim, Blam. Så en lang pause, og to akkorden igen: Blam Blim. Nej, det er der ikke meget ved ?"
"Jeg er ret ligeglad med om du kan lide cembalo"
"Han får ikke lov at spille her!"
"Selvfølgelig ikke. Hvad skulle han da også her efter? Præsenteres for min mand?"
"Skoven er fuld af vilde kalkuner ?" fortsatte hun, inden hun igen blæste en lang, grøn stimmel ud over borde og stole. Det gamle citat stammede fra et Anders And blad, en af deres faste replikker, der blev brugt om stort set alt.
"... og en af dem skal blive vor" mumlede Lars, og pressede med besvær den sidste stol på plads.
Efterhånden var lejligheden ikke til at kende. Udover at alt var badet i serpentiner og flag, var der sat spots op. Selv om det ikke var mørkt endnu, gjorde det stuen ganske uigenkendelig. De havde masser af plads, men det var fordelt på en måde der var uegnet til fester; små rum og mange skæve hjørner. Oprindeligt havde der vel ikke været anden idé end at få det til at se lidt festligt ud - i stedet var det lykkedes at få den pæne Frederiksberglejlighed med de høje paneler og det lyse stuk under loftet til snarere at ligne en kinesisk opiumshule. Nu stod de ved siden af hinanden med ryggene lænet op af væggen og betragtede resultatet. Det mørknede langsomt, og de røde spots overtog belysningen. Ryggen op ad væggen, venlig tavshed. Udenfor var det begyndt at sne. Hvide fnug føg i graciøse hvirvler, rødt oplyste netop i det korte øjeblik det passerede deres vindue. Forsigtigt kyssede han hende på kinden. Hun så på ham og hviskede
"Du kyssede mig" overrasket og adspredt.
I det øjeblik var hendes øjne som vinduer ud af en utryg og besværlig verden, ind i en rolig sikkerhed. Han så ind i dem, og følte sig sejlende på et stort skib, der lå dybt i søen. Lang tid hørte de kun hinandens åndedræt og mærkede hinandens kroppe tæt på - det var dejligt at være levende. Om kort tid ville her være så mange mennesker, at de knapt kunne bevæge sig. Lige nu stod de presset op i et hjørne i en stor tom stue. Om nogle timer ville der være så meget snakken og musik at de ville være nødt til at råbe til hinanden. Nu var der så stille, at han kunne høre hendes sko mod gulvet. Lang tid forsvandt som vand ud af en vask, uden farve gled de sammen ud i verdenshavet ad snørklede veje. Langt borte kunne han høre børnene snakke sammen, men ellers var der stille i deres lille verden, og sneen lukkede de sidste mellemrum med sin tysthed; ikke en lyd slap ind udefra. Det var den verden lige nu, det univers han hørte til. Det var nemt at glemme når han ikke var her, men i glimt som dette var det rigtigt synlig; en stor, varm genstand der ikke var til at overse, et ting der var lidt mere virkelig end alle andre. Da telefonen ringede ville han ikke slippe hende.
"Det var Henrik. Han spurgte hvornår han skulle komme". De satte de ting i ovnen, fandt glas og tallerkener frem og dækkede op. Lisas sko lød anderledes end de havde gjort for et øjeblik siden. Hun anrettede forretten så nydeligt på et fad, og pyntede isen med sølvglimmer inden den blev sat i fryseren. Sagde så, at nu kunne hun sagtens ordne det sidste selv, og sendte ham ind for at læse historie for børnene.
Lige nu står man så om klaveret, hvor en fyr med et fuldskæg spiller. Der er megen larm og munterhed. En pige med et underligt skævt blik og en fjerboa holder en arm om en høj, sydlandsk udseende mand. Hun vakler lidt, men også han virker i fare for at falde, ikke mindst på grund af sin højde. Musikken fra stuen ved siden af kan høres, og med mellemrum består klaverspillet herinde af humoristisk akkompagnement og parodier. På det opretstående står en buket blomster der truer med at falde ned hver gang den lange høje skubber til den med sin albue. Henrik kender ingen af dem. Nu slår pianisten over i Kim Larsen, og både Henrik og pigen med fjerboaen husker omkvædet. Hun synger med klar, ren stemme 'Hvad de ønsker sig af livet kan kun de selv forstå'. Italieneren smiler skævt til Henrik.
"Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg laver her .."
"Hvad?" Spørger Henrik. Det er italieneren der taler til ham.
"Ikke aner hvad jeg laver" fortsætter han, og klemmer venstre øje sammen, lidt for længe. "Min kone blev væk for en time siden. - eller to"
"På dén måde at ? " fortsætter han med accent og udansk ordstilling, skønt Henrik ikke opfordrer " ? at vi var til fest sammen, og så var hun væk. Jeg gik ud for at finde hende. Ledte oppe og nede, inde og ude. Og så vips - så blev jeg væk også" Vips udtalt som et fremmedord.
"Lidt tidligt" svarer Henrik "Klokken er ikke ni"
"Tidligt, ja. Meget tidligt" den høje ler "Her er jo meget fint. Og hende med fjer på, hun er sød" Han piller med to fingre ved den boaklædtes boa, og hun smiler overrasket, uden dog at have hørt hvad han siger. Til Henrik fortsætter han
"Jeg hedder Pino, hvad hedder du?" men i det øjeblik Henrik svarer, afbryder han, og fortsætter både fortroligt og hviskende:
"Der er så tomt i verden. Der er så mange tomrum - faktisk mange flere, end de ting de adskiller. Se hvor tomt der er herinde" Et øjeblik falder Pino selv væk. Da der samtidigt kommer en pause i musikken inde fra dansegulvet, og klaveret derfor holder op, bliver der usædvanligt stille. Pino slår dramatisk ud med armene, men i samme øjeblik falder musikken ind igen.
"For hver nok så lille atomkerne, er der utroligt meget der ikke er stof, ikke engang luft - for hver lysstråle er der så meget der ikke er lys - for hver eneste ting herinde ?" igen et slag med armen "... er der en et helt univers der slet ingenting er"
"For hver eneste krop, muskel, stol ben skab røv findes der nærmest uendelige mængder af ingenting, tomhed og ikke en prut" nu presses fingeren mod Henriks brystkasse, og både vrede og fortabelse males ud.
"Og så blev du væk?" spørger Henrik, for at bringe ham på sporet, men Pino fortsætter uanfægtet med akrobatisk, let snublende tungefærdighed, medens fuldskægget ved klaveret anslår dansktophit fra halvfjerdserne.
"Det er det fandens ved det. Det er det der er det fandens ved det hele. Måske er det djævelen .. måske er djævelen simpelthen bare, at det, der er mellem tingene, alligevel tager så forpulet meget plads op" Musikken fra de to sider er nu så infernalsk, og det sidste udsagn så sammensat, at Henrik har svært ved at svare, men tanken er ham bekendt, at det, der ikke gøres er værre end det onde der gøres.
I modsætning til Pino er Henrik ikke blevet væk fra nogen - han føler tværtimod at det hele er blevet væk fra ham. Han forlader Pino, klaveret og den boaindsvøbte, der sender fingerkys til højre og venstre på en kølig måde, som fra en scene. I stedet går han rundt blandt andre gæster. Ofte må han se mod gulvet for ikke at træde folk over tæerne. Der er så mange gæster, at der er fødder at passe på for hvert skridt langs dansegulvet. Små sandaler, der måtte være medbragt i håndtasker, snevejret taget i betragtning. Større hvide joggingsko med fartstriber, der ikke bevægede sig, men søgte hvilestillinger i alle slags konversationen. Her et par musegrå højhælede i velour og tilhørende lægge asymmetrisk med den ene på spidsen og vægten på den anden hofte overfor nogle mørkebrune herresko med reliefmønster og lædersnørebånd på parketgulvet. Hænder med cigaretter, både tændte og utændte hang langs kroppen eller gestikulerende i skulderhøjde.
I første omgang er det vel evnen til afslappet at konversere han misunder. Det tilsyneladende at kunne røre ved hinanden over den afgrund af tomhed der er imellem os. I næste omgang overhovedet lysten til konversation, for helst vil han rulle sig sammen og forsvinde. I sidste ende vil han heller ikke være ulven, der lusker rundt i udkanten af gruppen, der hvor skæret fra bålet ikke rækker. Han røber noget i ansigtet, kan endog nikke interesseret eller klemme øjnene sammen i genkendelse. En velkendt, barnlig ulykke: at være tilovers. Følelsen af, at ingen ville bemærke hans forsvinden. Han kan til tider nyde denne særlige grad af ikke eksistens, gør ham overflødig samtidig med at den forvandler ham til noget ganske særligt.
Han kan til tider mobilisere hånlig overbærenhed, men som regel ikke, og må så indrømme, at han inderligt ønsker at deltage. Derfor kan hans selvmedlidenhed ikke bevares som en kontrolleret, behagelig smerte, og en kind eller et håndled give et uønsket sug og jag. Men går han længe nok, begynder han i stedet at le af sig selv, mavesmerterne bliver forvandlet til en venlig klukken, de stive smil blødt op og umærkeligt er han i snak med først den ene, så den anden. Hvor meget det havde med alkohol at gøre, vidste han ikke, men der var sikkert en simpel sammenhæng. Det havde ikke altid været sådan. Der havde været en tid, hvor han ikke kunnet bløde op, hvor han i stedet frøs fast med en kold vrede, og ikke sjældent var han da forsvundet helt bogstaveligt.
Til en anden fest for mange år siden var Henrik blevet vred, faktisk ganske forfærdelig skuffet over sig selv, og han havde hævnet sig ved at forsvinde. Hvordan det alt sammen var kommet sig kunne han ikke huske, men der var ikke så mange til stede han kendte, og derfor heller ikke så mange der bemærkede hans forsvinden. På vej til toilettet, der lå på bagtrappen, var han i stedet søgt ned, var kommet ud i en gård og gennem en port ud på gaden. Herfra kunne han se op på vinduerne, der befandt sig på anden sal. Det, at det regnede svagt, gjorde afstanden mellem ham og de andre køligt sløret, næsten uigennemsigtig. Festlighederne deroppe lå meget langt væk, men trods det blev hans smerte større.
Vreden var i lang tid uden ord eller fornuft, og i starten slet ikke erkendt som en vrede, blot som en overvældende smerte og selvmedlidenhed. I de nordiske kulturer er få ting værre end selvmedlidenhed, intet mindre heroisk, og ganske få følelser mere latterlige. Som ofte, når det er kulturen, sædvanen, den offentlige mening der er på spil, så vil den selvmedlidende selv - af alle - føle det stærkest. Derfor er selvmedlidenhed dobbelt slem, da den tilmed er en skam.
Det var mere af skam end af vrede han pludseligt - uden af ville - begyndte at græde, da han gik rundt i gaderne med en våd cigaret i den ene hånd og en halv, lunken øl i den anden. Det var sommer. Flere normalt meget trafikerede gader var helt tomme. Kun en bil i ny og næ, og en cyklist uden lys på fortovet. Nattevandring i en ganske affolket by og gader uden ejere. I løbet af kort tid kunne han indlemme store områder af Østerbro, og efterhånden begyndte han rent faktisk at gøre det: Henrik tog Fælledparken med tilstødende kollegier og forskningsinstitutioner som protektorat, han lyttede på byens ganske svage summen, og balancerede uforfærdet midt på firesporede veje. Efter at have erobret Blegdammen og Søerne, samt Østre Anlæg, der efterhånden var blevet lysegrå af morgendug, var han vendt tilbage.
På det tidspunkt var der kun ganske få tilbage. Stolt over at turde var han gået op af trappen åbnede han fordøren og så fem mennesker. Ingen kunne erindre, om de faktisk vidste hvem han var. Ingen havde bemærket at han havde været væk. I stedet var de begyndt at lege cirkus, ideen hoppede lige ud af luften og ned i deres armene. Man havde klædt sig ud med tæpper, holdt hovedpuder op i luften, sprunget buk over sofaer, "Hop-saa hop". Ingen piske, ganske vist, men tilråb. Hvilken udsøgt hævn, at more sig, le og lege klokken fem om morgenen, da solen stod op og alverdens underjordiske - forsigtigt for ikke at vække nogen - trak kloakdækslerne til over deres hoveder af frygt for at blive forvandlet til sten af morgensolens første stråler. Men vi andre vågnede, blev genfødt i fællesskab. Det var det manglende fællesskab han var blevet så vred over, det fællesskab der ikke var og lugtede som et dødt menneske. De timer, tidligere på aftenen, hvor ingen talte til ham, og han, som ny, ikke havde turdet tale til nogen, med mindre han blev spurgt.
"Hop-saa hop" Nu var det deres tur, de levnedes. Rullede over gulvet, blev antastet, rørt ved, skubbet til, talt om. En anden ønskede champagne, da der ikke var mere øl. "Hop-saa hop", Søren ud af vinduet, fat i et nedløbsrør. "Hvor fanden skal du hen?" Men domptøren var forsvundet, og løvinden stod tilbage et langt øjeblik i støvregn på cementaltanen - det er en dårlig ide at forlade et selskab, der endelig har fundet en smule fællesskab. Men videre: "Hop-saa hop" rullespring, hoppe over hinanden, glide sammen på gulvtæppe, holde om ankel, le af hændelige uheld, trykke sig mod barm og undre sig over at Søren aldrig kom tilbage, skønt løvinden påstod han var kommet helt ned uskadt, og havde set ham praje en taxa. Alt dette til det ringede på døren og han "Huu-rr-aa-h" kom udød tilbage, med Champagne og småkager, hvorefter man bænkede sig på væltet sofa ved tom ølkasse, hysteriske af fryd over, at alt dette gjorde ingen andre, ingen i verden have tænke, forestillet sig, drømt om, ja overhovedet villet. Men det ville de! Derfor måtte de mødes igen, men ikke igen for at lege domptører og løvinder, næste gang i stedet som arme riddere og ildsprudende prinsesser, for at fastslå status af venlige guder med ret til Fælledparken, Kærligheden og Det Lykkelige - og i pant selve Viljen. Men ikke mindst med en aftale om at Døden var aflyst, ganske som Den Pinlige Tavshed, Kniven i Hjertet, Familien, Ejendomsretten og Tomheden. Således tilsmilet af fællesskab og befriet for myoser i nakke, lænd og ansigt, vandrede alle samtidigt og sammen igen ud i verden gennem helt tomme gader gennemskinnet af begyndende morgensol. Fuglene sang, det var langt bedre at gå og en halv time efter at ramle ind i det sydende karneval på vej op ad Nørrebrogade.
Henrik er på sin vandring kommet ud i køkkenet, hvor der er helt tomt for mennesker. På køleskabet magneter med frugter, et skoleskema, et plastik-"K" der holdt en besked på blåt papir. Han sætter sig på en stol og lægger nakken tilbage. Der er her, som i resten af lejligheden omkring tre meter til loftet, og lyset over køkkenbordet når slet ikke derop. Gennem døren, som han har trukket til bag sig, kan han høre at klaveret igen spillede. Nu er det noget Abba, og et par stemmer synger med. I stuen er der ingen dansemusik, men i stedet kan han høre hvordan gæsterne konverserede livligt. Henrik sidder der et stykke tid, lytter til køleskabet der summede og føler sig ensom. Det er en trist fornøjelse, som at drikke rødvin der engang havde være god, men nu har stået for længe. Han bliver siddende i hengemt tryghed, medens han fingerer ved et par valnødder og en appelsin, der ligger i en skål. Så rejser han sig, langsomt og stivbenet, og går tilbage, ind i stuen.
I et hjørne væk fra gaden står Lisa og snakker med Tanja, løvinden med modermærket på kinden og de glødende øjne. Hun er en af de få gæster, udover Lars og Lisa, som Henrik kender. Hun ser anderledes ud nu, har fået en rynke mellem øjenbrynene, som om hun misser i stærkt sollys, skønt hun står i det mørkeste hjørne af lejligheden. Han stiller sig ved siden af de to, lytter. Tanja virker så kernesund, at han første gang han så hende nærmest var blevet forskrækket. Hun havde en hæs, kraftig stemme, som hun kun brugte når der var noget at sige, og en god latter, hun kun lo, når hun faktisk morede sig. Muskuløs, rank og uforfærdet, som da hun havde været løven i deres cirkus.
Det tager nogen tid, før Henrik finder ud af hvad de taler om, og da han gør det, syntes han at han bør gå, for ikke at virke anmassende. Da ingen af de to viser tegn på at han er uvelkommen, får hans nysgerrighed ham til at blive.
Da Søren døde, var der ikke længere ret mange der kendte ham. Hans forældre var for længst borte - hans mor brat i et biluheld, hans far kort tid efter af kræft. Søren selv havde derimod drukket sig langsomt ihjel i et lille koldt hus med brændeovn et sted på Sydfyn. Sådan havde det ikke været da Henrik havde mødt ham første gang. Da var han tværtimod manden der kendte alle og alle kendte ham. Dengang var han den eneste mandlige studerende på tekstildesign, spillede underlig musik, gik i anderledes tøj og med sære hatte, som alle var sikre på måtte blive moderne snart, men som ingen så hverken før eller siden. Det var måske ikke så mærkeligt at det netop var Tanja, der ikke lod sig imponere af noget i denne verden, der havde plukket ham for næsen af alle andre. Nu stod hun og Lisa og snakkede om, hvor sølle det havde været da man havde forladt ham - ikke mindst af dem selv.
"Jeg kom aldrig, jeg syntes det ville være pinligt for ham. Hvad skulle vi også snakke om? At han skulle holde op med at drikke sig ihjel?" Lisa ser spørgende på Tanja "Der var slet ingenting jeg kunne sige, som han ikke vidste i forvejen"
"Du kunne jo havde taget på besøg fordi du kunne lide ham"
"Det tror jeg ikke jeg kunne - der skulle være en grund, ellers ville vi bare sidde derude i skoven og gloet på hinanden. Kender du det?"
"Alligevel. Jeg synes man burde"
"Hvad pokker, du besøgte ham heller ikke" Lisa siger det uden bid, blot for at holde balancen, og fordi man nemt kan blive stødt af Tanjas godhed. Tanja svarer uventet.
"Nej, han foragtede mig ?"
"Pis med dig"
"Det er rigtigt. Han skrev nogle breve"
"Dem kan jeg huske du talte om ?"
"Jeg véd, han ikke ville se mig "
"Der er da ikke nogen der kan foragte dig" slutter Lisa, med en vis ret, og løfter sig glas til læberne. Der er virkelig ikke meget lys i det hjørne, og det er svært at se hvordan de to kvinder står overfor hinanden. Tanja er klædt i blankt, store chancerende silkestykker, Lisa i en sort, stram ting, som mange andre sikkert til andre nytårsfester lige nu. Bag dem en lampe der lyser op på en stykke væg og til højre nogle utydelige ansigter - svært at høre hvad de siger.
Søren havde været en succes: han var placeret lige der, hvor han helst ville, og studerede det der interesserede ham. Alle holdt af ham, og han kunne leve op til det; det var morsomt at være i hans nærhed, det var interessant at tale med ham, det var rart at le med ham. Han kom fra en anden slags familie end de andre, meget veletableret, stort hus, to biler, noget med udenrigsministeriet, talte mange sprog. Selv var han tilsyneladende usnobbet, men ambitiøs måtte han jo have været. Det tænkte Henrik bare ikke på, fremtiden var i morgen - længere ude gled tiden umærkeligt over i evigheden og fik et filosofisk skær. Alt var nyt, fremmedord var for eksempel jalousi, vi kendte ikke disse følelser der taltes så meget om i tidligere bøger. Derfor læstes de som kuriøse eksempler på ikke længere eksisterende fænomener. Som i et leksikon at finde eksempler på uniformer fra napoleonskrigene: epauletter, store hatte, kokarder, pudderparykker. Prøvede de det på, virkede det ikke. Angst kom vi over som tolvårige, da vi turde gå ud i farfars have efter midnat. Forelskelse fandtes, det var der belæg for, dog i en stærkt forbedret udgave, meget renere, hvor skylden ikke længere optrådte, hvor begæret indtog dens plads. Derfor måtte moralen også genopfindes, til nød med fortiden som inspiration. Man talte med Søren om alt, følelser, etik, gløden i farver, formen på pigernes lægge, særlige lyde i musik, hvorfor kaffe duftede og hvordan fugle sang. Udfordringen var at tænkte det utænkte. Søren havde et slogan - alle forandringer er startet med at kræve det umulige. Det eneste tegn på at noget var galt var vel at alting gik så let for ham, se udefra i hvert tilfælde.
Henrik og Søren i 1981, på Caféen. Søren med to veninder og en ven, Henrik genkendte Lisa, Tanja og Lars. Ingen vil kunne huske hvad de talte om, det meste var også følelsen af at være et sted hvor alle ganske tydeligt ville være. Han drak ikke mere end alle andre, de var ædru når de kom om nærmest også når de gik igen. Det slår nu Henrik, længe efter Sørens død, at det måske var for let, at mennesker der har det for nemt får nedsat selvforsvar. Det er en god tanke at tænke, en slags hævn over alle, der har det let. Det er selvfølgelig også en grim og darwinistisk tanke, som man ikke kan indrømme at have varmet sig ved. Hvordan det nu end var, da det gik rigtigt galt i Sørens liv, havde han ikke haft meget at stå imod med. Først var hans forældre forsvundet, så havde Tanja trukket sig. Hvorfor hun var gået var en helt anden historie, som Henrik stadig ikke har noget billede af. Hun står lige foran ham, og ville måske fortælle ham det hvis han spørger om hun ved hvorfor.
I løbet af sommeren var Søren forsvundet. Man sagde han var flyttet til Fyn. I modsætning til Tanja og åbenbart også Lisa, så havde Henrik faktisk besøgt ham. De havde ikke set hinanden i et årstid, da Henrik en eftermiddag kom til hans hus. Først havde han kørt i bus, så var han gået længe ad små skovstier. Derefter var han kommet ud på åbent land, hvor han skulle gå langs nogle marker. Det var efterår, og høsten var i gang, Danmark lignede noget det havde gjort for flere hundrede år siden, hvis det ikke lige havde været for de store, rødmalede maskiner. Principielt var det dog stadigt det samme, og Henrik følte sig opløftet, ikke mindst af duften. Et billede husker han, hvor han var standset og så udover markerne i gyldent modlys. Landet skrånede nedad, og fra det sted han stod kunne han gennem skoven se helt ned til vandet. Atter skulle han ind i skoven, og nu var der ikke længere mennesker at spørge. Ved at mærke sig solens stilling var han kommet frem til en lysning, hvor et lille både romantisk og forfaldent hus lå. Der kom røg fra skorstenen, og op ad et træ udenfor stod Sørens lime-grønne cykel.
De havde siddet i haven ved et hvidt havebord i støbejern. De havde begge haft sweater og regntøj på, for det støvregnede og var hundekoldt. De havde drukket gin og tonic, men da der ikke var mere tonic var de gået over til gin og lime. Lime løb de også tør for, så til sidst drak de gin af mælkeglas. De havde snakket om hvor forbandet ensomt det kunne være i en storby. Søren havde fortalt hvor ulykkelig han var, og hvor kedeligt det måtte være at høre på. Det var mest hans forældre de havde talt om, skønt han ikke havde set dem i lang tid. Hvordan det havde været den morgen han var blevet ringet op og fået at vide at hans mor var død. Og om faderen, der kort tid efter var blevet indlagt. Netop derfor tænkte Henrik at det nok var Tanja Søren savnede. Solen var gået ned, og de havde tændt et par hjemmelavede stearinlys, der ofte blæste ud. Typisk for Søren, selv at dyppe sine lys. Når han tændte dem blev hans ansigt jætteagtigt oplyst lighteren. Det var tydeligt at Tanja var indbegrebet af alt godt i verden.
"Du dropper da ikke ud af uddannelsen?"
"Jeg kommer i hvert tilfælde ikke tilbage til København lige med det samme, det kan jeg love dig for. Der er lige noget jeg skal have rodet grundigt rundt i først".
Bagefter, resigneret: "Hvor der handles der spildes, og hvor der ikke er spildt nok, er der ikke handlet tilstrækkeligt", efterfulgt af latter.
Både regnen og blæsten tog til, og det var umuligt at holde ild i lysene. Til sidst sad de i mørke og røg cigaretter. Henrik lyttede, han havde sjældent hørt Søren tale så meget. Da de ikke havde flere cigaretter havde Søren fundet en pibe og noget tobak i en lomme, og det var ikke til at sige hvad klokken havde været da de ikke længere havde pibetobak, og Søren var gået ind i huset for at hente noget årets høst af fynsk græs, dyrket lige her, et stenkast væk. Henrik havde siddet længe. Han havde fået hikke, og var ikke sikker på i hvilken retning solen var gået ned. Til sidst, efter mindst en time, var han vaklet ind i huset, havde fundet et sted at sove, men ingen seng. I stedet vågnede han om morgenen med noget overtøj over sig og en ikke særlig rar smag i munden.
Nej, i modsætning til hvad Lisa troede, sad de ikke og gloede på hinanden uden at vide hvad de skulle sige. Der var meget at tale om. Og selv om noget lød ligegyldigt, var det åbenbart rigeligt til at drikke sig ihjel over. De havde spist morgenmad, med hjemmebagt rugbrød klokken fire om eftermiddagen: nu var der lys nok til at Henrik kunne se sit ur. Køkkenet skulle sættes i stand, forklarede Søren. Hylderne skulle ordnes, og ovnen trængte til både ovnfedt og rensning. Det var det første Henrik havde hørt om fremtiden den uge han var blevet på Fyn. Resten havde været Søren, der havde fortalt mange af de historier, Henrik havde kendt som heltesagn, på en måde, så de snarere lød som tragedier.
"Det er var min ungdom, det er den jeg lever af nu" forklarede Søren "Som en madkurv"
Det var også min, tænker Henrik, og lige så virkelig som den fest jeg er til her - ja, faktisk en hel del mere rigtigt, for den var skabt i glæde og passion, skabt af håb og afsky. Skønt både fanden og gud havde haft deres del af den, er det ikke desto mindre den skinbarlige sandhed, der allerede dengang havde lugtet tungt af både grøftekantsblomster og de røde høstmaskiner, der havde arbejdet videre da han gik hjem langs markerne fredag eftermiddag. Derfor irriterer Lisa ham - Lisa, der ikke var kommet på besøg hos Henrik dengang, og nu står og har dårlig samvittighed. Hvis hun virkelig synes der er noget at have dårlig samvittighed over, hvorfor havde hun så ikke haft det dengang? På grund af hendes livshistorie, og hende måde at bevæge sig på, tilgiver han hende.
Tanja og Lisa taler stadigt. Nu er deres stemmer anderledes venlige Lisas fyldt med morskab og fuglesang, Tanjas mere afdæmpet munter. Det er svært at følge med, han ser mest på de to ansigter: Tanjas, den mørke heks og Lisas lyse, tilforladelige moder. Men det er forkert, løvinden Tanja er ganske ufarlig, bortset når hun en sjælden gang føler sig stødt. Bag Lisas venlige smil lurer derimod en bitterhed, der helt uforudsigeligt kan dukke op og ramme ganske tilfældigt.
Indenfor sad Søren med nogle andre, så Henrik og Lars havde sat sig for sig selv, havde drukket kaffe og snakket om dette og hint. I løbet af eftermiddagen var Lisa kommet ind. Siden de første gange havde set hinanden havde Henrik været fascineret af hende. Det var noget med hendes måde at bevæge sig på og hende fine håndled, men det havde også noget at gøre med den lidt fortabte fremtoning.
I hjørnet stod flippermaskinen i en vinkel med spejl både bagved og til siden, så de spillende både kunne se sig selv, modspillerne, alle andre gæster og samtidigt følge kuglen. Der var blevet spillet på den, men nu blev den forladt, og begyndte sin ensomme, lokkende sang, der skulle få en eller anden til at fylde mønter i den. Henrik, der ikke havde lyst til at blande sig med Sørens gruppe, som han ikke kendte, foreslog at de tog et spil. I begyndelsen blot for at lave noget, men efterhånden blev Henrik grebet.
Når man spillede, kunne man vælge at gøre sit bedste. Hvis det ikke var særligt godt, og det var det ikke i Henriks tilfælde, kunne man prøve noget andet: I stedet for kun at holde med sig selv, gik han over til at holde med den til hver en tid spillende. Fordelen var, at det så også var spændende, når det ikke var hans tur. Efter et par ture spillede han endda bedre, blot fordi han var blevet tændt. Han kunne ramme alle skiverne til venstre inden kuglen røg ud, og nogle feberredninger fik ham til endda overbevist om, at det var muligt at holde bolden i spil længere tid af gangen. Lisa i spejlet, der fulgte bolden interesseret, blandede sig med den neongrønne pige, der lyste op bagest i det elektroniske landskab. Lars, der enten havde spillet det meget eller gerne ville være dygtig til alting, lo af Henrik "Det var pokkers som du går op i det ?" og Lisa gjorde hvad hun kunne for at få bolden til at blive på banen, gav lyde fra sig og hamrede hænderne ind i knapperne "Det bliver dyrt, det her". Men det var lige meget, det var herligt, og maskinen var begyndt at give serier af ekstrabolde. Kuglen trillede op ad rampen fulgt af elektroniske fanfarer der fik Lisa til at le og Lars til at hvisle "Op til mor ..". Kuglen slog hårdt mod glasset på sit øverste punkt, til neonpigen blinkede og mumlede optællinger og opmuntringer på sydstatsamerikansk. Hvad var det for en følelse, hvorfor var den så god? Det var ikke frihed, det var tryghed. Tryghed, fordi alt andet herinde meldte utryghed, så det ikke at være alene føltes som den varmest, næreste tryghed. Ikke længe inden havde det været livmoderen, der var idealet: De små, varme, røde hjørner hvor man kunne putte sig uset med dæmpet tale. Nu var det på ganske kort tid blevet erstattet af spejle til alle sider, ja endda i loftet og på disken. Alle kunne holde øje med alle, kunne se gennem de store vinduer til gaden se hvem der på vej ind, og hjem der lige var gået. Men ikke mindst skulle man selv ses: det lave, røde lys, der passede til den nordiske sol, altid enten tæt ved opgang eller på vej ned, var afløst af det høje og blå topiske eller subtropiske, der mindede om den blå himmel, hvor farveskift hørte til undtagelserne, og lyset holdt sig svævende til det brat slukkedes. Her var man udsat, til man abrupt gik ud, var i centrum til man ikke turde længere. Det var intenst, du var med til du røg af eller stak halen mellem benene. Og skønt ingen så ud til at tage sig alt for meget af det, var der en sitren af statisk elektricitet ved ansigterne. Jukeboksen i den anden ende af lokalet deltog med "Født som nul, ja jeg er så, men jeg er glad, skideligeglad". Gennem en dobbelt eller måske tredobbelt refleksion placerede Søren sin hånd på om nakken på pigen ved siden af sig, og da Henrik til sidst trods alle ekstrabolde og gode fortsætter alligevel havde brugt mange penge, satte han sig og lænede hovedet mod ruden, der var kølig og klam mod hans kind.
Henrik gik op til servitricen med den overvældende brug af lip-gloss og det kulsorte blik. "Får du noget?" spurgte hun med utilsløret dobbeltbundethed. Han vendte tilbage med café au lait og cigaretter til Lisa, der havde sat sig til at læse med en fod oppe på stolen foran. Lars var gået nu, og Søren vinkede og gik så også sammen med en pige med asymmetrisk hår og pufærmer. Uden forklaring var caféen umærkeligt blevet tømt, og Henrik var alene med Lisa og servitricen med de blanke læber, der stod med ryggen til og børstede sit hår.
"Nå, lad os dele livshistorier" Lisa reagerede overraskende.
"Det gider du ikke høre på"
"Det skal du nu ikke tro " svarede han.
Lisa var nogle år yngre en Henrik, med et blødt blik der ofte forsvandt. Ikke ind i hende selv, bare væk. Hun tog cigaretpakken, lagde den på højkant på bordet og drejede den rundt. Så tog hun en cigaret ud, lagde den på tværs over pakken og stillede en lighter op ved siden af. Et stykke tid så de begge på den lille opstilling, medens pigen bag baren fortsatte med at strigle sig. Kokken kom ind og kom om bag baren til servitricen. De gik begge ud i køkkenet, og fjernt kunne man høre deres samtale.
"Normalt har jeg ikke lyst til at fortælle om det" Opstillingen blev drejet en gang tilbage så lighteren væltede.
"Jeg er vokset op i det værste lort du kan forestille dig". Naturligvis kunne Henrik ikke være upåvirket af den særlige begunstigelse. Cigaretten blev taget og tændt.
Hendes forældre havde været Jehovas Vidner. Hendes far havde lukket dem af fra alt og alle, selv børnehave måtte hun ikke komme i. Hun var enebarn, og den barndom hun havde haft til hun kom i skole kunne hun næsten intet huske af "Et sort hul, helt væk. Det eneste jeg er sikker på er adressen vi boede på". Da hun gik i skole, var hun blevet udelukket fra alt. Hun var ikke blevet mobbet, det var hun simpelthen for anderledes til: hun var blevet ignoreret. Hendes tøj var forkert, hendes sprog anderledes, hun kendte hverken film, bøger eller noget af det musik de andre lyttede til. Men hun gjorde ikke oprør - tværtimod forekom de andre børn hende forkerte, en holdning hun blev helt bekræftet i af sine forældre. Forholdet til klassekammeraterne blev mere og mere spændt - hvorfor holdt hun aldrig fødselsdag, og hvorfor var det aldrig hjemme hos hende man måtte lege? Hun gik fra at være en gåde til at være udstødt, og til sidst helt glemt. Så blev hendes far syg.
Det begyndte i opgangen, hvor han stillede et bord ud på trappen. Det var, da hun gik i sjette klasse. Nogle uger sad han udenfor med et bord med bibler, levende lys og krucifikser fra om morgenen til solen gik ned. Når opgangen var tom sad han og messede, men så snart der kom en beboer kaldte han, og bad ham forsage djævlen, straks at bede om tilgivelse, opfordrede til at knæle foran det det lille alter og skrifte inden jordens undergang. Om morgenen gik Lisa tidligere end hun skulle, for at være væk inden han satte sig ud. Når hun kom hjem var hendes mave så spændt af angst at hun havde svært ved at gå op ad trappen. Når hun kom stoppede han sin messen og lod hende gå forbi sig uden et ord. Lige så snart hun var inde begyndte han igen at mumle uforståelige bønner. Det blev ved i mange uger. Hendes mor kommenterede det aldrig, men en dag Lisa kom hjem sad han der ikke. Lisa spurgte ikke sin mor; hun kunne mærke at det ville være upassende. Han forsvandt, og sammen med ham forsvandt den sidste rest af en normal familie - nu havde hun ikke længere nogen forbindelse til virkeligheden på skolen. Hvad der blev af ham fandt hun aldrig ud af, om det var moderen der havde smidt ham ud eller ham der var rejst. Og hun fik aldrig taget sig sammen til at spørge, ligesom gåden om hvordan moderen havde fået økonomien til at fungere, men livet fortsatte upåvirket, skønt der altså ikke længere var nogen indkomst. Caféen blev fyldt igen, men de ænsede det ikke. I forvejen havde Henrik lænet sig så langt ind over bordet at han kun kunne se hendes ansigt. Historien passede slet ikke til den forsigtige, kontrollerede pige han sad overfor. Det eneste han kunne forbinde den med var hendes påklædning - i modsætning til de fleste andre i kredsen var hun altid i almindeligt tøj, pænt, anonymt. Hun ville i den grad ikke adskille sig, at hun netop i den gruppe skilte sig ud.
Hun var genert ved sin historie, og talte som gik hun som på tynd is; hvordan lyder den for en anden? Hun var stukket af da hun var sytten, ganske enkelt forsvundet. Forud var gået et års dobbelttilværelse - derhjemme mors egen pige, udenfor en helvedeshund, der drak flere øl og røg mere tjald end nogen af de andre. Så en dag havde hun lagt et brev og flyttet ind i et besat hus sammen med vennerne. Lisa havde slet ikke tænkt på at hun dermed blev nummer to, der forlod fra moderen. Det var ikke fordi hun hadede hende, på det tidspunkt følte hun slet ingenting for hende, og havde heller ikke forestillet sig at moderen følte noget for hende. Derfor gjorde det ikke ondt - det var blot en befrielse. Hun boede i huset i en utopiløs drøm - hun var ikke naiv nok til at have vilde drømme om oprør eller en ny og bedre verden. Ikke desto mindre levede hun i lykkeland, var sluppet fri og ud. Hver dag var et mirakel, når hun slog øjnene op om morgenen var hun tryg som aldrig før, bare at gå og sludre med vennerne, være accepteret, købe ind, grine, male og sætte hængsler på gamle døre var et eventyr. Hun var allerede i paradis, og behøvede ikke andet. Hun havde allerede lavet sit oprør, smilede sig i søvn hver nat, drak ikke længere som en alkoholiseret kontorchef, var holdt op med ustandseligt at ryge joint, uden selv at bemærke det.
Og så en dag var de blevet smidt ud. Huset blev stormet, de fik alle sammen bank. De var midlertidigt indkvarteret i et andet sted i tre uger, hvor de slikkede deres sår og var vrede sammen. Her var hun blevet opdaget af en fyr, der med rette undrede sig over hvordan hun kunne smile fra hun stod op om morgenen til hun gik i seng om aftenen. Lisa måtte også have skilt sig ud på mange måder: klædt i nydelige pasteltonede bluser, sko med hæle, ankelkæde. De andre var i militærstøvler og læderjakke, altid sort og som regel med en sikkerhedsnål i kinden eller en tatovering på håndledet. Lisa måtte have virket som en bankelev der var gået forkert, og det var egentlig også underligt at hun ikke bare gjorde som de andre - der var jo heller ingen af dem der var født med hanekam eller næsering. Hvor alle andre ville skille sig ud, vedblev Lisa at være anonym - Henrik kunne sagtens se hende for sig; hvis alle er sorte, skiller man sig ud ved at være grå.
Lisa og ham fyren havde været med i Ryesgade sammen. Kastet brosten, været bange sammen, løbet over Blegdamsvej i blå kedeldragter med styrthjelm og elefanthue hæftet med en sikkerhedsnål mellem øjnene for at skjule næsen. Et par uger var der ingen der kunne se forskel på hende og de andre.
Så var Ryesgade forbi, de måtte finde et nyt sted. En gruppe der puttede sig som hundehvalpe med soveposer og dyppekogere på forskellige uhøvlede gulve, skubbede murbrokker væk for at komme til toilettet og jonglerede, tegnede, spillede kort, snakkede politik med hårde, besluttede stemmer og drak te til.
I begyndelsen havde han bare flirtet med hende, og hun havde leet med. Hun havde ikke behov for andet, ja egentlig havde hun vel ikke behov for andet end hver eneste dag at føle friheden og trække vejret. Heller ikke da han var begyndt at kysse hende hver gang han så sit snit til det, var der sket noget ved det. Hun havde leet til ham og sagt noget i retning af "så for pokker".
Udenfor regnede det nu kraftigt - regnen trommede hyggeligt og teltagtigt på ruden, solen brød igennem i en vifte der lyste på de sydende vandpytter i asfalten. En stråle ramte deres kaffekopper og skænderiet på den anden side bardisken gik i sig selv. "Poul var såmænd bare sentimental. Han prøvede alt for at få mig til at holde op med at smile. Jeg kan egentlig godt forstå ham i dag ? det må have været håbløst at have med en smilende kyniker at gøre. En ting er helt sikkert - jeg må have været et helvede at være forelsket i"
"Hvorfor begyndte du at tale om ham?"
"Fordi han er et symbol for mig"
"Det forstår jeg ikke"
"Forestil dig - jeg kunne ikke se ud af øjnene. Jeg har muligvis aldrig været så lykkelig, men jeg kunne ikke se en skid for bar lykke. At være lykkelig er ikke nødvendigvis misundelsesværdigt. Jeg anede ikke hvad der skete omkring mig. Jeg forestiller mig at senile, gale eller måske mongoler kan have det på samme måde. Svinelykkelig, simpelthen"
"Hvad er der galt med det?"
"Verden kom først tilbage til mig da idioten hoppede ud foran et S-tog. Den havde bare været væk igen, på en ny måde. Det var der galt med det"
"På samme måde med ham - ingen fornemmelse af tyngdekraft. Han har troet at jeg ville elske ham bagefter i en eller anden slags uendelighed. Hvordan det så ud fra hans synspunkt ved jeg ikke, men han har ment det kunne lade sig gøre. Og måske har han også oplevet det et enkelt øjeblik - hvis det i for helvede overhovedet havde noget som helst med mig at gøre, og ikke bare var hans eget kuk i låget - aner det ikke. Men den dag vågnede jeg op ? af en god drøm"
"Hvad så" Spurte Henrik akavet.
"Han døde ikke"
"Ser du ham?"
"Sjældent?"
Lisa lavede om på opstillingen - nu skulle pakken ligge fladt på siden og lighteren på tværs ovenpå. Ikke desto mindre skulle det hele igen drejes en tur rundt med fingeren.
Sådan ser hun også ud nu - forladt og gennemsigtig. Som dengang antyder hun et ønske om opmærksomhed - både om at få det, men også om selv at kunne være opmærksomt tilstede. Men hun er altid lidt fraværende, mest tydeligt når hun står i skygge og tilsyneladende har trukket sig tilbage. Henrik har medlidenhed med hende - hun ånder blikke, ånder dem gennem huden, til betragteren til sidst ser tværs igennem hende og hun forsvinder foran hans øjne.
Ved siden af hende altså Tanja, mere tilfældigt placeret, ligefrem klodset i forhold til Lisa, med benene tydeligt anbragt for at bære hendes krop. Dermed bliver Tanja først mere synlig, så mindre opsigtsvækkende, men til sidst tilstede med ureflekteret elegance.
Måske et kvarter senere synes Henrik han ser Sørens ryg. Han véd, samtidigt med han ser den, at det ikke er Sørens. Ryggen vender sig, og i selve bevægelsen, de muskler der spændes under tøjet kan han se, det ikke er Søren, men samtidigt er det hans, den gamle Søren - helten uden heltedåd. I profil ligner næsen slet ikke, det har kun været håret der lignede det, Søren havde det hår da de gik langs kysten. Det blæste.
"Jeg har tænkt over hvorfor jeg kan lide dig"
"La' vær"
"Nej. Det er vigtigt."
"Hvorfor så?"
"Du er naiv, sagde Søren og lo et tilfældigt gnæk, der næppe kunne høres gennem blæsten
"Hold op ..."
"Du er naiv. Det er mærkeligt - der er ingen der regner det for en dyd. Det rangerer på linje med dumhed. Men naivitet er sgu' da det allersmukkeste ..."
"Jeg er ikke naiv!" svarede Henrik vredt.
Senere råbte Søren: "Jeg pisser på dig!". Og det gjorde han faktisk. Søren tog det lille dyr frem og rettede det mod Henrik som et organisk, magtesløst våben - ”Jeg pisser på dig, og alt det du står for. Du fatter ikke en skid. Selvfølgeligt ved jeg hvad du løber rundt og laver. Så tissede han, så Henrik måtte springe til side. Blæsten førte det uberegneligt som en rimtåge rundt i rummet så han pissede på dem begge - Jeg pisser på dig, jeg overtisser dig og alt hvad du står for, dit snotnaive, jubeldumme, latterlige skadedyr, jeg pisser på dig” Hvad der var havgus og hvad der var urin var ganske umuligt at adskille. Havet dundrede, han stod med sit lem i hånden, viftede det fra side til side.
"Hold op inden det bliver en Fellini-film"
"Hvad står du og grubler over?"
"Jeg røvkeder mig"
"Det er da ellers en fin fest"
"Jeg keder mig måske til fine fester" mumler Henrik, og drejer sig væk fra det ansigt, der ikke ligner Sørens.
Nu kommer en nabo ind med en flaske champagne i hånden. Der er lang tid til midnat, klokken er kun lidt over ni, tre timer igen. Alligevel råber alle hurra, og er flere gange ved at falde. Han er tyve år yngre end de andre, glad og lidt overrasket over at møde så mange femogfyrrårige samlet på ét sted. Hvor gamle ser de ud? Lidt genert bliver han stående og ser på, uden helt at fatte hvordan han er endt hvor han er. Han opdager kransekagen, og begynder i sin befippelse at spise af den. Både yderdøren og døren fra nabolejligheden er åbne, der høres harmonikamusik. I entréen råber en eller anden "Kom ind Kom da ind og vær med" En tynd pige med rødt hår besat med klokker samt en enorm harmonika kanter sig igennem.
"Jeg bliver syg af disse mellemrum", råber Italieneren Pino i Henriks øre.
For Henrik er der lige nu ikke mellemrum, men tværtimod ingen steder at bevæge sig hen.
Jettes mund og Sørens ryg. Jettes mund er ny, den sidder på den rødhårede pige. Hun kruser overlæben når hun spiller. Jette mund gjorde netop sådan når de elskede. Engang var det alment anerkendt at dyr opstod spontant af trøsket træ, græs, jord og vand, ligesom blomster og træer når de behøvedes - ventede på at en kat pissede på dem. Alt denne opståen skete, når det ikke blev set - skabelsen var evindeligt pågående, vi var på den syvende dag.
Nu kan Henrik slet ikke acceptere at noget som helst foregår bag hans ryg. Sådan må det være: Jettes mund, der kruser på den rødhåredes ansigt, Jette kan ikke have eksisteret i alle disse år. Søren kan godt have rådnet hver eneste sommer et sted på en fynsk kirkegård uden Henriks medvirken. Men ikke Jette. Hun kan ikke have levet, talt, elsket, leet, spist, drukket eller være blevet ældre - hun må have givet sin mund til en hende, der nu sidder med en harmonika, sine øjne til en anden. Hvor er Jettes øjne? Henrik så sig søgende omring, men fandt ikke andet end et glas whisky på reolen ved siden af sig.
Søren havde netop siddet med en whisky foran sig og flirtet med en servitrice, der ganske tydeligt ikke havde noget imod det. Hans venlige smil, den atletiske krop eller hvad det nu var? Han røg - selvfølgelig røg han, medlem af en generation af kæderygere. Stedet Henrik mødte Søren sidst var ikke noget at råbe hurra for, lidt sidegadesnasket. Engang et sted man kom, nu bare en bar med en besætning bestående af en femogtyveårig servitrice af latinamerikansk afstamning og syv gæster. Den ottende var nu Henrik, herinde for at købe en pakke cigaretter. Klokken havde været lidt over to. Han genkendte med det samme Søren, men det tog lidt til før Søren genkendte ham. Derfor var Henrik gået helt hen bag ham og havde lagt hånden på hans skulder, og Søren havde fundet hans ansigt i spejlet mellem alle flaskerne:
"Hvad fanden ? Henrik, dit gamle røvhul!
Sørens øjne smilede Henrik i møde, musikken var Joan Armatrading. Han slukkede en cigaret og tændte en ny.
"Lucia, en whisky til den Henrik hér, en gammel ven. Henrik, sig goddag til Lucia"
"Jeg hedder ikke Lucia"
"Jo du gør". Hun skænkede den whisky han ikke havde bedt om. Henrik bestilte mine cigaretter.
"Hvordan går det med det hele ? og alt det der?"
"Godt", svarede Henrik
"Hvad laver du"
"Ingenting faktisk. Arbejdsløs. Hvad laver du i København?" Henrik drak af whiskyen og så rundt på væggene. De var fyldt med gamle billeder fra stedets fortid. Et fodboldhold af overvægtige mænd i for små T-shirts, nogle mennesker med blodrøde pupiller der skålede med fotografen, en smedejernskonstruktion, der muligvis gjorde det ud for en lampe, men hvor pæren i så fald var gået. Et betryggende nærvær af tid og historier at fortælle for stamkunderne.
"Jeg er her kun nogle dage. Jeg ville hjem og se til det gamle land. Det gør jeg ind i mellem. Det kan være ufatteligt kedeligt at bo alene ude på landet. Slet ikke så romantisk som man skulle tro"
"Det kan jeg forestille mig", svarede han nikkende.
Lidt om ensomhed på landet, et par ord om politik, en hentydning til Lucias ørenringe, udformet som to sommerfugle.
"Jeg hedder ikke Lucia"
"Så sig mig hvad du hedder"
Lidt om madlavning, nogle gamle minder og - motorcyklen.
"Den har jeg smidt ud. Jeg kørte den ned til lossepladsen, lagde et bræt ud og kørte den lige op i containeren. Slut på en epoke! Den var blevet som en gammel hund - på et tidspunkt ser man den ind i øjnene, og opdager at de løber i vand. Uglet i pelsen, væskende sår, tør hoste, karburatoren sad fast med et stykke ståltråd. Nå, kammerat, så skal vi vist til det - du har gjort dit, men nu kan du ikke mere. Nu køber jeg ind på almindelig umotoriseret cykel - Sådan er det, Lucia - på et tidspunkt bliver håret underligt tørt og knudret. Så er det tid. Pas på støvet ikke falder fra dine vinger. Husk: Drik kun nektar, smil dig igennem når det brænder på, tab aldrig noget ud af hånden, men tøv heller aldrig med at kaste noget fra dig når det ikke længere glæder dig ? en whisky til?"
"Næ tak" mumlede Henrik.
"Kom her, giv ham en whisky, min blomst"
Søren havde mørkt, krøllet hår, bløde læber, lige nu fugtige, et ubarberet, stærkt ansigt med gnist i øjnene. Ikke høj, men muskuløs på en tør måde, lidt senet. Og, gik det efterhånden op for Henrik, desuden slemt tillakket. Det var Sørens krop der afslørede ham, en lille usikkerhed når han trådte tilbage, en tøven mellem sætningerne.
"Jeg har lige været på besøg hos Lars og Lisa, hende det frafaldne Jehovas Vidne?"
"Selvfølgelig kan jeg huske Lars og Lisa" svarede Henrik. "Men det er godt nok nogen tid siden jeg har set dem"
"Lisa er så anonym som altid. Et mærkeligt karaktertræk, men mindst lige så iøjnefaldende som hvis hun havde været neger. Og lige så kær er hun" Han faldt i staver. Henrik opdagede at sår på hans kind.
"Vi var faktisk i sammen nogle gange. Inden Lars ?" Og efter en pause "Hvis sandheden skal frem også et par gange efter. Ikke spor dum. Havde hun nu bare ladet være med at læse så mange dameblade?"
"Ligefrem kær, det er ikke det ord jeg ville bruge ?" indskød Henrik.
"Man opdager hende ikke. Hun slår ned som fra en klar himmel. "
"Det som om jeg var den eneste, der havde set hende. Ja, jeg var i lang tid sikker på, at ingen andre havde opdaget hende. Det er faktisk en ret stærk effekt ?" Sagde Søren konstaterende, som talte han om et naturfænomen.
"Det ødelægger det lidt at du havde det på samme måde" smilede Henrik
"Ha!"
"Mærkeligt" sagde Henrik. "Nu dukker der en mængde fortid op. Dig har jeg tænkt på. Men der er så meget andet der har været væk"
"Omvendt her. Jeg tænker mere og mere i minder. Du har jo været i mit lille hus, men du har aldrig skullet bo der. Mandag, ned til købmanden, tirsdag, ned til købmanden, og så lige en gang til fordi man har glemt cigaretter. Onsdag måske et besøg hvor jeg laver en balinesisk lammeret uden lam, og særligt balinesisk er den heller ikke. Slet ikke hvis hun ringer en time før for at sige at hun alligevel ikke kommer. Torsdag - ned til købmanden og fredag også. Lørdag og søndag til bageren - bare for at huske på at det er weekend. På cykel. Hvad tror du så man tænker på? Købmanden måske? Nej, så dukker hele historien op i bidder, aldeles ukronologisk: Pigebryster, sko jeg havde, dumme ting jeg sagde eller gjorde, nogen gange en hel dag fra start til slut med overvejelser, fortrydelser og tildragelser af alle slags. Tanja vader rundt i billedfeltet, ikke til at få ud. Jeg fik i øvrigt ikke besøgt hende ?"
"Du er ikke taget hjem endnu. Du kunne besøge hende i morgen" mumlede Henrik.
"Det var ikke kun bare skyld. Men du fik godt nok væltet læsset. Skål, lille tue"
Den høje Pino skubber forsigtigt til Henrik "Hun spiller sgu godt, harmonikaen".
Hun spiller godt. Fingrene flimrer over tangenterne. Hun virker som en sigøjner, rokker på stolen, laver vilde triller, improviserer og spiller melodier. Klaveret forsøger at følge med, men er reduceret til ren statist. Alle er begyndt at spise af kransekagen, nu da der er taget hul på den, men så træder Lisa ud af baggrunden, klapper i hænderne og råber
"Så er der mad".
I gåsegang går de ind i stuen, hvor der er dækket op med bordkort. Lars klapper igen i hænderne, vender sig, siger noget til en bagvestående, klapper igen: "Der er en seddel med jeres navn på - vær så venlige at finde jer selv"
Alle går videre i gåsegang bag stolene; der er for lidt plads til at sprede sig. Når nogen finder sin seddel, kan han ikke sætte sig, men må blive stående og trykke sig mod bordet så andre kan komme bagom. Henrik får frihedskuller - for lidt rum. Han ved hvorfor han ikke længere kommer til disse arrangementer: fordi de skal arrangeres, ordnes og skemalægges. Hvordan er det sket, og hvornår? Hvor er det fælles projekt? Alle ser atomiserede ud, hver på sin hylde, holdt sammen af enkle regler, nemme at forstå, såsom "Nu skal vi alle more os, more os, more os" eller måske enklere "Don't mention the war". Den rødhårede med harmonikaen er her ikke - naboens fest. Italieneren Pino er her ikke - hvilken fest er han nu endt hos. Henrik er der, men det er ikke hans fest, han skulle bare med. Hver mand, sin seddel. Tallerknerne stillet frem, maden lavet, der skal spises; enkle regler. Hvorfor tabte vi drømmen om en bedre verden, stort set uden at opdage det? Eller var det også meget enklere - gav vi op, da ingenting rykkede sig? Og hvad er i så fald være værst? I et øjebliks dramatisk overmod beslutter Henrik at han ikke ville give op, men forsøge at minde alle om det tabte i aften. Prikke til dem en ad gangen. Men samtidigt bliver han i tvivl om fejlen ligger et helt andet sted: Hvad hvis regnestykket ikke vil går, fordi de netop ikke havde delt noget. Havde Lars haft en vision? Lisa måske, men snarere drømmen om at blive levende, end et ønske om en bedre verden. Og hvad var Henriks egen vision, lå den kun i deres fællesskab, og forsvandt sammen med det? Og det er heller ikke nemt at sætte ord på et fællesskab, man muligvis slet ikke har delt med andre end sig selv.
Den forstad hun kom fra lå nogle få kilometer fra Henriks egen personlige villasump, men adskilte sig ved at være nogle årtier ældre. Henriks var barndomshjem var groet direkte op af en pløjemark et sted i tresserne, Tanjas var tilgroede villahaver og huse i flere etager, men endnu vigtigere, beboet af mennesker med et vist traditionelt tilhørsforhold til byen. I Henriks by var der intet at have forhold til, og det lidt, der engang havde været revet ned, og de oprindelige indbyggere fjernet eller solgt fra. Der var et enkelt bondehus der fungerede som børnehave og en overvægtig købmand, men ellers var alt revet ned og belagt med parkeringspladser til forældreløse indkøbscentre og eksilerede benzintanke med døgnåbent.
I den forstad Tanja kom fra boede der både arkitekter, spåkoner og sprogforskere. I Henriks forstads gjorde der muligvis også, men de ordnede haver og mødtes aldrig til te. Udearealerne var derfor betydeligt mere velholdte, men alle der ikke ejede huse kørte bort på cykel, knallert eller med tog efter morgenmaden lørdag og kom først hjem efter mørkets frembrud søndag nat, for mandag at slæbe sig skævøjede i skoler og gymnasier. Tanja mente at hun og Henrik en enkelt gang havde mødt hinanden dengang for hundrede år siden til en koncert, hvor de ifølge hende skulle have kysset, men Henrik hældede til den opfattelse at hun tænkte på en anden, og havde opfundet historien af venlighed - også fordi han stort set ikke kyssede i den periode, men røg en del tjald, sjældent kom til koncerter og i stedet så syner alene under store egetræer i skoven.
Tanjas mor var fraskilt og holdt hof i en udestue. Henriks forældre sov længe om lørdagen og spiste småkager indendørs. Henrik havde en blå knallert, Tanja kørt på rød cykel i træsko og spiste lakridsrod og omtalte sin mor som Vera. Henrik var i dyb coma til han en morgen var vågnet og nærmest i samme øjeblik var flyttet hjemmefra som havde han fanden i hælene. Han opslog sit hjem i en toværelses på Vesterbro, med fedtet køkken og en dyb følelse af forladthed, skønt det rent faktisk var ham der havde forladt sin historieløse historie. Alligevel stod han og Tanja hinanden meget nær, og havde brugt lang tid på at omtale hver især som slyngveninder, til de havde begået det håbløse fejltrin at forelske sig i ni foruroligende dage, der endte med at de ikke opsøgte hinanden alt for længe; det var i øvrigt alt sammen før virkeligheden havde taget karakter af endelighed, og endnu længere før den blev et praktisk problem.
Henrik havde nogle gange været hjemme hos Tanjas mor Vera, og havde altid beundret det forhold der var mellem Tanja og hende - de talte om alt, hele tiden. Vera blandede også ubesværet Tanjas venner ind i sit liv, spillede Frank Zappa, spiste pærer offentligt og bandede over livet med munden fuld. Ingen sad og ventede på en samtale der skulle begynde: den var der allerede, det var bare at følge med.
De sidder igen så tæt at deres ben strejfer, skønt der ikke er så meget nyt at fortælle. Dødkedelig faktisk, men meget langlemmet med smalle hænder, og det har fætter Olaf ikke, og så er han blevet lidt tyk, synes jeg ?""Fætteren" mumler hun, og svarer dermed på det spørgsmål han ikke ville stille "Blev gift med hende den tårnhøje sangerindes, der faldt ned fra en stige. Hun var veganer, lagde tarokkort og blev skilt fra ham for fire-fem år siden. Til fordel for en amerikansk fotograf jeg ikke ved hvad hedder. Dødkedelig faktisk, men meget langlemmet med smalle hænder, og det har fætter Olaf ikke, og så er han blevet lidt tyk, synes jeg ?"
Men hvad med Søren, døde Søren, der kun var med som gespenst? Hvad med Søren, glade Søren, der havde tabt sit hjerte til Tanja's og hendes mange absolutte krav, og straks var kravlet ned af et nedløbsrør for at købe champagne? Hvordan kan vi tale om ham nu, flere år efter. Eller rettere, hvordan fanden kan vi lade være med at tale om ham? Det er klart for enhver at Søren for længst er blevet et billedet på det tabte, det vi alle længes efter uanset køn, religion og politisk overbevisning. Han sidder som en kartoffel i udstødningsrøret, og gør det umuligt at starte på en frisk. "Gider ikke snakke om ham" havde Tanja sagt engang, og det var sikkert rigtigt, men umuligt. Det var som ikke at ville luge for skvalderkål. Men hvis ikke det blev luget og man havde fået godt fat i rødderne, så groede det ud overalt.
"Tanja" svarede Henrik på hendes historie om fætterens fraskilte og derefter tilgiftede. "Tanja, for helvede" faktisk, på grund af vinen, han kunne mærke i sine hænder, men også på grund af hende selv og benet, han ustandseligt kom til at strejfe. Hun ved hvad han taler om, men gider ikke. "Jeg gider ikke snakke om ham" siger hun igen, flere år efter. Men nu var han nævnt og de sig mod hinanden. Han ser den kind hun har vendt bort, derfra ned under hendes øjnes sigøjnerbryn og så lige lukt i afgrunden, hvorfra hun siger
"Hvad så, er der noget nyt? Jeg troede han var død"
"Vi svigtede ham "
"Lad vær' - jeg er holdt op med at føle mig skyldig"
"Vi svigtede ham alligevel"Nu kunne Henrik fortælle en historie, men han gjorde det ikke. Han kunne fortælle historien om pigen han havde siddet ved siden af i en bil, netop så tæt som han og Tanja sad nu, og det han følte ved hendes ben da det strejfede hans som. Det var et sted i Centralamerika, langt bort fra alfarvej, i en firehjulstrækker på vej ned af en lang, støvet vej, på vej til påske. Pigen havde et undskyldende, genert blik og smuk på den måde, centralamerikanske piger er det, ganske lille og slank med kulsort, bølget hår over chokoladebrune kinder og en lige blanding af bevidst koketteri og absolut uskyld. Det blev ikke til andet mellem dem en lidt venlig kyssen og en middag på en lille restaurant ved Stillehavet, men da Henrik rejste nogle måneder senere rejste hjem, sendte han hende en rose lavet af en tændstik, noget ståltråd og en blodrød serviet fulgt et brev der sluttede "... og lov mig altid kun at lave fejl efter dit eget hoved!".
Men Henrik fik ikke svar før efter hendes død. Hun var blevet gravid med ham hun elskede, men han ville ikke giftes med hende. Som god katolik vidste hun ikke hvad hun skulle gøre, og ville end ikke tænke på abort. Hendes mor havde været enlig mor, hvilket datteren opfattede som den største ydmygelse i verden. En dag i juli spiste hun rottegift og kørte derefter på en sort herrecykel rundt den lille by for at sige farvel til alle. Det blev hun ved med, blegere og blegere, til hun ikke kunne mere, og en forskrækket menneskemængde samlede sig om hende hvor hun var væltet på den støvende vej. I ambulancen gentog hun igen og igen "Jeg ville ikke", men da hun ankom til hospitalet var det for sent ikke at ville.
I stedet for at fortælle historien siger Henrik, at der er visse fejl man ikke kan tillade sig at begå, og at det er sådan med den slags fejl, at man først forstår konsekvensen af når det er alt for sent. Men Tanja, der ikke hører historien, taler videre om Søren - måske ønsker hun når alt kommer til at ikke at undgå det emne. Med et større stykke gravad laks, der drypper af fiskesennep, siger hun
"Vi kissemissede, og det var det. Det har man da for helvede altid lov til. Desuden .. " svært at forstå på grund af laksen, som hun jonglerede med tungen. Tanja, det forunderlige væsen - hvad har betydning for dig? Det er misundelsesværdigt, tænker Henrik, hvis liv efterhånden bygger på lige dele misundelse og erindring, men for fanden, hvordan hun kan være så sikker? Omkring dem er snakken begyndt at gå.
"Men han forsvandt jo bare. Så måtte han sgu selv om det. Jeg har fået min dosis af moralisme og vrøvl".
Et barn kravlede rundt under bordet, stak hovedet frem og sagde "Bøh!". Til venstre sad en pige Henrik ikke kunne huske hvor han kendte fra. Hvor var det bare djævelsk lang tid siden alt sammen, eller hvor var hans hukommelse blevet elendig. Her er havegravning temaet - hun har nu kønne øjne, og ganske smal om livet, meget lille er hun, burde sidde på en højere stol. men kære Henrik, hold dig til sagen, og Søren, og historien og hold dig til drømmen fra dengang. Glem den ikke, stik den i øjnene på os alle sammen, eller måske mere præcist, få os til at genopleve den.
Tanja: "Det var dig der begyndte!"
Henrik: "Sorry, jeg var fraværende ?"
Tanja: "Du besøgte ham"
Henrik: "Nogle dage før han døde foreslog jeg at han skulle besøge dig. Gjorde han det?"
Tanja: "Nej, jeg så ham ikke før han søster ringede til mig og inviterede mig til begravelsen"
Henrik: "Han elskede dig"
Tanja: "Elskede! Og hvad er så det. Nu må jeg lige bede om kammertonen! Manden var gået til i druk og besat af en tvangstanke om, at hvis jeg havde udstrakt min liljehånd, kunne han have kravlet op på den og spist hele rullepølsen. Det jeg kan være ked af er, at jeg ikke gav ham et spark i røven. Han faldt i spåner for øjnene af os ?"
Henrik, råbende: "Ja" og man hørte det ind i det små samtaler "Ja, det gjorde han, og jeg skammer mig"
Tanja: "Nu skal du vel ikke til at være hellig. Jeg ? jeg vil ? jeg påtager mig ikke skylden. Skam, hvad er det nu for et ord? Hvor lang tid er det vi ikke har set hinanden?"
"Et meget sjældent ord. Syv år ?"
"OK, du romantiserer historien - hvad hvis jeg var død? Havde du så siddet her og flæbet? Hvem var det der elskede hvem. Du idealiserede ham, han var din erstatning for Batman ? "
For Henrik var det som at få at vide at han var en skvatnakke. Han tørrede dressing af den hvide jakke med en våd finger.
"Ja, han var vores helt" sagde Henrik, og videre "Den spidse kårde, der ridsede sit tegn i os. Kan vi ikke snakke om ham uden at skændes?"
"Det kan vi åbenbart ikke". Videre indtagelse af dryppende laks og rejer, lukkede øjne, alt glemt og fortid, en mester, også i at tilgive sig selv. Spiste så henført velbehageligt at Henrik var i tvivl om, hvorvidt samtalen var foregået i hans hoved. Men han stikker igen og nævner brevene.
Silken sniger sig glat som slangeskind op ad hendes arm da gaflen synker.
"Hvor kender du brevene fra?"
"Du talte med Lisa om dem for en time siden"
"Jeg nævnte dem dengang. Jeg kunne ikke være alene med dem"
Lokalet fyldt med mumlen som en kølig bæk der løber mellem sten. Musikken kan knapt skimtes bag den myldrende velvilje. Man bevæger sig i samme mønster, gafler og knive, nik der bekræfter at lyttende lytter og talende taler, lidt latter. Ved bordet bagved kan Henrik høre men ikke se en debat, hvor rollen som ordstyrer er taget af en myndig herrestemme.
"Han skrev cirka et brev om ugen" siger Tanja, men har glemt at spise og ser tværs igennem Henrik "... puha ?"
"Puha?"
Så ryster hun sig: "Lange, omstændelige breve: Var det ene nu rigtigt, var det andet forkert. Vi havde glemt hinanden gentog han"
"Og vi havde glemt ham"
"Det var ligesom ikke til når der hver uge dumpede et brev ind"
"Svarede du"
"Sjældent. Det var svært at svare på - han skrev nærmest til sig selv .."
"Var der ikke noget om dig?"
"Det kunne jeg slet ikke svare på - han skældte mig huden fuld. Han mente, jeg havde et særligt ansvar jeg ikke havde påtaget mig. Men jeg var en pige der lige var kommet ud af gymnasiet. Der var også andre ting i de breve. Men grundlæggende er det hele noget vrøvl: Søren var ikke det eneste sorte får. Det var vi alle sammen"
Og så sluttede det en efterårsaften i Kongens Have. Tanja og Henrik blev forladt med to flasker dårlig rødvin og en nærmest fysisk melankoli. De klatrede op i et kroget træ og satte sig på en gren med udsigt til nogle legende børn og Statens Museum for Kunst gennem gitterporten. De drak vinen uden mange ord, og solen gik ned.
Lars løftede glasset og udbragte en skål:
"Vi er her jo ikke kun for at fejre nytår. Lisa og jeg har bragt en masse gamle venner sammen - nogle af jer kender hinanden, mange af jer gør ikke"
"Hvem er den mand?"
"Sæt jer ned oppe foran, vi kan ikke se noget"
"Engang var vi en lille gruppe der boede sammen i en lejlighed på Vesterbro. Det var Søren, Tanja, Henrik, Lisa og mig, sagde hunden" Lars pegede de fire ud en af gangen.
"Desværre er Søren jo ikke mere, men vi andre er her alle sammen. Og hvad angår Henrik er det rigtigt lang tid vi har set ham. Henrik - vor drømmetyder, falskspiller og orakel - har været forsvundet i femten år"
Forsvundet! Han har da været død i femten år, og ret nem at finde hvis man tager til en bestemt kirkegård på Fyn.
"Vi boede sammen i nogle år …" fortsætter Lars til festens deltagere. Man Tanja hvisker:
"Fjorten måneder. Hvis vi tager det hele med. Jeg har gemt mine kalendere fra dengang - "
"… nogle dejlige år, fyldt med ungdommens overmod" sagde Lars, og gik nu over til præsentationen af de øvrige inviterede.
”Ungdommens overmod?” hvisker Tanja ” Er det nu det, det var”
Hvorfor havde alting været så vigtigt, og hvorfor er det det ikke nu? Det efterår Lars og Lise flyttede blev til vinter, før Henrik forstod, at en epoke var slut. Han havde fundet en anden lejlighed, havde sat vand over til te og sat sig i en stol hvorfra han kunne se vinduerne overfor. I ny og næ fik han besøg af Tanja, eller tog i byen for at møde nogle andre venner, men som oftest med en fornemmelse af ikke rigtigt at være til stede. Først da sommeren modnede som en stor, rød tomat, forstod han at det ikke var verden der var gået under, men ham selv der havde mistet en årsag til at være i live.
Lejligheden han var flyttet ind i var allerede møbleret med marskandiserinventar i lamineret træ og stigereoler med souvenirs i farvet glas. Henrik havde ikke fået det pakket væk, og hans eget hjem stod uudpakket i papkasser i soveværelset. Væggene var beklædt med hessian, og der duftede af fugtige vægge og pulverkaffe - en duft der efterhånden trængte ind i hans tanker. Fra vinduet kunne han se vinduerne i en facade tonet gråbrun af afblomstret vedbend og en stort set ubefærdet gade med parkerede biler.
En af de måder han kortvarigt kunne dykke ned i et fællesskab igen var på cafeen, hvor han i starten også ofte kom. Men de mennesker han ledte efter var der sjældnere og sjældnere, og når de endelig så var der virkede de fremmede: Det var, som havde nogen eller noget idømt Henrik en forbandelse, en Fatwa, lukket ham ude fra alting og ind i sig selv, hvor han glammede som en hundehvalp op af en lukket dør. Han genoplevede en klokkefornemmelse fra sin barndom, han var lukket inde i sit hoveds fængsel, hvor tankerne nægtede at bevæge sig væk fra det ene - at slippe fri igen.
Ved en enkelt lejlighed, da han stod ved at busstoppested, så han i et enkelt glimt sine omgivelser. For andre, der ikke har oplevet at have det sådan ville det sikkert virke som det reneste ævl, men for Henrik var det stor glæde for en kort stund at kunne se en lygtepæl. Det lille hul han syntes at opleve, det lille minut af sanset tilstedeværelse, et øjeblik hvor duftene buldrede ind i hans hoved, hvor overfladen på den lygtepæl han så på, et kort øjeblik berørte ham. I nogle sekunder var hver eneste genstand igen synlig, aftegnede sig knivskarpt mod andre genstande der på deres side hver for sig strålede af uanstrengt tilstedeværelse. Men øjeblikket forsvandt kort efter og lod ham igen alene på gaden.
Jo mere Henrik forsøgte at holde fast i det korte glimt, jo mere blev omgivelserne blot billeder fremvist på indersiden af hans hoved, og følelsen af indespærrethed smeltede som ugerne gik ikke alene sammen med ham selv, men blev også en del af vejret. Det danske vejr med de svampede skyer og den uberegnelige blæst mellem røde murstenshuse, de lejlighedsvise byger gled ind i ham, og dannede en særlig klimazone bag hans øjne, der fik hans blik til at dugge og blive fraværende. To gange overvejede han at gå til lægen, og én gang gjorde han det. Besøget førte ikke til andet end en øget fornemmelse af at lide af en ikke eksisterende sygdom, der af samme grund ikke var nogen kur for. Sådan gik der flere måneder, faktisk lige til han begyndte at studere. Om Henrik derefter han bare glemte sin lidelse, eller den i overhovedet var forsvundet, er endnu uvist.
Nu er forretten overstået. Lars siger igen et par ord. Han er blevet ældre - det klæder ham - fortæller hvor toiletterne befinder sig, skønt alle, med den nuværende væskeindtagelse, bør have fundet ud af det for længst. Derefter taler han om hovedretten, og husker alle på, at der nu kun er to en halv time til ”det store øjeblik”. Så fortsætter han med at præsentere pigen til venstre for Henrik, og det går op for ham at hun var en af Sørens tekstilveninder fra dengang, nu designer og buddhist. Den næste er snart arkæolog, den tredje vældig morsom, den fjerde lykkelig indehaver af en smuk kone, hele salen rundt, en ad gangen, alle de, der ikke blev præsenteret første gang, forbløffende hukommelse.
Tilsyneladende umotiveret hvisker Tanja til ham gennem larmen, med sit øre ganske tæt mod hans: ”Vi har ikke andet”
”End hvad?” hvisker Henrik tilbage, uden at forstå.
”Det slår mig bare, vi har ikke andet en vor krop og vore tanker. Det er det hele, vi har ikke andet”
”… ikke andet end krop og tanker?” spørger Henrik, endnu desorienteret.
”Men jeg vil have mere, meget mere. Er det så mærkeligt?”
”Hvad skulle det være?”
”Nemlig - hvad skulle det være? Vil du ikke også”
”Vi har da også fremtiden. Og fortiden”
”Fremtiden, den er fri fantasi - til den er overstået. Fortiden - den må vi gætte os til. Nej, vi har ikke andet”
”Ikke andet? Måske er det meget …” svarer Henrik. I det øjeblik er der en intensitet mellem dem der ikke har været længe, et fællesskab, skønt han endnu ikke fatter hvorfor Tanja er begyndt at hviske - alle andre i lokalet er tværtimod begyndt at råbe. Han sidder indenfor sammen med denne besynderlige pige i sit farvestrålende gevandt med de klare øjne ”… og desuden er fortiden er ikke noget vi gætter os til”
”Hvad kan du huske?” spørger hun
Meget af det er som foto sat på en opslagstavle, ved siden af hinanden, under hinanden, i forkert rækkefølge, nogle med mennesker, andre med en sætning. Indignerede samtalerne mellem dem over samme tema: Krop og tanker, politik og kærlighed, pakket ind og ud. Det er nemt at huske hvordan det så ud indefra, men han tror ikke længere at det så sådan ud set udefra. Lejligheden på Vesterbro som det sted hvor det skulle lykkes. For hvis ikke det lykkedes, så kunne det ikke lykkes overhovedet,
Mærkeligt nok var det hverdagen, selve det at leve sammen, der var den største glæde. Ikke festerne eller projekterne, men det, at købe ind sammen, at kede sig sammen, at lære småting fra hinanden. De opfandt alt for hvert skridt, hver dag blev genopdaget, de var arkæologer i hverdagen, sådan var det, og derfor husker Henrik telefonerne der ringede og pizzaerne der blev bagt i ovnen (hvor håndtaget var ved at knække af), men mest husker han turen til Hovedbanegården og cafeen, hvor han sad om eftermiddagen og lyttede efter svaner alene. De var arkæologer i hverdagen, med krop og tanker, og forsøgte at få de to ting til at hænge sammen.
Men hverdag husker man ikke, det er en følelse, og derfor er billederne uden kronologi, placeret i en skøn forvirring, enkelte med bagsiden udad. På bagsiderne stod der ting som: ”Forstår ikke Lars” eller ”Tør ikke spørge om Søren i virkeligheden religiøs” og ”Har Glemt at fortælle Lisa det med hænderne”.
Socialister var de ikke - ikke i klassisk forstand. Det var ellers i den periode, det var på mode at være rabiat. ”Konsekvente idealister”, kaldte Søren det i stedet, ”Naive pletnakker” sagde Lisa et par gange, og Tanja havde ment, at det var totalt hamrende ligegyldigt hvad det hed, bare man havde vilje og tro, og i øvrigt ville det netop være forkert at have give noget som helst et navn. Resultatet var bevægelighed: Søren først arbejdsløs, senere studerende. Lisa først studerende, så arbejdsløs, Tanja studerende hele tiden, Lars var målløs studerende fra første dag, Henrik arbejdsløs til det sidste, men socialister var de ikke. Resultatet var rodløshed: ”For helvede hvor er det godt at vi i det mindste har hinanden” Ind imellem var resultatet også skænderier, og tit havde de ikke hinanden alligevel: ”For fanden hvorfor kan vi ikke holde fast i hinanden, bare fordi vi ikke er en kernefamilie. Det er som om vi slet ikke har krav på hinanden fordi vi ikke tilfældigvis er kærester. Det er til at brække sig over …”
Brækkede de sig, eller var de i virkeligheden alle med, når det kom til stykket? Lige nu var det svært at tro på, skønt Henrik savnede dem alle sammen så det nærmest gav kvalme, ikke mindst fordi de var i samme rum - for første gang i femten år.
”Jeg kan i virkeligheden ikke huske så meget …” svaret Henrik til sidst. Så længe efter at Tanja havde stillet spørgsmålet, at hun har glemt det. ”… det er så fandens længe siden alt sammen”
”Femten år - så længe er det heller ikke” Tanja, altid med en afvisning eller et spørgsmål. Henrik kan mærke i maven at han bliver irriteret, men han er for mæt og tung til at svare.
Hvad kan han ellers huske, udover de historier de fortalte til hinanden. Historierne om kærester, herlige og ufarlige tildragelser, som historien om hvordan nogen stjal indholdet af et bagagerum fyldt med hundredvis af plader, der derefter blev delt ud på et lokalt værtshus. Historier, der var blevet så pyntede med tiden, at fortælleren brød den usagte broderskabs-ed om at sige sandheden, hele sandheden og kun en lille smule ekstra. En ed, der stiltiende var indgået for at undgå at henfalde til eventyr. Historierne kunne Henrik huske, men hvad af dem der var sandt havde han efterhånden kun en svag anelse om. Tanja, der nu sider ved Henriks side og med den rebelske overklassefrues sikkerhed spiser krabbeklør som det passer hende, samtidigt med at hun sikkert udmærket ved, hvordan det bør gøres, alt sammen uden at snavse sin silkekjole til.
Hvad kan Henrik huske om Tanja? Jo, han husker af hende som billedet på den perfekte elskerinde. Tanja var både logisk og impulsiv, ligeså romantisk som hun var kynisk, Tanja var genetisk lykkelig og kontant - ligeglad med alt andet end de omgivelser, hun kunne beherske eller ignorere fra dér, hvor hun til hver en tid måtte befinde sig. Om det nu blot var et indtryk hun gav, eller om det var rigtigt var ham ikke muligt at vurdere dengang, og heller ikke nu. Og det var vel i bund og grund også lige meget, resultatet var, at man kunne tillade sig at være ligedan: nydende, selvnydende og lykkelig.
Alt dette bestemt ikke, fordi Henrik nogensinde var hendes elsker (bortset fra den skæbnesvangre nat, han faktisk var det). Han genkalder hende kun for at fange hende i ord, for at holde hende fast, så hun ikke bliver en drøm. Han husker hende for at gøre hende virkelig, og det lykkes - han ser hende klarere, selvom hun er utydelig i kanterne - som et dårligt udført filmtrick.
Tanja gjorde, Søren handlede. Tanja opfattede, Søren mente. Tanja håbede, Søren forestillede sig. Tanja var kvinde, Søren var mand, Tanja var let hvor Søren var tung. Sådan mente Henrik i hvert tilfælde dengang. De to var skabt for hinanden, det kunne enhver se bagefter - smukke, begavede og interessante; de strålede for helvede langt væk af vilje og kunnen!
Tanja var kommet gennem døren med et cykelhjul og et sjal over skuldrene. ”Jeg har ikke tid til sådan noget pis” Bag hende kom en mand med rødt skæg og vådt hår. Han rystede sig som en hund - det pissede ned udenfor, det var vinter, men frost var det ikke noget af. Henrik havde været alene til døren var blevet smækket op. Han sad i stuen med en halv øl og en biblioteksbog. Der var koldt overalt, for han nænnede ikke at varme op når han var alene, og han havde ikke forventet nogen hjem de første mange timer.
"Tal med ham" havde Tanja sagt, kastet sjalet i sofaen og var skredet ind på sit værelse med cykelhjulet. Henrik havde lagt bogen for at tale med denne ham, som han aldrig havde set for sine øjne før. Men det var den anden der talte først
"Røv og nøgler" havde han råbt mod den lukkede dør med en tydelig svensk accent.
"Tak" havde han senere sagt, da Henrik hældte te op til ham. Situationen var blevet en smule mere normal, selvom den rødskæggede endnu ikke havde lagt sit overtøj. Han sad lidt yderligt på stolen, men i det mindste stille og råbte ikke længere. Han stirrede ned i teen og sagde "Nå, det er jo inte din skyld" Det forekom Henrik at han kunne høre Tanja trække vejret skønt der var en dør imellem. "For helvede, for helvede" råbte manden, rejste sig brat, og da han ikke vidste hvad han så skulle gøre, tog han sin store, grønne frakke af og kastede den over mod sofaen, hvor den lagde sig oven på Tanjas sjal og slyngede en byge af små dråber fra sig.
Søren havde sagt, at Tanja var det eneste menneske han kendte, der var i stand til fuldstændigt at forsvinde fra verden. Som mennesker der kan falde i søvn hvor som helst, kunne hun pludseligt være væk, stå ved en fodgængerovergang medens lyset skiftede både tre og fire gange, med et tomt blik, tabt for vores fælles omgivelser. Når hun dukkede op igen var det imidlertid umuligt at få svar om hvor hun havde opholdt sig i mellemtiden. Selv opdagede Tanja ikke disse absencer, skønt de kunne vare halve timer, hvor bruseren på badeværelset kunne blive ved at bruse, og banken på døren blot blev besvaret med lyde. Der var blevet helt stille bag døren, og kun svenskerens vejrtrækning kunne høres herinde. Henrik betragtede ham undersøgende. Han var en stor, muskuløs mand med lidt flakkende øjne, men det kunne sikkert tilskrives situationen. Han var en del ældre en Tanja og Herik, måske femogtredve, havde rødt, ret tykt hår og et ar i det ene øjenbryn. Havde Tanja en affære med ham? Hvorfor var det vigtigt for Henrik? Fordi han var forelsket i Tanja? Fordi han nysgerrig? Måske men det var særligt fascinerende for Henrik fordi han dengang var umådeligt genert overfor alt hvad der nærmede sig sex. Henrik foretrak at kalde det erotik, hvilket bragte det ud af det dyriske og - i hans øjne -ind i det æstetiske univers, ja, gjorde det næsten til en kunstnerisk genre, og dermed til noget han kunne tillade sig at vurdere fra neutral grund som udenforstående. Men det, der fascinerende var ikke desto mindre netop det dyriske. Og der var noget dyrisk over den rødskæggede. Dels hans størrelse, dels det, at han intet sagde, men blot sad og stirrede mod den lukkede dør.
Tanja havde bedt Henrik om at snakke med ham, så det forsøgte han.
"Jeg tror ikke Tanja vil tale med dig"
"Nå, hun hedder Tanja ..." Og så gik samtalen i stå igen.
Et senere forsøg var
"Hvor kender du Tanja fra?"
"Jeg kender hende ikke" Hvorefter samtalen igen
løb ud i sandet. Det var først da svenskeren selv gav sig til
at tale, der begyndte at komme bevægelse "Ser du, jeg kender ikke Tanja,
men det gør min fru" hvilket dog ikke gav megen afklaring.
Ti minutters intens stilhed senere fulgte Henrik ham til døren, hvorefter
han ryttede kopperne væk, og så ind på Tanjas værelse.
Hun lå på sengen og sov med alt tøjet på. Henrik hængte
hende frakke på plads og satte sig og læste videre i sin bog.
Lisa kom hjem nogle timer senere, derefter kom Søren med indkøb og sne på skuldrene. Henrik nævnte det passerede, og Lisa sagde, at det lød ret tåbeligt, men hverken hende eller Søren udviste den store interesse, før ved aftensmaden. Tanja var lige vågnet, og sad med sit hår i uorden og tyggede på et kyllingelår da Søren spurgte.
"Helt åndssvagt" sagde hun "Jeg har være i seng med hans kone. Nu er manden helt oppe at køre"
Lisa lo, Søren sagde "Vidste du at hun var gift?"
"Nej, det anede jeg da ikke, og jeg var vel også ligeglad. Det var bare noget rod. Jeg mødte hende til en fest på skolen, og så var det pludseligt dét. En pige fra Falkenberg, dansede vældigt godt, og duftede som en bolsjefabrik. Det var vel mest noget med hendes accent - svensk kan lyde mægtigt eksotisk - portugisisk eller sådan noget ..."
"Ved hun at manden har opdaget det?"
"Det tror jeg nok hun skal finde ud af" sagde Henrik "Han virkede som om han ville hjem og snakke med hende"
Og så begyndte Tanja at le. Hun lagde kyllingebenet fra sig og lo så tårerne trillede. Det smittede, og kort efter var der ingen ved bordet der kunne få vejret.
"Hvad skal vi gøre" spurgte Lars, da han kom en halv time senere. De var alle i vældigt humør, og havde åbnet to flasker vin, Lisa havde haft med. Replikken vendte op og ned på den måde de havde tænkt til da.
"Skal vi gøre noget?" spurgte Henrik overraket.
"Vi kan da ikke bare lade det sejle" svarede Lars indigneret.
"Det er da ikke vores ansvar" sagde Lisa, men Søren støttede Lars
"Det er jo egentlig ligegyldigt om det er vores ansvar, hvis vi kan gøre noget"
"I kommer bare til at gøre det hele meget værre" sagde Tanja og rystede på hovedet. "Hvis jeg pludselig stod i sådan noget utroskab ville jeg da helst have så lidt indblanding som overhovedet muligt"
"Muligvis ..." sagde Lars "... men derfor er det ikke det bedste. Måske kunne vi støtte dig i et eller andet. Noget må der gøres. Jeg mener jo ikke, at vi alle sammen skal tage til Falkenberg med en buket blomster og en dåse bolsjer, vel ..."
Nogle dage senere stod de der, bortset fra Lisa, der ikke havde tid, og ringede på døren på tredje sal på Wasavägan 35. Det var kvinden der åbnede, og hun opdagede med det sammen Tanja, hvilket fik hendes blik til at stivne i forvirring. Da den rødskæggede, nu kun rødhåret, da han siden sidst havde barberet sit fuldskæg af, fandt ud af hvad der skete, inviterede han dem alle indenfor. Det var Lars der overrakte blomsterne til den store mand med ordene "Vi er kommet for at sige undskyld", og det var den svenske pige, der med hjertet helt oppe i halsen bød på nybagt sandkage og likør.
"Jeg tror faktisk at de kan grine af det nu, både Fritjof og hans lille fru Ulla. Der sker altså noget godt ved at ting kommer ud i det åbne" sagde Søren på vej tilbage med færgen.
"Var det et udtryk for Proletarisk Offentlighed?" spurgte Lisa. Tanja, der ikke havde kunne holde op med at smile, svarede at det mente hun ikke, sådan i sin helhed, men at sandkagen og likøren nok måtte siges at være det.