Det smukke unge par kom gående op ad bakken. Det var en varm, skyfri aften. Skønt det var ret tidligt, lidt over ni, og skønt det var midt i Rom, lyste ovenover dem et par genkendelige planeter, og de kraftigste stjernebilleder kunne allerede skimtes.
Den høje, skaldede tjener forklarede for et par amerikanske turister, at den pizza man fik her i landet, slet ikke kan sammenlignes med det, man i Amerika ofte kaldte pizza, og at han iøvrigt kunne anbefale husets vine, ikke fordi de var dyre, men fordi selv indfødte italienere - som han selv - måtte indrømme at husets udvalg var unikt, og ville kildre enhver gane.
Han fortsatte han for sig selv, at dette vel for helvede måtte kildre disse gæsters ganer, i særlig grad da det faktisk var nogle ganske gode vine, men nogenlunde samtidigt opdagede han katten, der kom ud af bagindgangen med noget der kunne være rester af en fisk. Derfor kom hans øjne til at strejfe hendes ankler i det øjeblik de strakte sig på en overvældende, men ikke ubesværet måde, for at kome fra vejen ind i sikkerhed på fortovet.
Han glemte et øjeblik fuldstændigt både kat og gæster, men kontrollerede sig
hurtigt, og lod hurtigt blikke vende tilbage til parret fra Texas. De var nu
blevet så optaget af at diskutere med hinanden, at han nøjedes med at smile
og nikke venligt, da kvinden sagde noget, han ikke helt forstod, og spærrede
sine meget malede øjne op, så de virkede aldeles enorme, hjulpet godt på vej
af en ret opsigtsvækkende sminke samt de kraftige brillers forstørrende effekt.
Først ved at følge hendes blik forstod hun at det var katten, der nu var på
vej over gaden med en fiskehale, hun hentydede til, og han smilede endnu mere
overstrømmende, og forklarede at sådan var det med kattene her sydpå, hvortil
hendes mand spidst svarede at deres hjemby i Texas lå adskilligt sydligere,
men at der fik kattene sku ikke lov til at spise fisk på restauranterne, og
alle lo de så hjerteligt af den bemærkning, at Panelli fik tid til igen at forbløffes
over det farve- og materialevalg der dominerede ægteparrets påklædning.
I mellemtiden var Luigi kommet ud. Egentlig havde han ikke en grund til det, udover at der ikke var noget at lave indenfor, og at han efter at havde opholdt sig lidt i køkkenet følte sig lidt varm, og trængte til lidt luft og en smule høj sommerhimmel. Det var ham, der først fik set hendes rigtig, hvilket han tilsyneladende ikke lod sig forstyrre af. Han benyttede lejligheden til at slå ud med hånden og anvise de to et bord. Skønt han ikke havde borde udenfor i dag, ville de andre nok tilgive ham, omstændighederne taget i betragtning, det altså, at der på grund tidspunktet endnu ikke var noget at foretage sig indenfor endnu, og at han derfor kedede sig en smule. Hendes partner nikkede og sagde tak på et ret hjælpeløst italiensk, medens hun på sin side nøjedes med at smile til Luigi, der rakte kortene frem med en besynderlig nikkende bevægelse med hovedet.
Denne Luigi, med sit krøllede hår, sin brede kæbe og sit sympatiske blink (glimt?) i øjet, denne tjener med den kælne stemme, den elegante gang og de ganske store tanker om sin personlige fremtoning; ham var det, de kom til at få et bord hos, og allerede det, tænkte Antonio, kunne blive alvorligt, hvis Luigi ikke blev holdt i stramme tøjler. Dertil kom altså disse ankler.
Antonio så hende altså først fra ryggen, for hun var vendt mod Luigi, men han var ikke sen til at spænde lærredet over rammen, og skrev sig bag øret, at den unge lømmel havde overtaget et bord, der ikke tilhørte ham, hvilket ikke måtte gå upåtalt hen - hvad han end måtte finde på at fremføre af forklaringer. Antonio var overtjener, og det fremgik også meget tydeligt af hans måde at føre sig på, med en langsom, værdig gang, aldrig forhastet, men tilsyneladende altid på det rette sted på det rigtige tidspunkt. En smule for kraftig om livet, men det bar han som en del af påklædningen. Tilsyneladende blottet for humor, men i virkeligheden drivkraften i den lille gruppe: det var oftest ham, der gjorde, at ingen aftner på restauranten lignede hinanden, og at de fleste var fyldt med indfald af enhver type. Ikke sjældent kammede disse små indfald over i det rent ud bizarre, men altid uden at gæsterne fornemmede andet end en behagelig atmosfære - eventuelt krydret med en kat, der løb af med en fiskehale.
For både Luigi og Panelli derimod, havde det ved første glimt af katten stået klart, at her var foregået noget det kunne være morsomt at høre mere om. Men de vidste også, at det kunne komme til at tage resten af aftenen at få rystet ud af Antonio, hvilket begivenhedsforløb, der havde sendt katten afsted fra køkkenet med en frisk ørredhale i munden og et forbløffet udtryk i øjnene, samt på hvilken måde Antonio selv havde sat processen i gang. Antonio var dog på sin side i løbet af de sidste par minutter blevet i tvivl om, hvorvidt der overhovedet ville være en grund til at spinde videre på den historie: Hvis Luigi fik set sit mindste snit til at udfolde sine talenter, kunne det blive mindeværdigt, men det kunne også risikere at blive katastrofalt, for Luigi var - gud hjælpe ham - ikke den mest begavede af de tre, og havde en smule sværere ved at holde tingene på den rigtige side af sit store drengeansigt end godt var i det fag de var fælles om at bestride.
På vej ud mod køkkenet præsenterede Panelli sig kort og hviskende for overtjeneren, der tilsyneladende så på stjernerne.
- Panelli, til tjeneste.
- Antonio, din tamræv, svarede Antonio uden at bevæge læberne.
- Hvordan ønsker De fiskehalen?
- Rå, tak. Og Luigi?
- Det går nok ...
Antonio blev stående og lyttede til samtalen ved bordene. Selvfølgeligt havde
han med tiden lært sig engelsk, men dertil talte han efterhånden både fransk
og spansk og forstod en hel del tysk. Det han hørte nu var ikke opsigtsvækkende.
De to texanere snakkede stadigt om katten, og om hvorvidt det kunne være farligt
at spise maden her. Herren havde åbenbart allerede erfaret en del problemer,
og fruen mente han var for svag endnu til at tage nogle chancer. Men der ville
ikke ske mere, de ville helt sikker blive siddende, nu da de havde modtaget
menukortene.
Derimod fulgte han ret nøje med i samtalen ved Luigis bord, der retteligen skulle have været Panellis. Intet at bemærke. Parret smilede til hinanden, og hun sendte ham et fingerkys. Da kortet blev lagt kom Luigi, med en nøje kalkuleret forsinkelse, så de ikke skulle føle sig iagttaget, og tog bestillingerne. En ret almindelig anretning blev det til. Og så cigaretten. Nej, måtte Luigi svare, det fører vi ikke. Antonio vendte sig langsomt og gik ind.
- Herovre.
- Hold nu op, sagde Antonio.
- Hvad er det dog galt? Luigi måtte da gerne tage mig bord, Panelli sad oven
på det chatol de brugte til bestik. Der var ikke tændt lys i mellemgangen, og
han sad foran spejlet, så man kun kunne se ham som en silhuet mod refleksionen
af pladsen udenfor, der var belyst af restaurantens mange udendørs lamper. På
grund af sin højde var hans hoved udenfor spejlbilledet, men Antonio kunne gætte
sig til hans udtryk, og trak på næsen da han svarede:
- Det er selvfølgelig ikke det, din hestebremse.
Panelli sænkede hovedet, og sagde med en meget kammeratlig stemmeføring.
- Hun ser slet ikke til hans side?
- Nej, tilsyneladende har forsynet indbygget en så overvældende tåbelighed i
den pyntelige drengerøv, at selv det mest sultne kvindedyr hopper af krogen
når hun har nuppet maddingen. Og hende vi her taler om, har iøvrigt selv taget
hovedretten med ...
- Hvilken madding? spurgte Panelli, og rejste igen hovedet. Nu kunne Antonio
se hende i spejlet.
- Særdeles velskabt pige. Og så behøver vi vel ikke trampe mere i det?
- Ha! Og katten?
- Hvilken kat?
- Den kat der kom løbende ud fra køkkenet med en rå fisk i munden ...
- Dét var ikke fisken, det var maddingen ... Han blev tavs, for Luigi kom ind
med blokken i hånden og et venligt smil på ansigtet, som han ikke havde nået
at få tørret af endnu.
- Hvad glor I på?
- Hvad ved du om egentlig om katten, Luigi? spurgte Panelli, og gled ned af
chatollet.
- Nej nu må I holde op, det var sgu da ikke mig. Men jeg ved ikke om i har bemærket
de ankler der lige har sat sig ...
- Luigi: Det er ikke et par ankler, det er en gæst! påpegede overtjeneren med
den ekstra vægt, det giver at stå let foroverlænet. Effekten udeblev ikke, skønt
Luigi var noget højere, så replikken måtte siges en smule nedefra og op. Han
fortsatte mod køkkenet med bestillingen, og Panelli kom i tanker om at kokken
slet ikke var blevet informeret om den nye udvikling, og at han måske selv ved
samme lejlighed kunne komme under vejr med lidt om katten, dens besynderlige
bytte og den sindstilstand, den havde forladt køkkenet i.
- Katten? Hvad ved du om katten? Spyt ud.
- Ikke et ord, kære ven, ikke et ord, men hvad ved du om vor lille ven her.
Har han fået en bestilling han ikke kunne tåle?
- Noget for noget. Lige nu kan jeg sige så meget, at det kan du måske have ret
i ...
- Noget for hvad?
- Katten. Bare et lillebitte spor.
- Okay: Katten er nok den første kat jeg har mødt, der ikke kan lide fisk.
Panelli spærrede øjnene op.
- Det var da noget!
- Ja. Og nu er det dig, søde.
- Godt. Det bliver også en gåde: For hvem begynder ankler ved skokanten, men
slutter ved hårspændet?
- Den er for nem, du må give mig noget mere.
- Det tror jeg ikke er nødvendigt. Nå, så katten kan ikke lide fisk ...
Da Panelli kom ud var der først intet at bemærke. Han stillede vinen på bordet foran de to amerikanere, og smilede venligt som svar til en bemærkning om, at nu havde den bare også at være god. Så trak han sig hurtigt tilbage; han vidste nu, at han blev svimmel af at kikke på malede øjne gennem kraftige briller.
Antonio var gået lidt væk, og stod med ryggen til, hvilket til tider ingenting betød, men til andre tider antydede, at han gerne ville tale et ord med et begavet menneske. Den aften valgte Panelli at fortolke attituden på den sidste måde, og bevægede sig med sine karakteristiske, lange skridt hen til overtjeneren.
- Cigaretter, sagde Antonio.
- Nej, jeg er jo holdt op med at ryge ...
- Ja, og jeg har aldrig røget. Men nu vil hendes kæreste have cigaretter ...
- Og så?
- Vi sælger ikke det stads. Men jeg tror, det ville være klogt, hvis vi gjorde
det alligevel, bare i aften.
Nu forstod Panelli en lille smule.
- Sra. Fitaglese?
- Ja, i hast. Jeg er ikke tryg ved Luigi, din veran.
- Og vé den, der er tryg ved ham. Jeg iler!
Det var nu endeligt blevet mørkt, og stjernehimlen over Rom funklede som noget på et postkort. Scootere bumpede af sted på den ujævne brolægning, og der lugtede støv, grøntsager og kaffe. Der var kommet to selskaber til, da Panelli kom ud, og de var ved at blive betjent af Antonio. Da han var færdig med de indledende høflighedsfraser nikkede han til Panelli på vej ind.
- Utilgiveligt! Det var tydeligt at han mente det.
- Hvad?
- Fordi jeg nødigt ville stå og stirre på dem hele tiden, så jeg væk på det
forkerte tidspunkt. Utilgiveligt, den eneste der kunne have bemærket min stirren
ville have været det besynderlige damemenneske derovre, og med de briller tvivler
jeg på hun overhovedet kan se
- Hvad er der sket.
- Han viste ham ned efter cigaretter.
- Ja, jeg så han var gået. Men det kan vel ...
- Nej, det burde det ikke. Men det kan det. Nu skal vi holde os ... Goddag,
Sr. Minerva, og de har både børnene og børnebørnene med i dag, ser jeg ...
De næste minutter havde de ikke tid til at beskæftige sig med problemet overhovedet. Sr. Minerva og hans frue, samt disses børn og deres børnebørn fyldte så alt rigeligt med anretning, snakken og flytten med borde og stole. Dertil kom der to nye hold gæster: Det aldrende par fra Milano, der altid var på besøg i disse uger, og skulle modtages med særlig venlighed og andægtig lytten, ikke mindst, da fruen kom netop hér for at komplimenteres for sine altid meget udsøgte kjoler. Desuden et par en gruppe unge mænd, der dog passede sig selv, og tilsyneladende foretrak slet ikke at få opmærksomhed fra betjeningens side. Panelli skelede til Luigi der flere gange gik forbi den unge kvinde og konverserede hende lavmælt, lige en tand mere en høfligt. Han gik derefter ind, og et øjeblik efter kunne han selv gøre det samme med Minervafamiliens ret komplicerede og omfattende bestilling.
- Og katten? spurgte Luigi, nysgerrig som en dreng.
- Hellere katte end pigebørn med små sko, din drengerøv. Aner det ikke; han
har ikke sagt noget. Kunne du nu koncentrere dig om at redde én kastanie ud
af ilden ad gangen, så kan vi se. Men Fitaglese antydede en forklaring, ved
at sige, at katten ikke kunne lide fisk
- Det forstår jeg ikke.
- Nej, det er også en gåde.
- Hvordan gåde.
- Svært at forklare. Du skal se, vi finder nok ud af det. Gå så ud og underhold
damen du har bragt i knibe, for alt i verden på en høvisk måde. Jeg har en enorm
bestilling jeg skal bringe videre. Og så hører du jo iøvrigt stadigt til indenfor,
hvis der skulle komme gæster herinde, husk det nu!
I baggrunden kunne de høre de unge fyre le, en enkelt replik på amerikansk og en scooter der kørte forbi. Fra køkkenet et hvin fra Fitaglese, formodentlig ikke noget alvorligt. Panelli skød bag om ryggen en elastik mod texanerne og gik ind, samtidigt med at Antonio kom ud, og blidt men bestemt skubbede Luigi foran sig ud i mørket.
- Har vor lille ven gjort det? Fitagleses stod med ryggen til. Det dampede
fra gryderne og der duftede af timian.
- Selvfølgelig har idioten gjort det.
- Hvorfor?
- For at kunne se på hendes ankler uden at blive generet af lovformelige ægtemager
eller forlovede eller hvad ved jeg ...
- Det er jo ikke dét, jeg mener - hvæsede Fitaglese og vendte sig - Har han
sendt kæresten til tobaksforretningen. Eller?
- Tobaksforretningen, selvfølgelig ...
- Nej! Hvorfor? Jeg er sikker: Luigi er gal med smalle ankler, det er en besættelse
hos ham, en perversion. Han vil eje dem. Derfor. Kæle med dem. Derfor. Klemme
dem mellem sine lår. Derfor. Slikke dem ...
- Stop! Panelli løftede armene - Jeg har en enormt lang bestilling. Nu sætter
jeg den i klemmen, men jeg advarer dig: Lad dig ikke rive med, så får familien
Minerva ikke mad i aften, og hvad angår perversioner, så skulle du vel være
den sidste ... Fitaglese vendte sig og kastede rundt med panderne. Så satte
han drengen, der lige var kommet, til at vaske salat og skære tomater, men havde
dog tid til at fnyse foragteligt over antydningen af, at han skulle være mindre
normal end nogensomhelst andre, men påstod - noget modstridende - at en god
kok iøvrigt nærmest naturgivent måtte havde sine særheder, som alle andre kunstnere.
I det øjeblik Panelli gik gennem svingdørene begyndte situationen at tilspidses.
Bilen havde de været så venlig at parkere rundt om hjørnet, og de to opførte
sig særdeles diskret, omend gruppen af unge mænd reagerede nærmest refleksagtigt
nervøst ved synet at de mørkeblå Caribinieri-uniformer. Antonio tog imod dem
i sin egenskab af overtjener, Panelli holdt sig i baggrunden, og Luigi var,
som de havde rådet ham til, ved at konversere sit byttedyr venligt og - tilsyneladende
- ufarligt. Da hånden blev slået ud mod en enlige kvinde, og de blå nærmede
sig hende og Luigi, forstod Panelli at noget var helt galt, og ænsede knapt
katten der kom løbende over gaden og mavede sig under døren til gårdhaven.
Det var ikke kun tjenerne der nysgerrigt fulgte forløbet. Den texanske samtale forstummede, familien Minervas mange børn og endnu flere børnebørn blev alle tavse samtidigt, helt sikker et sjældent fænomen. Det ældre ægtepar prøvede at følge med og selvfølgeligt gruppen af mænd, der dog talte videre på skrømt; måske lettede over at de ikke var blevet centrum ved denne lejlighed. Kun diskret og på afstand kunne Panelli og Luigi følge med, ligesom alle andre, indtil de to var gået. Nu spurgte texanerne hvad der var sket, men Antonio slog det venligt hen som et ingenting, mens han med en hånd i rggen førte Luigi frem til den ensomme kvinde, der så endnu mere forladt ud end nogensinde.
- Skal ræven vogte får? spurge Panelli noget efter hviskende.
- Som giraffer skal drikke hostesaft.
- Hvad er der sket?
- Hendes medfølger har fået bank på bordellet
- Det er løgn!
- Skulle jeg lyve, din krebs?
- Under cigaretindkøb?
- Sådan vurderede jeg det. Måske forhastet.
- Indlagt?
- Det forstod jeg. Intet livstruende.
- Luigi?
- Gav ham fri. Det var vel det mindste. For pigens skyld mener jeg ...
- Og katten?
- Velkommen, fru Gaudi. Sikke en pragtfuld aften, ikke sandt?