Maria

De indkvarterede sig i et hotel, der lå sig i noget, der snart skulle vise sig at være et bordel med udsigt over havet, hvor bølgerne med uregelmæssige mellemrum skummede ind over molen. Tre børn løb med dødsforagt frem og tilbage, og selvom de forsøgte at undgå bølgerne, morede det dem tilsyneladende allermest når en af dem blev ramt af en brodsø, og dyngvåd og leende snublede baglæns for at komme væk.
Receptionisten sov. Et sted inde i hotellet var der en papegøje, og udenfor kunne man høre havet og børnenes latter. Hun forsøgte at vække manden bag skranken ved flere gange at banke i den med en lysebrun kno. Til sidst åbnede han øjnene halvt, og missede søvndrukkent i sollyset, der selv herinde var voldsomt. De fik en nøgle, og gik to etager op ad en mørk trappe med tunge, støvede gardiner. Døren til værelset var så dårlig, at det virkede overflødigt med en nøgle. Så da hun stak den i låsen, gjorde hun det ganske forsigtigt, for at døren ikke skulle springe op af sig selv.
Da han havde lukket døren, og de havde stået et øjeblik og set på værelset, vendte hun sig mod ham, faldt baglæns om på sengen og hviskede ”Nu er jeg din” (flyttes).

Den morgen havde det været et voldsomt regnvejr. De skulle med bussen klokken fem, og han havde ventet på hende i læ af et tagudhæng. Hun var kommet inden solen var stået op, mens det stadigt var så mørkt at det virkede som kom hendes hvide paraply alene. Han vidste ikke om det var rigtigt, men kyssede hende forsigtigt på kinden da hun hold den over ham. Han kunne ikke se nogen reaktion i hendes ansigt.
Hun havde på trods af vejret de sorte sko på, han havde givet hende. Med blikket mod dem bevægede hun sig forsigtigt udenom mudderet hen mod bussen, der holdt i tomgang med slukkede lygter. Bussen var allerede godt fyldt, og flere passagerer dækkede flere sæder med bagage pakket ind i grove net. En høne lå med sammenbundne ben, så lydløst at den kunne være død. Kun chaufførens lys var tændt, og radioen spillede lavmælt dansemusik medens de gik ned langs sæderne. Hun valgte en en plads bagerst. Udover sin paraply havde hun kun en taske som hun lagde op i nettet. Hun tog skoene af og lagde dem også derop. Han iagttog hendes smukke ryg strække sig under kjolen. Derefter satte hun sig og lænede hovedet op ad ruden og stirrede ud på den lergrå terminal.

Bussen satte i gang et kvarter senere. Hun stadigt ikke sagt et ord, men virkede som hønen sovende med åbne øjne. Han var begyndt at læse, og udenfor var regnen ved at holde op, der løb ikke længer dråber over ruderne, og solen var ved at stå op. Da de kørte ud mellem rismarkerne i den lille bys udkant begyndte han at fortælle hende en historie.
”Der var engang en konge der ønskede sig det dejligste stof i verden. En dag kom to vævere til hans land”. Nu drejede hun endeligt sig hoved, og han så ind i hende sorte øjne. ”De fortalte ham at de kunne lave ham det skønneste stof man overhovedet kunne forestille sig. Men de behøvede de bedste råvarer der findes: silke, guldtråd og fin, hvid bomuld”
Det tog ham mere end en time at fortælle historien om Kejserens nye Klæder, med en del detaljer han selv fandt på undervejs. I den tid var hun vågen og så på ham. Da han var færdig smilede hun og lagde sig til at sove, denne gang lænede hun sig mod hans skulder.

Maria vågnede først da de kørte ind i Vega. Han var holdt op med at læse. Og holdt nu om hende med næsen i hendes sorte hår, som han fra første dag havde været besat af. Det var så tykt at der forekom ham at de begge kunne forsvinde i det, og så langt at de nåede hende til livet når det var slået ud. Hun fjernede ikke hånden, der kælede hendes nakke gemt dybt inde under håret, men reagerede heller ikke på den; det skulle endnu være en hemmelighed hvorfor hun var taget med ham denne morgen. Et kys skulle han ikke forvente.
Bussen kørte forbi et postkontor med nogle parkerede scootere. De svingede om et hjørne, domineret af en bar med nogle enkelte gæster der kunne ses gennem et stor panoramavindue. Bag gæsterne stor pertentligt opstillet nogle hundrede halvflasker rom på hylder under hinanden. Til højre var der udsigt til en gade fyldt med boder og affald. Klokken var ved at være otte, og det myldrede med handlende. På trods af bussens aircondition kunne de mærke den søde stank af rødnende frugtskræller og åbne kloaker. Han var selv ved at falde i søvn i sin kælen af hendes bløde nakke, og opfattede både dufte og bussens rumlen, som en udvidelse af en drøm, han knapt drømte. De kørte ind på pladsen foran en anden terminal, noget mere velholdt end den de havde forladt. Bag dem lå en katedral udført i beton. Han havde Marias nakke i sin hånd, men vidste ikke om han havde andet. Hun rejste sig pludseligt, med et afvæbnende smil, rakte efter sine sko og gik ud.
”Jeg skal lige købe noget at drikke, jeg er tørstig”

Det var han også, og det var alle andre i bussen, men han rejste sig ikke, ventede i stedet på at hun vendte tilbage. Og hun havde to plastikposer med. Saft fra stjernefrugter, koldt og uden sukker. Det støvede udenfor. Alle spor af regn var væk. Solen var kommet så højt op at selv det, at døren stod åben var et problem. Han mærkede den varme luft mod sine kinder mens Maria drak med nakken lagt tilbage.