Belvedere

Han kravlede op ad skrænten og krydsede gaden. Så gik han ind i sin gamle opgang. Det var første gang han havde været herinde siden i foråret. Duften fik ham til at huske alting, og da han var kommet til tredje sal, var han næsten sikker på, at hans far ville være hjemme. Det var, som om der ingenting var sket, som om han var gået ud om morgenen og nu kom hjem fra skole. Malingen skallede af, og plakaten på hoveddøren hang løs i det øverste hjørne, som den altid havde gjort. Han låste døren op, men den var svær at åbne. Der lå noget på gulvet i entreen.

Da han kom ind, kunne han se hvad det var. Hele gulvet var dækket med reklamer og en mængde brune, identiske breve.

Hent som word-dokument

I Remisen

Jesper løftede hovedet brat da han hørte lyden. Bortset fra lyset fra en gul, batteridrevet lampe, der stod på gulvet allerbagest i remisen, var der mørkt herinde. Den kradsende lyd af hård hud mod beton blev kastet rundt mellem de mange IC-3 stammer. Han var kun halvt vågen, og da der blev stille, tænkte han et øjeblik, at det måske var noget, han havde drømt. Hans øjne faldt i, og hans vejrtrækning blev roligere.

Han var lige ved at falde helt i søvn igen, da der igen lød en tør lyd af poter mod gulvet. Det var ikke til at sige, hvorfra den kom, for alle lyde kom fra alle sider, når de først havde ramt de høje stålvægge, eller var hoppet gennem de åbentstående togdøre og løbet ned langs de tomme sæder. Han åbnede øjnene og stirrede blindt op mod det sorte loft.

Pludselig blinkede lyset, da noget bevægede sig forbi lampen i den anden ende af hallen. Nu var Jesper sikker på, at det ikke var noget han drømte. Selv om han ikke kunne se noget, satte han sig helt op i den slidte sovepose. Et øjeblik efter kunne han høre en ny lyd. Den var helt anderledes end hundens poter, men også denne gang kendte han den: Det var den lyd, der kom, når man skubbede til træpladen foran det store runde hul i væggen ved oliehanerne, det hul, der var kommet, efter de havde fjernet den defekte ventilator. Nu var der et menneske, der hostede. Hunden stoppede et sted derude, og derefter blev der stille, som om jorden et øjeblik var holdt op med at dreje rundt.

Han var bange. Ikke så bange for hvem der kom ind, men mere bange for at blive opdaget og bange for, at han skulle blive jaget væk. Endelig drejede jorden igen, og der kom lidt mere skubben og skraben. Hunden kom med et ganske svagt bjæf, og nogen hostede igen. Der kom en skygge på loftet, der bevægede sig hurtigt frem og tilbage, frem og tilbage. Det lignede en gren på et træ, der blæste foran en gadelygte blot hurtigere. Han tænkte, at hunden nok logrede med halen over lampen. Nu kom der mange forskellige lyde, som han ikke kunne regne ud, hvad var. Der blev meget stille.

Der gik et stykke tid, men Jesper kunne ikke finde ud af, om det var et kvarter eller mere. Han lå og overvejede, om han skulle rejse sig, rulle sin sovepose sammen og prøve at snige sig ud. Han vidste ikke, hvor han skulle gå hen, men det var jo stadig varmt nok til at sove udenfor. Det værste var, hvordan skulle han komme ud nu uden at blive opdaget. Det ville være meget svært at komme hen til ventilator-hullet uden at lave støj. Og hunden ville vel også kunne snuse sig frem til ham, hvor stille han end bevægede sig.

Han undrede sig over, hvorfor hunden ikke for længst havde fundet ham. Den måtte jo have kunnet lugte, at han var derinde. Så pludselig fór han sammen. Efter den lange stilhed kom det som et brag. Måske var han døset lidt hén igen, og det var nok derfor, det tog ham så lang tid at genkende lyden. Han hjerte slog forfærdeligt hurtigt, og det susede for hans ører. Han stirrede med opspærrede øjne og kunne mærke, at hans nakke og ene skulder rystede. Sådan blev han siddende et stykke tid, også efter at han havde forstået, hvad lyden var. En stor lyd, som en eksplosion eller et lyn, der slog ned lige i nærheden. Han var sikker på, at det ikke var et tog, for den lyd var han blevet vant til. Han havde helt ondt i nakken af det spjæt han havde lavet, og hans venstre lillefinger var kommet i klemme i det metalgitter, han lå på. Han vristede den langsomt løs samtidig med, at det gik op for ham, hvad han havde hørt.

Jesper sad op med hovedet mellem knæene. Hvis den anden var en vagtmand, så ville han vel ikke være kommet ind gennem ventilator-hullet, og han ville sikkert også have haft lygte med. En vagtmand lægger sig nok heller ikke til at sove og slet ikke med en snorken, der lyder som et tordenvejr. Hjertet slog roligere, og uden at vide hvorfor, bestemte han sig for at blive - i det mindste resten af natten. Men det tog ham meget lang tid at falde i søvn igen, og flere gange logrede hunden henne ved lampen.

-Godmorgen kammerat ...

Jesper så op i et stort, gråskægget ansigt. Lyset gennem taget fortalte, at det var lidt op ad dagen. Hunden stod på et sæde i toget overfor og kiggede på dem gennem vinduet.

-Ja, du må jo meget undskylde jeg så'n vækker dig, men det er jo søndag i dag, og man skal vel i kirke - Han lo på samme voldsomme måde som han snorkede. Det begyndte pludseligt og sluttede ligeså brat igen. Det lød, som om han rystede noget løs der havde sat sig fast i halsen.

-Ja, jeg ved jo ikke, hvad du hedder. Men her foran dig ser du såmænd i al beskedenhed Paven, hvilket navn jeg har fået, dels fordi det gennem årene har vist sig at jeg er ufejlbarlig, dels fordi jeg nedstammer direkte fra apostlen Peter, det vil sige klippen Petrus, romerkirkens grundlægger. Selv er jeg nu ikke katolik, men fritænker, skulle man vel sige ...

Jesper blev ved med at se på ham, og den gamle så op på hunden i vinduet. Så lænede han sig ind over Jesper, så deres ansigter næsten rørte hinanden, og hans lange skæg lyste op imellem dem, som et bjerg, dækket af ikke helt hvid sne.

-At onde tunger påstår, jeg måske indtager for meget af forskellige livgivende væsker, skal du ikke tro på. Det er en uvane, man kun bør forfalde til om vinteren og i så fald alene på grund af vejret. Hvad livet i øvrigt kan byde på af frost og kulde, kan ikke tvættes af med den slags vand eller brændes af en sådan ild.

Jesper kravlede langsomt ud af soveposen. Han holdt stadig øje med hunden, ikke helt sikker på om han skulle passe på den, eller om den var ufarlig. Den var i hvert tilfælde ret stor.

-Ja, du vrøvler jo ikke meget, kammerat, og det behøver man da så sandelig heller ikke, selv om det kan blive lidt kedeligt i længden, at holde kæft mener jeg. Men du får nok lejlighed til, at høre en del om den ufejlbarlige her, hvis vi skal dele remisen til vinter, for jeg er fra fødslen begavet med den forunderlige evne, at kunne snakke fanden et øre af, hvilket jeg dog ikke har haft lejlighed til at prøve, da jeg endnu ikke har mødt den hornede ansigt til ansigt, om jeg så må sige. Nådada, se bare, hvad man finder her, tak skal du lige ha', et hvæs, et kraftigt sug, en rigtig nyser, et amerikaner-skud, som salig Thorvald sagde. Det er da utroligt, hvad folk smider fra sig. Jeg spør' mig selv, om det overhovedet har været tændt?

Den gamle stirrede ned gennem metalristen. dernede lå et cigaretskod. Han løftede i risten, hentede skoddet frem og holdt det op i luften. Det forsvandt næsten mellem hans store fingre.

-Nåh, den er nu lidt sort i den ene ende, mumlede han, og tog en tændstikæske op af en af sine lommer.

-Sig mig kammerat, hvorfor skal jeg nu prøves på denne måde, der er jo ikke svovl på en eneste af de små ... - Så kiggede han et øjeblik Jesper i øjnene med et så undersøgende blik, at drengen blev helt genert og så bort.

-Det falder sig vel næppe sådan, at du skulle besidde et fyrtøj af en slags? - Jesper rystede på hovedet. Den gamle sukkede. Så løftede han fingeren belærende og forklarede tilsyneladende hunden noget vigtigt. Den lagde hovedet på skrå bag ruden og fulgte opmærksomt med.

-En ganske tilfældig af vore medborgere er så rig på gods og guld, at han, uden at opdage det, kunne gå frem og tilbage på denne rist i et halvt liv, hvor en anden havde kastet en cigaret fra sig, efter allerhøjest syv sug. Når så en anden en kommer forbi og han gennem et langt liv har trænet sig, så kan han mærke den slags kildre i fodsålerne på ti skridts afstand, skal han i lommen have en æske med afbrændte tændstikker. Så har jeg lyst til at spørge dig, du store savlende dyr med de våde øjne: Er det nu også helt rimeligt? Hør, hvad sidder du og laver, kammerat?

Jesper havde taget et lille stykke WC-papir og lavede gnister med ledningen ganske tæt ved. Men det ville ikke fænge, før han havde trevlet kanten på papiret til fnug. Efter mange forsøg fik han en lille glød frem og snart var der en flamme. Den gamle tændte og tog et dybt drag.

-Jeg takker. Du har rådet bod på en af forsynets utallige fodfejl og gjort denne søndag fuldendt knapt før den er startet.

Når den gamle ikke snakkede til Jesper, talte han til sin hund eller mumlede med sig selv. Selv om hans stemme var mild og spøgefuld, var øjnene mange gange helt anderledes. Under de buskede øjenbryn klemte han dem sammen, så de så undrende eller granskende ud. Når han mumlede med sig selv, skete det også at han hævede stemmen, og bandede højere end den øvrige talestrøm, uden at Jesper kunne finde nogen grund til det.

Jesper begyndte for sig selv igen. Det var anderledes, nu da der var andre i remisen, men efterhånden glemte han den gamle. I det hjørne hvor den gamle og Jesper havde indrettet sig, kom der aldrig nogen, og i øjeblikket stod toget på sporet ved siden af forladt. Han gik ind i det, åbnede til konduktørens rum med den firkantede nøgle og tilsluttede ledningen. Da han kom ud igen, trak han kablet efter sig ned under gangbroen og om bag presenningen, hvor han havde stillet sin bærbare på en svelle. Hunden fulgte med og lagde sig så stille ned ved siden af ham. Han kunne høre rengøringsfolkene, der tømte askebægrene, vaskede gulvene og væggene, mens de småsnakkede. Et sted lød en hvislen, som Jesper vidste, kom fra en svejseflamme.

Hallen herinde var så stor, at alle disse mennesker kunne være her samtidig uden at møde hinanden. I al den tid han havde været her, var der aldrig nogen, der havde opdaget ham bag presenningen. Hallen var så høj, at alle lyde blev fordelt og blandet sammen, og hele tiden kunne han høre, hvad der skete selv i den fjerneste ende, nøjagtig lige så klart som lyde og stemmer lige i nærheden. Ofte kunne han endda følge med i, hvad man talte om.

De lange togstammer sov som store dyr på hver deres spor. Mellem dem gik mennesker med koste og værktøj. Hver time rullede nogle ud, og andre lange, hvide stammer rullede ind, for at overtage deres plads. De store porte i enden rullede op. Mærkelig nok sagde de næsten ingenting, så han kun opdagede det, fordi lyset skiftede. Motorerne startede, og mellem de andre vogne kunne han se vinduer og hjul rulle langsomt forbi.

Engang havde Jesper ment, at verden fungerede som en slags urværk. Alt hvad der foregik uden for hans fars lejlighed, var et ur eller en stor maskine, hvor hver del passede ind i hinanden, og det hele havde en eller anden mening. For ham og hans far var det svært at se, hvad meningen var. En gang havde han troet, at hans far kendte meningen, eller bare noget af den, men efterhånden gik det op for ham, at faderen ikke forstod mere end han selv. Uret gik, og de kunne bare se ud på det og høre timeslagene.

Fra vinduet i sit værelse så Jesper dengang ud på baneterrænet. Derfra fulgte han med i togene, der kørte forbi. Alle skulle de et eller andet sted hen, det var, som om alle var med i det samme, selv om de skulle hver sit sted hen. Det var, som om de mange mennesker, der tog af sted hver morgen, var en del af en plan, hvor hver havde den opgave at være på et bestemt sted til et bestemt tidspunkt. Kun de to, han og hans far, var ikke længere med.

Til sin konfirmation havde han fået en computer. En bærbar med et modem, som hans far havde fundet billigt. Den fik Jesper til at tænke anderledes. Hver aften efter klokken otte, når telefonen var billig, havde han ringet op. Inde på sit værelse havde han opdaget et sted, hvor reglerne var til at finde ud af. Efterhånden fik han fornemmelsen af, at hver eneste havde sin egen film, og at alle kun tilfældigvis ind imellem kørte i det samme tog. Kun på nettet var han sammen med resten af verden.

Efterhånden forstod Jesper mere om nettet end de fleste af dem, han skrev med. Han lærte sig alt, hvad han kom i nærheden af. Det var, som om han havde fundet sit urværk, den klokke, han havde ledt efter. Hans far vidste ikke hvad Jesper brugte telefonen til og bandede ind imellem over regningen. Så Jesper var blevet forsigtigere.

Også nu var han forsigtig og gemte ledningen, så den ikke kunne ses. Måske behøvede man ikke være med, men kunne være et tandhjul i et andet ur. Hunden lagde sig helt tæt ind til ham, og Jesper lagde uden at opdage det sin ene hånd på dens ryg.

Da porten endelig lukkede, var Jesper og hunden alene. Den gamle var der ikke, og nu var rengøringsfolkene også gået. De havde været der næsten hele dagen, og Jesper var ved at blive sulten. Det var på tide at samle nogle flasker sammen for at kunne købe brød, men før Jesper havde pakket tingene ned i sin rygsæk og koblet ledningen og kablet fra, hørte han, at pladen blev skubbet til side. Den gamle kom ind med en bærepose i hånden.

-Se, hvad vi har her: Et større koldt bord, som din ufejlbarlige har erhvervet ved at henvende sig til en slagter af hans tidligere bekendtskab. Nej, dit formørkede skrummel af en hund, du skal ikke ha' endnu, dæk. Og denne slagter havde altså en del rester, som han ved lukketid skænkede mig en del af. Vidste du, at anstændige slagtere ikke sælger opvarmet leverpostej dagen efter, eller at det ikke er alt frasorteret kød, der er uspiseligt? Blot ser det ikke så pænt ud som i damebladene. Man mener altså derfor ikke at kunne sælge det. Hvor mange af jordens gode gaver, der på den måde overgives til forbrændingsanstalternes svigefulde varetægt, tør jeg slet ikke tænke på, men ét er sikkert: Var det ikke for folk som os, så gik det hele op i røg.

Mens han stillede maden frem på et lille vakkelvornt campingbord, beskrev han samtidig retterne en ad gangen: Landpølse, vistnok provencalsk, måske ungarsk, ribbensteg, uden svær dog, og en smule hønsesalat, ikke meget, men det bedste. Dertil, ja, hvad er det? Ikke lige til at fastslå, så her må vi selv bruge fantasien, og en sportsvand, der ganske vist er åbnet allerede, men det havde været nødvendigt, for at undersøge kvaliteten, som i øvrigt var daddelfri, samt igen noget aldeles ubestemmeligt, sikkert okseinderlår, men da det ikke kan siges med sikkerhed, og desuden lugter stygt, vil jeg skænke det til det dumme dyr, ja, det er ikke dig, kammerat, men den firbenede: Danskerens måske eneste medsammensvorne i den lokale fauna, altså ulven. Hejsa, det ku du li'.

II Besøg

Når han gik på baneterrænet, skulle han passe på. Næste dag fandt han ud af, at hunden kunne høre togene, længe før han selv kunne. Den kunne, ligesom han, høre dem i skinnerne, der gav en høj, tynd tone fra sig både før og efter et tog passerede. Men den hørte bedre end han gjorde og blev urolig og løb ind i det høje græs på skåningen. De tunge klik fra skiftesporene forskrækkede ikke Jesper, som de havde gjort i starten, da han var flyttet herned. Nu kendte han dem og gik aldrig over udfletningerne, men krydsede kun sporene, hvor der ingenting var, af frygt for at få foden i klemme. Hunden gjorde det samme, måske ved en tilfældighed, eller fordi den fulgte ham.

Han havde også skullet passe på de orangeklædte, der arbejdede i banegraven. I begyndelsen af sommeren havde de jaget ham væk, når de så ham, og han havde gemt sig. Men nu kendte de ham, og det var ikke længere nødvendigt at lade, som om han gik op ad skrænten, når de kaldte på ham. Nu råbte de heller ikke længere, men sagde som oftest blot goddag eller nikkede. Det var kun de nye, der ikke kendte ham, der kunne finde på at bede ham om at forsvinde. Så gik han om bag en bygning eller forsvandt bag en togvogn. De troede vel, at han var en af dem, der malede grafitti, eller også mente de ikke, at man burde opholde sig hernede, hvis man ikke var orangeklædt. Det var vel også forbudt, for langs terrænet var der et trådhegn, som Jesper efterhånden kendte alle hullerne i.

Da den gamle var gået, var hunden blevet tilbage, og da Jesper gik ud af remisen, var den fulgt efter. Jesper ville ud og finde et eller andet, han kunne betale for maden med. Ikke penge, selvfølgelig, men bare et eller andet. Han skammede sig lidt over ikke at have haft noget i går. For selv om han ikke havde bedt om det, så havde den gamle jo delt det hele med ham, og han havde spist. Og selv om der stadig var noget mad tilbage, synes han, at det var hans tur nu. Derfor gik han rundt og samlede flasker på skrænten, hvor mange åbenbart smed dem ned, for der var altid kommet nye. Nogle var skårede, men de fleste havde ikke taget skade af at rulle gennem græsset.

Selvom den gamle snakkede hele tiden, og Jesper helst ville have været alene, så var der noget godt ved ikke at være den eneste, der boede hernede. Og tilsyneladende var den gamle jo væk om dagen. Jesper gik op ad skrænten og igennem det nærmeste hul i hegnet. Hunden blev stående indenfor og ville ikke med.

Jesper lagde mærke til hende, fordi hun gik langs hegnet og så ned i banegraven. Det gjorde folk normalt ikke. Udover Jesper havde ikke engang hans klassekammerater kendt rangerterrænet. De så aldrig derned og kom der aldrig. Kun Jesper kendte det dengang, selv om han kun sjældent havde været hernede. Og voksne interesserede sig normalt aldrig for det. Derfor bemærkede han hende, da han kom ud fra kiosken, hvor han havde solgt flaskerne og købt mad ind. Hun var høj og vel omtrent ligeså gammel som hans far. Men hun gik med hurtige og sikre trin, der fik hende til at virke yngre. Hendes tøj var lidt gråt og kontoragtigt, ellers lignede hun alle andre - bortset altså fra at hun gik så tæt ved hegnet og så ned i graven.

Han bestemte sig for at gå et stykke til den anden side, skønt det var en omvej, og så sig tilbage, inden han kravlede igennem hullet. På det tidspunkt opdagede han, at hun havde vendt sig og så i hans retning. Han kunne ikke finde ud af, om det var ham hun kiggede efter. Hun vendte om og begyndte at gå ned mod ham. Jesper vendte også, men gik ind ad en vej, der førte væk, ind mod byen. Et stykke nede gik han ind i en port. Nogen tid efter syntes han at kunne høre hendes hurtige trin, og hun kom forbi et øjeblik efter, men uden at se til siderne. Han blev stående et stykke tid, før han gik ud på gaden igen. Hun var der ikke længere, og han kom igennem et hul og var nede uden at blive set. På vej mod remisen så han hende på broen over banen, men nu virkede hun helt normal og så ikke længere derned. Hunden kom løbende mod ham uden for porten.

Den lange sommer var ved at være forbi. Han kunne mærke det på vinden, der var blevet en smule koldere, og på lyset, der nu var blevet så lavt, at det kom ind gennem de høje vinduer og reflekterede i hans skærm tidligt på eftermiddagen. Han lynede sin sovepose op og hængte den foran vinduet. Men solen drejede, og han var nødt til at flytte den flere gange i løbet af dagen.

På et tidspunkt kom den gamle og stillede sig op bag ham. Hunden strakte sig. Han hostede og lavede lidt støj med en plastikpose.

-Ja, undskyld min nysgerrighed .. - afbrød han efter nogen tid

-... men hvad er det egentlig du laver med den maskine der? - Efter en pause fortsatte han

-Ja, computeren. Jeg kan jo godt se, det er en computer.

Jesper kunne ikke lide at blive spurgt. Han havde ikke lyst til at svare, men sad helt stille med ryggen til den gamle. Underligt navn, Paven. Jesper blev utryg af at blive set over skulderen. Hans hænder holdt op med at arbejde og lå stille på tasterne.

-Spiller du?

Pausen varede så længe, at Jesper ikke kunne lade være med at svare. Uden at dreje hovedet vendte han øjnene mod den gamle og sagde

-Nej.

-Ja, jeg tænkte jo nok, du kunne tale. Også et godt ord at begynde med, "Nej". Så har man heller ikke sagt for meget. Hvad laver du så, hvis du altså ikke spiller?

-Chatter, svarede Jesper.

-Tjatter du?

-Det er engelsk.

-Åhh, chat. Ja, det er i det mål udlagt "at sludre". Der tog du nu fusen på mig, kammerat; meget af et sludrehoved er du ellers ikke. Men her tar' jeg dig altså i at sludre med en plastikkasse. Hvordan har hunden haft det?

Hunden strakte sig igen. Jesper afbrød forbindelsen, da han kunne mærke, at den gamle ikke ville gå igen lige med det samme.

-Nå, her er så både kaffe og kage. Du har været på indkøb, kammerat. Se, nu kan man jo knapt sige at jeg kender dig, og vi er vel heller ikke helt i samme branche. Men du falder mig noget anderledes end så mange andre, der kunne finde på at bo i remisenr. Er det i orden, jeg tager en bid, med forlov.

-Ser du, sagde han, da han havde lagt et stykke skinke på en skive af Jespers brød.

-Ser du, nu er en gammel mand blevet lidt nysgerrig. Du har vel både en mor og en far, der sidder derhjemme foran pejsen og savner deres sønnike så ganske grusomt. Eller hvordan ligger det med det. Jeg mener, hvis du sådan er flyttet ud i verden, ja, så kunne man jo have valgt mageligere steder, hvor der er varmt vand og postkasse.

Han stillede posen fra sig på metalbroen.

- Nå, du har ikke rigtig noget at sige, ja, men så må en anden en jo gætte sig frem. Men en ting synes jeg nu, du skal have at vide, min fugl: Jeg er ikke sikker på, at du har fundet dit livs endestation endnu. En lille kone skal du vel ha', rullegardiner og måske en spandauer. Men jeg siger dig, at det finder man kun med besvær her i miljøet. De pigebørn, der valser rundt mellem os andre, er mestendels noget oppe i årene og har lagt det pjank på hylden. Om de nu synes det er kedeligt, det skal jeg ikke kunne sige, men en prinsesse til en prins som dig, en blomst til en kolibri af din støbning, det tror jeg ikke, vi kan levere i foreningen. Og spandauere har jeg - nu jeg tænker efter - ikke spist i årevis.

Den gamle og Jesper sad og så på hinanden. Jesper havde stadig sin ene hånd på tastaturet og undrede sig over, hvorfor den anden snakkede så meget.

-Når alt kommer til alt, så forekommer det mig i øvrigt, at din klædedragt efterhånden kunne trænge til at blive støvet af. Ja, nu må du ikke tage det ilde op, jeg mener bare, det ville jo ikke være helt rigtigt, at møde op i teateret med det udstyr. Uden i øvrigt at nævne den rustning, jeg selv har valgt at ride i.

Han åbnede posen og holdt den frem så Jesper kunne se ned i den.

-Jeg har her lidt blandet med. Jeg fik den af en kardinal, jeg busede ind i her lige rundt om hjørnet. Han formulerede det sådan, at hvis jeg ku' bruge noget, så var det mit.

Paven løftede en samling blandet slik frem fra posens indre og præsenterede det på sin store håndflade.

Hvis nu et sporskifte en dag fik fat i Jespers ene fod og klemte sådan sammen, at han pludselig ikke kunne flytte sig, hvad ville han så tænke på. Ville han blive liggende og bare vente på at toget skulle komme?

Han tænkte ikke på, hvordan det ville være, når han først var død. Han var sikker på, at så var alting sort, eller måske ikke engang sort, bare væk. Men han tænkte meget på, hvordan det ville være at dø. Han forestillede sig, at han bare ville blive liggende og vente. Hvordan lyden ville være i skinnerne når toget kom. Ville han til sidst blive bange? Ville han prøve at kravle væk i sidste øjeblik?

Nej, han ville nok blive bange længe inden, og så ville han prøve at rive sin fod fri. Han ville være bange for ikke længere at trække vejret. Men hvad ville han være bange for, når han ikke troede på hverken himmel eller helvede? Med et tog ville det gå så hurtigt, at han ikke ville mærke noget. Han behøvede ikke være bange for, at det skulle gøre ondt. Men hvad så? Kunne man være bange for ingenting?

Jesper var sikker på, at man kunne være bange for ingenting. Han vidste at ingenting var det, man kunne være allermest bange for. Ingenting, der varede altid. Måske var det værste, at det varede altid, ellers var det jo heller ikke ingenting, så var det bare ... en slags pause. Men hvorfor han var bange for ingenting, det forstod han ikke.

Da hans mor forsvand, holdt alting op. Han ønskede ikke, at det skulle holde op, det var ikke, fordi han havde tænkt på at hoppe ud af vinduet eller spise gift. Det var bare sådan det skete: Alting holdt op, verden holdt op, jorden holdt op med at dreje, skyerne bevægede sig ikke, bilerne stod stille på gaden, togene standsede. Der var ingenting tilbage, ingenting, der betød noget. Og det skrammel, der stadig blev, kunne ikke bevæge sig, men stod og gloede dumt tilbage. Han havde slet ikke opdaget, at hans mor havde været så vigtig. Og hun forsvandt, uden han opdagede det. Lige det øjeblik hvor hun forsvandt, det opdagede han ikke. Det var så kort. Den ene dag var hun der, den anden dag var hun forsvundet. Det var ligesom, hvis luften forsvandt; man kan ikke se, at den ikke er der. Han holdt op med at trække vejret.

Eller måske ville det ikke gå så hurtigt. Det kunne være, at tiden stoppede, lige når toget ramte ham. At han altid ville sidde og stirre på det tunge hvide eller rødbrune lokomotiv uden at trække vejret. Så ville det måske alligevel være bedre at have lukkede øjne.

Om aftenen spiste de udenfor. Den gamle klappede ham på skulderen og mumlede ja, ja, rødkælk. Hunden holdt sig lige i nærheden af dem, men tiggede ikke. Jesper havde aldrig haft en hund. Han havde aldrig kunnet lide dyr. Men hunden her var anderledes, den var mere menneskelig. Den gamle var meget stolt af den. Han lagde mad ud til den, et godt stykke væk fra dem, og satte sig med ryggen til. Så blinkede han til Jesper.

-Sidder den der endnu? spurgte han. Jesper nikkede. Så løftede han hånden og knipsede, og i samme øjeblik begyndte hunden at spise. Inden solen gik ned, begyndte ledningerne og sporene at lyse orange. Det så ud, som om solen gik ned for enden af banen, som om togene var på vej mod en stor rød bold, der lå ved verden ende. En rød kugle der egentlig ikke var særlig langt væk.

De sad med ryggen mod remisens varme metalvæg og spiste på en svelle, hvor den gamle havde bredt et stykke stof ud, der fungerede som dug. Det var nærmest en slags hjem, som dengang Jesper havde spist på terrassen hos sine bedsteforældre om sommeren. Den gamle tog et skod op af sin lomme og op af den anden tog han en æske tændstikker og viste den til Jesper, som var den en meget speciel indretning.

-Nu behøver jeg ikke at bruge din maskine. Jeg ka' selv - Så tændte han sin cigaret og begyndte at hoste. S-togene rullede forbi lige ved siden af, med lys i nu. Ingen opdagede de to. Deres ansigter kørte så hurtigt forbi, at de så ud, som om de ikke bevægede sig, men holdt hovedet i samme stilling. De lignede fotografier af mennesker. Først da de gule lamper tændte højt over dem, rejste den gamle sig og mente, at det ville være bedst at gå indenfor.

III Under vognen

Næste morgen blev Jesper vækket af porten, der gik op, og toget lige ved siden af, der satte i gang. Der kom en behagelig lugt af diesel-udstødning. Ingen kunne se ham her alligevel, så han blev liggende bag presenningen. På den anden side kunne han heller ikke rejse sig, for nu var det lange, hvide tog der ikke længere til at skærme ham. Han blev liggende, og nogen tid efter kom et nyt ind på sporet. Det var et af de gamle røde, der larmer mere, men ikke har telefoner.

Den dag kunne Jesper ikke bruge sin computer, for han kunne ikke komme til at trække en ledning over til det næste IC-3. Derinde var de ved at gøre rent, og der var mennesker hele tiden. I stedet sneg han sig ud og gik nedad mod post-togene. Ved den høje betonbunker kravlede han op ad skrænten og løftede hegnet for at komme ud. Han satte sig på en bænk og kiggede på de folk, der kom forbi på fortovet. Det havde han gjort meget fra sit værelse, dengang han havde et. Nu sad han hernede imellem dem, men syntes stadig ikke, de var kommet tættere på. Det var, som om han så og alligevel ikke kunne se.

Det var en varm dag, og luften strøg over ansigtet. På et tidspunkt fik han øje på en af sine klassekammerater med en skoletaske og tænkte, at nu var skolen så begyndt igen. Han drejede sig, og den anden gik forbi på fortovet ovre på den anden side af gaden helt uden at se ham. Lyset kom fra Jespers side, så drengen med skoletasken ville få solen i øjnene, hvis han prøvede at se til den side.

En times tid efter opdagede han hende igen. Hun stod langt væk, ovre ved stationen og så ned i banegraven. Hun havde noget andet tøj på, men på trods af afstanden kunne han sagtens se, at det var hende. Det var et rent tilfælde, at han havde kigget over på den side, men nu sad han med ryggen til gaden og fulgte hende. Hun gik op mod broen og fortsatte over den. Ind imellem forsvandt hun bag en bus eller en bil, men han kunne følge, hvordan hun langsomt bevægede sig over langs banegraven med retning mod ham. En enkelt gang stoppede hun og talte med en anden. Nu var hun kommet over og stod nede ved kiosken. Så kom solen igen og hun gik videre.

Hun var helt tæt på, han kunne se hendes øjne, men de så en anden vej. Alligevel vidste han, at hun havde opdaget ham. Han huskede noget helt fjollet: at man først skal skyde, når man kan se det hvide i øjnene. Jesper rejste sig, og hurtigt gik han om bag bænken. Han lagde sig på maven på jorden og rullede under hegnet.

Men pludselig gik det så hurtigt, at han ikke kunne stoppe. Lige der, hvor han var kommet under, havde der åbenbart engang været noget andet, for der var støbt et betonlag ud på skråningen. Kun enkelte steder stak der græstotter op mellem revnerne i cementen, og selv om han fik fat i dem, så gik de løs og sænkede kun hans fart meget lidt. Han rullede hurtigere og hurtigere og kunne heller ikke stoppe ved at sprede armene og benene ud til siderne. Det fik ham bare til at dreje. Han kunne smage blod i munden og slog for hver omgang hovedet i betonen.

Lidt efter var han drejet så meget, at han lå stille. Han ventede ikke, men begyndte straks at kravle nedad og kunne mærke, at der var noget galt med det venstre ben. Da han var kommet næsten helt ned, blev han liggende. Han vidste godt, at han sagtens kunne ses oppefra, men kunne ikke gå, fordi det gjorde så ondt i benet. Han holdt på det og gned det med hånden. Men det gjorde også ondt i hånden, der blødte fra en stor hudafskrabning. Derfor overraskede det ham heller ikke, da han nogen tid efter så hendes ansigt over sig.

-Hvad laver du dog her?

Han så op i hendes mund, der var halvt åben, også efter, at hun havde talt. Han rykkede sig sidelæns væk. Hun fulgte efter og satte sig på hug ved siden af ham. Hun havde højhælede sko på, og det undrede ham, hvordan hun var kommet ned uden at falde. Han kom først nu i tanker om, at han havde drømt om hende, men han kunne ikke lige nu huske, hvad det var.

Nu så de på hinanden. Han lå med hånden på benet, hun stod over ham. Det snurrede i hans skuldre og arme, men verden drejede nu langsommere, end den havde gjort på vej ned ad skrænten. Han kunne næsten ikke få luft og trak vejret hivende. Hun virkede også, som om hun havde løbet, men var ikke nær så forpustet som han og rakte roligt en hånd ned og lagde den stramt om hans håndled. Jesper overvejede om han kunne rive sig løs og løbe fra hende, men kunne mærke, at det gjorde alt for ondt i hans ben, til at han turde prøve.

-Hvem er du? - Spurgte han.

-Jeg har sagt til et par banearbejdere, at jeg er din mor. Så det kan vi jo bare sige.

Hvor var det dumt. Efterhånden blev han vred. Måske kunne hun ikke vide noget om hans mor, men derfor kunne hun ikke tillade sig at kalde sig det. Hvorfor gik hun ikke. Hvor længe skulle hun stå der og glo. Han drejede hovedet og så over mod de togvogne, der stod parkerede til de skulle males, bare for ikke at skulle se på hende.

-Gå ad helvede til, sagde han til sidst, men hun blev stående og blev ved at stirre på ham. Nu var det åbenbart hendes tur til at tale, syntes hun.

-Hvad laver du egentlig her?

-Det kan du være ligeglad med!

-Bor du her?

-Nej, jeg gør fan'me ikke, knurrede Jesper med munden næsten lukket, så lavt, at hun ikke kunne høre det. Så bestemte han sig igen for at lade som ingenting. Og samtidig vidste han, at det var tåbeligt at ligge her med blod i ansigtet og lade som ingenting.

-Jeg har ledt længe efter dig. Du er ikke så nem at finde.

Hun lo pludselig, og Jesper prøvede igen at kravle væk, selv om det ikke kunne lade sig gøre. Måske havde han brækket benet.

-Det er jo sådan, at et menneske kun kan findes, hvis man ved, hvad man leder efter - Så holdt hun en pause og tørrede sig om munden.

-Og jeg anede virkelig ikke, hvad jeg ledte efter. Alligevel fandt jeg dig. Tror jeg i det mindste ...

Hvad mente hun? Hun lød, som om hun læste op. Hendes stemme var langsom og ren. Jesper lukkede øjnene og håbede hun ville forsvinde. Hans hånd sved. Han trak stadigt vejret tungt, men det gjorde hun også. Hun satte sig ned i en akavet stilling. Derfra hvor Jesper lå, kunne han se folk gå forbi ovenfor. Der var måske ingen, der havde opdaget dem. Det, der undrede ham mest var, hvordan hun var kommet herned så hurtigt.

Jesper havde rejst sig op på albuen, og nu nærmest græd han:

-Gå ad helvede til!

-Jeg troede, du var voksen. Ja, det måtte jeg selvfølgelig gå ud fra. Jeg var også helt sikker på, at du gjorde alting fra et kontor et eller andet sted. Men når alt kommer til alt, var det eneste jeg vidste, vel egentlig, at du havde en computer, og at du var allerhelvedes dygtig ...

Hun så igen ned på ham, og nu var Jesper faktisk lige ved at besvime.

-Gå ad helvede til, sagde han, men lige lidt hjalp det, måske hørte hun det ikke engang. Lige bag hendes ansigt stod solen og fik ham til at knibe øjnene sammen.

-Først til sidst fandt jeg så ud af, at det var fra baneterrænet. Det kan være, du ikke ved så meget om telefoner, men de kan spores ret præcist. Og selv om der ikke er så mange IC-3- telefoner, så bevæger de sig til gengæld en del. Så det tog sin tid at finde mønsteret.

Hun forsvandt ind i solen, smeltede sammen med den røde kugle eller blev brændt væk af den. Ikke desto mindre talte hun videre, som om hun var ved fortælle om en leg, de skulle til at lege.

-Jeg vil have at du holder op. Er det en aftale. Du holder op, og så er der ikke mere ... Åhh nej, så sku da pokker ...

Nu blev alt rødt for Jesper, og han besvimede.

Han havde ligget i solen nogle timer. Så var han kravlet ind i remisen og den gamle havde spurgt ham, hvad der var sket. Jesper havde bare sagt, at han havde slået sig. Men hun havde i hvert tilfælde ikke taget ham med sig.

Han havde været helt sikker på, at nu skulle han på børnehjem, og det var en af de ting han havde besluttet sig for, at han aldrig ville. Så hellere stille sig i et skiftespor og få foden i klemme. Hvis han turde. Men det var han ikke sikker på at han turde. Hunden slikkede ham på hånden. Det gjorde ondt på grund af hudafskrabningerne, men han kunne godt lide det alligevel.

-Jeg vil væk, sagde Jesper, og den gamle rettede sig op. Selv hundens ører rejste sig. Jesper sagde det igen:

-Jeg vil væk, jeg skal væk, jeg vil ikke være her mere, jeg vil væk ...

-Hør her, lille solsort. Det kan ikke nytte, du ligger der og klager dig. Jeg er ganske vist ikke læge, men du skal vist ingen steder lige nu.

-Jeg tør ikke ... - Jesper så på hunden, der savlede fjollet.

Den gamle lavede ham en mad. Rugbrød med leverpostej og et salatblad, som pynt ovenpå, men det blæste af. De lå udenfor og solen skinnede stadig. Sporene glødede, og et tog kørte forbi. Jesper tænkte på, hvor salatbladet var kommet fra. Den gamle sad ved siden af og så ind imellem ned på ham.

Den nat havde han drømt, at han skulle svømme over en flod. Floden lå nede i en sænkning, ligesom banen. Det var regnvejr, og der lå brædder i stedet for fortove, mudder i stedet for gader. Hun havde været der igen, damen i de højhælede sko. Hun havde set på ham, han havde været bange: Han var hoppet lige ud i floden.

Ligesom i dag. Han var sprunget ud i floden og var svømmet over den. Det mærkeligste havde været lyden. Der var en lyd, som af musik, men det var floden, der brusede. Da han kom ned i den, havde den været tom. Han havde svømmet i noget, der lignede luft, bare tyndere. Alligevel havde det kunnet bære ham oppe og alligevel gav det den voldsomme lyd.

Da han kom over på den anden side, var der slet ingenting, bare mere mudder og mere regnvejr. Og midt i mudderet lå der en pude. Og på puden lå der en rusten pistol. Puden var våd, og pistolen var tung og mørk. Floden brusede. Så var det han forstod, at lyden slet ikke kom fra den, men fra porten, der var gledet op, og toget, der var rullet ud. Han var vågen nu.

Den gamle forklarede.

-Du skal jo ha' det rart.

Han var gået et stykke tid, og da han kom tilbage havde han flere stykker reb med. Han forklarede Jesper hvordan man kunne hænge under et tog. Han sagde også, at man skulle være meget forsigtig. De havde ligget på ryggen under toget. Dernede var der mange uforklarlige ting, der så ud, som om man kunne binde rebet fast i dem. Men den gamle fortalte, at det ikke var dem alle, der kunne bruges: nogle drejede rundt når toget kørte, andre var for svage. Nogle var for tæt ved skinnerne, andre var så højt oppe at de blev varme af bremserne, når toget kørte ind på en station.

-Der er ingen grund til at ligge dårligt. Så ét reb er bestemt ikke nok. Og nu har vi jo god tid. Vi kan såmænd lave dig en hel lille rede hernede.

Så havde han bundet knuder, og hele tiden havde Jesper kunnet se ham arbejde, hvis han løftede presenningen. Ovenover i toget var man ved at gøre rent, og de havde kunnet høre mennesker gå rundt med redskaber, der skrabede mod gulvet deroppe. Med mellemrum kunne Jesper se den gamle stikke sit skæggede hoved ud mellem hjulene. Jespers ben var blevet bedre, men han havde stadig ondt i hænderne.

Den gamle bevægede sig adræt under toget, på trods af de mange forhindringer. Han var tilsyneladende vant til det. Nu gik rengøringspersonalet, og når Jesper forsigtigt lindede på et hjørne af presenningen, kunne han se det store ansigt smile til ham inde fra mørket, mens spande og ben defilerede forbi få meter fra ham.

Det var allerede ved at blive aften igen, og først nu gik det op for Jesper, at han måtte have sovet længe.

Han pakkede sine ting sammen i rygsækken, hvor den ene rem var gået af. Selv om det var ved at blive mørkt, kunne han se i skæret fra projektørerne i loftet, der endnu ikke var slukket. Først da de var blevet slukket, og der var stille i hallen, kravlede han ud under presenningen. Den gamle var stadig inde under toget, og hans skæg lyste i det svage, gule mørke. Han viste Jesper, hvordan han kunne ligge og pegede med en sort finger med en stor, krum negl:

-Sådan, og så med armen over her, og benet kan så ... ja, jeg ka' sgu' ikke længere ... og husk nu, for pokker, du skal huske altid at holde hovedet højt. Det er noget lort med de nye, der er det ikke til at ligge ordentligt, eller måske er jeg bare blevet for gammel, men du er jo begynder, så det er bedst du holder dig til de kendte metoder ... - Han vendte og drejede sig, og Jesper følte sig, som meget betydningsfuld, da den gamle endelig sagde, at nu var alt i orden.

-Der er jo lige det med en køreplan, at den ikke er til at stole på. Det er bedst du lægger dig til at sove herinde i reden, for ellers forsvinder toget nok så elegant med alt rebet. Og så kan det såmænd være lige meget med alt det mas, vi har haft ...

IV Rejsen

Toget rullede ud lige efter, det var blevet lyst. Jesper blev ikke overrasket. Han havde kun sovet ganske let og havde hørt de sidste forberedelser. Et øjeblik efter gled det ind til perronen ved hovedbanen.

Nogle trin kom nærmere og forsvandt, en barnevogn rullede forbi og duerne kurrede langt oppe. Hernede var det mørkt og der lugtede af olie og varmt metal.

Toget satte i gang igen. Denne gang med et ryk, der fik ham til at gynge langsomt frem og tilbage i tovene. Foran ham blev luft hvæsende lukket ud og bagved gav hjulsættet to hårde lyde fra sig, da det kørte over det første sporskifte på vej ud over Belvedere.

Sporene flettede sig sammen. Nye spor blev hele tiden hentet ind fra siderne, andre gled bort med stor fart til højre eller venstre. De store fjedre knirkede rustent, mens toget kørte under en bro og op ad en bakke. Da det kom ned på den anden side, forsvandt rangerterrænet og der var kun baneskrænten at se her nede fra. Lyden fra hjulene blev voldsommere, toget kørte hurtigere og Jesper puttede vat i ørerne. Det hjalp ikke meget: Nu lød det i stedet, som om hjulene kørte rundt et sted inde i hans eget hoved. Han trak vejret dybt. For hver eneste svelle han kom væk fra kvinden med de høje sko, havde han nemmere ved at trække vejret. Nu forsvandt baneskrænten, larmen fra hjulene stilnede af. Da han drejede sig, så han ud over landet, hvor en lys, blå morgendis løftede sig fra markerne.

Han måtte have sovet, for det tog lang tid før det gik op for ham, at de var i en tunnel. Han var blevet vækket af trykket for ørerne, da de dykkede ned. Efter at have kørt et stykke i totalt mørke, begyndte toget at bremse og et øjeblik efter standsede det helt op. Det stod stille, som et stort dyr med motoren snurrende ganske sagte og pustede luft ud. Her var så stille herinde, at han kunne høre stemmer ud gennem vinduerne. Så satte det i gang igen, og et øjeblik efter løb det op i lyset.

Jesper var ved at være sulten, så han bestemte sig for at stå af. Da hastigheden igen faldt, og de kørte ind på en station, ventede han knapt til det holdt helt stille. Så rullede han ud mellem hjulene og kom ud mellem to spor. Bag ham holdt hans eget tog. Det andet spor var tomt og vendte ud mod en skov. Et øjeblik efter kørte hans tog, og han stod og så over mod en høj, rød stationsbygning.

På perronen stod ventende mennesker, der tilsyneladende ikke bemærkede ham, og da han havde fået samlet sammen på sine ting over, gik han over sporene, uden at det lod til at man kunne se ham. Først da han kom op på perronen, var der en, der betragtede ham et øjeblik. Men det var måske mest, fordi han ikke havde rygsækken på ryggen, men bar den akavet under armen, eller muligvis fordi hans bukser var for store. Jesper kunne ikke lide at den anden stirrede på ham, som om han var et dyr fra en anden planet, på den anden side kunne han for en gangs skyld godt lide at vide, der var nogen, der så, han fandtes. Da han kom ud af stationen, satte han sig ned på en bænk. Ved siden af den stod der et bed med roser.

Jespers mor var død, mens hun sov. Hun var død uden at opdage det, sagde hans far: Mens hun lå på bagsædet og sov som en sten. Hun var bare sovet videre.

Jesper var ikke i tvivl om, at hans far havde været fuld, han havde aldrig behøvet at spørge. På en måde var alle tre kommet gennem døden og over på den anden side, uden at opdage det: Hans mor, fordi hun sov. Jesper fordi hans liv var blevet klippet i to stykker, der slet ikke hang sammen, og hans far, fordi han først blev ædru to dage efter.

Den Jesper, der havde kendt sin mor, var nær aldrig vågnet igen. Han var klippet af sammen med hende. Det var en anden Jesper, der vågnede efter nogle dage, en Jesper, der kun svagt mindede om den gamle. Han synes ikke engang de lignede hinanden, da han så sig selv i spejlet på badeværelset. Hvorfor de tilfældigvis havde samme navn og boede samme sted, vidste han ikke.

Hans far var også først kommet over efter en pause på to døgn, hvor han havde sovet sin brandert og halvdelen af sit liv ud inde på gulvet i stuen, mens han klynkede og kradsede sig selv i ansigtet. Ikke så mærkeligt, at Jespers søster var flyttet - hun var måske den eneste, der troede på at det var sket altsammen. Hun kunne vel ikke holde ud at bo sammen med dem og inden dagene var gået, var hun væk.

De prøvede at glemme Hanne og hendes runde øjne, ligesom de prøvede at glemme mor. Både Jesper og faderen blev begge nogle andre mennesker, der var flyttet ind i lejligheden. Uden at Jesper vidste, hvordan og hvornår det var sket, var navnene væk, og der stod kun Jesper og faderens navne tilbage over brevsprækken i døren.

Jesper gjorde det til en vane at gå ud i entreen om morgenen. Så sorterede han de regninger eller breve fra, hvor moderens navn stod på, rev dem i stykker og smed dem ud. Til sidst lagde han resten ind på køkkenbordet. Faderen bemærkede tilsyneladende aldrig noget, men sprættede langsomt kuverterne op med en kniv. Han havde lidt skrammer i ansigtet, og de første par dage havde han svært ved at gå. Når han var færdig med brevene og havde set lidt i reklamerne, sagde han så:

-Nå knægt, skal vi se at komme i gang? - Han var begyndt at kalde Jesper for "knægt", som om han først nu var blevet hans søn, nu da de havde noget at være fælles om. De var kommet tættere på hinanden, selvom de ikke snakkede om det. I steder prøvede de begge at være praktiske. I det øjeblik morgenmaden var færdig, begyndte de straks at vaske op. Når han kom hjem fra skole, var hans far ved at støvsuge. Selv tog han så på møntvask. Hjemmet var så rent og pænt som før, måske renere, bare på en helt anden måde. Der var for eksempel ikke længere blomster eller grene i vaserne, og der duftede anderledes.

Hele vinteren blev en meget langsom opvågnen. Det store urværk ude i verden gik langsomt fremad, men inde i lejligheden kunne man kun svagt høre dets tikken. Jesper gik i skole, de andre børn spurgte ham ikke om noget, og han snakkede ikke. Lærerne sagde, at han havde klaret det hele fantastisk. I virkeligheden havde han slet ikke klaret noget. Han var slet ikke med længere, og selvom han læste lektier som aldrig før, havde han ikke særligt meget med skolen at gøre.

Så begyndte han at græde. Da foråret brød igennem, begyndte han at græde. Da de første fugle sang og solen kom ind i hans værelse, begyndte han at græde. Så snart han var, færdig stod han op, og selvom han straks begyndte at gøre rent, hente breve eller sætte kaffe over, så hjalp det ikke længere.

Han vidste han ikke, hvorfor han græd, for det var ikke bare over moderen, det var lidt over ham selv og lidt for hans far, men mest for solen og fuglene og togene, der havde fået forårslyde udenfor ruden.

Han rejste sig fra bænken ved rosenbedet. Nogle timer gik han rundt i stationsbyen. Den var lille og fyldt med store, gamle villaer. Han havde aldrig rejst så langt, ikke siden han som lille havde været med sinde forældre i Paris. Det var så længe siden, at han ikke rigtig troede på det var ham selv, der havde været af sted.

I forhaverne var der tomt, og gennem vinduerne var der intet at se. En enkelt kat løb rundt på en gade. Det var en pjusket hankat, hvis ene øre var flosset og som haltede en smule på det venstre bagben, ligesom han selv. Den forsvandt gennem et hul i en hæk, da den så ham. Resten af tiden så han hverken dyr eller mennesker, bortset fra en mand i en varevogn, der havde en grøn kasket på og kun tilkastede Jesper et hurtigt blik.

Jesper vidste ikke, hvad han skulle gøre, men efter at have overvejet det længe, valgte han til sidst at ringe på en dør. Han følte sig et øjeblik usårlig, men kun lige i det øjeblik, han trykkede på klokken.

Det forekom ham, at han i måske i virkeligheden kunne gøre alt, for når det første lille skridt var taget, kunne det ikke gøres om igen, og derfra gjaldt det bare om at følge med. Det var egentlig en ganske god ting ved den måde, verden var lavet på.

Der blev lukket op, og en mand kom ud. Han var tyk og havde en blomstret vest på. Han lignede ikke nogen, Jesper havde set før.

-Jeg ville gerne spørge, om I havde noget at spise, sagde Jesper og syntes det lød forkert. Han havde ellers tænkt over det. Men han havde sagt det så lavt, at han var i tvivl, om det kunne høres. Manden gik ind i huset igen, uden at lukke døren. Han snakkede med en anden derinde, kunne Jesper høre. Han prøvede at høre, hvad de talte om. Manden sagde, at der stod en dreng ude på trappen, der ville have noget at spise. Han sagde også at han så mærkelig ud og var snavset i hovedet.

Lidt efter kom han ud med en skive brød. Han så stram ud i ansigtet og skældte Jesper ud på sit anderledes sprog, som var svært at forstå.

-Hvad er den af, at strejfe rundt på den måde? Ka' du se at komme hjem i en fart. Og så er du da ikke engang herfra ... - Manden stirrede et øjeblik på Jespers ansigt, derefter så han ned på hans fødder, så igen på hans ansigt. Jesper kunne se, at der skete noget med ham, men vidste ikke hvad.

-Men du skal da ha' et bad i en forfærdelig fart, du ligner jo en plukket hanekylling - Han tog fat i Jespers skulder og trak ham indenfor.

Han var blevet trukket ovenpå, og manden havde fyldt et badekar til randen med lunkent vand. Så havde han ladet ham være alene.

Da han var færdig og åbnede døren, opdagede han, at der var lagt rent tøj udenfor. Han lod døren stå på klem og trak tøjet ind så hurtigt han kunne. Så lukkede han igen. Det var brugt, men ikke særlig meget. Hvor mon de havde tøj fra der passede ham? Det var slidt, men ikke nær så meget som hans eget, og i modsætning til hans, var det her helt rent. Han skiftede hurtigt og lagde det gamle sammen i en bunke.

Det var ved at være sent, og han kunne gennem udluftningen på badeværelset høre, at manden snakkede med en kvinde et sted i huset. Han kunne ikke høre hvad de sagde, for deres stemmer var blevet forvrængede på vejen gennem rørene. Sit gamle tøj lagde han samme sted, som han havde fundet det nye og gik hurtigt og stille ned ad trappen.

Da han åbnede hoveddøren, kom manden hen til ham. Han sagde ikke noget, men følte med hånden efter på lommerne, hvor Jesper lige havde lagt de penge han havde fået for flasker, inden han rejste. Til sidst mumlede han.

-Hvorfor nu det hastværk. Når du ingenting har taget, behøver du vel ikke stikke af, som en gemen tyveknægt. Kom nu ind og få lidt kaffe.

Jesper rørte sig ikke.

-Kom nu, vi kan da ikke lade dig gå rundt på gaderne og fryse

-Jeg vil gerne gå nu

-Nej, nu bliver du pokkerme her, til vi har fundet ud af hvad det er, der er galt.

Jesper gik tilbage til køkkenet og drak kaffe. Det var rart at sidde her med de to mennesker, men han ville alligevel hellere væk.

Det, der var galt, var, at han ikke længere hørte til i denne verden af tikkende ure og duften af friskbagte boller. Det var længe siden han havde fået kaffe, og han opdagede, at han blev svimmel af det. Han spiste en enkelt bolle og lyttede efter det store bornholmerur i stuen, hvis ene tik var lidt længere end det andet. Han tænkte på pigen på banegården og spiste en bolle mere. Mandens kone smurte flere boller og stillede dem på hans tallerken. Pludselig var han mæt og træt og sagde igen:

-Jeg vil gerne gå nu.

-Først skal du vist hellere fortælle os, hvad du går rundt og laver. Hvorfor basker en københavnerdreng rundt herovre, som en bedre tigger? Du er kommet langt væk hjemmefra. Hvor gammel er du? - Han blev ved med at stille spørgsmål, som Jesper ikke syntes, han skulle besvare.

Nu rejste konen sig og gik over mod vasken, hvor hun begyndte at vaske bestikket. Hun var også tyk og havde et stort blåt forklæde på med et billede af en hund, der sad med tungen ud af halsen. Hun sagde også noget nu, og Jesper følte sig i klemme mellem de to.

-Du ku' da ellers godt sove her i nat. Det kunne du vist trænge til.

-Jeg vil gerne gå nu, var det eneste han svarede.

Til sidst lod de ham gå. Han havde ikke sagt noget og var blevet meget forvirret over alle de spørgsmål de havde stillet. Først havde han tænkt, som han plejede, at det var ikke noget, de skulle blande sig i. Men så var han blevet bange, og bagefter var han begyndt at tænke på de ting, de havde spurgt ham om. Det fik ham til at huske en person han havde glemt for længe siden, en anden dreng, der hed Jesper og som havde en ganske almindelig historie, med en mor og en far og et sted at bo.

Måske var det derfor, han vendte sig på vej ned ad trappen. De stod stadig i døren foran huset. Da han var kommet lidt væk, vendte han sig igen. De stod der endnu, men lidt efter kunne han høre at døren blev lukket og en kæde raslende blev sat på. Bag de små gule glas bevægede mandens skygge sig et øjeblik, inden den også forsvandt.

Jesper gik rundt om huset og derfra ind i deres have. De var gamle så han nu. Konen klappede ham på hans skaldede hoved. Jesper stillede sig for en sikkerheds skyld bag et træ. Det nye tøj var varmere end det, han havde haft. Det var, som om det stadig holdt på den varme, badet havde givet ham.

Meget længe så han på de to gamle mennesker. De sad inde i huset, så tæt på, at han syntes, han kunne høre uret tikke. De snakkede, men sagde ikke særlig meget. Der var lange pauser mellem hver sætning. Det var koldt, og han opdagede at frakken, de havde givet ham, havde hætte på. Den slog han op. Nu ringede uret, sprødt og med mange slag. Helt herude kunne det høres, og Jesper begyndte pludselig at ryste igen, ved at tænke på, hvor varmt, der havde været inde i deres køkken. De to gamle rejste sig, da sidste slag var slået. Åbenbart var det en slags signal, der fortalte dem, hvornår de skulle i seng. Den gamle dame strøg igen sin mand over hans skaldede hoved, og da de gik ud af stuen, slukkede de lyset.

Jesper havde en behagelig fornemmelse i maven af de mange boller. Han gik ned til stationen, hvor han lagde sig til at sove bag en hæk.

V Samtale i et skur

Da Jesper vågnede følte han sig umådelig tåbelig. Det var så koldt, at soveposen var som is udenpå; det var et held, at det ikke havde regnet i løbet af natten. Han kunne ikke bo udenfor længere, sommeren var forbi, han måtte igen finde et sted at være.

Og uden togenes telefoner var han helt afskåret fra nettet og kunne kun gå rundt i tomme gader. Al roen fra remisen var væk; fornemmelsen af selv at kunne bestemme. Nu lå han i stedet og rystede af kulde, mens han klaprede tænder og stirrede på en tør efterårshæk, der raslede i vinden.

Så hvad damen end måtte have haft i sinde, så måtte han tilbage. Hvem sagde, at han med den gamles hjælp ikke kunne holde sig skjult for hende, i det mindste en tid? Til han forstod, hvad hun var ude på. Det eneste han var sikker på var, at hun ville ham noget og måden hun havde forfulgt ham på, tydede ikke på at det var noget godt.

Han tog sine rebstumper ud af rygsækken og gik ned mod stationen. Der var ingen mennesker, og morgensolen lyste skarpt på dens røde mure. Noget tid efter kom det første tog forbi. Det var et IC-3 tog, så han blev nødt til at vente til et af de gamle røde kom rullende.

Hurtigt kravlede han ind under det, bandt rebene fast og hægtede sin rygsæk op. Denne gang skulle det være meget hurtigere end sidst, hvor den gamle havde brugt lang tid på at fæstne rebene. Nu havde han kun to minutter, og han arbejde med febrilsk hast. Nogle løkker blev for lange, andre lovligt korte, og det var først da han lå der, og toget satte i gang, at han opdagede, han var kommet en smule længere ned mod svellerne end sidst. Det var for sent at gøre noget ved nu, for toget rullede væk fra den lille by, med Jesper under bugen.

Der stod en pige ved overgangen lige efter stationen. Klokken der advarede bilisterne ved bommen, skiftede tone da toget kørte forbi, og Jesper så hendes hånd, der lå helt stille på et cykelstyr. Han lå også selv helt stille. Selv om toget hylede gennem den kolde vind, lå han selv rullet ubevægelig sammen, i skjul under dets kolde mave.

Da toget kørte til perron på Hovedbanen blev Jesper liggende et stykke tid. Han turde ikke blive liggende for længe, hvis det skulle sætte i gang igen. Han lå og overvejede hvor han skulle tage hen. Så mavede han ud til den side der vendte bort fra perronen. Der var en rampe næsten i niveau med skinnerne. Der var ingen mennesker lige nu, og han gik ned langs toget med sin rygsæk i hånden.

I stedet for at gå ind i remisen, standsede han op et godt stykke inden ved et lille skur. Han vidste, at låsen var i uorden, og med et hurtigt ryk, åbnede han døren.

Der stod en kaffemaskine på et køkkenbord med en vask. Kaffefilteret var fyldt med gammelt grums og et cigaretskod. På en knage bag døren hang en signalfarvet dragt med bukser og jakke. Der var også et lille bord og to taburetter. På bordet lå en knækket pibe og ved siden af stod en kop og en skål med fugtigt sukker. Et køleskab i hjørnet startede, da han lagde sine ting fra sig.

Han satte sig på taburetten nærmest det lille vindue og havde kun siddet nogle minutter og stirret ud i luften, da der blev banket på døren.

Hun havde de samme sko på, en taske over skulderen og en paraply i hånden, som hun lænede op af bordet. Hun sagde ikke et ord, ingenting overhovedet, men satte sig ned på den anden taburet, åbnede sin taske, tog en æske cerutter op af den. Hun tog en cerut ud, men æsken lagde hun på bordet. Den var gul og med guldskrift stod der "Cohiba" på den. Så kiggede hun på ham, men han blev ved med at stirre på kaffemaskinen.

-I begyndelsen troede, jeg det var din far, jeg ledte efter, sagde hun endelig - Jeg havde faktisk ikke forestillet mig, at en dreng på din alder kunne lave sådan noget. Ja, jeg må indrømme, at du har overrasket mig en hel del ...

Hendes ansigt var alvorligt, som en lærerinde, der skældte en elev ud, fordi han havde skrevet på væggen på toilettet. Hun brugte sminke, kunne Jesper se tæt på. Hendes hud var tør af pudder og havde en unaturlig grå farve. Et sort hårspænde, en slags blomst af stof, holdt hendes hår sammen i nakken.

-Henriksen - Da hun kunne se han ikke forstod noget, sagde hun igen.

-Henriksen, du kan kalde mig Henriksen - Så fortsatte hun:

-Det du har lavet med din far, er der vist ikke noget at gøre noget ved. Den slags er alt for svært at bevise; og jeg tror bestemt heller ikke, at Tips og Lotto-tjenesten er særlig interesseret i, at få det frem - Hun holdt en pause.

-Det var til telefonregningen ...

-Hvad?

-Det var, så han kunne betale for telefonen. Jeg havde brugt den meget - Det gjorde ham varm at fortælle sandheden.

-Der skød du ellers noget over målet. Sytten millioner! - Hun lo og fik røgen galt i halsen. Da hun havde hostet et par tilbageholdte host, der lød, som om de kom fra et dyr, der var ved at blive kvalt, fortsatte hun, stadig med en hånd for munden.

-I øvrigt ville jeg da vældigt gerne have at vide, hvordan du gjorde. Jeg er meget nysgerrig.

Alle var nysgerrige. Både de to gamle mennesker, Paven og nu Henriksen. Hvad angik det alt sammen dem? Han kunne ikke se, hvorfor han skulle fortælle og havde meget lidt lyst til at sige noget.

-Godt. Lad mig sige, hvordan du i hvert tilfælde ikke kan have gjort det. Du kan ikke have gjort det ved udtrækningen. Den er helt mekanisk, og det er den måde kuglerne støder ind i hinanden på, et kompliceret spil af tilfældigheder, der afgør hvilke numre, der kommer ud til sidst. Der er ingen elektronik, i alt fald ikke noget, du kan få fat på over et modem fra et IC-3 tog. Ligegyldig hvordan jeg vender og drejer det, så er der alt for mange, der har set tallene komme ud, og hele processen er alt for overvåget - Hun rystede langsomt på hovedet.

-Jeg fik for eksempel en idé ... men den passer slet ikke på dig. Alligevel, jeg forestillede mig, at det var en video-optagelse af udtrækningen, der blev sendt. Ja, at der i stedet for den direkte udsendelse, kom en optagelse af en anden udtrækning, hvor du så kendte nummeret og allerede havde indleveret kuponen. Men hvordan skulle du kunne gøre det uden at kende nogle teknikere på fjernsynet? Båndet skulle afspilles, uden at nogen opdagede, at det, der skete i studiet, slet ikke blev sendt ud, men at det var en gammel optagelse, der blev sendt i stedet.

-Og hvad hvis der skete noget, eller en eller anden kunne genkende optagelsen, fordi det, der blev sagt eller gjort, allerede var blevet sagt eller gjort een gang før? Den duer ikke, slet ikke.

-Nej, det eneste, der kan passe, er noget med tiden. Du har lavet om på tiden et andet sted, men hvor?

Fordi hun havde forstået så meget, havde han lyst til at fortælle hende resten. Vel også fordi, han var lidt stolt over, at det åbenbart var lykkedes. Han huskede sit værelse, med det gamle sort-hvid fjernsyn tændt og hvordan han havde fulgt udtrækningen med fingrene på tasterne. Efterhånden, som kuglerne kom ud, havde han noteret deres numre og i det øjeblik, den sidste var blevet trukket, havde han afsendt kuponen. Den eneste forskel mellem dén kupon og alle dem, der var blevet indleveret af alle mulige andre i dagene før, var, at tidskoden var lavet om.

Til det sidste havde han været i tvivl om det kunne lade sig gøre. Det virkede alt for enkelt: At sende tallene efter udtrækningen, men få dem til at erstatte de numre, der stod på den kupon, han selv havde fået stemplet længe før.

Han fulgte hende kun med øjnene, da hun rejste sig og gik hen til kaffemaskinen. Han drejede stadig ikke hovedet, da hun åbnede skabet. Derinde stod der en halv pakke kaffe. Hun lugtede til den, nikkede, tog et filter, hældte vand i fra hanen og satte maskinen i gang.

-Men ved du hvad, Jesper: Hvor fantastisk, det du lavede dengang, end var, så er jo slet ikke det, der er problemet: Det virkelige problem er alt det, du laver nu. Og dér bliver det straks langt alvorligere. Det er selvfølgelig også derfor, jeg er her.

Kaffemaskinen begyndte at boble og sprutte. Det lød så voldsomt, at de begge troede, der var noget galt. Hun drejede hovedet så hurtigt, at hendes hårspænde faldt af. Det faldt ned og trillede ind under Jespers stol. I det øjeblik forekom det Jesper, at det var hende og ikke ham, der var bange. Men hun blev hurtig rolig igen, det blev han ikke.

-Jeg ved godt, at du ikke kan holde helt op, selvfølgelig, det er jo en vigtig del af dit liv, og det meste af det, du laver, er såmænd også ganske uskadeligt. Men der er en del steder, vi ikke kan have, du går ind. Det mener jeg alvorligt, meget alvorligt. Jeg tror også du ved, hvilke ting jeg tænker på ...

-Jesper, for pokker, det er jo ikke legetøj. Du kan nemt komme til at gøre ting, du ikke engang selv ved, hvad er. Ja, det skulle du ganske vist slet ikke kunne komme til. Du er åbenbart for dygtig. Du synes måske bare, du sidder og leger for dig selv. Men det er jo virkeligheden, du roder rundt i, ikke et computerspil. Og virkeligheden har konsekvenser, som for eksempel mig, der kommer hér i dag.

Nu var kaffen færdig og hun gik hen og vaskede to kopper af. Jesper havde ikke sagt noget, men alligevel stillede hun en kop foran ham. Han puttede sukker i og smagte på den. Den var stærk og varm. Efter at havde drukket lidt, følte han sig mere vågen, men hans hud var stadig tør efter køreturen, og da hans hår faldt ned til den ene side opdagede han, at det havde stive totter med størknet blod. Han måtte have fået en flænge.

-Jeg har et tilbud til dig, for jeg tror godt, vi kan finde ud af det sammen. Jeg tror også, du ved, at jeg mener, hvad jeg siger. Mit tilbud er, at du hjælper mig, og så lover jeg til gengæld dig, at vi glemmer resten.

-Jeg vil bare have lov til at være i fred, sagde Jesper og overvejede, hvem disse "vi" mon kunne være. Hun fortsatte:

-Det vil vi også. Der er mange mennesker på nettet, og vi må tage hensyn til hinanden ... alle sammen.

Hun drak af kaffen. Tilsyneladende havde hun ikke opdaget, at hun havde tabt hårspændet. Hendes hår var sat på en sådan måde, at det kun langsomt rullede sig op.

-Forstår du?

-Ja, svarede Jesper, og noget af det forstod han da også.

-Du har lavet en virus.

-Det er ikke en virus.

-Kald det hvad du vil. Men du har fordelt et "program" rundt omkring, og det er begyndt at lave ballade. Jeg kan lige så godt indrømme det overfor dig, vi ved ikke hvordan det fungerer. Men vi har opdaget nogle af de ting det laver: Det er pludseligt blevet ret svært at holde på en hemmelighed, og noget tyder på, at det er din skyld.

Da hun var gået, var han blevet så vågen af kaffen, at han ikke kunne sove. Han havde stadig lidt ondt i benet, og det summede i hans hoved, men han kunne ikke holde sig i ro. Da han gik udenfor, var hverken hunden eller den gamle i nærheden. Allerede inden hun var kommet, havde han tænkt på det, og nu, da han var alene, vidste han, at han ville gå derop i dag og ikke vente til han havde sovet. Han tog nøglen frem fra rygsækken, hvor den lå, som den hele tiden havde ligget. En lille ligegyldig metal-dims, men den føltes helt anderledes end alt andet metal, når han tog den i hånden.

Han kravlede op ad skrænten og krydsede gaden. Så gik han ind i sin gamle opgang. Det var første gang han havde været herinde siden i foråret. Duften fik ham til at huske alting, og da han var kommet til tredje sal, var han næsten sikker på, at hans far ville være hjemme. Det var, som om der ingenting var sket, som om han var gået ud om morgenen og nu kom hjem fra skole. Malingen skallede af, og plakaten på hoveddøren hang løs i det øverste hjørne, som den altid havde gjort. Han låste døren op, men den var svær at åbne. Der lå noget på gulvet i entreen.

Da han kom ind, kunne han se hvad det var. Hele gulvet var dækket med reklamer og en mængde brune, identiske breve. Han gik ind i stuen. Selvfølgelig var hans far der ikke.

Men der havde været nogen herinde. Kommoden var skubbet ud på gulvet, bøgerne lå i stabler, alle papirer lå i bunker på bordet, blomsterne i vindueskarmene havde tabt bladene. Men i køkkenet stod tallerkenerne i opvaskestativet, og han huskede, at han ikke havde sat dem på plads. Det gjorde han nu og ryddede også lidt op i stuen og på værelserne. Han ville gerne have det lidt pænt, selv om han ikke boede her længere. Til sidst satte han sig ud i entreen og begyndte at sortere i brevene.

Reklamerne lagde han i en bunke for sig. Dem ville han smide ud. Så var der nogle breve til hans far. Det sidste var kommet for en måned siden, en telefonregning. Jesper tog dem alle sammen og lagde dem ind på bordet i stuen.

Og så var der toogtyve aflange, brune konvolutter, alle adresseret til ham. Han satte sig ud i køkkenet, lagde dem i en bunke foran sig og ordnede dem efter post-stemplet. Så sad han et stykke tid og så ud af vinduet. Herfra kunne man også se ned i banegraven, hans Belvedere, ligesom man havde kunnet inde fra sit værelse. Han kunne se skuret og den ene ende af remisen. Han vidste ikke, om han skulle åbne det første eller det sidste. Til slut bestemte han sig og åbnede de første af konvolutterne.

VI Konvolut nr. 6

Den 14 Juni, vistnok

Hej knægt. Åndssvag indledning

Der er sket lidt forskellige ting siden vi sås sidst, og du har nok undret dig over, hvad der er blevet af mig. Jeg tror du er gammel nok til at forstå, når jeg siger, at kæden hoppede af og så smuttede jeg. Jeg ved godt, det var noget pis at lave på dig, men altså sådan var det, og det er der nok ikke noget at gøre ved.

Det var karneval, jeg var klædt ud som et dyr, men kan ikke beskrive det i detaljer. Noget med en hat. Og så vågnede jeg et eller andet sted. Det eneste jeg er helt sikker på, er, at der ved siden af mig lå et damemenneske i så mange farvede fjer, så jeg et øjeblik troede, det var en fugl, jeg ikke kendte.

Da jeg kom hjem, var du der ikke. Jeg kunne bare ikke bo der mere, efter alt det med mor. Altså, jeg siger undskyld. Og det kan du bare bede om, så siger jeg det igen. Men det kan du måske ikke bruge til så meget, så jeg sender også nogle penge.

Hvordan nu det, spørger du sikkert: Han har sgu' da aldrig haft en bøjet femøre. Men nu skal du høre. Jeg sidder altså der i sengen, og ved siden af snorker damemennesket som en vingeskudt kalkun. Men efter at jeg har børstet mine tænder og set, at jeg trænger til både pudsning, barbering og klipning, så forekommer det mig, at der er noget jeg har glemt. Og du ved jo, at det eneste, jeg altid tjekker, det er Lotto-tallene. Det er vel ikke sådan, at jeg brænder mange penge af på det, det ved du også godt, men lidt bliver det da til hver gang.

Da jeg ser, at tallene passede, hvert eneste et, så måtte jeg jo lige trække vejret dybt et øjeblik. En eller anden kommer hen til mig og siger makker, du er jo hoved-rig, så tak, vil du lige trykke en fattig mand på glansen, det koster en omgang. Og så videre.

Tænk dig, det er ikke så nemt at blive en holden mand. Det tog mere end to uger før jeg havde sedlerne i hånden. Først ringe her, så sende breve der. Men til sidst blev der til gengæld revet i håndtaget, og der var Jackpot hele vejen ud over gulvet.

Jeg var jo ikke længere pæn i tøjet, da jeg mødte op, og det tog mig næsten en hel dag at finde mit pas. Jeg masede rundt i hele lejligheden og rodede i alle skuffer. Tænk, så var det såmænd bare faldet ned bag kommoden. Men ved du hvad, knægt, man kunne knapt påstå, jeg lignede ham på billedet. Han var fuldstændig glatraget og helt bleg i blikket, med jakke og ternet skjorte. Taget i Tivoli i toogfirs.

Den dag lignede jeg mere noget fra en kulmine, med fuldskæg og blodtud og håret sat op. Så da benglen i banken stikker næsen helt ud gennem revnen og spørger, hvem det skulle forestille, så travede jeg over til den nærmeste barber, for det foto kunne jeg sgu' ikke snakke mig ud af.

Selv om man ikke ser for køn ud, kan man altså godt havde orden i økonomien. Men det helt fikse er så, at jeg jo ikke har penge til barberen. Først da jeg er helt tynd i håret og lugter som en nedfalden sprithylde, løfter jeg hånden, som til hilsen og siger "Bliv lige stående her et øjeblik chef, så suser jeg ud i bilen og henter checkheftet".

Da jeg kommer tilbage til banken, er benglen godt nok noget mere tavs i det og mener han kan spore en vis lighed. Javel, det var jeg jo glad for, og om man ved samme lejlighed kunne få at vide hvad ens indestående er kommet op på. Det kunne jeg så godt, og der er det så min tur til at blive stille. Nå, så det, jeg takker min gode skæbne, og om du har noget beroligende, og indtil du finder det frem, vil jeg gerne hæve et par hundrede.

Nu bliver benglen grebet af hastværk, og ringer rundt til både den ene og den anden. Jeg keder mig lidt, men de små foldere er der ingen flinke piger i, så jeg bliver jo træt af at vente længe før han får trukket fingeren ud af det sidste telefonrør. Men så kommer han, siger tillykke med gevinsten, og har sgu' en chokoladeæske med samt en buket blomster. Nu er det min tur, det er her far kommer ind, og jeg ber' ham om at give chokoladen til fattige børn i udlandet, eller hans egne, hvis han eller har lavet nogen. Det var nok der, jeg kom til at tænke på dig, knægt. Men det vil han ikke, så barberen spærrede øjnene noget op, da han fik både blomster og guldæske i drikkepenge.

Fyren her, der sidder ved siden af, og tamper det altsammen ind på en elektrisk skrivemaskine, ja, din gamle far er sgu' også med på noderne, er en slags hushjælp, men jeg foretrækker, at kalde ham en butler. Sådan en har jeg altid haft lyst til at have. Han hedder John. For nu har din far jo hus, den gamle svinger, og bil. Den skal du nu se, det er en rigtig pæn bil. Og jeg synes du skulle ta' og besøge mig, derfor skriver jeg brevet her.

Men altså, helt tørt i øjenkrogene, vil jeg gerne fortælle dig, at jeg kommer forbi derinde hele tiden, for at se, om du skulle være kommet. Men du er der jo aldrig. Jeg skulle ellers hilse fra din søster Hanne. Hun gider ellers aldrig snakke med mig, men det gør hun altså nu. Skide sød, er hun, men hun er stadig noget vred, selv om hun ikke ved, at det var min skyld alt sammen. Men det var det for fanden, som du ved, knægt.

Nogen gange har vi det godt sammen, som for eksempel for en uge siden, hvor hun var herude. Men mest så sidder hun jo bare og skælder og smælder. Det kan jeg måske godt forstå. Det er bare lidt kedelig i længden. Hun snakker også om pengene, og det kan man jo egentlig også godt forstå.

I går tog jeg så igen ind i vores gamle lejlighed. Du var der som sædvanlig ikke. Nogle minutter stod jeg i entreen, med begge fødder i en vælling lokalblade og reklamer. Hvor er du henne, for satan. Det ser ud til, at du ikke har boet her længe. Det eneste jeg fandt, var en avis fra dengang jeg rejste, så måske har du ikke været her siden jeg tog afsted. Der er simpelthen ingen hjemme længere. Lige som jeg tog mig sammen, føler jeg mig nu igen som en kraftidiot, eller måske snarere som en bedre sjuft: Hvorfor går alle ure i stykker når jeg prøver at trække dem op, og hvorfor er solen evig og altid gået ned, før jeg tager mig sammen til at gå aftentur. Du har ikke engang fundet brevene, men jeg sender altså alligevel et til.

Nu sidder jeg inde i byen på et lille værtshus med en tjener, der serverer øl, mens han synger "Hvorfor løb du dog din vej/åh, hvorfor løøøb du dooog diiin veeeeej", klapper stamkunderne på hovedet og kalder dem ved fornavn. Jeg er ikke stamkunde, men synes efterhånden mere jeg hører hjemme hér end på mit slot. Det ser tåbeligt ud, med den røde Ferrari udenfor. Jeg ligner nok noget fra en anden planet i mit nypressede tøj. Jeg havde slips på, for at være lidt pæn, hvis du nu havde været der. Mit hjerte bankede, så jeg næsten ikke kunne trykke håndtaget ned, og da jeg stod inde i stuen, men før jeg opdagede, at du var væk, fik jeg et anfald af en eller anden slags. Jeg måtte sætte mig på knæ, og det gjorde så helvedes ondt i mit bryst, at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Mon det er hjertet?. Det skulle lige mangle: Når man endelig får chancen, så folder man hænderne over kufferten og lukker de violblå.

Jeg spiser tre håndmadder, og overvejer netop nu om jeg ikke burde flytte herind igen. Sikke dog en klovn jeg er. Men da jeg havde siddet på knæene, og da jeg rejste mig op og opdagede, at jeg var levende, var jeg et øjeblik nærmest hvad jeg vil kalde lykkelig. Det lyder dumt, og det var ikke kun fordi, jeg lige havde vinket manden med leen af. Det var mest fordi jeg altså alligevel ikke ville dø, og det er nyt for mig, nyt, som at få farvet hår. Selvom jeg stadig ikke ved, om jeg om nogle timer sætter mig ud i bilen, tager den bøde af forruden, som jeg kan se blafre i vinden, og kører tilbage til slottet. Jeg kalder det Belvedere. Det er Italiensk, og betyder noget med smuk udsigt, ligesom rangerterrænet.

Det er godt jeg sidder ved siden af, for John har svært ved at læse min håndskrift. Det her har jeg kradset ned på forskellige servietter, og han prøver at skrive af fra dem.

Jeg kan huske alle de idiotiske detaljer, som for eksempel den morgen, jeg stod og stirrede ud i luften og hundrede maratonløbere pludselig kom rundt om hjørnet. Jeg havde den store hat på, som jeg ikke ved hvor kommer fra, og havde ondt i mit venstre ben. Hvordan jeg havde fået det, det ved jeg nu ikke, men jeg har da stadig lidt ondt i det.

Nå så kom han endelig; det er åbenbart en hel mani herinde, for han klapper hende også på hovedet, på samme måde, som tjeneren gør, og de smiler og ser på hinanden, som var det juleaften, lige før man skal til at pakke gaver ud, og han kysser hende på hendes røde mund. Selv er man jo ikke nogen fodboldstjerne længere. Det må jo være sket engang i april, det med benet, men allerede længe inden var der ikke en forsikringsagent, der ville røre mig med et paprør. Nu er det jo også ligemeget.

Nu går de, det var trist, hende kunne jeg ellers godt lide at kigge på: Sådan lidt ung og lidt forvirret. Jeg kan huske det: sådan så din mor ud da hun var gravid, det var nøjagtig sådan hun så ud, da hun skulle have dig. Jeg ved ikke om man kan sige, hun blev kønnere af det, den slags kan man jo ikke sætte tal på, men jeg er lige ved at tro det. Jo, gu' var hun kønnere, og se nu for helvede da også, nu har jeg tørret mig med servietten.

Det er jo ellers blevet meget smukt vejr. Bilen summede som en bi, og jeg glemte godt nok at tage bøden af, så den blafrer stadig som en lille vimpel ude foran slottet. Nu håber jeg bare den blæser af. Der kom en hel sky af fugle ind over fra Utterslev, de drev som en tåge, de blæser i vinden. I morgen vil jeg tage derind igen, men hvad jeg så skal gøre bagefter, det ved jeg ikke. Måske købe et privatfly?

Ved du hvad, jeg er stadigvæk ked af det med mor. Det er jeg fan'me. Hun var en dejlig pige. Håber du har det godt, vi ses nok snart.

Far.

VII NUL

Næste aften havde Jesper fundet et telefonkabel, der var langt nok. Det lå i en bunke, der tilsyneladende var smidt væk. Han undersøgte det så godt han kunne, men udover nogle knæk, tydede det ikke på, at det havde brud. Han havde skiftet det nye tøj ud med det orange. Dels ville han ikke slide på det, dels tænkte han, at han virkede mindre påfaldende hernede, hvis han havde det samme tøj på, som banearbejderne. Ingen så noget, da han trak kablet fra skuret over til remisen, men der var heller ingen herude.

Da han kom ind, lå den gamle og sov men hunden var vågen. Den slikkede ham på hånden, mens han fik den til at være stille. Til sidst lagde den sig ned, og rullede sig helt sammen, med snuden på bagpoterne.

Der stod et IC-3 ganske tæt ved det sted, hvor han før havde skubbet kablet ind gennem et udluftnings-hul. Jesper så sig om og smuttede ind i kupeen. Derfra åbnede han til konduktørens rum og trak ledningen ind gennem vinduet. I løbet af få minutter var han forbundet igen. Den overskydende ledning lagde han udenfor toget, og bandt den fast. Hvis toget kørte, ville ledningen blive revet over, og kun en lille stump, der var nem at overse, ville afsløre, at han havde været inde. Også vinduet lukkede han til sidst. Da han kom tilbage til skuret, var der forbindelse.

Der var to ting Jesper måtte finde ud af. For det første måtte han vide, hvem hun i virkeligheden var. Bagefter ville han gøre hvad hun havde bedt ham om, men på en måde, så hun ikke kunne være sikker på, at det var ham, det havde gjort det. Han ville ikke afsløre sig selv helt, for hvis hun var den, han troede, kunne han ikke være tryg ved hende.

Han prøvede at logge sig ind, hvor han havde fundet hende sidst, men opdagede, at hun selvfølgelig havde skiftet password. Det var en mellemstor server på en TV-station, og han måtte først bryde igennem en almindelig fire-wall, der beskyttede indgangen.

Han skruede en mail sammen med det nødvendige pakke-hoved, og en halv time efter havde han de nødvendige rettigheder på stationens netværk. Han ville ikke oprette sig selv som bruger, heller ikke under et andet navn, for der er mange systemoperatører, der med mellemrum overvåger, hvem der arbejder på nettet, og det ville ikke være heldigt, hvis der optrådte et ukendt navn på listen. Derfor lavede han en midlertidig dublet af en anden bruger, gav den fulde rettigheder og et nyt password, slettede det gamle og trak sig ud. Kort efter loggede han sig ind med det nye navn.

Med de rettigheder, han havde tildelt sig selv, var det ikke svært at følge efter hende. Hun havde intet foretaget sig den sidste times tid, men i løbet af den næste kvarter, fik han fat i en bevægelse. Hun loggede sig på via telefonen. Han ventede, for nu kunne han ikke gøre andet end at vente. Han lagde et filter på trafikken, så alle hendes pakker blev kopieret over til en nyhedsgruppe om økologisk jordbrug. Der kunne han så læse hvad hun foretog sig, senere.

Der var ikke rigtig noget, han kunne gøre nu, medmindre han ville følge hende sekund for sekund. Men det var han efterhånden blevet for sulten til, og desuden lavede hun ikke noget af betydning lige nu.

Klokken lidt over tre om natten gik han gennem Vesterbro med hunden. Der var ved at være stille, bortset fra et par enkelte junkier og nogle fulde mænd. En sov på fortovet og hunden stod lidt ved siden af ham og knurrede. Lyset var skarpt og skar ham i øjnene, da han kom ind til Hovedbanen. Der var lukket, men de få mennesker, der var omkring bygningen virkede ikke trætte. Han gik over på den anden side af Vesterbrogade, hvor der var en smørrebrødsforretning. Udenfor på gaden stod nogle mennesker, der enten skulle ind på natapoteket, eller allerede havde været det. En politibil holdt med blink, men uden betjente, og lyste Hovedbanens facade op.

Der var både på franskbrød og rugbrød, der var med rejer og æg og salatblade, der var en ribbensteg så gylden, at han kunne smage hvor sprød den var, der var bløde løg og stegte, der var mørbrad og spejlæg og kaviar i flere farver. I ruden spejlede banegårdens digitalur sig, rødt og mægtigt, og talte de minutter han stirrede.

Indenfor i forretningen var der et fjernsyn, der kørte i baglokalet, men ellers var der helt stille. Det tog nogen tid, før en rødhåret pige i hvid kittel viste sig. Hun så først slet ikke på Jesper, men da hun gjorde det, var det, som gav det et lille gib i hende. Jesper kom til at tænke på, at han havde den orange jakke på, og måske ikke lignede én, der normalt kom herind, for at købe smørrebrød. På den anden side var det vel alle mulige forskellige mennesker, der kom her klokken fem om morgenen. Det var så tidligt, at hans store jakke og snavsede bukser, ikke kunne være så stor en undtagelse.

Han pegede på en rullepølsemad, som allerede i vinduet havde fået ham til at få mundvand, og valgte også en fiskefilet. Selv om han aldrig havde haft så mange penge, som han lige nu havde i bukselommen, følte han alligevel, at han burde spare. Men til sidst kunne han ikke lade være med at købe en rejemad på franskbrød, selvom han ikke var sikker på, han kunne spise den, med alt det andet han havde købt. Derfor bestemte han sig for at spise den først. Der var så mange rejer på den, at nogle af dem faldt af allerede på vej over glasdisken.

-Du er ellers sulten. Mon ikke du kunne tænke dig lidt ekstra. Også til hunden derude. Jeg er ved at lukke. Jeg har en hel bunke frikadeller til overs. De skal alligevel smides ud, for de er fra i forgårs.

-Joh ..., mumlede Jesper. Systematisk pakkede hun alt det mad, han lige havde stået og set på, ned i to store papkasser, som hun lagde forsigtig i en plastikpose. Så smilede hun til ham.

Da han kom tilbage var den gamle vågen. Han sad i remisen mens han betragtede sin frakke, der lå ved siden af ham.

-Nå, så kom du alligevel hjem til det gamle røvhul. Eller det hellige sæde, som jeg foretrækker at kalde det, sagde han. Hunden var helt ustyrlig over at finde ham vågen. Den slikkede ham på begge hænder. Han lo og klappede den, go' hund, go hund, hvordan har du haft det, hvor jeg har været henne? Ja, jeg har været både her og der, forstår du, man skal jo se sig om.

-Hvad pokker har du nu der, kammerat. Sikke en liflig duft, man skulle tro det var mad. Jamen dog, mad til en hel fædrelandskrig. Sådan en spegepølse. Og hvad med dig, ulv, kunne du spise to deller. Ja det ku' du sku'. Og dig, du skal da også have noget. Nu laver vi bare lige så stille en buffet, som man ikke har set, siden Tivoli åbnede, med dug og det hele. Mon ikke kluden her kan gøre det ud for alt hvad vi har brug for. Men hund, jeg siger dig: Ikke noget svellepisseri, mens fine folk spiser. Og put så den tunge ind i flaben!

Mens solen stod op og farvede morgendisen først lyserød og bagefter stålgrå, sad Jesper og den gamle og spiste. Hunden lå pænt et stykke borte. Fra tid til anden kastede en af dem en frikadelle over til den, som den åd så hurtigt, og med så stor nydelse, at de ikke kunne lade være med at le. Jesper kastede alle frikadellerne over til den en ad gangen og glemte næsten selv at spise. Han boblede indeni, som han ikke havde gjort i lang tid.

-Ja, der er nogen, der ka li' frikadeller, men ved du hvad, kammerat: vi skal heller ikke klage. Se nu for eksempel denne her roastbeef. Det er jo lige før, at kødet, med skam at melde, er større end den ydmyge dug, ved hvilken vi sidder. "I dit ansigts sved skal du æde dit brød" står der skrevet. Ak ja, sjældent har jeg ædt så meget, men jeg sveder sgu' ikke synderlig af den grund. Måske er det fordi, der stort set ikke er brød under ... - Jesper lo igen, selv om han ikke helt forstod, hvad den gamle sagde. Lo, så han til sidst måtte holde sig på maven.

Da de havde spist, det de kunne, satte Jesper sig ind igen. Han loggede sig på og undersøgte, om hun var der endnu. Det var hun ikke; der var blevet helt stille.

Så gik han selv ind og læste den økologiske nyhedsgruppe igennem. Der var kommet et langt indlæg, der ikke havde noget med økologi at gøre, men var hele hendes del af konversationen, med password til forskellige maskiner, fejlanslag og rettelser. Nedover skærmen rullede en lang samtale, men selvom det kun var den ene halvdel, var den ikke til at tage fejl af. Hun var nøjagtig den, han havde regnet med, og havde ikke mere med fjernsyn at gøre end han selv havde.

Da han var færdig, gik han tilbage til Henriksens maskine. For at sikre sig, at den, hvis navn Jesper havde dubleret, skulle kunne komme på i morgen, ryddede han op efter sig igen. Han kunne dog ikke få sit gamle password igen, for det kendte Jesper ikke, så han gav ham et tilfældigt. Det var en almindelig fejl, at man glemte sit kodeord, og selv om nogen i morgen undrede sig over, hvorfor pokker han ikke kunne bruge sin almindelige kode, så ville ingen andre undre sig særlig ved den lejlighed.

Lige først troede Jesper, at alt var i orden. Men så kneb han øjnene sammen. Selvom det ikke er sandsynligt, at en bruger kan have initialerne NUL, så er det mulig, at man bruger dem til en eller anden midlertidig proces. Men for en sikkerheds skyld, ville han lige se efter, hvad denne NUL mon lavede.

I det samme hørte han en lyd, og hans computer bevægede sig langsomt hen over bordet, hen mod vinduet. Den satte sig fast i vindueskarmen, og det gav et ryk i den da kablet blev revet over et sted i den anden ende. Et øjeblik efter rullede toget forbi udenfor.

VIII Fuglen og liljen

Den gamle havde bestemt sig for at opsøge hende. Det var stadig mørkt, da han forlod remisen, men solen farvede nogle højtliggende skyer og gav et trylleskær over skinnerne. Hunden fulgte med på bløde poter.

Uden at vide det, gik han næsten samme vej, som Jesper var gået nogle timer tidligere. Hunden løb hele tiden ind til siden for at lugte, hvad der foregik i græsset, men det måtte gå hurtigere end sædvanligt. Den gamle skyndte sig, og gik med de lange skridt, han også brugte på landevejen.

Han havde fundet hende i telefonbogen. Hendes profession så såmænd meget uskyldig ud: journalist. Hun havde altså skiftet kald, siden de havde kendt hinanden. Men han troede ikke på, at det var som journalist, hun var så interesseret i Jesper.

Solen var kommet højere op, og lyste, som om den vidste, at den var det vigtigste i hele verden, selv om den stadig var lidt rød af at være blevet dyppet nede under jorden. En enkelt gang stod hunden stille og snusede i luften.

-Hvad pokker, jeg troede at det var i græsset det foregik.

Hunden sænkede hovedet ned i rabattens blade, det virkede, som forstod den, hvad han sagde. Så løb den ind ved hans side, og fulgte ham lydigt resten af vejen.

Under huset, hvor hun arbejdede, var man ved at udbygge parkerings-kælderen. Hun var taget meget tidligt på arbejde i dag og var gået gennem nybyggeriet på vej fra bilen til sit kontor. Hovedindgangen var lukket endnu. Klikkene fra hendes høje hæle gav genlyd mellem de rå betonvægge. Overalt lå der forskallingsbrædder, stillads-rør og metaldragere, der virkede som skelettet af en dinosaurus. De havde fået et gyldent skær i solen, der sneg sig ind gennem de ufærdige udluftningsrør. Hun drejede ud ad kælderen, mod trappen, og så pludselig en stor hund ligge på gulvet lige foran hende. Den mødte hendes blik ved at presse sig mod betongulvet.

Først tænkte hun, at det måske var en af vagternes dyr, selvom den bestemt ikke virkede som en vagthund. Så fik hun øje på en gammel mand, der sad i den inderste krog.

- Godmorgen, Ulla, sagde han.

Fru Henriksen fik en smag af betonstøv i munden, og kiggede ned på den gamle, der havde en stor sort frakke på. Hun stod stille med rynkede bryn. Hun vidste at hun kendte ansigtet.

-Er det dig?

-Det ser sådan ud.

-Er du endt her?

-Nåhh ... - Han løftede hånden mod huen, og fortsatte så - Jeg er skam ikke endt nogen steder, ikke endnu.

Ulla Henriksen tog ham op på sit kontor. På vejen skiftede hun holdning. Den gamle, der fulgte efter hende, opdagede forvandlingen. Bygningen var tom på det tidspunkt, så ingen så optoget, da det forsvandt ind i hendes kontor.

Hun betragtede et øjeblik Jens, der ikke længere var den, hun havde kendt. Hvis ikke hun havde denne særlige hukommelse for ansigter, ville hun ikke havde kunnet genkende sin tidligere medstuderende i den store, hvidskæggede landstryger, der nu stod foran hende. Det var mindst tredive år siden de havde studeret sammen, men hun huskede ham tydelig fra dengang. Han havde været den glade dreng, der altid lo. Nu kunne hun ikke se om han smilede på grund af det overvældende, hvide skæg. Men det var ikke ansigtet, der var forandret mest, det var endnu mere hans bevægelser, stemmen og den måde han talte på.

-Jeg føler mig som en idiot at tage dig herind, mumlede hun. Hunden var stadig urolig og gemte sig under stolen, hvorfra kun snuden og et par øjne stak frem. Den gamle mand skuttede sig, og de så på hinanden et stykke tid. For at bryde tavsheden sagde han til sidst:

-Jeg blev jo aldrig præst. Men det blev du så heller ikke.

-Vi var vel ikke af den rigtige støbning, svarede hun.

-Fortæl mig om dén!

-Vi mangler måske troen.

-Ha! Nej, hvis jeg må tale for mig selv, så er det ikke det. Tro har jeg masser af. Det er håbet og kærligheden, der er problemet - Han satte sig meget forsigtig ned i stolen foran hendes bord. Så forsigtigt, som var han bange for, at den skulle bryde sammen under hans vægt. Hunden så ud mellem næserne på hans slidte støvler.

-Jens, du ligner et ådsel. Hvorfor holdt du op med at studere, du var da så godt på vej?

Hans stemme var pludselig blevet aggressiv. Han var fornærmet over at blive kaldt et ådsel.

-Jeg holdt ikke op. Jeg er såmænd teolog nu. Men hvad så. Der er ikke plads i kirkerne til mit evangelium - Nu var hunden blevet roligere, og lukkede et øjeblik øjnene. Men straks efter åbnede den det ene, for en sikkerheds skyld.

-Hvilket evangelium?

-Jeg har valgt at prædike fuglens og liljens evangelium ...

-Fuglens og liljens evangelium?

-Du kender det lige så godt som jeg, sagde den gamle mand med en helt anden selvbevidst klang. Han rømmede sig og hævede stemmen. Hunden åbnede begge øjne, og så op ad hans ben. Dens opadvendte blik gav den et udtryk af forventning.

-Mattæus 6.24 og frem. Det, der begynder med "I kunne ikke tjene Gud og Mammon", og så står der: "Betragte Liljerne på marken, hvorledes de voxe. De arbejde ikke, spinde ikke, men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i sin herlighed var saa klædt som een af dem. Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os?"

-Jeg tror jeg er med nu, men ...

-Måske, men se ret på himmelens fugle Ulla. "Ser på dem, det vil sige giv nøje agt på dem; saaledes kommer fiskeren om Morgenen og seer til snøren, som har ligget ude om Natten; saaledes kommer Lægen og seer til den Syge; saaledes staaer Barnet og seer til, naar den Ældre gjør Noget, som Barnet aldrig før har seet". Sådan skal vi se på fuglene. Og sådan bør vi se på hinanden. Jeg prøver, Ulla. Men jeg vil nu ikke prøve at bilde dig ind, at jeg kan, de kunne Kierkegaard vel lige så lidt. Men vi kan alle prøve, Ulla, hiin enkelte, altså du og jeg, ja, det gælder også for ådsler ...

Ulla lo.

-For fanden, Jens, det er helt fjollet. Se på dig selv, du bor i en betonkælder og citerer Mattæus og Kierkegaard, som havde du selv skrevet det. Kære Jens, hold op med det!

-Hvad skal jeg holde op med, Ulla, jeg er jo slet ikke begyndt endnu. Hvorfor beder du mig om at holde op, og siger hvor jeg er endt? "Thi også du er her kun på træk, og hører andetsteds hjemme".

-Jeg havde ikke troet, at du var gået hen og blevet eremit, Jens, huleboer, og måske til og med genfødt som religiøs særling. Glemmer du ikke fortsættelsen. Han skriver, hvis jeg ikke husker galt: "Fuglen arbejder ikke, men er dette en fuldkommenhed, slet ikke at arbejde; er det en fuldkommenhed at stjæle dagens tid i samme forstand som søvnen stjæler nattens?".

Jens svarede ikke, men skiftede i stedet brat emne.

-Jeg har mødt en dreng, eller nej, jeg er kommet til at kende et lille menneske. Han er ikke af denne verden, sandt at sige opholder han sig mest foran en computer, og jeg undrer mig over hvad der sker i hans hoved, hvad det er, der plager ham.

-Men det, der smerter mig mest er, hvad jeg kan se i hans blik. Ved du hvad jeg kan se? Jeg kan se det store grimme ingenting. Det ingenting, der kommer, når man mister. Jeg ved ikke hvad han har mistet, men noget er blevet taget fra ham. Vi kender begge det store ingenting, Ulla, det lede ingenting, der kommer, når noget forsvinder, og lader os alene tilbage alene i verden. Vi har ingen reder, Ulla, og ikke det at læne vort hoved ved.

-Jeg ved ikke, om det er en ven eller en kæreste eller hvad, der er væk. Noget er forsvundet, jeg kan se det så tydeligt, som var det et æble ...

-Jeg ville jo gerne hjælpe, men jeg kan ikke komme med hans forsvundne ven og sige: "Se, kammerat, her er han igen, nu er du tilbage på sporet". Det kan jeg ikke, og det er jo ikke det, der er kuren, for det er ikke det, der er sorgen. Sorgen er, at det er sket, at det kunne ske. Sorgen, den store sorg er, at man overhovedet kan miste.

-Så satte jeg mig altså nogle gange på en bænk og ønskede. Ja, når jeg ser ud på togene, så sidder jeg ofte der og tænker, og så sker det, at jeg ønsker. Nogle gange ønsker jeg, at jeg kunne kende alle mennesker, jeg ved ikke hvorfor. Men det føles som forkert, at der er så mange og at man kender så få. Andre gange er jeg glad ved, at jeg ikke engang kender mig selv. Men da jeg sad der og tænkte på ham, var det noget andet. Jeg blev bare tom, der kom ingenting, jeg kunne ikke ønske. Og mine øjne blev våde, og det var ikke af vinden, Ulla, eller fordi jeg er gammel ...

-Da jeg så kom tilbage, så ligger han helt forslået på sit tæppe. Ja, ja, jeg beskylder dig jo ikke for at have givet ham bank, det er ikke det. Men han havde på en eller anden måde fået nogle alvorlige knubs. Mest indeni. Han var blevet meget bange, Ulla, bange for dig.

-Og jeg er jo ikke mere nærsynet, end jeg genkendte din skikkelse og havde set dig gå rundt langs banegraven flere gange. Da han så til og med i drømme flere gange den nat nævnte en kvinde i højhælede sko ...

De stirrede på hinanden over den blanke bordplade. På væggen bag hende hang et maleri af nogle børn, der løb ud i havet en sommerdag. Hunden slikkede sine poter, og fulgte vagtsomt Ulla med øjnene.

-Jeg antager, at jeg skal forstå din monolog som et spørgsmål ...

-Både ja og nej ..

-Lad mig nu svare, mand. Det er rigtig, at jeg var der, og at han faldt ned ad skrænten og slog sig. Du har også ret i, at jeg nok ikke tog mig af ham, som jeg skulle. Men da jeg så en person komme hen mod os, mente jeg, at det af forskellige grunde var bedst, at jeg gik - Hun tog en cerut og tændte den. Så lagde hun pakken på bordet foran sig og pustede en stor blå sky ud, inden hun fortsatte. :

-For helvede, hvor gør det sagen meget mere kompliceret, at vi kender hinanden. Dengang vidste jeg ikke, det var dig, der kom gående: Din gang er helt anderledes, og dit ansigt ... Det havde nu nok heller ikke gjort hverken fra eller til. Men hvis jeg ikke havde kendt dig, ville jeg slet ikke have svaret nu, og du havde aldrig spurgt mig - Hun tog igen et sug af cerutten, og hunden lagde sig roligere ned.

-Som du ved, arbejder jeg som journalist. Jeg skal lave et TV-program om gadebørn i København. Derfor har jeg prøvet at få fat i ham. Men du har ret, han smutter som en ål hver gang, og er ikke til at få tag på. Sidste gang gled han altså ned ad skrænten ...

-Nej, sagde Jens - Det er jo løgn, det, du sidder og fortæller mig!

-Det er ikke løgn. Men det er muligvis ikke hele historien.

-Det er det fan'me ikke. Men selv om jeg måske ikke kan få dig til at tage ham af plakaten, kunne jeg vel i det mindste bede dig om at behandle ham noget mere skånsomt?

Ulla fulgte ham gennem gangen ud til trappen. Der var endnu kun mødt ganske få på arbejde, og kun en enlig rengøringsassistent løftede blikket, da de gik forbi. Da Ulla kom tilbage, sad hun et øjeblik og stirrede ud af vinduet. Hun overvejede, om hun blev nødt til at holde op med at kontakte Jesper personligt. Med den historie, hun havde fundet på om fjernsyns-programmet, kunne hun lade en anden om at sikre forbindelsen til ham - næste gang.

Da hun tændte hun sin computer, var det første hun modtog den morgen en kort besked, der foreslog, at hun så nærmere efter i en nyhedsgruppe om økologisk jordbrug. Hun kunne ikke lade være med at overveje, hvordan pokker han var kommet igennem deres sikkerhedssystem så hurtigt.

IX Hanne

De konvolutter han havde åbnet, indeholdt flere penge, end han nogensinde før havde haft, og han havde endnu langtfra åbnet dem alle toogtyve. I de orange bukser havde han lagt to hundredkronesedler. Resten af pengene havde han puttet i et kaffefilter inderst på øverste hylde sammen med de konvolutter, han endnu ikke havde åbnet.

På vej over skinnerne lagde han mærke til, at et højt træ på skrænten var blevet helt gult i løbet af natten. Hans egen hud føltes anderledes. Måske var det køreturen under toget, der havde blæst et beskyttende lag af ham, eller måske var det den begyndende kulde. Fugleflokke strøg over banegraven højt oppe og varslede de mange blade, der snart skulle til at falde af træerne. Lydene fra togene havde også skiftet farve; de var blevet rundere, mindre skarpe.

I remisen havde der været varmt som et drivhus hele sommeren. Det havde ofte været så hedt, at han ikke havde noget over sig om natten og havde måtte ligge og snappe efter vejret, som en hund. Nu ønskede han sig den tid tilbage. Den sidste nat i skuret havde han frosset, selv med soveposen helt oppe over næsen. Selv om det ikke var så slemt som at sove udenfor, var det slemt nok.

-Ja, med forlov, så kan jeg kun påskynde, at du nu er begyndt jævnligt at skifte tøj. Men de bukser, du har udsøgt dig, er nogle numre for store, og en smule krasse i farven, synes jeg. Desuden kunne dit hår trænge til et eftersyn, det ser jo ud som om ... hør kammerat, du har fan'me slået dig igen ... lad mig lige se efter ...

I remisen var der dog stadig varmt. Den gamle sad med ryggen mod en stor metalplade. Nu rejste han sig, og løftede Jespers hår, for at studere et sår i hans hovedbund.

-Nå, det er vist ikke så galt, sagde han til sidst - Men en audiens i fuglebadet ville gøre dig godt. Paven gir'.

-Det behøver du ikke, sagde Jesper, og viste ham den ene hundredkroneseddel.

-Ser man det - Den gamle lagde hovedet på skrå, da han studerede den.

-Da jeg går ud fra, at du har fået den på ærlig vis, er der så meget mere grund til at passe godt på den. Ikke, at jeg har noget mod midler, der kommer i ens besiddelse af hæderlige omveje, men ellers har du vist ikke for meget at rutte med ...

-Jo jeg har. Nu - svarede Jesper, selv om han ikke vidste hvad det betød at rutte.

Den gamle måtte have en hånd af Jesper for at komme op ad skrænten og sagde, at de næste gang burde udsøge sig en mere handicapvenlig rute, fremfor denne alt for direkte vej. De kom ud bag en lille gruppe træer på en legeplads. Der var ingen børn derinde, men en kat løb væk, da hunden nysgerrigt gik hen mod den.

-Jeg skal da heller ikke undlade at nævne, at det har gjort mig lidt trist, at du har valgt at flytte ud af remisen - Den gamle skævede til Jesper da han sagde det. Jesper reagerede ikke, og han fortsatte:

-Ja, ikke, at jeg mener vi nødvendigvis behøver sidde lårene af hinanden, men sandt at sige, så er der da ikke særlig trangt i villaen dernede. Et par tusind kvadratmeter til hver, det er da mere end de fleste kuponklippere kan prale med.

-Jeg vil gerne være alene, sagde Jesper, og den gamle nikkede. Det var en følelse han kendte ganske udmærket.

På badeanstalten så damen inkvisitorisk på Jesper. Igen var det sikkert hans orangefarvede vest, der fik hende til at stirre. Han kunne jo umuligt være banearbejder, med sin alder. Hun valgte dog ikke at sige noget, men viste i stedet sin undren og misbilligelse ved måden, hun betragtede ham.

-Min assistent, hviskede den gamle fortroligt, men ikke mere dæmpet, end at det rungede kraftigt, og kunne høres i hele indgangshallen - Vi kalder ham "Den orange kardinal", de må have hørt om ham. Han taler kun latin, til nød hebræisk, men er trods det et udmærket og gudfrygtigt menneske. Må jeg ønske den frue en behagelig formiddag?

Da Jesper bagefter skulle tage tøjet af, var han en smule genert. Først da han så, at de andre ikke skænkede ham et blik, tog han sig sammen. Han havde aldrig været sammen med så mange nøgne mennesker, og under bruseren slog det ham, at når man først har tøjet af, er alle mennesker meget forskellige. Høje og lave, tykke og tynde har ikke længere noget at skjule sig bag.

Da han var færdig med sit bad, satte han sig til at vente i den store sal nedenfor trappen. Man talte lavmælt sammen, og det rungede, når nogen kom ned ad trapperne. Alle kastede et kort blik på ham, inden de gik ud. For ikke at skulle kigge væk hver gang, satte han sig til at studere stukken i loftet, og skulpturerne af gamle, græske sportsfolk, der var placeret i alle fire hjørner.

Derfor opdagede han ikke den gamle, før han rømmede sig. Han var kommet ganske stille og havde sat sig på bænken ved siden af Jesper. Han så anderledes ud. Det hvide hår, der ellers stod i et brus om hans hoved, var klasket sammen og hang tyndt om hans ansigt, der så meget mere sårbart og gammelt ud. Men øjnene var de samme.

Et sted udenfor slog en klokke, og lyset kom skråt ned gennem de højtsiddende vinduer og lavede pletter på gulvet.

Hanne gik langs kanten af banegraven og stirrede ned i den med sine runde øjne. Det var overskyet, men skønt enkelte blade var begyndt at blive gule, var der stadig sommer tilbage. Overalt stod der parkeret godsvogne, enkeltvis eller et par stykker koblet sammen. Det var ikke logisk, hvorfor de stod her, de virkede mest af alt blot forladte. Hun forestillede sig, at flere af dem måske simpelthen var stillet der en dag for mange år siden, for siden hen at blive glemt.

Langt borte bevægede en lille orange plet sig. Ligesom vognene virkede den efterladt og glemt hernede. Den lange, dybe flænge midt gennem byen levede sit eget liv, og menneskene i togene dernede var kun midlertidige gæster, pakket ind i kupeer, der hastigt sejlede ned ad floden og blev ledt ud igen.

Den orange plet blev større. Hanne havde ikke troet, at rangerterrænet var så enormt. Sine steder var det tyve spor bredt, og mennesker på den anden side var kun små grå skygger uden ansigter. Der var overalt skrå spor, der forbandt de langs-gående med hinanden via et net af sporskifter og overkrydsninger. Ved hver overkrydsning stod et manuelt skifte-system; et håndtag med en rusten kontravægt. Hanne stod stille og overvejede hvor togene kørte hen. Var der overhovedet noget menneske, der have overblik over, hvor hvert enkelt tog ville ende henne? Denne skov af kontravægte i forskellige stillinger virkede som et landskab af tilfældigheder, snarere som støj, end som et stykke planlagt musik. Bevægelser og markeringer, opslag og nedslag under ledelse af en dirigent, der ikke kunne ses.

I det samme fangede hun en bevægelse dernede, og det gik op for hende, at et af sporene skiftedes som af en usynlig hånd. Lyden var ganske svag, men gjorde forskellen mellem, om en togstamme endte i Køge eller Frankfurt. Sporene bevægede sig tilsyneladende helt af sig selv, og den orange plet dernede havde så den opgave, at sikre, at computerens lemmer ud i verden forblev smurte.

Hanne forestillede sig, hvad der ville ske, hvis computeren brød ned. Ville man så sende mennesker ud til hver af sporskifterne? Hun så for sig hele område plettet af små orange prikker og opdagede først nu, at den virkelige prik fra før var ganske tæt på hende, og havde for store bukser og alt for unge øjne. I samme øjeblik forstod hun, at det måtte være Jesper.

Hun kunne ikke umiddelbart komme ned ad skråningen, og vinkede i stedet derned. Han stod stille, og så direkte på hende. Et hul i hegnet lidt længere henne kunne bruges, og selv om hun fik sort gadestøv på sig, da hun kravlede igennem, kom hun under uden at lægge sig helt ned. Bagefter halvt gled hun, halvt kravlede hun ned ad skråningen, og følte sig som et ynkeligt syn, da hun endelig stod overfor drengen. Han rørte sig stadig ikke på anden måde, end ved at følge hende med øjnene. Så løftede han hånden og pegede, og hun så i den retning.

Et S-Tog kom lydløst kørende på det spor, hun netop skulle til at krydse, og hun standsede brat. En sekund senere passerede et utal af ansigter hende, stirrede hurtigere end hun kunne nå at forstå det, men langsomt nok, til at hun syntes at se hver enkelt i øjnene. Et sådan mængde mennesker kørte mellem hende og drengen, at det føltes unaturligt. Det tog kun et ganske lille øjeblik, men hun trak ikke vejret, før et vindpust og en voldsom stilhed signalerede, at det var overstået.

Jesper og hun var igen alene på hver sin side af sporet, og han så hende stadig lige i øjnene, som var toget aldrig kommet forbi. Men hun kunne se, at han havde haft samme oplevelse som hun: Et øjeblik med hundrede anonyme ansigter, og lige efter, at stå alene tilbage på et stort, tomt rangerterræn.

Han bukser blev holdt oppe af en livrem, der var spændt ind til det inderste hul. Den skrigende orange jakke var så stor, at hans skuldre forsvandt i den. De holdt hinanden fast, ved ikke at sige noget; lyden fra toget forsvandt og blev til en svag syngen i skinnerne. Til sidst trådte Hanne over sporet. Hun kunne høre fugle og en enkelt bil højt over sig.

Hanne havde langt, brunt hår. Hun havde en ternet jakke, runde øjne og lange slanke hænder. Hun bevægede sig ubesværet over sporet. Selv om hun var snavset efter turen ned af bakken, forekom det Jesper, at hun alligevel var ren; støvet var nærmest prellet af hende.

-Endelig, var det første hun sagde. Jesper undrede sig ikke over, hvorfor hun var kommet skridende ned ad skrænten til ham. I øjeblikket var det som om, alle opsøgte ham. Efter den lange sommer hvor han havde været alene, hvor han havde været forsvundet, kom hele verden kravlende ned til ham ad skrænten.

-Hvad vil du?

-Bare snakke med dig.

Hun gik hen til ham og omfavnede ham. Hun fik tårer i øjnene.

-Jeg vidste slet ikke, at far var taget væk. Du ved, vi snakker jo næsten aldrig sammen.

Jesper nikkede.

Siden Hanne var flyttet hjemmefra, havde han stort set kun set hende til moderens begravelse. Hun ringede sjældent, måske et par gange i løbet af det år. Far ringede aldrig til hende. Han havde altid været bange for hende. Han troede ikke på, at hun kunne tilgive ham.

Jesper havde holdt meget af sin søster, men han havde også altid været lidt bange for hende. Hun var voksen, havde været voksen, i al den tid han havde kendt hende. Hun hørte til i en anden verden, den verden, der fungerede. Derfor havde han ikke kunne få svar på de spørgsmål, han havde om det liv, hvor hans far og han levede.

Efter hun var flyttet, havde han troet, han havde glemt hende. Han forstod nu, at det havde hun ikke. Hun havde været der, som en ting han vidste fandtes, og som han havde behov for at vide eksisterede. Hun var det levende bevis på, at det var muligt at leve som alle andre, og havde derfor betydet meget mere for ham, end han rigtig havde forstået.

Nu sad de overfor hinanden. Hun så endnu mere voksen ud med sit lange hår. Til moderens begravelse havde hun været korthåret, samme frisure, som hun altid havde haft, dengang hun boede hjemme. Men han lignede heller ikke sig selv mere, så lang tid efter.

Hun lo, og Jesper følte sig mindre fremmed overfor pigen med det lange hår og de runde øjne. Men hun havde stadig tårer i dem, som hun tørrede af med bagsiden af sin smalle hånd. Det blæste.

-Er det ikke lidt vel farligt med alle de tog?

-Kom!

De gik over mod skuret. Hun så sig for hele tiden. Jesper behøvede det ikke, lyttede sig efterhånden kun frem efter skinnernes lyde.

-Du må forstå, jeg vidste jo ingenting. Jeg kom bare forbi for nogle uger siden, og der var ingen hjemme. Rent tilfældigt. Nej hvor blev jeg bange. Hanen dryppede ...

Hun holdt inde og så sig rundt i det lille besynderlige rum, hovr Jesper havde indrettet sig. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men kunne nok se, at hun undrede sig over, hvordan man kunne bo sådan. Med hånden prøvede hun at rede sit hår, der var blevet en smule filtret af vinden.

-Jeg er flyttet herned.

-Ja, det kan jeg se, eller ...

-Jeg ville være lidt alene.

-Det var du da allerede.

Hun så ned ad sine bukser, der var mørkebrune på det ene ben. Så opgav hun at gøre dem rene, og flyttede i stedet et par snavsede kopper over til vasken.

-Du har det da ellers meget hyggeligt hernede. Men om jeg kan få ind i mit hoved, hvorfor du ikke blev boende i fars gamle lejlighed. Eller ringede til mig. Du er ikke helt alene i verden. Jeg mener, du kunne da være flyttet over til mig.

-Ja - Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Og hvorfor havde han egentlig ikke ringet? Han havde jo brugt en telefon hver dag i al den tid.

-Far ringede til mig. Og ved du hvad, du tror det er løgn, han har vundet i Lotto. Vistnok en forfærdelig masse denne gang. Med alle de penge, han har hældt ud på den slags, så er det vel også kun retfærdigt. Hvis man ellers tror på retfærdighed ...

-Nu er han altså endelig holdt op med at tænke på penge. Det var ellers det der forpestede hans liv dengang. Det ved jeg ikke, om du kan huske. Guderne må vide, hvad han så vil gå i spåner over nu. Jeg kunne forestille mig lidt af hvert, noget skal han såmænd nok finde på ...

-Mig, foreslog Jesper.

X Det stjålne brev

Han kom ud af bilen, stillede sig ud på broen og stirrede ned i graven. Da han så Hanne og Jesper dernede gik han tilbage. Bilen satte i gang. Det var en lav bil, der havde en dyb motorlyd, da den kørte væk. Det var skyet.

Jesper sad i skuret. Det var ved at blive varmere igen, efterhånden som skyerne var trukket væk. Et langt stykke væk kørte en stor maskine langsomt forbi, men lyden kom ind gennem vinduet, som han havde åbnet på grund af varmen.

Måske var det derfor, han ikke hørte hende komme ind, og først opdagede hende, da hun talte.

-Nå, Jesper, hvordan går det så?

Han havde været så koncentreret, at han fór op med et sæt. Han stillede sig instinktivt, så han dækkede for skærmen. Henriksen løftede undskyldende hånden, da hun så hans ansigtsudtryk. Jesper stod et øjeblik og mærkede sit hjerte banke. Så vendte han sig og slukkede computeren.

Da han drejede sig igen, havde hun sat sig. Han havde ikke ventet, at hun ville komme, men troede snarere, at hun ville have sendt ham en besked. Nu sad hun her, og tog, som sidst, den gule pakke cerutter op. Denne gang tændte hun ikke en med det samme, men lod den lille papæske blive liggende på bordet.

-Du gjorde det altså, sagde hun - Du var inde hos mig, for at se, hvad jeg lavede. På en eller anden måde fik du flyttet min konversation over i en ganske almindelig nyhedsgruppe. Det eneste, jeg med sikkerhed ved nu, er, at du har adgang til vort operativsystem. Så ved du måske også hvor jeg kommer fra?

Jesper nikkede. Han stod stadig op og havde ikke lyst til at sætte sig. Det gav ham en vis sikkerhed at kunne se på hende ovenfra. Ellers var det altid hende, der så ned på ham.

-Men nok ikke helt det politi du kender alligevel. Jeg arbejder med at finde hackere ... - Hun lod ordet svæve lidt i luften, men det havde ingen virkning på ham.

-Jeg regner ikke dig for hacker. Selv om du måske nok er den dygtigste jeg har mødt, så er du ikke det, jeg forstår ved en hacker.

Hun tog æsken op, og trak en cerut ud. Da hun tændte den, talte han pludseligt, hvilket kom bag på hende.

-Jeg vil helst ikke have, at du kommer herud mere.

Hans formulering var overdreven høflig, så høflig, at hun tænkte på det første han havde sagt til hende, da de mødtes første gang: "Gå ad helvede til".

Hun tog et kraftig sug af cerutten. Han rakte ud efter æsken og rev klappen af. Så pegede han på en kuglepen, der stak ud af hendes taske. Hun gav ham den, og han skrev en internet-adresse på klappen.

-Det er min nye adresse, sagde han, og vidste, at han ville skifte igen, så snart som muligt.

Hun så på den. Der var kun to bogstaver i den, resten var tal.

-Nu har vi så følt hinanden på tænderne. Det er også meget godt. Jeg kan og vil, ikke røre dig med Lotto-historien, som du ved, og du vil på den anden side aldrig kunne få nogen til at tro andet, end at jeg arbejder på en TV-station.

-Hvorfor arbejder du der? Internettet er jo helt åbent, man behøver ikke skjule sig. Fysisk, mener jeg.

-Hvad er nu dét? Har du måske ikke gemt dig hernede? Vi gjorde det samme og troede, at vi havde gemt os endnu bedre, netop ved at lade det hele være fuldstændig åbent.

-Kender du historien "Det Stjålne Brev" af Edgar Allan Poe? - Jesper rystede på hovedet, og hun fortsatte.

-Så vil jeg fortælle dig den. Det er en novelle, hvor et vigtigt brev er blevet stjålet. Man ved også hvem, der har gjort det. Politiet bryder altså ind hos ham og gennemroder hans lejlighed, men kan ikke finde brevet. De piller benene af stolene for at se, om de er udhulede, de leder under gulvbrædderne, ja, de tager såmænd tapetet ned af væggene og roder kaminasken igennem. De ved, at brevet må være i huset, for det er vigtig for tyven, at han har det ved hånden.

-Så kommer detektiven. Han er slet ikke en privatdetektiv af den type, du kender fra amerikanske film. Han er der kun et øjeblik, men dagen efter giver han politiet brevet - Hun holdt en kunstpause.

-Hvor brevet var? Det lå såmænd på skrivebordet. Tyven havde vendt vrangen ud af en kuvert, skrevet en ligegyldig adresse på, og lagt det derned.

-Vores kode er meget enklere end kryptering og meget sikrere. Troede vi, til du kiggede forbi. Hvem gider lede en database på en TV-station igennem, når den er helt åben. Bortset fra dig, der har uendelig megen tid og ikke noget bedre at bruge den til - Jesper så væk.

-Og den var jo beskyttet på almindelig vis, kun med adgang for ansatte på stationen. Ikke noget særligt, men fordelen er, at så ligner det heller ikke noget særligt. Hvem pokker kunne tro, at der var noget af værdi.

-Du skulle nu ikke have brugt det password - Han pegede på hendes cerutter, hvor der på æsken stod "Cohiba" med guldskrift.

-Vi er jo ikke færdige med hinanden, Jesper. Vi er knapt begyndt. Og selvom vi godt kan lave en aftale om, at jeg ikke kommer herned igen, så bliver du på et eller andet tidspunkt nødt til at give dig. Hvis ikke du gør det frivilligt, så må jeg få noget på dig, så du bliver nødt til at gøre det alligevel. Ved du, at vi har tre folk til at arbejde i døgndrift for at knække din virus? Og dertil kommer sikkert ikke så få i andre lande, der er begyndt at bryde hovedet med den. Det er da pokkers irriterende, når jeg nu ved, at du kunne løse det hele på et kvarter.

-Det er ikke nogen virus.

-Det bliver du ved med at sige, og du kan for min skyld kalde den hvad du vil - Hun pegede på ham med cerutten.

-Du har også fingrene inde i noget med penge. Måske kan vi få dig der, det plejer at være enklere ...

-Penge? spurgte Jesper, og så uforstående ud.

-Du ved udmærket, hvad jeg mener - Hun rystede opgivende på hovedet - Desværre bedre end jeg. Jeg taler selvfølgelig ikke om din fars ligegyldige lotterigevinst.

Et øjeblik efter skiftede hendes ansigt udtryk. Hun åbnede munden, som for at sige noget, men gjorde det ikke. Hendes øjne så ud til at være blevet større. Bordet rystede, og en halv-tom kaffekop dansede hen mod kanten. Den var lige ved at falde ned, da Jesper lænede sig frem og satte hånden på den. Så gik det op for hende, hvad der var sket, men ikke hurtigt nok, til at hun fik drejet sig mod det, før det var kørt forbi.

-Tog, sagde Jesper, og havde lyst til at gøre noget for hende. Hendes ansigt var stadig i uorden. Han kom i tanker om noget. Han trak taburetten hen mod skabet, stillede sig op på den og stak hånden ind ovenpå det. Ved siden af kaffefilteret med pengene lå hendes hårspænde, som han tog ned og gav hende. Hun stirrede lidt forvirret på det, da han rakte det over bordet. Så puttede hun det i tasken, og talte videre.

-Tak - Nu havde hun tilsyneladende fattet sig fuldstændigt, og Jesper kunne næsten ikke tro på, at hun var den samme, der havde set så helt anderledes ud for et øjeblik siden. Han følte, at hun lignede ham selv mere, end han havde troet, og tanken fik ham til at føle sig helt anderledes sammen med hende. Det var sikkert derfor han sagde det.

-Hvem er NUL?

-NUL? Aner det ikke.

-Der var nogen andre inde hos Jer, der ikke er mig. De brugte navnet NUL. Men de er væk igen, de er der ikke længere - Jesper så over mod sin computer.

-Og de ledte efter oplysninger om mig, ikke om Jer.

I det samme gik døren op, og to mænd i orange jakker kom ind.

-Så tak, vi har fået besøg -

-Goddag dame - og den herre, velkommen i skuret, må man vel sige. Kunne man lige få en forklaring på hvad I to hygger Jer med herinde. Og kaffemaskinen er der også gang i, ser jeg - Henriksen sagde ikke noget, men skubbede til døren, lige nok til, at hun kunne tage sin frakke ned fra sømmet bag den, stadig uden at svare. Men nu brød den første ind:

-Undskyld, vi sådan kommer masende, men kunne vi ikke lige få at vide hvad der foregår her. Det er privat område, og skuret her er vores ...

Hendes blik fik ham til at skifte holdning, og han virkede nærmest undskyldende. Så tog den anden over og sagde bestemt:

-Vi kunne jo kalde på politiet, sagde han henvendt til hende, der meget hurtigt svarede:

-Det tror jeg næppe vil blive nødvendigt, hvorefter hun tog sit overtøj på. Lige inden hun gik vendte hun sig mod Jesper.

-Jeg kommer ikke igen. Men det er der måske andre, der gør ...

De to stod nogle øjeblikke mundlamme og så efter hende. Så vendte de sig om mod Jesper, og den høje sagde:

-Dig har vi jo set herude før, men hvad fanden laver sådan en nydelig dame her?

Jesper svarede ikke. Lige nu var han mest bange for, at han skulle miste sit skur.

-Så tak, du har ellers indrettet dig. Og hvad fanden laver alt det kaffe her? Der er jo mindst tyve pakker.

-Ja, jeg drak noget af jeres ...

-Det kan man ellers kalde en pæn lokaleleje. Tak for det, men det er faktisk for meget. Normalt tager vi ikke noget for at folk rydder op for os, og så meget kaffe drikker vi heller ikke. Der skal jo også arbejdes, må du forstå ...

Den lange havde sat sig ned, mens den anden stod ved døren. Han havde et stort, mørkt overskæg og et skælmsk blink i øjet. Han sagde

-Nu håber jeg sgu' ikke, at kaffen er varm. Jeg mener, at du har organiseret den eller sådan, altså varm, kort sagt nuppet.

-Nej, svarede Jesper - Jeg har nogle penge. Jeg har købt den.

-Og du må love os, at du behandler skuret pænt. I øvrigt er det da lidt synd, at du skal bo herude alene. Jeg mener, hvor bor du rigtigt?

-Tak spids, sikken flot computer, brød den lange af - Så har du da noget at få tiden til at gå med. Spiller du spil?

-Ja.

-Stukket af hjemmefra?

-Nå, det skal vi jo aldeles ikke blande os i, skød ham med overskægget ind - Bare du ikke ødelægger noget, og ellers opfører dig pænt, så må du for min skyld godt bo her lidt endnu, hvad siger du, Kaj?

-Det er i orden med mig. Men nu bliver det jo snart koldt. Du kommer denondelynemig til at fryse. Jeg håber din mor sørger for dig - Han blinkede.

-Jeg køber noget varmt tøj.

-Bliv her nu ikke for længe. Det er ikke noget særlig smukt sted, og der sker ingenting herude, det kan vi skrive under på, for vi har været her .. Ja, hvor længe er det efterhånden?

-Femten år. Og ved du hvad, lav nu ikke noget lort vel. Lov os det. Og du skal passe på togene hernede. De har fart på.

De skiftede tøj, og da de var gået, var Jesper alene igen. Men han havde for en gangs skyld slet ikke lyst til at være alene, han havde behov for at bevæge sig. Han krydsede over skinnerne, hen mod remisen. Den gamle var der ikke, og hunden var der heller ikke. Selv om det var blevet lidt varmere siden i morges, frøs Jesper endnu, da han gik udenfor. Han kravlede op ad skrænten og gik ud på vejen, ind mod byen.

XI Konvolut nummer 11

8 September, snart efterår.

Hej knægt

Plæneklipperen kan selvfølgelig ikke interessere dig, men du får den alligevel. Nej, for fanden, ikke plæneklipperen, men historien om plæneklipperen (jeg har bedt John om at købe en tekstbehandler: hver gang jeg siger noget forkert, bliver han skidesur, når jeg ber' ham om at rette)

Altså, jeg besluttede mig for at anskaffe en plæneklipper, til haven. Udenfor huset er der nemlig en have så enorm, at det vel egentlig er en park. Så langt øjet rakte, så jeg uslået græs når jeg sad i tårnvinduet, græs, der truede med at kvæle al plantevækst mindre end californisk fyr. Derfor beordrede jeg fra min ensomme stol øverst i systemet, at der skulle anskaffes en plæneklipper.

Hvilken slags? Ja, hvad ved jeg om hvilken slags. Men så slog det ned i mig, at jeg havde set nogle plæneklippere så høje som heste, hvor man sad på et sæde og kørte rundt i landskabet. Sådan én, ja, netop sådan én skulle det være. Og lydløs, det er forskellen på en plebs med en skaldet villahave, og så en gentleman med en park. Helt lydløs, det vil sige med batterier, måske atomenergi eller vandkraft (hvorfor ikke?).

I forgårs, og det vil sige små to dage efter (jeg har et problem med tiden: på det sidste har jeg byttet om på i overmorgen og i forgårs et par gange), altså nogle dage efter, og det vil måske sige cirka i forgårs, ruller dyret op af indkørslen, med John stolt ridende. Den luskebuks havde altså ikke advaret sin herre og mester, men troede vel, at hoppen dér, var sådan en slags gave til ham selv og gartneren.

Dels det, og så naturligvis, at man da for helvede ikke slår græs på en havegang, fik mig til at spæne ned, hoppe i et par gummistøvler og stille mig med hænderne i siden øverst på trappen. Trist jeg ikke har sendt dig et billede af indgangsportalen endnu. Må få mig et kamera, så du kan sætte dig ind i, hvordan farmand poserede, med den ene fod let foran den anden, sikken rejsning, på toppen af en fem meter bred og flot svungen marmorkransekage, der nu ikke er af marmor, men af fedtsten. Og det fortæller man mig nu, to måneder efter at jeg har købt hele kennelen.

Nok om det, mig op på hoppen, fat i håndtaget og ind på plænen. Jeg vælger først forsigtigt at undersøge køreegenskaberne: vejgreb, accelarationsevne, airbag, baklys, perlemorsbesat gearskifte med Whitney Huston indstøbt i plexiglas, bamse i bagruden og lygter, desværre ikke den type, der glider op når man tænder.

Hundrede meter længere henne mod blodbøgen, siger det lille pus: put. Netop, put, og står stille som et æsel. Det var faktisk den eneste lyd, hun havde sagt til nu, for lydløs det var hun. Nu fægter John med armene, for at forklare mig et eller andet. Men jeg kan ikke længere høre ham, for pludselig er helvede brudt løs et sted nedenunder. Tak skal vi i øvrigt ha', jeg har altså fundet håndtaget til at sænke skærerne med. Og de kan skære noget, de skær, det kan de altså. Tænderne klaprer i munden, gummistøvlerne bævrer om benene, fråden står hende om mulen. Men da jeg vender mig mod John igen, for at se om han lige skulle have skimmet instruktionsbogen, så ser jeg ingenting, bortset fra en kaskade af tørv, mudder og græs, der sprøjter ud gennem et rør og fordeler sig som en fin tåge af tyndskid i luften. Kun fremad er der udsyn, så jeg beslutter mig til at rulle et par meter, for at se hvordan mon en græsplæne mon ser ud efter sådan en tur. Da jeg er kommet et stykke, kan jeg jo stadig ikke se noget bagud, og må enten vende eller stå af. Men jeg har jo ikke meget lyst til at efterlade hende ubemandet i den tilstand af ophidselse hun befinder sig i, og beslutter mig derfor for at vende.

Og så er det, det kommer for en dag, at hun måske slet ikke er så nem at danse med. I stedet sætter hun bare fart på, og galopperer ned ad skrænten mod blodbøgen, sådan nærmest sidelæns (så noget fik jeg da ud af at rive i rattet). Og jeg kunne da også se John, der nu var løbet rundt om mig, stadig i behørig afstand og stod med hænderne for munden, lidt, som om han ville råbe, men mest, som om han havde fået et anfald af bløb, som jeg tidligere har set ham have. Jeg ved ikke, om han troede, at jeg havde vældig god tid, og ville prøve at mundaflæse hans volapyk, for så skulle han have taget hænderne væk fra bærret, og jeg havde rigtig dårlig tid til spøg og skæmt, lige på det tidspunkt. Græsset er vådt og fedtet, og hun er ustyrlig som en teenager, der lige har opdaget - nå, det må du ha' til gode.

Men du kan da forhåbentlig se farmand for dig, sidelæns gennem bedet med sjældne blomster, hvor gartneren havde sat skilte på og det hele. Så kan du sikkert også se skiltene og blomsterne, men heldigvis ikke mig selv, blive kastet op i luften gennem røret bagpå, og så ved du også, at de på det tidspunkt ikke lignede kronblade af liljer og krysantemum med deres latinske betegnelser i sirlig håndskrift, men snarere råstofferne til en kompost-dynge, og så behøver du jo ikke have noget foto. Men du må gerne grine hånligt af din gamle far (selvom jeg ved det ikke rigtig er din stil) ved at tænke på den brede, brune bræmme gennem haven, der førte ned til det sted, hvor hun væltede ovenpå mig, så kun mine gummistøvler stak ud. Og så kan du jo tilmed grine dig fordærvet over den den klynken, der undslap den gamle, da han blev bedækket af en vild grønthøster, der skulle fortælle John hvor omtrent han skulle lede efter offeret, for at sætte ind med førstehjælp.

Lige nu sidder jeg så igen i tårnværelset og ser ud på gartneren og John, der prøver at rydde op i svineriet. Jeg har foreslået dem at lave en lille romantisk sti, hvor jeg har skitseret med maskinen, eller måske en skihopbakke. Gartneren kan godt se ideen, men John mener det tager noget af romantikken, at den fører ned til hønsehuset. Det kan man jo så diskutere, og det gør de sgu' også, kan jeg se.

Kys fra din far

XII En mand i pels

Jesper så ham på lang afstand, men kunne ikke kende ham. Nærmere og nærmere kom han, hele tiden spejdende opad mod vejen, bagud efter tog, eller til siderne, hvor græsset endnu var grønt på baneskråningerne. Mange gange standsede han for at se ind i et skur, søge bag en remisen, kigge under broens buer. Og selvfølgelig tænkte Jesper, at det kunne være NUL, der alligevel havde fundet ham.

Men hvordan skulle de havde fundet ham? Henriksen havde kunnet, for hun havde haft hans gamle E-mail adresse at gå ud fra. Hun havde også haft adgang til telefonaflytning, og det var vel ikke alle og enhver, der havde. Men alle andre havde kun haft hans mange løse mail-adresse, og dem skiftede han hele tiden. Måske havde de alligevel nået at hente noget om ham hos Henriksen, inden han havde fået det slettet.

Manden så også forkert ud. Iført en lang, sølvgrå pels. Først da slog det Jesper, hvem det var, der kom imod ham. Noget i hans mave strammede sig sammen som en bold, mens han fulgte den besynderlige herre med de spidse sko. Han gik med lange skridt, og det var nærmest, som om han talte skridtene, mens han gik. Det virkede forkert i forhold til hans øvrige fremtoning; en smule krumbøjet, lidt undvigende, uden at holde blikket i ro et øjeblik. Nogen tid benyttede Jesper muligheden for at sidde i sit skjul og se ned på sin far. Men pelsen og spadserestokken gjorde det så sørgeligt, at det fik ham til at se væk. Det var svært at genkende det glatbarberede ansigt på denne sælsomt udklædte mand.

Jesper frygtede et øjeblik, at skikkelsen skulle bryde ud i sang, i den grad lignede han noget fra en musical eller fra en af de gamle film, hans far havde set så mange af på video, men både ansigtet og de ludende skuldre gjorde det hele forkert.

Jesper trådte ud af skuret, og hunden fulgte halvvejs med, dog stadig med kroppen indenfor og kun hovedet ude. Hans far standsede omtrent ti meter væk, og de stod begge nogle øjeblikke uden at røre sig. Hans far med åbentstående pels, så man kunne se en brun vest og et slips, der blæste i vinden, Jesper i sine store bukser iført signalfarven orange. Hvordan var det dog de havde klædt sig på til denne begivenhed, tænkte Jesper, skulle det virkelig være nødvendigt. Ingen sagde noget, men efter nogen tid satte hans far i gang, og gik hen mod ham med disse løjerlige skridt, der måske snarere hørte til en landstryger som den gamle, end til den rigmand, han så gerne ville gøre indtryk af at være. Det var hans far, der først sagde noget.

-Nåhh, så var det her, du havde gemt dig, sagde han, med den påtagede henkastethed, Jesper kendte så godt. På den anden side vidste Jesper ikke helt, hvem af dem, der havde gemt sig for hvem. Han forstod ikke, hvorfor faderen havde opsøgt ham, når det ville have været så meget nemmere at lade være.

-Nu skal du søreme bare høre, knægt, din far har vundet sytten millioner. Han er ikke bare rig, han er blevet hovedrig. Ikke mere med at vende femørerne, nu kan du få bacon og spejlæg hver eneste morgen, eller guldkorn med champagne, hvis du hellere vil det. Helt præcist sytten millioner tohundrenifyrre tusinde trehundredeatten kroner og seksogtyve øre ...

-Det ved jeg godt.

-... og ikke nok med det, du kommer til at bo på et mindre slot langt ude på landet, hvor du kan klatre i træer og spille bold og køre i sæbekassebil. Hvad du så ikke ved er, at jeg har indrettet dig et værelse, med den mest utrolige himmelseng, du kan se for dine øjne ...

En dum pause, hvor de så ud i luften.

-Men allerbedst, mon ikke, har jeg købt dig den største computer, der fremstilles, med tingeltangel og julepynt, meget bedre end den gamle. Nå, hvad siger du så? Jeg kommer lige indenfor. Det er vel her du bor, eller hvad?

Han blinkede til Jesper, som om han vidste alting.

-Jeg var ellers sikker på, at du havde fundet dig et eller andet lille lamseben, som du puttede med døgnet rundt. Men se bare her, der er jo ikke andet end et bord og en kaffemaskine, og så den gamle udtjente her, der står på bordet og blinker. Jeg tror nu aldrig, jeg har set så meget kaffe i mit liv, hvad skal du bruge det til knægt, eller det er måske ikke dit?

-Det er til dem, der arbejder her.

-Du tænker da også på alt. Nå, kan jeg sidde ned et øjeblik? Du skal til at sige farvel til det hele nu, for i dag kører du med mig til Belvedere. Og jeg ville egentlig ikke have fortalt dig det, men ovre på stationen står der et eventyr, ja, jeg lyver ikke, et rigtigt eventyr i rød lak, og med omkring femtusinde kubikcentimeter under kølerhjelmen. Hun er smuk, kan jeg godt sige dig, man kalder sådan nogen som hende for Ferrari.

Jesper gik hen til sin far. Hans øjne flakkede rundt og så på alt i det lille skur, men mødte ikke Jespers blik. Derfor så Jesper heller ikke på ham, da han sagde

-Jeg tager ikke med.

-Nå. Men du giver vel en kop kaffe?

-Jeg må da have et billede af dit nye hjem, sagde hans far, og begyndte at lede i pelsens mange lommer, for pokker da også, og tog til sidst et lille fotografiapparat op en af dem.

-Smil, ja sådan, du er jo ganske sød i den vest, knægt, den klæder dig sgu', sådan en vil jeg også ha'. Men jeg vil også have et billede uden. Ja, sådan, nu ser du mere almindelig ud, ved du hvad jeg vil gøre, jeg vil komme herned med noget andet tøj til dig, det kunne du nok have behov for.

-Mens jeg husker det, så skriver jeg lige min adresse og mit nummer på den seddel du har her.

-Og ved du hvad, vil du ikke nok love mig at komme, jeg vil så gerne have, at du i det mindste kommer på besøg. Lejligheden deroppe kan du i øvrigt regne som din, hvis ikke du hellere vil have en anden, for så kan du nemlig også få det: Husk du har en far, der er rig, og gerne vil give dig lige hvad du vil have.

-Er du nu sikker på, du ikke vil med? Nå ja, det er jo dig, der bestemmer, jeg skal ikke blande mig. Sådan er jeg heller ikke, det ved du i det mindste.

-Mærkeligt, men vi snakker slet ikke sammen, som vi gjorde i gamle dage. Kan du huske når vi var i cirkus, der stod munden ikke på dig. Nu sidder du bare der og ser ud som om du slet ikke kan kende mig. Ja, jeg er jo også noget anderledes udstyret end dengang, men ved du hvad, det er stadig din far, der er indeni, på godt og ondt, er du med, min egen knægt, på godt og ondt

-Nu er jeg sgu' ved at græde, ved du hvad jeg er faktisk meget ked af, at du ikke vil med, men jeg vidste det jo godt. Jeg vidste jo, at jeg havde svigtet dig. Jo, der kan du sgu' ikke sige andet, det har jeg, og det er altsammen min skyld.

-Det er en forfærdelig tid, vi har haft sammen, hvorfor vil du så ikke være med, når solen endelig skinner på os, svar mig på det. Hvad vil du her, i et lille skur langt væk fra alting, herude, hvor vi knapt kan snakke sammen for alle de tog, der hele tiden larmer forbi, så man ikke kan få et ord indført.

Jesper stod længe og fulgte sin far med øjnene. Han var både trist og lykkelig ved at se ham skræve over skinnerne i sine spidse sorte sko. Lyset var lavt og stærkt, og når det ramte hans fars hoved kunne han se, at hans hår var blevet tyndere, og en enkelt tot stod op i luften næsten gennemsigtig.

Maskinen, som han og hans far aldrig havde været med i, sendte med regelmæssige intervaller tog ud fra stationen. Men det var gået op for Jesper, at de to ikke var de eneste mennesker, der ikke forstod den, og at de heller ikke var de eneste, der ikke var med. Det forekom ham efterhånden, at det enten var maskinen, der var ligeglad med dem, eller at den måske slet ikke lavet til mennesker.

XIII Antonio

Jesper lagde en ring omkring NUL. Forsigtig lirkede han de få faste punkter han havde, i stilling, og omdirigerede så alt indgående til maskinen på TV-stationen, til først at gå forbi hans egen.

Når man skal finde en hacker, skal man selv være hacker. Man skal kende alle de tricks han kan finde på, og man skal have god tid. Jesper havde hele natten for sig, og det håbede han var nok, hvis NUL altså kom.

Udenfor kørte lange gule maskiner langsomt forbi. Lidt efter kom de bakkende tilbage igen i det orange lys, og han kunne høre folk råbe ting til hinanden: "Kurt, for helvede, så er det nu" og "Nå, dér var det lige før, du fik næsen i klemme".

Men mest var der stille, og kun det blå skær fra hans LCD-skærm oplyste skuret. Kaffemskinen prustede ind imellem, og han drak kaffe som han aldrig havde gjort det før. Af en eller anden grund følte han sig mere voksen af at drikke kaffe. Det eneste, der undrede ham, selv om han ikke rigtig tænkte over det, var, hvorfor han gerne ville føle sig mere voksen. Hans mave knurrede og hans hoved snurrede af alle de sorte kopper.

Udenfor stod månen op nu. Fra sit vindue kunne Jesper skimte den som en svag cirkel mod den lyse himmel. Men efterhånden som natten skred frem blev det tåget, og både maskinerne og den gule måne blev bløde i kanterne, og forsvandt til sidst.

Så glimtede det i et vindue, og da fokus skiftede, blev det klart, at nogen bevægede sig. På vej ind et sted hvor de ikke hørte hjemme. Jesper tappede pakkens navn og afsendermaskine, men vidste godt, i samme øjeblik han så den, at den måtte være falsk. Et andet vindue åbnede sig og fortalte ganske rigtigt, at den adresse slet ikke fandtes. Bevægelsen blev tydeligere, efterhånden som han fik sporet den tilbage, men de gemte sig bag så mange falske adresser, at han vidste, han måtte have hjælp.

Ved at trykke på to taster, satte han et budskab i gang gennem systemet. Bundet sammen af et spøgelsesagtigt venskab, dukkede meddelelser og spørgsmål frem fra natlige tastaturer. Jesper sad et øjeblik og foretog sig ingenting. Så sukkede han og begyndte at skrive en detaljeret forklaring.

I begyndelsen kom der ingen svar. Men så kom der en kommentar ind. Den spurgte, om Jesper var rigtig klog. Så blev der stille igen.

Jesper stillede sig hen til vinduet og så ud. Det var begyndt at støvregne, og de store maskiner var kørt væk. Udenfor var det kun nogle fugle der bevægede sig og engang imellem en lyskegle, der svingede forbi over banegraven og oplyste regnen højt oppe.

Da han så tilbage på skærmen, var der kommet et svar fra Italien, og Jesper åbnede for direkte samtale med ham. Den næste time diskuterede de en metode. Italieneren, der kaldte sig Antonio, skrev et engelsk, som Jesper ikke helt forstod, men var tydeligvis erfaren. Han havde ikke bare ideer, men vidste også forskellige ting om de afsendermaskiner, NUL skjulte sig bag.

Klokken lidt over tre gik de i gang, men mange timer senere sad Jesper endnu og vejrede som en hund. Han søgte at skelne den ene type forsinkelse fra den anden. Hver indgående pakke fra NUL blev kodet ind og sendt til Italien, hvor Antonio pillede dem forsigtigt fra hinanden.

Men hvad de end gjorde, kunne de ikke finde hele vejen tilbage; NUL forsvandt hele tiden mellem fingrene på dem. Lige før solen stod op, og kort før expressen fra Stockholm kørte igennem, bestemte han sig for at holde op for i nat. Inden sikrede Jesper sig, at Antonio ville blive ved, og satte et filter op, der ville dirigere fremtidige bevægelser fra NUL videre til Italien.

XIV På indkøb

Om morgenen var det blevet varmere igen. Eller måske havde det aldrig været rigtigt koldt endnu. Jespers ånde var ikke længere synlig da han kravlede op ad skrænten, og det begyndte igen at støvregne. Han havde besluttet sig for at bruge nogle af sine penge på at købe tøj. Noget tøj, der for en gangs skyld skulle være hans eget.

Han fandt en tøjbutik, hvor de ikke kendte ham. Da han havde været mindre var det ham der havde købt tøj til sig selv, men nu havde han ikke lyst, til at møde mennesker fra dengang. Hans selvstændighed bestod mest i, at han ikke fandtes og at ingen kendte ham.

Da han stod i butikken, kom han alligevel til at tænke på sin far. Det var fordi han ikke vidste, hvordan han skulle se ud, for han vidste ikke, hvad han var længere. Han vidste kun, at han ikke var den skoledreng han havde været for to år siden, og heller ikke den banearbejder han lignede.

Derfor brugte han meget lang tid i boksen, hvor han havde fyldt hele stolen med forskellige bukser og skjorter. På en lille rude, der vendte fra omklædningsboksen ud i gården bagved, begyndte man at kunne høre regndråber, og efterhånden drev der lange striber ned ad glasset. Men lige meget hvor meget tøj han prøvede, lignede han ikke nogen han kendte, når han først kom frem i spejlet.

Til sidst valgte han alligevel ikke at ligne en skoledreng, mest fordi han ikke ville ligne noget, han havde været. Men han rakte tunge af spejlbilledet, inden han trak gardinet fra, og gik hen for at betale.

Da han kom ud af butikken, var regnen holdt op, og solen skinnede igen meget lavt, så menneskene havde lange skygger, og solen blændede fra vandpytterne. Noget længere nede ad samme gade købte han et par støvler, der mindede om dem den gamle havde på, eller snarere så ud, som de nok havde gjort engang. Han købte også to ekstra snørebånd, for den gamles var nu bundet sammen så mange gange, at de knækkede hele tiden.

Han gik lidt rundt, for at prøve de nye støvler. Da han syntes, at de passede ham, satte han sig på en bænk. Han stirrede tomt ud mod remisen og ned på sit skur, da nogen satte sig ved siden af ham. Det var en pige på hans alder, med spids næse og blå ruskindssko på. Hun havde et stykke wienerbrød eller sådan noget i en papirspose, som hun holdt under sig for at opsamle krummerne, mens hun spiste. Han kunne ikke rigtig se nogen grund til det, mon duerne ikke ville spise de krummer, der eventuelt skulle falde ned på jorden? Han sneg sig til at kigge på hende, og lige som han sad og betragtede hendes hænder, drejede hun hovedet.

-Hva fanden, er det ikke dig? spurgte hun, og han kiggede op. Hun havde sit store røde hår stoppet halvt ned i frakken, og en sort hat, der sad lidt ned i øjnene, vist mest fordi hun ikke havde sat den rigtig på. Kun i området mellem hatten og frakken kunne han se hendes blik, der stirrede undersøgende på ham, som var hun ikke helt sikker på, om han nu virkelig var den hun troede.

-Jo, svarede Jesper - Det var mig du gav frikadeller.

-Ja, det er rigtigt - Hun tav, og så på ham. Jesper blev helt stille inde i hovedet, og kiggede bare tilbage.

-Da jeg så dig dengang, der tænkte jeg hvad helvede du lavede klokken halv seks, med en hund og plastikjakke på. Jeg tænkte jo nok, han er vist da en nød, ham der - Hun lo, og hendes øjne forsvandt næsten. Så dukkede de op igen med et helt andet blik. Hun skiftede ansigt hurtigere end Jesper kunne nå at følge med.

-Og helt ærligt, hvad lavede du? Var du blevet væk fra en fest eller noget ...

-Jaah, sagde han, uden selv at opdage, at han svarede.

-Det tænkte jeg nok, sagde hun, uden at Jesper var sikker på, at nogen af dem troede på det. Nu sad de igen og kiggede forbi hinanden, lidt op på husene, lidt bagud mod stationen, lidt efter bilerne, lidt ned på wienerbrødet.

-Bor du her i nærheden? spurgte Jesper, og hun svarede:

-Jep, lige herovre - Hun pegede ubestemt ned ad gaden, i den retning hvor Jesper også engang havde boet, men mod husene på den anden side ad gaden.

-Og dig, bor du også herude af?

Jesper overvejede et øjeblik, inden han bestemte sig. Så pegede han ned på Belvedere.

-Jeg bor i det skur, du kan se dér.

-Det er da løgn mand.

-Nej, det er rigtigt - Og nu kunne han heller ikke selv lade være med at synes, det var fjollet. Han lo, og beholdt fingeren løftet da han fortsatte.

-Det var der, jeg fandt jakken.

-Men hvad er det så for noget dress du har på nu?

-Det er noget jeg lige har købt - Han så ned ad sig, og strakte benene ud fra bænken, så han også kunne se sine støvler.

-Du er jo skide sej, mand, rejs dig lige op - Han rejste sig, og hun lagde en hånd på hans ryg og drejede ham forsigtig rundt. Han kunne ikke forestille sig, hvad hun troede om ham, og lod til sidst være.

-Helt okay, men er støvlerne ikke for pæne til at gå rundt i, dernede?

-Nej. Eller jo, måske, men de er gode at gå i.

Jesper holdt trådhegnet op for hende, så hun kunne komme ud på skrænten.

-Pas på, her er glat, sagde han, og var tilbage til dengang han endnu kom på besøg hos sine bedsteforældre og klatrede i træer i deres have. Her duftede af jord og halvråddent græs, og bladene var fedtede. Hun gik et par skridt, så sagde hun lavmælt .

-Det er vist ikke de rigtige sko til det her, ruskind.

-Du skal bare have dig sådan et par støvler. Men du kan læne dig op ad mig.

-Ja tak, så vi begge ryger på røven.

-Jeg glider ikke, sagde han, og skred i det samme ud på den ene fod. Hun udstødte en prustende grinelyd, og hendes øjne skiftede farve.

-Nå, sådan, sagde hun.

Da de kom ned til huset, var det første hun opdagede computeren. Så gik hun rundt og undersøgte de få kvadratmeter, som var der noget at se på. Til sidst stillede hun sig hen til vinduet.

-Ikke meget af en udsigt. Jeg kan ikke se andet end baneskrænten og en masse master med ledninger på - Hun vendte sig om, og hendes hår faldt ud af frakken og lagde sig langs hendes hals. I silhuet var hendes spidse næse overraskende, mest fordi hendes stemme var en smule hæs da hun sagde:

-Må man overhovedet være her?

-Det tror jeg ikke.

-Skidegodt!

Et godstog kom buldrende forbi, og længe kunne de ikke sige noget. Da alle dets vogne havde rullet ud ad vinduet en af gangen, sagde Jesper:

-Jeg synes, her er rart.

-Det er her vel også. På sin egen måde. Er du aldrig bange for at være alene?

Det havde Jesper ikke tænkt på, men han havde svært ved at trække vejret, da han mumlede et - Næh - rejste sig og tændte kaffemaskinen. Hun bevægede sig hele tiden, ligesom hun uafbrudt skiftede ansigt og øjenfarve. Underligt nok syntes Jesper, at det var rart, selv om han ikke vidste, hvordan hun ville se ud næste gang.

-Jeg kendte en transvestit, der boede på loftet i det hus, de er ved at rive ned.

-Nummer atten? spurgte Jesper

-Ja. Kendte du ham?

-Ja. Og nummer atten. Det er lige ved siden af hvor jeg boede.

-Hvorfor bor du der egentlig ikke mer?

-Min mor døde.

-Har du ingen far?

-Jo, men han gik på druk og forsvandt.

-Det var da åndssvagt. Lod han dig bare blive alene tilbage?

-Måske. Egentlig tror jeg bare, han glemte mig. Men han kom på besøg i går - I det samme syntes han at ordet "besøg" var helt forkert.

-Hernede, i skuret her?

-Ja, han sad på dén stol.

-Sikken et røvhul.

-Nej. Han er min far, svarede Jesper.

-Der er vel også nogle røvhuller, der får børn.

-Måske, men han er ikke et røvhul.

-Gu' er han så, sådan at tage afsted fra dig.

-Nej han er ikke.

-Undskyld, Max.

-Bruger du sukker?

-Ja, masser.

Og så skiftede hun farve igen, og hendes lange røde hår lagde sig anderledes på hendes hals, den store krølle rettede sig ud, og gled langsomt ned på bordet.

-Okay, jeg bor heller ikke sammen med nogen.

-Hva, sagde Jesper.

-Jeg er flyttet hjemmefra, min mor er åndssvag - Hun så alvorlig ud, som om hun prøvede at læse noget, der stod skrevet i Jespers pande.

-Hun er et røvhul. Nej, det er hun sgu'. Hun kommer hele tiden på besøg.

-Derfor er hun vel ikke et røvhul.

-Jo hun er, for hun vil bare se hvordan det går. Hvad rager det hende? Jeg kan godt klare mig selv. Og så sidder hun i fire timer og skal rigtig hyggesludre. Og så kommer hun med gryder og duge og pis og lort. Jeg brækker mig i farver ... - Nu fór de begge sammen, for ingen af dem havde hørt toget. Det kom på sporet lige ved siden af, og lige da det passerede, skingrede fløjten. Det var tankvogne, store hvide cylindre uden navn på, kun med nogle tal og tegn skrevet i grønt.

-Det er dyrt.

-Hva? spurgte han, og forstod ikke noget.

-At flytte hjemmefra.

-Ja, pissedyrt, hvis jeg ikke havde fået det job i smørrebrødsbiksen, så havde jeg sgu' været nødt til at trække.

-Det kan man da ikke. Jeg mener, det er du da for ung til - Jesper rødmede.

-Selvfølgelig kan man det, det gør min mor da. Og det kan man aldeles ikke være for ung til, tværtimod - Hun grinede, og Jesper var rystet og turde ikke sige noget. Han fingererede ved sin kaffekop. Men hun sagde:

-Det var bare for at overraske dig. Hvad hedder du egentlig, Max?

-Jesper - Og da hun ikke sagde noget, måtte han spørge:

-Og hvad hedder du?

-Det er ligemeget, men det syntes Jesper aldeles ikke, og han insisterede - Nej, det er ikke ligemeget.

-Rosa. Okay, det er åndssvagt, men det hedder jeg - Hun rynkede på næsen som om hendes navn lugtede grimt.

-Det er godt, sagde Jesper, og syntes han havde sagt for meget i samme øjeblik. Rosa smilede på samme måde som hun havde gjort dengang i forretningen.

-Hvor bor du så nu? spurgte Jesper efter en pause, hvor han havde siddet og rettet på sine bukser. De var en smule for lange, opdagede han nu, og skulle trækkes op hele tiden.

-Det har du spurt om. Nummer firetyve.

-Ved siden af klubben.

-Ovenpå, i et lille lortehummer, der koster enogtyvehundrede om måneden. Sig mig, går du ikke i skole?

-Jeg er holdt op. Jeg tror ikke, de har kunnet finde mig. Det er vel heller ikke så underligt, hvem ville gå herned og lede?

-Har du ikke mødt nogle fra din klasse, eller sådan?

-Jeg har kun set én. Han går over broen, for at komme i skole. De fleste kommer slet ikke forbi hér - Rosa lænede sig bagud, så hun kunne se broen gennem vinduet. Hendes hat faldt af og lagde sig elegant i vindueskarmen.

-Du siger det er et lortehummer. Ville du hellere bo et andet sted? spurgte Jesper, for at få sin samvittighed i balance. Han havde fået en idé.

-Om! Der er skidekoldt, og hele hytten lugter af kat, prøv lige at forestille dig det. Hver nat når jeg kommer hjem fra smørrebrøds-biksen, så får jeg den hørm i næsen, og så tænker jeg om jeg selv er begyndt at lugte sådan. Gør jeg det?

-Nej, eller, det ved jeg ikke. Jeg tror du dufter godt - Nu lo hun, så Jesper ikke kunne lade være med at le med og var nødt til at trække op i buksebenet. Han svarede:

-Altså jeg kan ikke lugte længere. Med næsen. Det er sikkert regnen ...

-Du er fan'me lidt af en nød, Jesper.

XV Pullimut

De gule maskiner holdt som fortidsøgler i det gule halogenlys. Til tider rullede en af dem nogle meter, og flyttede en skinne eller en stabel sveller. Tre-fire mand gik rundt om dem, for at holde dem og hinanden med selskab. De talte ikke meget, og maskinernes motorer lød ikke særlig højt. Så det var ikke derfor han var vågnet.

Han havde lige haft drømmen for anden gang, men denne gang var der flere ting han ikke kunne huske fra sidst. Han drømte igen, at han svømmede fra en kyst over en flod. Men på den anden side af floden lå en by. En by, der var bygget som ingen anden Jesper kendte; den var sammenhængende. Alle huse hang sammen, gaderne løb på tagene af andre huse, og var ikke meget bredere end stier. Han var alene, bortset fra en silhuet af en færge, der sejlede lydløst ved siden af ham. Da han kom i land, havde ingen modtaget ham, men han vidste, at alle kendte ham. Han var gået hen på et sted, der lå på toppen af et af husene, ude i fri luft, hvor stjernerne flimrede over ham som små, glade øjne.

Der var musik, og rundt omkring ham dansede man. Han genkendte sin far, der dansede med en høj negerkvinde. Han så sin mor, der sad sammen med den gamle, lidt inde i mørket. Han klaskede sig på lårene over noget meget morsomt hun havde sagt, og lo sin buldrende latter. Bag baren, der var pyntet med små lysende ærteblomster på en lang snor, stod en rødhåret pige med farvede øjne. Jesper følte sig hjemme og vidste inde i drømmen, at han altid havde boet i byen, det var hans egen by. Udenfor kørte togene til andre byer, men han behøvede ikke tænke på dem, for han boede hér.

Nu forsvandt alle en efter en, og han gik også selv ned ad en trappe og ud i gaderne. Senere vandrede han bare rundt og så ind ad vinduerne til andre mennesker.

Hvorfor han var vågnet lige nu, vidste han ikke; der var ikke nogen grund til det. Alligevel var han vågnet med bankende hjerte som var der sket noget uhyggeligt. Nu stod han og så ud mod maskinerne, mens hans finger kradsede distræt i karmens skallede maling. Nu var en af dem kommet helt hen til skuret, og der foregik noget udenfor. Så ryggen, så maven af en orange jakke passerede forbi vinduet. Det var koldt, og de havde ånde ud af munden, der drev rundt som små tåger, ligesom Henriksens cerutrøg. Ingen så ham, fordi vinduet sad så lavt, og fordi, der ikke var andet lys inde i hans skur, end det lyseblå skær fra LCD-skærmen på hans computer. Noget ramte væggen, noget tungt, måske en svelle. Hans skur føltes med ét så skrøbeligt som kunne det bryde sammen hvert øjeblik, så han ville falde ud, som en kylling af sit æg.

Nu var det morgen, men nu sov han endelig. Solen lyste på en blå tåge, der fyldte banegraven, så man kun med nød og næppe kunne se ned til maskinerne, der var kommet hele vejen til stationen. De var parkeret, og et nyt hold var ved at overtage fra natskiftet. Først da tågen var lettet, og det var begyndt at regne igen, med små fine dråber, vågnede han. Længe lå han og stirrede på sin computer, hvor en stjerne blinkede øverst til højre, som var det en af nattens sidste, der havde sat sig fast på hans skærm. Men det var blot en alarm, der skulle fortælle, at en besked ventede på ham. Han stod op, og sad på taburetten med tæppet om sig, da han læste den. Så vidt han forstod, kunne den kun betyde at nattens bevægelser var gået igennem. Beskeden var svær at læse i sit kringlede advokat-sprog, men Jesper var sikker på, at det var gået godt, og glædede sig til at se Rosas ansigt.

Ved middagstid kom den gamle, og de spiste frokost sammen.

-Nå, kammerat, du har jo fået indrettet dig fint her i dit skur. Mon ikke jeg kunne friste med lidt rullepølse?

Hunden var der også, og lagde sig ved Jespers fødder.

-Hun er da meget sød.

-Hvad?

-Hende den rødhårede. Ja nu må du undskylde en gammel ræv, men helt dum er man vel heller ikke - Jesper svarede ikke, men undrede sig over hvor den gamle havde været i går. Da de havde spist, bød den gamle på en snaps, for nu er du vist gammel nok til lidt pullimut, kammerat. Jesper sagde ja, skønt han ikke kunne lide den slags. Han fik en stor sjat hældt op i hætten fra en termokande.

Det stak ham i næsen så han hostede, og den gamle lo. På trods af det drak Jesper langsomt resten. Så smurte han en rullepølsemad til sig selv og den gamle. Da de havde spist færdig, skænkede den gamle igen op, men nu sagde Jesper nej, nu havde han vist fået rigeligt, og sandheden var, at det snurrede lidt rundt for ham. Pludselig sad han og talte.

-Hun hedder Rosa.

-Så er det vel hende, der er blomsten ...

-Hun har råt hår, sagde Jesper. Han mente rødt.

-Ja, dér kan jeg jo ikke være med: jeg har ikke rørt ved det.

-Rødt hår, jeg mener hun er rødhåret, håret er rødt. Jeg har heller ikke rørt ved det.

-Hør kammerat, der skal også være til en anden én ...

-Ved du, hvad jeg laver med den computer der?

-Nej, kammerat. Og det tror jeg heller ikke, du skal begynde at forklare ham hér.

-Min far han sagde, at det største problem i verden var hemmeligheder, altså alt det man ikke siger. Han sagde, at hvis bare der ikke var hemmeligheder til, så ville verden blive et bedre sted at leve ...

-Det er sgu' også min fornemmelse, min ven.

-Men dét har jeg lavet om på.

-Når du siger det, så er det vel rigtigt. Selv om jeg ved alle små djævle ikke kan se, hvordan du kan lave det med dén kagedåse.

Nu stoppede Jesper op med munden halvt åben. Han havde opdaget, at han var blevet fuld, og havde sagt mere end han ville. Han stirrede på den gamle, der heldigvis ikke havde forstået det, og blev roligere. Så skubbede han langsomt låget med snaps tilbage over bordet.

-Jeg tror, jeg er blevet fuld.

-Ja, det blir' man jo af det sprøjt, det er egentlig ikke nogen nyhed.

Jesper lagde sit hoved ned på bordet, og nogle minutter efter var han faldet i søvn. Den gamle lagde tæppet om ham, og reddede resten af snapsen ned i inderlommen. Længe trak de begge vejret tungt. Så rejste hunden sig og gik hen og skubbede til døren med snuden. Den gamle åbnede døren for den, og da hunden smuttede ud, gik han selv med og lukkede forsigtig efter sig.

XVI Konvolut nr. 16

Den 29 September

Hej knægt

Nå, så er det sådan det skal være, det er også i orden. Du vil ikke med hjem, det må du også selv bestemme. Du er en stor knægt nu. Faktisk virkede du meget voksen, jeg er såmænd lidt stolt af dig.

Jeg stod op i nat og stillede mig ud foran spejlet. Det var, som om jeg havde en løs plombe, men jeg kunne ikke se den. Her til morgen, mens jeg spiste morgenmad, råbte jeg på John, der som sædvanlig holdt til i køkkenet når jeg spiser. Han kom ind, og jeg viste ham, hvad jeg havde i hånden, og spurgte om han kunne se hvad det var. En halv tand, konstaterede han tørt, og jeg spurgte om jeg skulle putte den ind igen. Næppe, var hans svar, den kommer ikke til at vokse fast af den grund. Men måske skulle De gemme den, det kan være tandlægen kan lime den fast. Fanden heller, sagde jeg, og slugte lortet med en skefuld Yoghurt.

Siden er den anden halvdel også kommet ud, og ved frokosten måtte jeg kalde på ham igen. John, det er sgu' da ikke almindeligt at man sådan går rundt og taber tænderne. Før eller siden, svarede han, skal de jo alle den vej, på den ene eller anden måde. Ja, den er god med dig, men da ikke samme dag. Åh jo, måske, men det er mere normalt hos boksere, eller når man alligevel skal stedes til hvile, tillod han sig at svare. Men nu skal du bare se, sagde jeg så, og lagde den midt på et stykke røget ål, som pynt, den anden halvdel kan jo så ryge samme vej, og så åd jeg det hele, og så kan det jo nok være han spærrede øjnene op, den skide snob.

Men her til aften mærkede jeg så, midt i stegt lever med løg, nogle klumper, der ikke hører hjemme i den ret, og jeg kaldte ham ind igen.

Nå, sagde jeg, hvis det her er perler, så er jeg måske et svin? Muligheden kan jo ikke udelukkes, men gu' ka den så, måtte jeg lige fastslå, uden diskussion, hvis du nu åbner gluggerne, så kan du her midt på tallerkenen se et par af de små hvide, som jeg har spyttet ud, og hvis det ikke er mig, der er åndssvag, så er der blod i sovsen. Vil du lige være så venlig at se på mig, mens jeg spiser op, for jeg tror sgu' ikke en tandlæge kan hjælpe mig mere. Så slemt er det vel heller ikke, jeg kender flere personer, i Deres indtægtsklasse, der bærer gebis med den yderste grad af værdighed.

Det er da muligt, han har ret, men det er ikke et nummer, jeg har lyst til at optræde med. Hvordan mon det ville være at have sine tænder i vand, men det var ikke blevet nat før jeg havde balladen igen, og nu var jeg ved at blive rigtig godt træt af det, og ondt gjorde det også. De gik i stykker i munden på mig, knækkede, flækkede og brækkede så det var en lyst, bare ikke for mig

I dag gik vi så tur i parken. Jeg vil ikke tale med nogen tandlæge lige med det samme, så hellere gå rundt og flappre i det, som en hest. Han siger, han har svært ved at forstå mig, og det kan han have ret i, for jeg kan knapt forstå hvad jeg selv siger. Det bliver noget underligt noget, så måske skulle jeg tale lidt mindre, selvom det er mig meget imod, så er det vel bedre, at ingen forstår hvad man siger, og han skal såmænd nok lære det, og endnu er der jo ikke andre, der gider høre på mit vrøvl, end dem jeg betaler for det. De kom efter din computer i dag, jeg havde ikke lyst til at have den stående og glo i et tomt værelse. Men i sidste øjeblik ombestemte jeg mig, og lod både den og himmelsengen stå, for når han kommer på besøg skal han sove standsmæssigt, som John siger.

Midt under blodbøgen spyttede jeg så endnu et par stumper ud, meget symbolsk, sagde han, javel, men det føles ikke rart i munden. Sådan at gå i opløsning, mens han står der ved siden af og ser dum ud. De skal jo alle den vej, tænderne altså, og nu gider jeg altså ikke høre på den bemærkning længere, så jeg siger, det skal de aldeles ikke, nogen har jeg spist, og de kommer ud den anden vej, kan jeg sige dig. De, der lå på jorden havde jeg ikke lyst til at spise, men jeg gjorde det alligevel, det skulle nok stoppe munden på ham, og jeg ville ikke have dem til at ligge at flyde i haven. Det vil ikke se pænt ud, når der nu meget snart kommer gæster, og det gav han mig ret i, det ville ikke være pænt med små gennemplomberede tandstumper under blodbøgen, eller for den sags skyld noget andet sted. Så gik vi videre, og nu havde jeg ikke meget at skulle have sagt. Men så kan det ellers nok være at han tog over, og fortalte op ad vægge og ned ad stolper, om tandlægekunstens fremskridt, for jeg skulle vel nok have råd til at få sat sådan nogle flotte porcelænsnogen i, som han havde læst et eller andet sted, at man kunne.

Ja, selvfølgelig har jeg da råd, tænkte jeg, og nikkede, da jeg ikke rigtig havde lyst til at modsige ham. Man sætter dem helt fast, oppe i knoglen. Så gode som nye. Tak skal du ellers ha, mon man bolter dem fra den modsatte side? Og hvis man gør det, stikker de så hænderne ind gennem ørerne på én? Jeg kunne ikke lade være med at le, da jeg så det for mig: tandlægen med den hvide kittel og ærmerne smøget op til over albuerne. Begge hænder inde i krydderen, mens han siger, om jeg nu ikke venligst ville forholde mig i ro.

John spurgte hvad jeg boblede af, men kunne ikke høre hvad jeg svarede, da jeg prøvede at forklare ham, at jeg ville være helt sikker på hvordan de gjorde det, før jeg kastede mig ud i sådan en omgang. I stedet slog han helt fast, at han ville ringe, så snart vi kom tilbage til huset, lige med det samme, ville han ringe til en tandlæge, og det sagde han, fordi jeg pludselig igen havde en stump i hånden, da jeg hostede.

Det er altsammen meget godt, og nu har jeg lagt de sidste i en lille række på kanten af telefonbordet, og spiser dem en af gangen, som var det slik, mens han sidder og taler med tandlægen, der sgu' ikke vil komme herud, ligemeget hvad jeg så end måtte fejle. Der er altså grænser for, hvad man kan få folk til at gøre for penge, hvis de vel at mærke lige er tandlæger, så jeg for min del er holdt op med at skrige af grin, og glor bare på de små stumper, der egentlig ikke klæder det pæne bord, hvor der er lagt træstykker af forskellig farve ned midt i det andet træ. Det er vel derfor, det har været så helvedes dyrt. Men nu er det altså blevet rødt, og blodet er suget op i den pæne kniplingsdug, der har ligget der siden jeg flyttede ind, og allerede dengang var noget nusset. Ville du ikke lige ta' at få den vasket, skriver jeg så på en seddel, som han ikke læser, fordi han er ved at ringe til den næste tandlæge i telefonbogen, der heller ikke gider komme, selv om jeg er gået op til at betale tusind kroner ekstra. Men han siger det er ligemeget, forklarer John så, der var ikke noget at gøre, vi måtte pænt sætte os ud i bilen og trille ned til byen.

Den er god med dig, John, jeg kan sgu' ikke køre. Ikke fordi jeg ikke kan tale, det er jo ligemeget, medmindre man skal råbe store idiot ud gennem et åbentstående vindue, og det er det alligevel blevet for koldt til. Men fordi jeg ikke har lyst til det, bestemt ikke lyst til det. For tænk, hvis jeg faldt endnu mere fra hinanden under køreturen. Hvis nu for eksempel en fod eller en arm dryppede af midt i det hele. Jeg sagde det åbenbart tydeligt nok til, at han fangede pointen, for han lo, mens jeg lagde mig ind på bagsædet, og så lod jeg ellers ham klare skærene for resten. Der lå jeg så og holdt hånden for munden, skønt nu kunne der sgu' da ikke være flere, ja, ikke at jeg ved hvor mange man sådan har, men der er vel grænser, man har da ikke tænder langt ned i halsen, medmindre man lige er en krokodille.

Og så blev jeg ellers kastet lige ind i stolen, fik bedøvelse både her og der, for det ville jeg ha, sagde jeg, så meget kunne jeg da sige, det er jo ikke for at få det værre, at man er kommet her, er det helt klart? Og det var åbenbart klart, for jeg fik så meget gas, at jeg svævede bort i en blød tåge, der ikke mindede det mindste om at være stangstiv som jeg jo havde troet. Mere som at være forelsket, og det har jeg da heldigvis prøvet, flere gange.

Først mange timer efter, må det vel ha' været, kom jeg op til overfladen, og det var ellers tømmermænd, helt almindelig standard sukkerkranie på: Hvor er jeg, og hvad har jeg lavet, jeg store idiot. Men da de trak mig hen til spejlet var der ingen tvivl: Jeg havde fået et bredere grin end jeg nogensinde havde haft, og lignede fuldstændig en amerikansk præsident. Sikke dog en flab, og uden en eneste plombe, som tandlægen sagde, nu er De pænere, end da De blev født, men det vil jeg nu alligevel sætte et spørgsmålstegn ved, for de var pissekolde i munden, og jeg var glad over, at jeg havde spist de gamle, så jeg da i det mindste havde dem nogle dage endnu, mens jeg vænnede mig til de nye.

På vejen hjem sagde John til mig, at jeg var blevet ganske nydelig, jeg er fanden heller, måtte jeg lige slå fast, jeg er sgu' ikke nydelig, skal du lige prøve at huske, men jeg lod være med at sige mere, for det hvinede sådan i gummerne, at jeg blev helt bange, og de lyde der undslap mig, mindede mest om en hest. Hvad har jeg dog gjort for helvede, at jeg skal tabe alle mine tænder?

Men hvad pokker, værre er det jo ikke, siger jeg til mig selv, når jeg nu ser mig i spejlet, mon ikke vi kan finde ud af det sammen, mig og mine nye tænder, nu er jeg snart skiftet helt ud, og det, der er tilbage, kan jo dårligt være værre, end det, der var. Måske er det dig, knægt, der får mig til at tabe tænderne. Kan du også hekse med din computer?

Mange helt rene kys fra Far (tænder vedlagt)

XVII Gåtur på nettet

Jesper vågnede, da det bankede på. Det var blevet eftermiddag, og han vidste ikke hvor han var, eller hvad klokken var. Udenfor kunne han høre en stemme, der hviskede:

-Hej, det er Rosa.

Han bad hende om at vente lidt, og tog hurtigt sit nye tøj på som han havde lagt sammen på den mellemste hylde. Hans hud var tør, og han følte sig ældre end nogensinde før, men på en behagelig måde, skønt han også havde ondt i hele kroppen, og havde svært ved at holde balancen, da han tog bukserne på.

-Nu skal du sgu' høre, ja undskyld jeg kommer busende, hvad fanden, sov du? Se lige brevet hér - Jesper havde svært ved at se brevet, og svært ved at tro på, at Rosa var kommet. Hun åbnede frakken, satte sig og slog med nakken. Nu faldt hendes hår igen ud, i al sin overvældende rødhed, og Jesper sagde, noget mod sin vilje, og uden at opdage det, før det var sagt.

-Det er et flot hår du har.

-Tak.

Han så ned i brevet. Det var meget formelt, og handlede tilsyneladende om lejligheden, den nye. Advokat T. Villadsen meddelte, at der var blevet en lejlighed fri i nummer otteogtyve, og siden hun stod øverst på listen, måtte han i henhold til vedtægterne spørge, om hun var interesseret.

-Hvad siger du så, fjortenhundrede kroner. Jeg har været oppe at se på den i dag, og der er en pragtfuld udsigt, den ligger på fjerde. Jeg får den om en uge. Men det mest åndssvage er, at jeg aldrig har været skrevet op. Måske har min mor gjort det ... - Jesper vidste ikke, hvad han skulle sige, og var et øjeblik lidt svimmel.

-Tillykke, det var da godt.

-Det kan du tro det var. Jeg var ved at falde ned af stolen da jeg læste det i morges, sagde Rosa. Jesper følte, at han havde snydt ved at sætte hende forrest på listen, men han kunne ikke føle sig skyldig af den grund. Ikke i noget forkert, i hvert tilfælde, for hvis der var noget menneske i verden, der fortjente en ny lejlighed, så var det Rosa. Hun kiggede mistænksomt på ham.

-Er det noget du har lavet?

-Ja.

-Med æsken dér?

-Ja.

-Det tænkte jeg nok. Jeg ved ikke, hvordan du gør, men alligevel var jeg sikker på, at det var dig. Tak.

-Selv om det er snyd?

-Selvfølgelig er det snyd, men jeg tror, at folk som os har ret til at snyde, tror du ikke?

-Jo. Det tror jeg godt, vi må.

Nu var det igen ved at blive mørkt, men Jesper længtes ikke tilbage til sommeren længere. Han stod stadig op, midt i skuret, med hånden på bordet. De stod et stykke tid uden at sige noget, inden han spurgte, om de skulle gå en tur sammen. Rosa så på ham, og svarede ved at lukke sin frakke.

Udenfor var alt blevet gult, og de orange lamper var blevet tændt igen. En flyver trak sit lysende spor højt oppe, men selve maskinen kunne de ikke se. Det var koldt, og Jesper følte sin hud som en skarp grænse mellem ham selv og verden udenfor. De kunne høre nogle vogne rulle langsomt et sted bag sig, efterhånden som de blev rangeret hen til de rigtige spor. Jesper overvejede et øjeblik om han var lykkelig.

-Er du forelsket i mig, Jesper - Han holdt op med at trække vejret. Hvordan kunne noget menneske spørge om sådan noget. Han kunne næsten ikke svare, men ville gerne. Det var ikke så nemt at sige, som han havde troet. Og hvordan skulle han kunne vide, om han var forelsket, dagen efter de havde mødt hinanden? Eller det kunne man måske godt vide.

-Jeg er glad for at du er her.

-Puh, mand, det er jeg glad for du siger. Folk blir altid forelskede i mig. Men når det kommer til stykket, så er de det slet ikke.

Sikke noget vrøvl, tænkte han, eller også er der noget jeg ikke forstår. Men han var egentlig ligeglad med, hvad han forstod eller ikke forstod, og følte sig lige nu mere alene fordi Rosa gik ved siden af ham, men samtidig alene på en helt anden måde, end han havde prøvet før. At være helt alene sammen med en anden. Da han heller ikke helt forstod hvad han selv mente med det, lod han være med at forstå det, og så i stedet på hende.

Hendes hat havde hun trukket ned om ørerne, så man slet ikke kunne se hendes ansigt, men kun hendes spidse næse stak frem. Hun gik med små korte skridt, og balancerede ind imellem et par meter på en skinne. Nu var de kommet hen til stationen. Da de kom ind under en lygte, så nogle af menneskene på perronen på dem, som var de spøgelser. Men også menneskene deroppe lignede spøgelser, pakket ind mod aftenkulden i store grå frakker, alle sammen uden ansigter, set herfra.

-Pas på, sagde han, og trak hende ned fra sporet. Lidt efter sang det i skinnerne, og så kunne hun også høre det. Det susede forbi dem, så hun var lige ved at vælte. Hvor er hun dog let, tænkte Jesper. Hun råbte gennem larmen.

-Så for satan!

-Man skal kun gå på de rustne skinner; de blanke kommer der tog på.

-Hvad så med de andre. Hvad pokker ligger de her for, hvis der ikke kommer tog på dem.

-De er vel til os andre, til at gå på.

-Ha!

Da de gik tilbage mod skuret kunne han på lang afstand se, at nogen var derinde.

-Vent, sagde han, og stillede sig bag en mast, skønt den ikke gav megen beskyttelse - De har fundet mig.

-Hvem?

-Det ved jeg ikke.

Der burde være mørkt, for han havde slukket skærmen da han gik. Det kunne være den gamle, der havde tændt for hans skærm, der nu gav et blåt lys i vinduet. Men hvorfor skulle han det? Han vidste ingenting om computere, og kom aldrig i skuret når Jesper ikke var der. Og banefolkene havde heller ingen grund til det. Nej, det kunne heller ikke være dem.

Han var bange, og forstod hvorfor. Efter at Henriksen fandt ham, havde han haft grund til at være det; han var ikke længere usynlig, som han havde troet i sommer. Man kunne finde ham, og hvorfor ikke? Det han havde lavet hele sommeren, og som nu snart var færdigt, måtte jo blive opdaget på et tidspunkt. Skønt han havde arbejdet så stille, at ikke engang han selv ville have været i stand til at opdage det, var der folk med større adgang, der kunne finde ham. Han havde blot altid haft den idé, at de ikke kunne finde ham hernede, i banegraven, hvor togene og den gamle boede, i sikkerhed bag de skiftende telefonforbindelser. Han havde troet at det ville være umuligt at finde, han havde håbet at han stadig var usynlig, ligesom han var usynlig, når han gik på gaden. Men på nettet var der også sporhunde, og de havde åbenbart til sidst fået færten af noget, der ikke lugtede rigtigt.

-Vi må væk.

-Hvorhen?

Hvordan havde de fundet ud af at han var her? Han tænkte på Henriksen, kunne hun havde lagt ting ind, der havde afsløret hans placering? Kunne hun have været så uforsigtig? Eller havde hun tværtimod snydt ham?

-Op ad volden.

-Hvem er det?

-Det er jo det, jeg ikke ved.

De kravlede op ad skrænten på alle fire. Hans nye tøj blev snavset, og han holdt hele tiden Rosa i hånden, eller måske var det snarere hende, der holdt ham i hånden. Bag masten var det blevet helt selvfølgeligt, og han vidste ikke, hvem der først havde rakt ud efter hvis hånd. Og var måske ligeglad nu, hvor det gjaldt om at komme væk.

-Er det på grund af lejligheden?

-Det tror jeg ikke.

-Hold kæft hvor er her bare over-smattet.

Dumt, for fanden, tænkte han. Det der bekymrer mig mest er min computer. Jeg har ikke penge nok i lommen. Jeg må have en anden maskine, ellers har jeg tabt. Uden nettet er jeg væk, og kan blive ved med at løbe rundt, som en mus, uden nogensinde at finde ud af, hvad der foregår.

XVIII Caroline

De var ikke kommet helt op, da døren til skuret gik op. En kvinde trådte ud, og så sig omkring. Hun opdagede de to, og råbte

-Jesper, er det dig?

-Hvem er dog det? spurgte Rosa

-Jeg kender hende ikke.

Hun blev stående dernede, uden at flytte sig, og blev ved med at se op på dem. Hun havde en kort nederdel på, og en spraglet bluse, der var alt for tynd, så koldt som det var blevet nu. Jesper blev liggende stille, og drejede hovedet lidt mere, for bedre at kunne se.

-Pas på, for fanden - Nu skred han. Langsomt gled han gennem mudderet ned ad skrænten. Rosa fnisede.

-Du glider da evig og altid, hviskede hun, og satte sig op. Hendes ruskindssko var ikke blå længere. Jesper blev ked af det. Kvinden dernede havde opdaget dem. Hun virkede heller ikke farlig, bare mærkelig.

-Hej! - Hun stod udenfor huset og vinkede nu. Hun var blond og havde kort, drengeklippet hår. Jesper var helt nede, og følte sig lidt latterlig. Han rejste sig op; det nye tøj var sølet helt til. Nu måtte han enten købe noget nyt, eller finde ud af, at få det vasket. Rosa kravlede forsigtig ned og stod ved siden af ham.

-Hun er sgu' da knoldet, hva? hviskede hun. Og det var rigtigt. Kvinden var nærmest hvid i ansigtet af sminke, og helt akavet i noget tøj, der passede bedre til en pæn fest end til banegraven. Nu kom hun hen mod dem i en stolprende gangart, som om hun ikke rigtigt var vant til at gå i de sko hun havde på.

-Dav, jeg hedder Caroline Pére, P-E-R-E, for guds skyld ikke med Æ, som i pære.

Jesper tabte underkæben. Der var en tæt duft af parfume om hende. Selv indsmurt i mudder, og tydeligvis også i hundelort, kunne han ikke undgå at bemærke den.

-Jeg er fra TV - Rosa udbrød

-Det var lige godt satans ...

-Nå, du kender mig.

-Ja, hvem gør ikke det? svarede Rosa. Men Jesper kendte hende ikke, sikkert fordi han ikke havde set fjernsyn i mange år. Bortset fra Lotto. Så fortsatte kvinden til Jesper

-Jeg har hørt om dig. Man sagde, at du havde lavet noget mægtig spændende. Og så ville jeg lige se forbi, for at snakke med dig og høre, hvad du kunne fortælle. Det lyder vældig interessant.

-Er du sikker på, at det er den rigtige Jesper? spurgte Rosa.

- Ja, ikke fordi ham her ikke er vældig interessant, men jeg ved sgu' ikke om han har lavet noget mægtig spændende - Hun så på ham, og gjorde sig skeløjet - Har du det, Jesper?

-Nej, det tror jeg ikke ... svarede han, og så lidt fornærmet tilbage på Rosa. Så så han igen på kvinden. Det var mærkeligt at se et fjernsynsbillede i virkeligheden, men hun passede sådan set meget godt til, hvordan han havde forestillet sig, man måtte se ud, når man blev lukket ud af sådan en kasse. Hun manglede fuldstændig ansigtet, og havde fået et besynderligt overtræk på i stedet for. Han havde hørt, at man gjorde den slags, på grund af projektørerne, men her var det mørkt. Der var efterhånden ikke andet end det gule halogenlys, og månen var ikke stået op endnu. Kun hendes hvide ansigt og blonde hår lyste op.

-Kunne vi gå ind i dit hus, Jesper. Det er lidt koldt herude. Og, som du kan se, er jeg ikke ligefrem klædt på til frostnætter

De gik indenfor. Rosa lagde sin hat på det lille bord. Jesper satte en taburet frem til kvinden. Han ville ikke læne sig op ad væggen, så tilmudret som han var, og satte sig på kanten af bordet.

-Se, sagen er den, Jesper, at vi gerne ville lave en udsendelse om børns - hvad skal vi sige ... kærlighed til deres forældre og vice versa. Da jeg hørte, hvordan du havde ladet din far vinde i Lotto, så blev jeg vældig tændt på ideen, og tænkte at vi kunne bruge dig i et indslag.

-Naturligvis skal dit navn ikke komme frem, så vi kan kalde dig noget andet. Og vi kan også interviewe dig med ryggen til, så man ikke kan se dit ansigt. Det er der slet ingen problemer i.

-Jeg synes det er en utrolig rørende historie. Men nu skal vi jo heller ikke give seerne nogle gode ideer, så det er bedst, at vi ikke fortæller for meget, selv om der er såmænd ingen, der vil forstå det alligevel. Det er ikke så ligetil, vel?

-Jeg ved ikke om du kender programmet? Nå heller ikke. Så skal jeg måske sige et par ord om konceptet. Vi har inviteret nogle gæster i studiet. Vi taler så alle sammen om et eller andet tema. Til nu har det være hjemme-fødsler, gensplejsning, jalousi, og ... ja, mange ting. Altsammen noget, der har med familien at gøre. Vi har både fagmænd og almindelige mennesker med ... sig mig, det var da utroligt som det larmer hernede - Det var et S-tog, der rullede forbi på et af de fjerne spor.

-Ja, sagde Rosa, og stillede den lunkne kaffe på bordet - Det larmer faktisk en del - Der var tre kopper, men den tredje havde ingen hank. Det bankede på ruden.

Udenfor stod den gamle. Han holdt ansigtet helt tæt på glasset lige bag kvinden, for at se hvad der foregik. Så kaldte han

-Forstyrrer jeg?

-Og hvem er nu det? spurgte Rosa.

-Paven, svarede Jesper. Caroline, der ikke kunne se, hvad der skete bag hende, spærrede øjnene forventningsfuldt op, og drejede sig, for at se ud af vinduet. I det samme gik døren op, og den gamle trådte ind.

-Guds fred og rigtig hjertelig godaften. Jeg tror ikke jeg er blevet præsenteret for de damer ...

-Dav, jeg hedder Caroline Pére, P-E-R-E, for guds skyld ikke med Æ, som i pære.

Rosa sagde ikke sit navn, men så på den gamle.

-Vi har altså ikke fler' kopper, sagde hun så - Udsolgt, fyldt op til sidste stol. Men du kan blive interviewet med ryggen til ...

-Jeg er bange for jeg ikke fik navnet?

-Rosa, sagde Rosa, og rynkede på næsen.

-Frøken Rosa, fru Pére, mit navn er Paven ...

-Nu må du holde op, mand. Du er sgu' da ikke Paven, sagde Rosa.

-Jeg sagde heller ikke jeg var Paven, jeg sagde blot jeg hed Paven - Han rakte hånd, først til Rosa, så til Caroline. Han blev stående, da der ganske rigtig ikke var flere steder at sidde, og der var knapt plads til ham. Han vinkede hunden ud og lukkede døren igen.

-Hvad er så det for en noget med at blive interviewet med ryggen til, hvis jeg må være så fri?

-Eller en spand over hovedet, svarede Rosa - Helt anonymt, mand. Der er heller ingen, der kan høre hvad du siger. Det er der slet ingen nødder i.

-Jeg tror I har misforstået mig, sagde Caroline, og fortsatte henvendt til den gamle - Sagen er blot den, at han sidder med ryggen til, for ikke at blive genkendt. Man ser interviewerens ansigt, men ikke den interviewedes.

-Nå, sådan.

-Ja netop. Sådan.

Der blev et øjebliks tavshed. Så vendte kvinden sig igen mod Jesper og forklarede videre.

-Du kommer ind som et kort klip, et indslag vi bruger til at sætte debatten i gang. Men jeg synes egentlig ikke, vi skal snakke om det nu, hvor du har fået gæster. Det er jo lidt privat ...

-Så absolut ikke. Jeg tror ikke Jesper har nogle hemmeligheder for os. Men måske for Dem, skar den gamle af. Han havde et øjeblik stået med ryggen til, men vendte sig om og fortsatte:

-De er ellers klædt lidt let på til årstiden, frue. Men smagfuldt, det skal jeg ikke nægte. Og ganske kønt. Se, den bluse falder eksempelvis aldeles fortrinlig over Deres barm ...

Jesper vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Det hele var blevet så indviklet på ganske få dage.

-Jeg ved ikke ... det er måske bedst jeg går, sagde Caroline og rejste sig.

-Nej, sagde Jesper.

-Jeg vil gerne have at vide, hvor du har hørt det fra.

-Det kan jeg desværre ikke fortælle dig. Vi journalister kan ikke afsløre vore kilder.

-Og jeg, sagde den gamle - ville vældig gerne høre, hvad det så er De har hørt. Vi er en ret sluttet kreds af udrangerede, hernede i remisenrne, der interesserer os temmelig meget for hinanden.

-Det bør jeg vist ikke sige. Mon ikke det er bedst hvis Jesper selv ...

-Jeg har ladet min far vinde i Lotto.

-Hvordan skulle du dog også have forhindret ham i det, kammerat?

-Jeg har snydt ham til at vinde.

-Det er da løgn ... sagde Rosa - Hvordan?

-Med computeren. Svært at forklare ...

-Mand ...

-Jesper, sagde Caroline Pére, med et tydeligt eftertryk, og en bevægelse af hånden, der fik hendes armbånd til at klirre mod hinanden - Jeg synes ikke du skal sidde og udbasunere det til alle og enhver. Det er trods alt ulovligt, det du har gjort. Hvis du fortæller det i mit program, sker der ikke noget, for der er du anonym - og efter en kort pause, hvor hun så ned i den lunkne kaffe tilføjede hun, som om hun talte til nogen nede i koppen :

-Hernede ved du aldrig, hvad folk vil gøre.

-Mon ikke Jesper ved en hel del mere om os, end han ved om Dem, sagde den gamle. Jesper kunne høre på ham, at han var vred, men der var kun det sædvanlige venlige smil på hans ansigt, måske endda lidt venligere end normalt. Caroline så stadig ned i koppen.

-Og mon ikke Deres kilder skulle hedde Ulla til fornavn? Ulla min Ulla? - Han lænede sig frem mod Caroline.

-Hvordan fanden den gale skrue ku' finde på det, ved jeg stadig ikke, men jeg er ret sikker på det er hende, og henvendt til Jesper fortsatte han - Det er hende som ...

-Det ved jeg, svarede Jesper, for at stoppe den gamle.

-Du skal ikke gøre det, Jesper. Der er noget lusk et sted, jeg kan lugte det. Med en næse af min størrelse, kan man lugte lusk i meget stærk fortynding. Ufejlbarligt.

-Jeg ved ikke hvad det er, du har imod mig, sagde Caroline, nu direkte til den gamle - Hvorfor du prøver at gøre mig til grin ved at kalde mig "De" og "frue", og nu prøver at forhindre et ganske anonymt interview. Jeg vil jo ikke drengen noget ondt. Det forekommer mig aldeles ... ja, utidigt.

-Jeg har ikke noget imod dig ... måske. Men du kender ikke Jesper. Det gør jeg - Den gamle pegede på sig selv med en bred, sort finger - Og jeg har besluttet mig for at være hans skytsengel, i al beskedenhed. Eller rettere, kammeraten her har brug for sådan én, og ved et af forsynets utallige luner, er den opgave blevet tildelt mig.

Nat. Sort nat tæt om hovedet. Ovenfra orange lys og nedenunder blanke skinner. Allerøverst månen. Caroline Pére åbner døren og står stille. En underlig ro ligger over baneterrænet, som et lagen, der hvert øjeblik kan blive trukket væk og slippe tonstunge godsvogne løs som vilde ulve. Hun går, men løfter fødderne højt og ser til begge sider, hver gang hun krydser et spor. Fra den åbne skurdør følger den gamle hende med øjnene.

Så siger han også farvel, og går ud af døren. Hunden løber ved hans side.

XIX Flugten

Rosa og Jesper bliver ved med at snakke. Alle de ting han ikke vidste, han skulle fortælle, fortæller han nu: Han kan mærke, han bliver lettere, men han falder ikke sammen som han havde troet. Han smiler endda, og ler af sig selv og sin far, af at bo hernede i et skur og af sit tøj, der er smurt ind i mudder og lugter fælt af ting, han er gledet i. Han ser på hende, og hun griner tilbage.

-Altså én, der kalder sig Paven og en masse millioner, en anden dame i højhælede sko, hende den sære pære, der lige var her, og du er da lidt af en nød, Jesper. Men selvom du laver så meget lort, at du er begyndt at stinke af det, så er du sgu' meget sød alligevel.

Hvorfor kysser hun ham? Hun kysser ham først på kinden, og så ser hun ham i øjnene, som om der var noget at se på inde bagved hvor han sidder og stirrer tilbage på hendes lille, spidse næse og hendes røde hår. Han vil ikke se på hendes øjne; er bange for at drukne. Det er, som floden han har drømt om, farlig, sort og tykkere end luft. Kan forsvinde hvert øjeblik. Det er hendes øjne floden løber i, det er hende, der er floden: banegraven. Hvordan komme fra den ene side til den anden, når al trafik går på langs?

Det er, som om han ikke er med, han står nærmest ved siden af og ser på både hende og sig selv. De kysser igen, og lige med ét er han ingen steder: Han er bare en ingenting, der vil have hende. Han kæler hende på halsen, han kæler hende på kinden. Hun kæler ham i håret, der stadig har små klumper af blod sat på som pynt.

Hans hånd tager fat om hendes nakke, og pludselig falder noget af. En lille ting i en kæde rammer gulvet. Han gør ikke noget, lader den falde. Da de lidt efter sidder på gulvet, kommer han til at få den ind under sit knæ. Den åbner sig.

-Hvad er det?

-Min bedemølle.

Ud ad den lille ting kommer en mængde små-bitte stykker møjsommelig spyt-sammenrullet papir.

-Hvad?

-Ønsker, siger hun - Ønsker, bare ønsker - Hun putter sedlerne tilbage. Han har lyst til at åbne en, for at se hvad det er hun ønsker. Men han kan mærke, at det er forkert, og begynder selv at ønske. For første gang nogensinde har han et rigtigt ønske. Hendes øjne skifter farve, da hun ser på ham. Han synes selv han skifter farve. Alting skifter farve og bliver rødt som hendes hår og som blodet i hans eget. En fugleflok kommer over banelegemet med mindst tusinde vinger. De sætter sig på det lille skur, så vinduet bliver usynligt af fjer og døren læner sig knirkende indad. Det lille rum bliver fyldt med fuglekroppe og forunderlige lyde.

Han ved ikke hvorfor han vågner, men det gør han, og da han vender sig om er hun der også, med åbne, bange øjne. Der er sket for meget til at to mennesker kan have det inde i sig. Hun ligger ved siden af ham. De har soveposen over sig nu, og lagenet under sig, men det er pissekoldt. Det er måske derfor de er vågnet.

Han havde egentlig ikke troet, at det var nødvendigt at vågne igen. Det havde været mere rigtigt, hvis togene var holdt op at køre og jorden holdt op med at dreje. Men hun ligger ved siden af ham og fryser lige så meget som ham selv.

Så hører han det også. Der er nogen derude.

-Nej!

-Nej?

Ingen af dem ved hvem der sagde hvad. Men nu rejser hun sig op på albuen, så han kan se hendes bryster i det orange lys.

-Jo! hvisker hun, og han svarer:

-Ja.

-Hvorhen.

-Op ad volden.

-Igen? Og hvem er det så nu?

-Det ved jeg ikke, men hvis det er dem jeg tror, er de farlige.

De tog hurtigt tøjet på. Han gav hende et kys, for at huske natten, men det blev helt anderledes nu. De kravlede op ad skrænten på alle fire. Pludselig lød et brag bag dem, og Jesper blev blå i munden af skræk. Han så på Rosa, men hun var ikke ramt. Nu var det altså dem. De havde fundet ham.

Igen lød et skud, denne gang fra en anden vinkel. Jesper ville ikke se sig tilbage, det var der ikke tid til, og det var for koldt til at dreje hovedet. En tanke han havde var, at han ikke håbede, den gamle kom ud. Han kunne ikke høre noget efter skuddene, de sang i hans ører. Alligevel lyttede han både efter Rosas åndedræt og lemmen ved ventilatoren ind til remisen.

Da de kom op holdt der en bil lige foran dem i tomgang. Motoren havde kørt så stille, at de ikke havde hørt den, før de var kommet helt op. Døren var på klem, og der var lys og nogle mennesker derinde. Jesper blev helt kold, og prøvede at trække Rosa ned igen. Lige, som de var kommet en smule ned, greb en hånd ham i nakken og holdt ham fast.

-Så kommer du hér, knægt.

-Løb - råbte Jesper til Rosa.

-Fanden heller, sagde stemmen.

-Far?

-Såmænd er det din far. Og tag også pigedyret med.

De kastede sig ind på forsædet, og faderen lo.

-Så er vi kørt!

Den lave røde Ferrari knurrede som et dyr, og accelererede, så Jesper og Rosa blev kastet tilbage mod sædet, hvor de lå viklet sammen, så de ikke vidste hvem, der var hvem. Et øjeblik senere bremsede de brat.

-Så sku' da også! - Rosa, der intet kunne se, løftede hovedet for at følge med i hvad der skete. Også Jesper prøvede at sætte sig op i sædet, men så kørte de igen med et ryk. Foran dem på gaden stod en bil parkeret på tværs, og mændene i det ubestemmelige tøj afslørede nu, at de havde grønne frakker på og var kortklippede, som militærfolk. Ferrarien kørte baglæns gennem gaden, så hurtigt, at de alle tre faldt forover, og Rosa slog hovedet mod handskerummet og sagde av.

-Pragtfuld bil, mumlede faderen - Men lige nu kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde valgt en mere diskret farve.

-Jeg hedder John. En fornøjelse - Først nu opdagede Jesper, at der havde siddet nogen på bagsædet. Men han var også væltet frem, og lå nu, så hans ansigt var i klemme mellem de to forsæder, lige ved siden af automatgearet.

-Flyt dig. Det er mig, der kører.

-Jeg ville blot hilse på Deres børn.

-Hold fast, sagde faderen, og kastede et blik gennem bagruden, inden han med en voldsom bevægelse kastede bilen til venstre, så Rosa var bange for, at de skulle ryge i banegraven. Så rettede de op, og drejede ned ad en sidegade. Lige inden de forsvandt, lagde Jesper mærke til, at bilen foran dem også havde sat sig i bevægelse.

-Det er kun det blege hylster, der er min søn. Pigebarnet ved jeg ikke hvem er ... du skulle alligevel have kørt, John, jeg kan ikke helt rigtigt håndtere maskinen her, når det går hurtigt.

-Hvad sker der? fremstammede Rosa.

-Så er vi altså mindst tre, der ikke fatter en hat, sagde Jespers far, og skubbede cigarettænderen ind.

Nu kom den anden bil efter dem, med en rent ud uhyggelig lyd, da dens dæk gned mod kantstenen ved banegraven. Jespers far kastede et sidste blik i bakspejlet, inden han drejede, så de alle blev slynget rundt, og Jesper hørte et bump fra bagsædet. Cigarettænderen sprang ud, og hans far tændte.

-Prøv lige at se, hvordan John har det. Det lød, som om han slog sig.

De væltede igennem det mørke København med kun parkeringslyset tændt. Jesper vendte sig ind imellem om, for at se gennem bagruden, men kunne ingenting se, bortset fra den tynde mand i den hvide jakke, som hans far kaldte John, der nu havde sat sig op med hovedet drejet, for at se bagud efter forfølgerne. Gadebelysningen flimrede hen over hans hvide tøj som en skærm i uorden.

Forbi Radiohuset og Forum, ind at vende ved søerne, stadig med den anden bil lige i bagved. Derefter ud ad Nørrebrogade. Hans far sagtnede farten ved alle røde lys. Det var begyndt at støvregne igen, gaden var blank, og det var ikke til at se ret langt, hverken frem eller tilbage.

-Det er for farlig herinde. Vi kan kun slippe fra dem på motorvejen, sagde han, med en ny cigaret dinglende i mundvigen. De drejede ud på Hareskovvejen. Jesper fulgte speedometeret, og de kørte i løbet af ingen tid over to hundrede. Det så ud til at de andre opgav, for de så ikke mere til dem. Da de var helt sikre, tændte faderen lyset.

-De har måske set vore nummerplader. Men det er også lige meget. Der er så få røde Ferrarier i Danmark, at de ikke kan undgå at finde mig. Hvor tar' vi hen?

-Med forlov, indskød John fra bagsædet - Vi kom af sted i huj og hast. Jeg havde slet ikke tænkt på at pakke kuffert. Burde vi ikke lige tage hjemover for at hente ...

-Jeg skal have en computer, sagde Jesper - Min egen står nede i skuret.

-Først kunne jeg tænke mig at vide, hvad det var for nogle glatnakker du havde på besøg, knægt.

-Jeg vil bare hjem, sagde Rosa.

-Jeg tror vi venter lidt, sagde manden ved rattet - Lad os nu holde hovedet koldt. Jeg er Jespers far. Jeg hedder Ove, og det er min butler. Han er lidt af en snob. Derfor arbejder han hos mig.

-Godaften, eller måske godnat? Mit navn er John, sagde John, og rakte hånden frem. Jesper tog den, og Rosa drejede sig så hun kunne se ham. Så gav hun også hånd og sagde, at hun hed Rosa.

-Flot navn, min pige. Hold kæft ... sukkede han. Jesper forstod ikke hvorfor, men så fortsatte han:

-Hold kæft, hvor er jeg glad for at have dig her, knægt. Du kan nok slet ikke forstå det, men sådan er det altså - Og så tændte han for båndoptageren, og skubbede et bånd ind. Først da musikken var begyndt, alt for højt, og efter han havde skruet ned igen, spurgte han.

-Hvad fanden foregår der mon her, Rosa?

-Det ved jeg ikke.

-Du har altså heller ikke tjek på en skid.

-Jeg aner ikke hvad han laver. Eller hvem der var efter os.

XX Om at spise druer

De sad i det runde tårnværelse, udenfor sang fuglene, og gartnerens trillebør stod parkeret nede i haven. Med mellemrum kunne de se en skovl komme ud mellem buskene og kaste blade op i den. Træerne var næsten nøgne nu, og Ove, Jespers far, sukkede, da han skænkede mere Whisky op i et krystalglas.

-Det er for lille, det skide glas, og så hjælper det ikke, at det er facetslebet og andet tingel-tangel. Nu er du vel sikker på, at du ikke vil have en øl?

-Er det rigtigt, at du er millionær? spurgte Rosa. Hun var vågnet først, og han havde kaldt ovenfra. Hun var gået op ad en marmortrappe - troede hun, men fik senere at vide, at det var fedtsten og beton det meste, bortset fra gelænderet. Så var hun kommet op i værelset, hvor han havde siddet med glasset og set ud i parken. Nu sagde han.

-Jeg ved sgu' snart ikke. For fire måneder siden havde jeg ikke én krone, og kunne ikke finde mit eget røvhul, hvis jeg havde prøvet. Lige nu har jeg flere penge end hunde har lopper, og bor på et slot. I virkeligheden skulle det være en villa, men jeg synes mere det er et slot. Måske er jeg på spanden igen om en uge. Det viser sig sikkert, at det hele var en fejltagelse, og jeg skal betale hver en jante tilbage igen. Jeg lever af tilfældigheder, men normalt de dårlige. Som de sang, de sorte: "If it wasn't for bad luck, I wouldn't have any luck at all".

Jesper var straks gået ind i det værelse, John, butleren, havde sagt var hans. Derinde fandt han computeren. Nu havde han været der i snart en halv time, mens John febrilsk løb rundt og pakkede.

Rosa stirrede på Ove, der ikke havde barberet sig i lang tid, og havde stridt hår, der stak af mod hans meget velplejede tænder. Ingen af dem havde sovet endnu.

-Hvorfor tog du afsted fra ham?

-Ved du hvad Rosa, det skal du ikke pille ret meget i. Jeg tror heldigvis ikke du kan forstå det - og det er iøvrigt en kompliment. Skal vi ikke sige, vi snakker om noget andet?

-Jeg troede, det var nogen som du havde sendt efter ham, sagde hun så.

-Der tog du altså fejl, svarede Ove, og drak hele glassets indhold.

-Jeg troede ikke, du kunne lide ham.

-Forkert, forkert, forkert, for fanden. Alt det skrammel her ville jeg gerne bytte, for at vi kunne sidde sammen og fryse i vores gamle lejlighed. Nyt emne.

-Kunne du da i det mindste ikke have hjulpet ham.

-Det tror jeg ikke. Man skal være meget dygtig til computere for at kunne hjælpe ham. Han er vist ikke interesseret i ret meget andet.

-Jo han er. Han er en meget fin fyr.

-Han er en hængerøv er han. Sidder og piller i sine taster, mens en yndig rødhåret kvinde må tage til takke med et afdanket kukkeur som mig.

-Han bruger computeren til alt muligt. For eksempel skaffede han mig en lejlighed.

-Nå. Vældig fint. Så har han måske alligevel nosser.

-Jeg tror også, det var ham, der fik dig til at vinde i lotteriet.

-Det ku' da lige passe.

Rosa så rundt i værelset. Til venstre for hende var der tomt, bortset fra et billede i guldramme af en mørk mand, der hele tiden så lidt ved siden af én. Til højre var der et chatol med et hoved af et stort dyr med gevir, måske en elg. Og bag dem var der en mængde halvcirkelformede hylder med forskellige trofæer i sølv, alle med inskriptioner. Den sidste side af værelset, den de begge sad og så af imod, var ét stort vindue med mange små ruder, der vendte ud mod parken.

-Mine herrer, den dame: krigsråd. Men inden, til dig, Jesper, hvor er jeg bare skide glad for at se dig.

Faderen skænkede mere op i sit glas. Han var ved at være fuld nu, og hans øjne var røde. De sad alle sammen i den samme stue, hvor Rosa og Ove først havde siddet alene. John i sin hvide jakke, som han havde skiftet ud med en ny, så den igen var fuldstændig ulastelig. Rosa og Jesper smurt ind i mudder, der dog efterhånden var ved at være tørt: John havde foreslået dem at skifte, men de havde ikke haft energi til det. Og Ove i smoking med rød butterfly, det han kaldte sin foretrukne, uformelle påklædning.

-At fortælle, altså følgende: Ved noget, man knapt kan kalde en tilfældighed, har jeg de sidste mange uger kredset rundt om den skide banegrav. For et par dage siden så jeg dig og Hanne stå dernede, men hov, inden den lille blomst herovre bliver jaloux må jeg heller indskyde, at det altså kun er din søster. Eller bare og bare, noget af en søster du har der, i øvrigt.

-Nuvel, men det var altså kun næsten et svineheld, at jeg sidder der i nat. Det var altså ikke kun mig, der syntes, at farmand godt kunne rykke fingeren ud og komme sin unge til hjælp. Min gode ven og kampfælle, snobben John derovre, havde skubbet lidt til mig. Og prikken over i'et kommer i går, hvor jeg får en besynderlig, anonym opringning. Til min skuffelse var det ikke en stønner, men en eller anden der mente, at jeg lige burde kigge forbi, for at se hvordan det gik dig.

-Så sidder jeg altså der, klokken er et eller andet om aftenen, og ser den verdensberømte Caroline Pére vimse ud af dit hotelværelse i negligé og netstrømper. Se, egentlig burde en pæn mand jo bare være smuttet i det øjeblik, men jeg blev altså hængende, også fordi John og jeg var i gang med at spille poker, og jeg for en gang skyld var ved at tage ham noget så eftertrykkeligt i måsen ... ja, John nikker, og det er en af de ting jeg kan li' den mand for; han er ikke bange for at indrømme et nederlag.

-Det har så, på den anden side, altid været en af mine svagheder, altså ikke at kunne. Er I med? Udsigten er ved at blive lidt støvet, men "Still alive and kicking". Så vi fortsætter med at spille, indtil John får overtaget, se, nu nikker det røvhul igen. Snu mand, noget af en helvedeshund, hvilket han skjuler bag hvid jakke og en pænhed, der bare stinker. Specielt når han er ved at have overtaget i poker, så det er deromkring jeg kobler ud, og beslutter mig for at give Enghave baghjul, jeg synes jo ikke, jeg behøvede at belure dig mere end godt er, og ville jo nødig tabe lystslottet til slavesjælen derovre.

-Men så sker der noget. Et par duknakkede narrehatte i cottoncoat og glatbarberede hele vejen bagfra op mellem ørerne, kommer rullende i Mercedes Benz med bjælderne ringlende i vinden, men havde vi ikke foldet kortene sammen, havde vi måske aldrig opdaget det hold jokere. Bajads med glassabel ind på banen, kort sagt undertegnede med mundskænk.

Jespers far ser på Jesper, får hikke og tårer i øjnene. Han går ned ad trappen, og Jesper, Rosa og John i sin ulastelige hvide jakke, bliver siddende tilbage og hører en eller anden brække sig med ekko et sted nedenunder. De sidder alle sammen og ser ned i haven, hvor havemanden er på vej over plænen med trillebøren og fuglene pipper. Et øjeblik efter er Ove tilbage.

-Undskyld - Ove sætter sig i den tunge stol og holder sig for ansigtet et øjeblik, inden han fortsætter. Han har stadig hikke, men prøver at skjule det.

-På vej ned ad skrænten disse skrumpehoveder snuble-snuble, og hvad nu? Skyderi. Bang og bang og bang. Hvem skal nu dø sådan en dejlig sensommernat, fan'me ikke min søn. Der sætter jeg alligevel grænsen ... - Han ser nærmest overrasket på dem en ad gangen, inden han skænker sig en ny whisky.

-Pis med mig. John, kan du ikke fortælle resten ...

-Jo, der sker så alt det, som I begge udmærket ved, fortsætter John.

-I hørte jo også skuddene, og jeg kan forestille mig, at I blev mindst ligeså ubehageligt til mode, som vi gjorde - Jespers far falder sidelæns. Lidt efter begynder han at snorke, og John lemper forsigtig glasset ud af hans hånd, og stiller det på bordet.

-Jeg kunne måske byde jer nedenunder, hvor der er anrettet en mindre frokost. Ikke noget særlig, men ...

-Fint, siger Rosa - For jeg er nemlig skide sulten.

Under frokosten kan Jesper ikke få øjnene fra hende. Hun er blevet helt grå, og spiser, uden at se til siderne. Hun tænker på noget, han ved ikke hvad. John går ud bagved, hvor de kan høre stemmer.

De sidder ved et langt bord med hvid dug og høje glas. Der er stillet fade frem med alt mulig, som ingen af dem kender. Der er helt stille under loftet, hvor nogle nøgne mennesker spiser druer, med albuerne på store grønne puder med kvaster. Ovenpå kan de høre Ove snorke.

-Surt med den far, hva?

-Ja, svarer Jesper. Hun ser slet ikke op, og han bliver bange for at det er for meget. Måske er hun blevet ked af det. Måske er det bare åndssvagt med sådan en far. Han har lyst til at løbe, og ved ikke hvad han skal sige. I stedet spiser de begge, til de ikke kan få mere ned. Så læner Rosa sig tilbage, og ser endelig på ham.

-For helvede, siger hun og ryster på hovedet, og han ved ikke om det er ham, hans far eller maden hun mener. Nu kan Jesper i hvert tilfælde ikke spise mere.

-Rosa - begynder han - Rosa, du må love mig, at du aldrig glemmer i nat. Jeg ... - Han ved ikke, hvad han skal sige mere. Ovenpå snorker hans far stadig. Men måske var det rigtig da Jesper sagde: han fandtes helt enkelt ikke, hvis ikke hun kunne huske ham.

-Rosa, du sagde, at alle blev forelskede i dig. Jeg ved ikke om jeg er forelsket, jeg har jo aldrig prøvet det, men jeg kan ikke holde ud hvis du ikke ... - Nu taber han igen tråden, og ser ned i tallerkenen.

-Jo, jeg er helt vanvittig forelsket, og jeg kan slet ikke tænke på hvordan ... - Så, nu var den der igen. Han kunne jo også bare lade være med at trække vejret.

-Du er lidt af en nød Jesper. Hvordan fanden kan du tro, at jeg kan glemme den nat? Ikke på grund af pistolfyrene, eller pæren fra TV, eller din far i rød sportsvogn, eller en blød butler med hvid jakke, eller noget som helst andet ...

Hun ved heller ikke hvad hun skal sige nu, det kan han mærke, og det glæder ham. Selv om han ønsker, hun skal sige det hele, så ved han, at det kan man slet ikke. Han ved, at de nu kun kan mærke sig frem til hinanden. Derfor tager han hende i hånden og sukker, som om han er ved at dø, og det er netop det eneste, han ikke er.

Det ringer på døren.

XXI Blå plader igen

-Vi har gæster, sagde John og kom ud fra køkkenet; noget han helt sikkert ikke gjorde normalt, og slet ikke på den måde. Jesper spænede op for at hente sin far, der af en eller anden grund var vågnet op, og stod ved det store vindue og så ud.

På den runde plads foran trappen holdt en lille grå vogn. Ove råbte ned ad trappen:

-Så er det nu! Let røven, din snob - John kom farende, og stillede sig nedenfor. Rosa kom også frem, og så spørgende op på Jesper og hans far. De var begge på vej ned, da det ringede på døren igen.

-Hvad fanden ringer de på døren for, mumlede Ove. Han gned sig i håret med en finger. John stod hende ved dørspionen og så ud.

-Det er en dame - Jesper stillede sig derhen på tåspidserne, for også at se, hvem det var.

-Det er fru Henriksen, sagde han.

-Javel, nå, så det er det. Nej stop, for satan knægt - Men Jesper havde åbnet.

-Vi kører i min bil, sagde Henriksen, vendte om på hælen og marcherede hen til den grå bil.

De sad pakket fuldstændig sammen. På bagsædet sad Jesper, Rosa og John med den store kuffert på skødet. Foran sad Jespers far og Henriksen, der kørte beslutsomt og effektivt, uden at tænke på de andre.

-Ham med hunden ringede. Jeg ved ikke hvad du kender ham som. Han hedder Jens. Jeg forstår han kalder sig selv for Paven.

-Hvor kender han dig fra?

-Det gør han nu engang.

-Hvor er du fra, i virkeligheden mener jeg?

-Jeg har sagt det. Jeg er fra politiet ...

-Jeg vil ud! råbte Jespers far straks.

-Jeg har fundet ud af hvem de er, sagde Jesper, mens hans far fumlede med døren. Nu kørte de allerede for hurtigt, til at han kunne stå af.

-Ja, sagde fru Henriksen - De er fra en ambassade.

-Blå plader, svarede Jesper, og fortsatte - Men hvorfor vil de have fat i mig?

-Det ved du nok bedre end jeg. Nu er det da på tide, at du fortæller mig hvad du laver.

-Det vil jeg ikke.

-Hvorfor ikke?

-Fordi du er fra politiet.

-Åh, nej! sagde fru Henriksen. Mod dem kom en sort bil med blå plader.

-Det er dem, sagde Jesper, og dukkede sig. Den kørte forbi, uden at de blev opdaget. De ledte sikkert efter en rød Ferrari. Jesper lænede sig til siden og lagde hovedet i Rosas skød, der stadigvæk var smurt ind i mudder. Under hele køreturen havde han mærket hendes ben mod sit, og nu lå han stille og nød, at hun var der. Da de var kommet lidt længere, fortsatte fru Henriksen.

-Hvis du ikke siger noget, så kan jeg da for pokker ikke hjælpe dig. Men lidt ved jeg om din virus ...

-Tro hende ikke! hvæsede hans far lavmælt - Folk fra politiet skal man ikke række en lillefinger: Du har sgu' ikke virus knægt, du er bare lidt træt, måske influenza? - Hans ansigt viste sig mellem sæderne ved siden af Henriksens skulder, omvendt af hvad Johns havde gjort dengang ved banegraven. Han lænede sig ind for at se på Jesper og Rosa. Bag ham susede træerne hen mod dem i forruden.

-Hold da op! sagde Henriksen.

-Du skal ikke sige hold op til min far!

-Godt, så beder jeg ham bare forholde sig i ro, så jeg kan komme til gearet.

-Nåhh, gearet, mumlede hans far, og trak hovedet til sig.

-Mon ikke, du skulle fortælle hende noget alligevel. Bare lidt ... sagde Rosa, og strøg Jesper over håret - Jeg er efterhånden også nysgerrig.

-Sagen er, at hvis ikke du snart fortæller noget, så må jeg tage dig med på stationen til forhør, sagde Henriksen fra førersædet.

-Det er løgn! Hør bare, politiet lyver altid. Det kan hun slet ikke, for du er ikke arresteret. Det kan de ikke, for du har ikke gjort noget, afbrød hans far.

-Tror du virkelig, det er bedst, at jeg siger noget? spurgte Jesper Rosa.

-Ja, det tror jeg, svarede Henriksen, inden Rosa fik svaret.

-Vil du nu ikke lytte til din gamle far længere, knægt. Knapt har du fundet et pigebarn, der vil klappe dig på håret, før du ryger helt af sporet - Han tændte en cigaret, men begyndte at hoste efter det første sug. Til gengæld var han holdt op med at hikke.

-Jeg købte aktier.

-Hvor?

-I en italiensk bank.

-Break, mumlede hans far, og hostede igen - Break, jeg står over en omgang ...

-Jeg lavede om på tidskoderne, købte da de var dyre, men fik det til at se ud som om jeg har købt, da det var billigt, og så solgte jeg igen til den høje pris. Ingen opdagede noget, og jeg tog ikke pengene fra nogen.

-Det er ikke helt korrekt. Jeg kan fortælle dig, at den bank er krakket på grund af dine manøvrer. Desuden var den ikke bare italiensk, den var siciliansk, og Mafiaen, hvis du har hørt om den, havde en hel del i klemme. En af de rigtig tunge drenge er blevet anklaget for insiderhandel, netop den du lavede. Det er mere end bare almindelig uheldigt ..., sagde Henriksen, og fortsatte:

-Desuden er jeg sikker på, at det ikke er hele sandheden. Det er muligt, at det er dig, der har købt de aktier, men det er noget helt, helt andet du er ved at lave med din "virus". Hvad skulle du forøvrigt bruge alle de penge til? Købe kaffe?

Nu kørte de ind i København. Den lille bil gyngede på grund af overvægten, da de drejede mod centrum. Jespers far havde lænet sig mod ruden og var faldet i søvn igen. Det var heldigvis ikke lykkedes ham at finde ud af, hvordan man åbnede fordøren. I søvne mumlede han noget uforståeligt. Rosa kælede for Jespers øre, og han kyssede forsigtigt hendes hånd, som var den et lille dyr.

-Hvad har du i virkeligheden lavet med den virus? spurgte fru Henriksen.

-Kommer jeg i fængsel?

-Hvis du har gjort det lige så smart som du plejer, så er der ingen der kan bevise noget. Men du er slemt i klemme. Nogen i en sort Mercedes vil forfærdelig gerne have fat i dig.

-Jeg vil helst fortælle mere lige nu. Hans far mumlede bifaldende, som om han havde hørt, hvad Jesper sagde fra sin søvn.

Ulla satte dem af i Rosas gamle lejlighed, hvor hun stadig boede til den første. Faderen og John var gået med op og var blevet hos dem nogen tid, men nu var de taget afsted i en taxa. Hjemad, havde faderen sagt, og rodet op i sit filtrede hår: Jeg vil se om de skrumpehoveder har pillet ved min Ferrari.

Så nu var de alene. Herfra kunne de se skuret, der stod som havde det aldrig haft besøg. Nu var bladene faldet af alle træerne langs banen, og de dækkede svellerne og jorden mellem dem med et tyndt, brunt lag. Ruden var dugget af kulden, og af gasovnen i Rosas lejlighed, der havde brændt siden de kom. Nu var der ved at være varmt herinde.

Jesper sad ved vinduet og stirrede på sit gamle hjem. Han kunne aldrig komme tilbage dertil, vidste han, det kunne ikke blive det samme. Det var helt vemodigt at tænke på. Rosa rejste sig og gik, men han blev siddende. Selvom han havde haft en besynderlig tid på Belvedere, så gjorde det ham endnu mere ondt at sige farvel til det lille skur. Nogle duer lettede fra det; de var så langt væk, at de lignede grå støvfnug. Så forsvandt de over tagene.

Han blev ved med at holde øje med remisen, til han så den gamle komme ud. Så var der i det mindste ikke sket ham noget. Han gik over baneterrænet som Jesper havde gjort det så mange gange, mens hunden løb i hælene på ham. Jesper havde lyst til at kalde på ham, lyst til at gå derned igen. Men han lod være.

Bagefter gik han ud i køkkenet, hvor Rosa havde sat sig. Der lugtede af kat herinde som hun havde sagt. Og siddende på gulvet derude, fortalte han hende det hele.

-Hvordan fanden slap du afsted med det? spurgte hun. Han var blevet fraværende. Det gik alt for hurtigt, han boede stadig nede på sporet. Hun kunne se han var langt væk og spurgte igen på en anden måde.

-Virker det?

-Det er svært at finde ud af. Men jeg kan se, at alle mulige dokumenter bliver kopieret.

-Til hvem?

-Jeg har brugt konferencerne. Det en slags samtaler, hvor folk fra hele verden kobler sig på, når der er noget de arbejder med. Eller bare når der er noget, de gerne vil vide noget om. På den måde, har jeg samlet navnene på alle, der interesserer sig for en bestemt ting - Det var svært at forklare for en, der aldrig havde beskæftiget sig med computere.

-Man bruger nogle bestemte programmer, når man vil sende en besked som man ikke vil have, at andre skal kunne læse. Sådan et program koder beskeden, så kun nogle bestemte andre kan åbne den igen og se hvad der står.

-Så har jeg har lagt en lille ekstra stump program ind i de kodningsprogrammer, og det kopierer sig selv over i modtagerens kodningprogram, når han åbner en kodet meddelelse. Når han så koder noget til en anden, så følger min programstump med.

-Hvad laver den programstump så?

-Sender ud til alle på mine lister, der interesserer sig for de emner, han skriver om i sin besked.

-Men der må være mange hemmelige beskeder, der skal sendes videre er der ikke?

-Helt vanvittigt mange, svarede Jesper - Derfor kan jeg heller ikke gøre det selv: Min maskine er slet ikke stor nok til at fungere som posthus for så meget.

-Sig mig, tror du helt ærligt det vil hjælpe til at lave en bedre verden?

-Måske?

-Er det så alle mulige fortrolige dokumenter.

-Nej. Mange steder kan jeg ikke bryde ind. I militære installationer er det for svært. Men det er altså ikke mig der gør det. Det er mit program. Og det ligger alle steder. Hvis det bliver slettet et sted, så kommer det igen, i en anden form, fra en anden maskine et sted i verden, og laver nøjagtig det samme igen. Og efter et stykke tid er det tilbage

-Er det så det man kalder en virus? spurgte hun

-Det vil Henriksen gerne kalde det.

-Hvorfor har du lavet det?

-Fordi hemmeligheder er noget lort.

-Og sikke en gang lort vi står i. Og det er din skyld. Jo, gu' er det så. Og ikke engang på grund af dit program, men fordi du har købt en bank i Italien, der nu er krakket, og har pudset hele Mafiaen i røven på os. Det er fan'me en nydelig historie.

-Hvad så med hende med blusen og de store nødder, Caroline malkeko, der var ude efter dig?

-Det forstår jeg heller ikke - Han smilede til Rosa, der så ned på ham som om han var en rødspætte.

-Det ku' lige passe, at det er hende pæren med yveret, der lusker rundt og kalder sig frøken NUL. Enormt kækt navn, hva' ...

Han havde lagt sig på gulvet. Han var træt, og det var Rosa også, så hun foreslog, meget begavet, at de skulle gå i seng og sove. Han lo, og glædede sig til at sove, men han kunne ikke flytte sig. Hun kunne åbenbart heller ikke flytte sig, så de blev liggende på hendes køkkengulv, der ganske rigtigt lugtede meget voldsomt af kat.

-Altså, hvis hun arbejder på TV, hvordan kan hun så også arbejde på det andet der, politiets hacker-dims?

-Sig mig, skulle du ikke være på arbejde?

-Først på mandag, sagde hun.

-Men det er ikke det, jeg ikke forstår.

-Hvad er det så, du ikke forstår?

-Jeg forstår ikke, at det jeg har lavet har fået alt det her til at ske ...

-Selvfølgelig mand. Tror du bare, at don et-eller-andet sidder og glor ud i luften, mens du flytter rundt med hans trillioner?

-Men det er ikke rigtige penge. Det er luft-penge. De findes jo ikke.

-Næ, og det er nok lige det don Fidus er blevet skide muggen over. Banken krakkede, ikke?

Pludselig rejste han sig op på skulderen.

-Jeg må ha min maskine.

-Da ikke nu, mand.

-Jo, nu. Det kan ikke gå hurtigt nok.

-Det kan ikke gå langsomt nok, mener du?

-Nej, hurtigt. Vi må væk. Kom!

Inden hun forstod hvad der var sket var han ude i entreen og på vej ned ad trappen.

XXII Møntvask

Den gamle sad med sin hund udenfor remisen. Solens sidste stråler varmede dem begge. Han havde lukkede øjne, men Jesper havde alligevel på fornemmelsen, at han havde hørt ham komme.

-Er der nogen hernede? spurgte Jesper.

-Udover mig, ingen.

-Slet ingen?

-Nej, her er ikke andre end mig og hunden.

-Heller ikke ovre ved skuret?

-Siden du forsvandt så brat i nat har der ikke været nogen. Hvem var det i øvrigt der prøvede at skyde huller i os alle sammen? Ja, du må undskylde, men en anden en er jo til stadighed en smule nysgerrig.

-Undskyld. Jeg har slet ikke fortalt dig hvad der er sket. Det er måske også for indviklet. Men de var fra en ambassade, de kørte i hvert tilfælde med blå nummerplader ...

-Ser man det. Du excellerer i fine besøg for øjeblikket, og se engang, nu kommer den lille blomst - Rosa kom hen til dem.

-Hvad fanden er det for en måde at smutte på, stodder?

Jesper så på hende. Hun havde hatten på igen, og i det røde lys virkede hendes hår nærmest hvidt, ligesom den gamles.

-Jeg skal over i skuret.

-Hvad er det så nu du har gang i, kammerat?

-Jeg skal lige se ...

-Så, så, godt ord igen.

-Hvad er der? spurgte Rosa.

-De har jo for fanden adressen på din lejlighed. Jeg skrev dig jo op hernede fra, se, de har været inde hos andelsforeningen. Hvad er klokken?

-Jeg har ikke ur, svarede Rosa

-Og jeg lever efter solen, såmænd, så jeg har aldrig haft brug for den slags maskiner, kommenterede den gamle.

Jesper stak ind hånd forbi den gamles skæg, og tastede lynhurtigt et par kommandoer.

-23.18 - Den gamle flyttede sig, for at give plads til Jesper. Han trak kablet ud af stikket, lukkede computeren sammen og tog den under armen.

-Vi kan ikke være logget på herfra. De finder os snart. Og heller ikke hos dig, Rosa. Vi må et andet sted hen. Helt, helt væk.

Møntvaskeriet var tomt. Kun en maskine midt for havde tøj i, og var i gang med den sidste centrifugering. Rosa havde haft ret, i hjørnet bag kurvene var en mønt-telefon. Den så ret hærget ud, og der var skrevet ting på den, men den gav da i det mindste klartone når man løftede røret. Der lugtede af vaskepulver herinde, og underligt uldent.

Af de tre lysstofrør der engang havde været, var der kun to der virkede, og af de to blinkede det ene med uforudsigelige mellemrum. Røret lige over boksen var gået, så der var helt mørkt i det hjørne. Udenfor var det også ved at være mørkt igen, og meget sjældent kom et par ben gående ovenfor i gadehøjde. Hunden lagde sig i et hjørne, og den gamle satte sig på en bænk.

-Satans til sted. Her huserer de underjordiske, siger jeg Jer.

Jesper gik i gang med sin skruetrækker som han tog op af rygsækken. Efter et par minutter havde han rodet alle kablerne fra hinanden. Ved siden af balancerede den bærbare på en strygerulle, stadig lukket sammen.

-Jeg keder mig meget snart, sagde Rosa og gabte - Keder du dig aldrig? Den gamle nikkede til hende.

-Til tider. Men lige nu bliver det måske spændende.

En mand havde åbnet døren og kom ned ad trappen. Han havde en pose med, og så rundt i lokalet. Jesper havde også hørt døren gå, og havde lagt noget vasketøj hen over telefonen, så man ikke kunne se, at den var pillet fra hinanden. Han stod og så tilfældig ud som en dreng kan, når han absolut ikke har noget at lave i et møntvaskeri, og hvor den eneste fyldte vaskemaskine ikke er hans. Rosa havde sat sig op med overdreven rank ryg, og den gamle gabte, skønt det var hende der havde været træt for et øjeblik siden.

Manden så rundt på dem, men gik så hen, tog sit vasketøj ud, og fyldte det ned i posen. Da han var gået, var Rosas eneste kommentar.

-Nu gider jeg ikke mere - Så lagde hun sig ned på bænken.

-Kunne man med forlov spørge hvad i herrens navn du foretog dig? spurgte den gamle til sidst, da Jesper var færdig, og satte sig hen til dem.

-Billetter.

-Javel. Billetter?

-Til Paris.

Rosa så op på dem. Hun rejste sig op på albuen, og lagde hånden under hagen; hendes øjne så virkelig ud til at kede sig meget.

-Og hvad skal du så i Paris?

-Hvad skal vi tre i Paris? Vi skal væk sammen, jeg har bestilt til os alle klokken 3.03. Jeg har engang været i Paris ...

-Men hvorfor nu det? spurgte den gamle, og rystede langsomt på hovedet.

-Jeg vil da gerne se den nye triumfbue, skød Rosa ind, og viftede med hånden - Jeg så engang et billede af den i et blad. Den er eddermame stor ...

-Fordi vi må væk. Jeg tør ikke blive her mere, og jeg også bange for, at der skal ske Jer noget.

-Man kunne vel godt ...

-Ja, du ku sgu' da godt lige have spurgt os lidt om, hvor vi ville hen, sådan inden du købte billetterne, fister!

De havde stået på perronen helt nede i den ende hvor trapperne går op til vejen. Hovedbanen føltes helt anderledes, når man stod på den rigtige side og havde billetter i hånden. Den gamle havde rystet på hovedet, og sagt, at nej, mon ikke han kunne blive boende, der var alligevel ikke nogen der kunne bruge ham til noget, og hvis han blev spurgt af en eller anden efterretningstjeneste, så vidste han ikke mere om den tyske nationalbank, end man sådan gjorde blandt landevejsriddere i al almindelighed.

Det havde været mærkeligt, at stå i billetkontoret og se et signal fra et møntvaskeri blive skrevet ud og blive til to billetter til Paris. Rosa havde skullet tisse, med havde trippende ventet på at se, om det virkelig kunne lade sig gøre. Da han så havde vist hende dem, og hun havde haft sin i hånden, havde hun syntes det var så overvældende, at hun havde stirret på den som havde den været noget, der var faldet ned fra himmelen. Men kun et øjeblik, så gik hun hurtig hen mod toiletterne. Jesper stod hele tiden med sin rygsæk i hånden og passede på den som om den havde været af guld. Og det var den sådan set også, for pengene i kaffefilteret, og alle konvolutterne, havde ligget på hylden endnu, selvom man tydeligt kunne se, at skuret havde været rodet igennem. Nu lå de så i forrummet, der var blevet helt tykt af dem. Han kunne ikke lide at være blandt så mange mennesker, med alle de penge.

Først da han havde pakket sin rygsæk var han kommet i tanker om, at han jo lige så godt kunne have købt billetterne på ganske normal vis, hvis ikke lige der havde være fuldt optaget på nattoget til Paris. Rosa havde hviskende spurgt ham, hvem han så havde smidt ud, men han havde svaret, at han bare havde opfundet tre pladsnumre der ikke eksisterede. De kunne jo altid stå på gangen, og kontrolløren ville jo bare tro, at det var en computerfejl.

- Hvad det jo egentligt også er, mumlede den gamle.

Rosa og Jesper holdt spændt øje med afgangsskiltet. På de fire spor, der var afsat til internationale destinationer, var to af dem helt hvide lige nu. Kun et enkelt, på perronen overfor deres viste til Stockholm. Skiltet på perronen hvor deres tog skule komme viste, at man skulle passe på for gennemkørende tog. Og lidt efter kom der også et rangerlokomotiv med en mængde vogne efter sig. Klokken var 2.58, og der burde være afgang om fem minutter. Men toget var der stadig ikke, og de havde ikke sagt noget i højttalerne om en forsinkelse.

-Jeg forstår det ikke, sagde Jesper. Rosa foreslog, at de skulle gå op og se efter i hallen. Der hang der sedler med afgange og ankomster. Det kunne være, at han havde set forkert.De gik sammen derop, og da de stod foran plakaten med afgangstider, blev Jesper helt tavs.

-Jeg forstår det ikke, sagde Rosa, og det forekom både hende og ham, at der var utrolig mange ting de ikke forstod. Alligevel gik de tilbage til perronen, hvor toget burde have været, og ventede.

Klokken var nøjagtig 2.59, og toget var stadig ikke kommet, da de hørte en stemme bag sig.

-Det er jo ligefrem ved at være morsomt - Bag dem stod Henriksen. Hun havde et ubestemmeligt smil på ansigtet, og tyggede på et eller andet - Her står jeg med en af verdens største specialister i tidskoder, og helt sikkert den største praktiker på området, og så er der alligevel en tidskode der er smuttet for ham.

Jesper stirrede på hende, og han følte i det øjeblik, at han forstod endnu mindre end han havde gjort for et øjeblik siden, hvor han egentlig heller helt havde forstået hvem Henriksen var.

-Når jeg tænker på, at de fleste af de manøvrer jeg har set dig lave, har haft en præcision på tusindedele sekunder, så er jeg forbløffet. Ja, det er måske ikke sværere at ramme end et grydelåg på månen, hvis man bare kan det ... - Hun tyggede videre, og så på dem, som om det var hende, der havde vundet i lotteriet.

-Men kommaet er rykket så utroligt meget til højre, at jeg ikke kan bare mig for at le. Hvad blir det, seks-syv pladser, eller mere? Vingummi?

-Tidskode? spurgte Jesper, men han tog ikke noget af vingummien. Det gjorde Rosa heller ikke, hun holdt bare fast i Jespers hånd.

-Tidskode, ja. Det er sådan med GMT, eller Greenwich Mean Time, altså tiden på nettet, at den er den samme som dansk tid. Når vi har sommertid - Hun tog en gul bamse, og rakte posen mod Rosa, der slet ikke havde lyst til noget lige nu.

-Men det har vi ikke længere. Sommertiden holder op i nat klokken tre. Om et par sekunder. I er kommet en time for tidligt til Jeres tog. Se selv på uret deroppe ...

Jesper og Rosa så op på uret, hvor viserne nu pludselig bevægede sig modsat. Det virkede naturstridigt at se dem langsomt dreje sig en time tilbage, til de stoppede på klokken to igen.

XXIII Konvolut nr. 23

1 Oktober

Hej knægt

I nat drømte jeg, at nogen ville slå mig ihjel. Ja, det gjorde jeg faktisk. Tænk, der er så stille på slottet om natten, at man godt kunne tro, man var blevet døv, det er fan'me ikke som Enghave, der lyder, som om hele byen har tømmermænd døgnet rundt. Havde det ikke været for fuglene udenfor i træerne, så havde jeg ikke behøvet ører, men de sover jo også om natten.

Nu er det godt nok ved at blive koldt. Og det må betyde en del, derude hvor du sover. Jeg har simpelthen slukket for varmen på mit værelse, for ikke at have det varmere end dig. Så ved du dét, hvis det kan glæde dig. I stedet for at skrue op vil jeg fortælle dig om drømmen. Selvom, hvad rager den dig?

Jeg drømte, at nogen kom ind i mit værelse med en machete, altså en af de lange knive, man bruger i Sydamerika, og ville knappe mig i skiver. Det var ikke en splatterfilm, ikke noget med at blodet sprøjtede. Jeg var heller ikke bange, af en eller anden grund var jeg sikker på, at det ikke ville gøre ondt. Det virkede ikke engang ubehageligt, det var ligesom bare noget, der skulle ske, hvis du kan forstå hvad jeg mener? Alligevel vågnede jeg, og satte mig op i sengen.

Og først da jeg vågnede kom det værste. Jeg sad altså op i sengen, ikke noget med at stå på marmortrappen, men bare at sidde op i sengen, ikke noget med den ene fod foran den anden, ikke noget med at bide fast i hovedgærdet med mine nye tænder, der sikkert også bare ville være smuttet ud af munden på mig. Og som jeg sad der, kunne jeg godt mærke, at det var alvorligt, det med hjertet. Og så kom jeg til at tænke på alt det jeg aldrig har fortalt dig om.

Jeg vil fortælle dig, hvordan jeg kørte galt med din mor. Det var en dag, en ganske almindelig dag, og hun skulle på arbejde som hun altid skulle. Den morgen ville jeg altså køre hende, for hun havde ikke sovet meget om natten. Vi havde for en gangs skyld ikke været oppe at skændes som vi ofte var. Eller måske havde vi skændtes dagen før, for vi mente ikke det samme om alting. Eller måske mente vi det samme om alting, og måske var det grunden til, at vi altid var oppe at skændes alligevel.

Fanden heller. Og hvis det var, så måske over Hanne, der næsten aldrig var der, og når hun kom forbi, så kun for at bruge telefonen (indtil hun selv fik telefon, og holdt op med at ringe). Men nu må du jo ikke misforstå mig, vi elskede både dig og din søster. Det er svært at forklare, hvad det er der går galt når det går galt, for det er jo ikke dramatisk, det er bare noget der forsvinder.

Fordi jeg var en idiot, og ikke kunne se med nakken. Vi blev ramt af en lastbil der slet ikke burde have været der, men det hjalp jo ikke meget. Hun fandt aldrig ud af det, eller i hvert tilfælde kun så kort, at det næsten, jeg siger næsten, kunne være ligemeget. Den dag i dag undrer det mig, at det ikke var os begge to, der blev dræbt, men jeg kom altså ud af det, selvom det var et mirakel, et meget ondsindet mirakel, som jeg stadig ikke kan finde nogen grund til. I starten troede jeg det var for at passe på dig og Hanne, men Hanne behøvede jeg ikke at passe på, og dig kunne jeg åbenbart ikke gøre en skid for, og så videre. Det er ikke rart at ligge i en bil og vide man er levende, hvis du forstår hvad jeg mener? Er jeg her allerede, sagde manden; han vågnede op i krematoriet.

Mig og maskiner. Bilen minder om græsslåmaskinen og omvendt, det var samme fornemmelse jeg fik en gang til. Næste gang bliver det måske en privatflyver, men så er det vist også ved at være slut. Nej, jeg kan ikke fortælle dig det. Jeg kan ikke fortælle dig andet end hvad der skete, slet ikke hvordan det var.

Men nu ved du det. Jeg var slet ikke fuld da det skete, jeg blev det først bagefter. Men jeg ville bare ønske at jeg havde været det, så var det da i det mindste nogens skyld. Nu er det ingens skyld, en tilfældighed, et uheld, ligegyldigt, sådan noget der bare sker. Det er meget sværere.

Må til at tænke på arven til dig, skønt jeg har lært en ting, jeg altid har troet bare var en skrøne: man bliver faktisk ikke rig af at have penge. Men man bliver fattig af ikke at have dem. Fandens historie.

Og da jeg så falder i søvn igen, så er han der igen, en høj, sorthåret mand med machete. Ingen tvivl om, at jeg nu skal straffes for en hel del fejltagelser, hvoraf den største er (og det er jeg sikker på), den største er dig, og det er det værste af det altsammen.

Jeg kunne ikke sove med sådan en drøm, så i stedet stod jeg op og satte mig i tårnværelset, for at skrive det brev, du nu har i hånden. Vil ikke vække John, han skal søreme have lov til at sove ud en gang imellem. Derfor altså for en gangs skyld et brev, der er skrevet i hånden.

Har snakket meget med denne Henriksen. Lidt rystet over de bekendtskaber du gør dig, skal jeg ærligt indrømme. Kan ikke lodde hende. Hvis hun er fra politiet, så er det ikke færdselsafdelingen. Sådan, som hun kører, mener jeg.

Jeg har forstået på hende at du skal væk et stykke tid. Det er der jo ikke noget nyt i, men det ville dæleme være nyt, hvis du gav din gamle far et opkald, når du kom hjem.

Hilsner fra far

XXIV På sporet

Hele tiden kom der nye duer, enten en af gangen eller i flokke på femten eller flere. Og ligeså ofte forsvandt de igen ud gennem den høje port ud mod natten. De var kun synlige i det kunstige lys, lige i det øjeblik de kom ind eller ud. Oppe under loftet var der ikke lys, og kun det, at der hele tiden var flere der fløj ud og ind, afslørede at jernstængerne under loftet måtte være fyldt med usynlige duer.

Langt under dem satte Henriksen sig ned på en bænk, mens Jesper og Rosa blev stående. Hun tog en æske Cerutter op af sin taske og tændte en. Røgen steg næsten lige opad, til den forsvandt ud af lyset, og blev ét med de duer, de ikke kunne se.

-Jeg prøvede at pudse Caroline på dig i går. Du skulle i sikkerhed, for jeg vidste, at de var efter dig. Og hvem vil ikke gerne i TV. Troede jeg, men du blev altså derude, og så kom de samme nat. Et rent held I slap væk. Det var et tilfælde, at jeg var kommet i tanker om at give dit far et tip. Ellers sad I nok ikke hér. Desværre havde han lagt sin adresse, altså sin ganske almindelige adresse, nede i skuret hos dig. Det var ikke så godt, så jeg måtte ud at redde dig igen. Tilfældigheder, sammentræf ...

-Du smutter som en fisk, Jesper. Jeg var helt sikker på, at du ville blive i Rosas lejlighed. I det mindste en nat eller to. I den nye eller den gamle, efter frit valg, mine folk skulle have holdt øje med dem begge. De skulle faktisk passe på Jer, være livvagter. Men de kom bare for sent. Hvis jeg må sige det selv, så lavede jeg noget af en genistreg da jeg fandt Jer nu. Det var et skud i tågen, men det forekom mig, at du var klog nok til at indse, at det var på tide at komme væk, efter at have mødt de ubehagelige typer med skydevåben og var kommet i tanker om, at de havde Rosas adresse og hendes navn.

-Din foretrukne transportform er jo toget, selvom du med din indtægt i virkeligheden kunne bruge hvad pokker du nu måtte ønske dig. Så jeg kiggede faktisk efter sædenumre der ikke fandtes, for at se, om det var det, du havde fundet på. Det forvirrede mig sandt at sige, at du reserverede tre pladser, men jeg fandt Jer jo - hun lo.

-Bare for sent, troede jeg, for sent til at vi kunne snakke sammen. Indtil det slog mig, at du lige nøjagtig kunne rode i det med sommertiden. Og dét var et rent lykketræf ...

-Din far er på den sikre side. Jeg har sørget for, at Lotto-folkene ikke graver mere i den sag. Det var iøvrigt nemt nok, de havde overhovedet ikke opdaget noget. Så han sidder i sit lille slot og stirrer ud i haven nu. Skulle i øvrigt hilse.

-Nej, det der volder problemer, er din virus. Ved du, at der er mange, der er gået over til at bruge almindelige breve igen? Når man pludselig opdager, at fortrolige notater om atomkraft-sikkerhed eller udenrigspolitik kommer ud, lige så hurtigt, som de bliver sendt, og ofte hurtigere end modtagerne får læst dem, så er der nogle folk, der bliver noget nervøse. Og selv om de fleste ikke har fundet ud af, hvad det i virkeligheden er, der foregår, så bliver personer med meget, skal vi kalde det "følsom" korrespondance, noget tilbageholdende med at bruge nettet. Vidste du, at aktierne på de store Internet-baserede virksomheder er faldet ti procent de sidste par uger? Nå ikke, men det er de nu engang. Og det er dér, du er i klemme. Og så findes der folk, der er meget værre end et par falske ambassade-funktionærer, der har set for mange kriminalfilm. Ja, selvfølgeligt var de ikke fra nogen ambasade: tænk at køre rundt med pistoler i biler med blå plader, det er for dumt. Men lur mig, om de får en reprimande for at have lånt bilerne i garagen eller hvordan fanden de nu har fået fingre i dem.

-De mange penge, du har rodet rundt med, tror jeg helst man vil glemme at du nogensinde har haft fingrene i. Helt ligesom med din fars Lotto-gevinst. Og det er jo også nemt nok. Det sværeste er jo faktisk at vise, at du nogensinde har haft dem, når du har solgt dem, inden du har købt dem : Det er jo den rene luft. Det er ganske vist den luft, du har fløjet i de sidste måneder, men luft er det alligevel. Du kan vel godt forestille dig, at det undrede mig ikke så lidt at finde en mangemillionær som dig, nede på baneterrænet, uden salt til et æg.

Rosa holdt fastere om hans hånd. Det føltes varmere herinde.

-Et spørgsmål, i øvrigt: hvad pokker skulle du bruge alle de penge til?

Jesper bevægede læberne. Han virkede lidt forlegen, og Rosa syntes det var morsomt at se en bankaktionær rødme.

-Jeg købte maskintid på nogle store computere. Det var nemmere, end at bryde alle mulige passwords ...

-Selvfølgelig, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det - Hun rystede på hovedet og tog et kraftigt sug af cerutten. Nu var røgen ikke blå længere, men mere grå i farven.

-Jeg forstår, at du alligevel er så meget hacker, at du ikke er helt stolt ved at være kommet ind på helt almindelig vis.

-En imponerende virus som jeg altså bliver ved at kalde den. Nu tror jeg ikke længere, at du selv er bedre i stand til at stoppe den, end vi andre er. Den er ret livlig, og noget af et helvede at finde. Du har sat noget i gang som det nærmest ikke er til at få hold på. Den laver sig om, forklæder sig, kalder sig noget andet: For fanden Jesper, det er det mest effektive stykke selvprogramerende kode, jeg nogensinde har set. Og problemet er jo også, at den hele tiden kommer igen. Det betyder at hele nettet skal renses på én gang. Det er jo umuligt. Man kan ikke lukke alt i fireogtyve timer, og så lave hovedrengøring. Men det kan jo godt være, man bliver nødt til det alligevel.

-Hvad skal jeg gøre?

-Du skal såmænd gøre nøjagtig det, du er i gang med: Forsvinde, gå under jorden, stikke af. Men for en sikkerheds skyld ... - Hun rakte dem begge en kuvert. Rosa åbnede sin først og stirrede ned på et billede af sig selv i et gammelt, brugt pas. Så åbnede Jesper sin kuvert, og så sig selv i et andet. Der var sågar stempler fra en tur til Grand Canaria, han aldrig havde været på. Og hans navn var lavet om.

-Det var derfor, jeg skulle have fat i Jer. De har nemlig Jeres navne nu. I ville ikke være kommet særligt langt på Jeres gamle pas. Men husk nu, I skal nok ikke krydse grænsen til Italien. Men hvis I nu bare bliver siddende hér, mon så ikke, Jeres tog skulle gå til tiden, denne gang ...

Hun gik. På vej op af rulletrappen, der ikke længere kørte så sent på natten, vinkede hun ned til dem. Først vidste de ikke om de skulle gøre det, det virkede så fjollet, men så vinkede de tilbage som om deres mor havde været nede og sige farvel til dem på stationen.

Da toget kørte ud over rangerterrænet, sad de begge ude på gangen. Et stykke ude standsede det som om det ventede på noget. Jesper var nervøs, han havde stadig på fornemmelsen, at nogen pludselig ville dukke op fra begge ender af den smalle gang med løftede pistoler.

Endelig tog toget sig sammen og rullede først langsomt, så hurtigere og hurtigere, forbi alle de ting og bygninger han kendte så godt. De havde ansigterne presset mod ruden, for at se, om de kunne få et glimt af den gamle. Han var der ikke, men de så hans hund, der løb over sporene og forsvandt bag remisen.

Så satte de sig ind i kupeen. Rosa havde stadig sit pas i hånden og stirrede ned i det. Da hun havde set sig mæt, så hun op på Jesper, sukkede og gjorde sig skeløjet.

-Elisabeth. Holdt da kæft et fedt navn!