Muligheder og umuligheder

Undervisning på nettet i Colombia - Højt kvalificeret softwareudvikling syd for Sahara - Ikke forurenende udvikling af mobiltelefonkomponenter i Usbekistan - Opbygning af internetekspertise steder hvor ingen tidligere troede det muligt (og slet ingen forestillede sig det var nødvendigt)
Alt dette er drømme, der både drømmes af Ulande, Verdensbanken og flere udviklingsorganisationer. Efter at IT boblen bristede i 2000, er ambitionsniveauet faldet, men det er svært helt at slå tankerne ud af hovedet når strategipapirerne allerede er skrevet.
I det følgende vil jeg fremlægge nogle eksempler på både muligheder og fælder, og jeg vil argumentere for at den største udviklings-effekt opnås, når teknologien benyttes i forbindelse med kommunikation – faktisk vil jeg mene at de øvrige muligheder ikke er meget værd.

Udvikling – hvad kunne det så være?

Inden jeg går i gang, er jeg naturligvis nødt til at give et billede af hvad det er for et udviklingsbegreb jeg taler om. Særligt indenfor teknologi er det fristende at arbejde med en rent teknisk udviklingsbegreb, og det kan man også – delvist - benytte på den nordlige halvkugle.
Hvad angår den tredje verden stiller sagen sig anderledes. Fra marshallhjælpen til engang i slut-halvfjerdserne har man groft sagt forestillet sig at ulandene ganske enkelt skulle ”bringes op på vores niveau”. Siden er det blevet klart at et ”udviklet” uland er noget ganske andet end et ”udviklet” industriland. For eksempel kan et uland ikke – umiddelbart – trækkes ud af sin rolle som råvareproducent – billig arbejdskraft inklusive. Det ville kræve en anden verdensorden, og en sådan er der ikke noget ønske om. Derudover er det blevet tydeligt at ulande udvikler sig langt skævere end industrilande.
Hvad angår teknologi er det sidste fænomen ekstremt. På trods af et, svagt, stigende BNI, og skønt det er rigtigt at der er internetadgang i næsten alle lande i verden, er det i den tredje verden kun en meget lille del der får fordele heraf, medens størstedelen af befolkningerne vedblivende er analfabeter og hårdnakket lever for et par dollar om dagen.
Tilsyneladende er det nemlig muligt at lave endog meget store investeringer i ulande uden at opnå andet end proletarisering og skæv udvikling, og uden disse investeringer er resultatet afgrundsdybt armod.
Det udviklingsbegreb jeg vil stille frem er derfor ikke baseret på et forventet voldsomt stigende BNI eller en kraftig og jævnt fordelt teknologisk udvikling. I stedet ser jeg udvikling som udbredt mulighed for at have indflydelse på sit eget liv - ikke mindst fordi jeg opfatter dette scenario som overhovedet det eneste realistiske indenfor en overskuelig fremtid. Vi kan korte det ned til et begreb, frit omformuleret, fra den katolske befrielses-teologi: Muligheden for at vælge hvordan man vil være fattig.

Fremstilling - blødvare

At man udvikler software i Bangalore i Indien er grundlæggende et spørgsmål om kommunikation. Denne industri har vokset sig stor fordi det er muligt at arbejde i grupper over Internettet, men ellers er det kommunikation og billig arbejdskraft der er baggrunden for succeshistorien: at arbejdet har kunnet foregå fordelt mellem USA og Indien, medfører at den tekstbehandler jeg lige nu sidde og arbejder på er blevet udviklet til vestlige forbrugeres behov af programmører i Imperiets Juvel. Det har medført udvikling, også i den ovenstående fortolkning, men bestemt ikke for substantiel del af befolkningen.
På Taiwan, i Korea og i Thailand – og efterhånden også andre steder - er der en voldsom softwareudvikling, der imidlertid er ganske usynlig. Det er såkaldte ”embedded” programmer, startende med at Taiwan var førende på produktion af såkaldt BIOS software. Disse produkter ligger langt inde i maven på enhver PC’er, men er absolut nødvendig for at en computer er i stand til at gemme dokumenter på en disk eller vise bogstaver på skærmen. Siden har udviklingen indenfor embedded programmering betydet at denne type software befinder sig ganske ubemærket i ethvert IT-baseret stykke isenkram, herunder vækkeure, vaskemaskiner og tillykke-kort fra posthuset.
Udviklingen er imidlertid sket på baggrund af specifikationer fra multinationale firmaer: producenter som IBM, Bang & Olufsen og Nokia. I dag er det i ulandene kun firmaernes ejere og chef-programmører, hvoraf en stor del i dag er bosiddende ved Rivieraen og i Californien, der rigtig har haft fornøjelse af denne udvikling.
Med WTO’s traktat om ”Intellektuel Ejendom” (TRIPS) er rettighederne, og dermed indtægterne, utvetydigt blevet overdraget til de multinationale selskaber, og resten af produktionen er det blevet en industri der minder mest om fremstillingen af Ray Ban solbriller i de samme lande: lavtløns-arbejdspladser men ingen udvikling.

Service

Fremstilling - hårdvare

Fremstilling af hardware er heller ikke til at skelne anden tredjeverdens-produktion, og har derfor de samme udviklingspotentialer - og samme problemer. De østasiatiske tigre er igen særligt bemærkelsesværdige. Men også Argentina, Mellemamerika og Brasilien - der allerede i firserne under militærdiktaturet fremstillede egne PC’er – er med, og indenfor de sidste fem år er Kina naturligvis også kommet på banen. Her indvirker de faldende transportomkostninger på situationen, men rettighederne til det, der virkeligt giver penge - mærket og patentet – befinder sig trygt i hænderne på personer og firmaer langt fra produktionen.
Dertil kommer at teknologien der benyttes til fremstillingen af de mest avancerede og dermed mest avancegivende produkter er selv meget avanceret. Og så holdes produktionen i de lande der oprindelige har udviklet produkterne. Først når mange producenter er i stand til at fremstille hardwaren, og konkurrence-parameteren dermed bliver dominerende, flyttes produktionen ud, og så er avancen per enhed naturligvis faldet alvorlig. Generelt er fortjenesten på hardware, der i begyndelsen var ganske høj, indenfor de sidste årtier er faldet drastisk, og i samme tempo er produktionen flyttet til udviklingslande. Resultatet er lavtlønsarbejdspladser men meget lidt udvikling.

Opbevaring og organisering

”Decentralisering bestemmes ikke af teknologiske muligheder. Det bestemmes af magthaverne” Denne replik fik jeg i ansigtet da jeg havde foreslået at PC’ens lave pris og lille størrelse - og den deraf følgende mulighed for decentral registrering - kunne komme til at have effekt på forholdet mellem stat og kommune et Caribien. Det var en lokal autoritet - Dr. José Louis Alemán fra Santa Domingos katolske Universitet – der affejede mig med den indledende bemærkning.
Hvor IT benyttes til registrering af informationer (personer, ejerforhold etc.) tjener i det til at fastholde det eksisterende og ikke til at udvikle det. I et projekt i Caribien skulle der registreres ejerforhold til jord og huse - det vi i Danmark kender i forbindelse med ejendomsvurderinger. De mennesker der stod for registreringen levede imidlertid af de penge de kunne modtage når de registrerede arealer og ejendomme. Da de kun meget sjældent fik løn fra kommunen, var troværdigheden af de indsamlede data ganske betydelig, og det registrerede areal svarede meget lidt til det, et kort over samme område viste.
En sådan database kan man ganske vist søge meget hurtigt i, men de leverede resultater vil ikke nødvendigvis føre til et bedre oversigt over skattegrundlaget – endsige til udvikling. IT er fuldt så dygtigt til at informere som til at fejlinformere, og kan gøre begge dele med stor autoritet. Valgsvindel er således også noget nemmere (skønt Mexico i firserne og halvfemserne blev herostratisk berømte på at deres EDB-systemer - helt unødvendigt - gik ned, når der var valg)
At struktureret viden kan føre til udvikling er der næppe tvivl om. At organiseret fejlinformation ikke fører til udvikling er der ligeså lidt tvivl om.

Behandling

I et projekt i Centralamerika kunne ”barfodslæger” sende foto og iagttagelser om patienter til uddannede læger, og få behandlingsforslag tilbage. Det kunne ikke være gjort via telefon på grund af billederne, men den eneste databehandling der var tale om foregik i menneskehjerner.

I et andet projekt i Vestafrika informerede kaffebønderne sig om de aktuelle priser via Internettet. Resultatet var at de stod betydeligt bedre rustet når opkøberen kom forbi, og derfor også kunne få højere priser. Om det var foregået med telefon eller via Internettet kan sådan set være ligegyldigt, men nu var det altså Internet, og det må derfor regnes som en succeshistorie og IT-teknologien. Behandlingen af data foregik dog igen i samtalen med den lokale opkøber.

Og hvor er det i det hele taget at hurtig behandling af store mængder data er af betydning? For flere og flere Nord-vestligt placerede virksomheder hedder et vigtigt begreb ”On demand” . Det betyder at kundens varer først er fysisk tilstede øjeblikke før kredit-kortet er fremme. På den måde sparer man opbevaring af færdigvarer, men man sparer også spild; varer der ikke er fremstillet, har ingen udløbsdato. Men i forhold til vareproduktion i den tredje verden har et begreb som ”On demand” kun betydning ved handel med den udviklede verden. Og for den almindelige bonde eller markedshandlende har den udviklede verden kun betydning som leverandører, og ”On demand” er derfor alene interessant ved voldsom og købedygtig efterspørgsel – som oftest, med forlov, en by i Rusland.
I det hele taget er behandling af data i så store mængder, at IT kan anvendes, afhængigt af dataindsamling, en opgave der er ret håbløs med den fysiske infrastruktur de fleste udviklingslande er i besiddelse af. Ikke kun på grund af mere eller mindre korrupte dataindsamlere, men generelt på grund af den faktiske værdi af leverede data i forhold til omkostningerne til at indsamle korrekt information. For ”os” kan det måske være af stor økonomisk vigtighed at kende kursen på NASDAQ indenfor minutter, for en indbygger i Benin er det uinteressant at vide om gennemsnitsindkomsten er en eller tre dollar om dagen indenfor et årti. For ”os” kan det være interessant at regne det menneskelige genom igennem, for en indbygger El Salvador er det vigtigere at kende prisen på malariamedicin.

Transport

Selve transporten af information er én industri, udviklingen af det nødvendige udstyr en anden. Det er industrier, der naturligvis kun opstår, når der er afsendere og modtagere, der er i stand til at betale det grej, der er nødvendigt.
Den tredje verden har sprunget et led over. Det enorme kabelnet der kendes fra Europa og USA nåede ikke at blive introduceret inden der var overflødigt. Japanerne investerede faktisk penge i at grave lyslederkabler ned, selv på så håbløse lokationer som Managua, Nicaragua, udfra en tanke om at det på et tidspunkt ville blive en central del af infrastrukturen. I dag foregår informationstransport væsentligst per satellit.
En væsentlig drivkraft i denne bevægelse var og er fjernsynet, som man må se som en del af Informationsteknologien - ligegyldigt hvor mange versaler IT forsynes med.
Og kan vi ikke huske et mobiltelefonselskab - vi kan kalde Appelsin - slog sig op på et særligt billigt abonnement, der kun virkede i København. Skønt en ændret strategi er firmaet ved at gå konkurs. Et andet telefonselskab, der i dag kendes blandt bønder i Kakkata, Liberia, hedder Thuraya, og består af en telefon kun lidt større end en almindelig mobiltelefon, der forbinder sig direkte til en satellit, uafhængigt af antennekapaciteten i Kakkata, der er nøjagtigt nul. At det koster halvtreds cent i minuttet er måske ikke ligegyldigt, men forholdsvis uvæsentlig i betragtning af at ingen anden kommunikation er mulig. Og det er i øvrigt ikke fem år siden at prisen var en dollar.
Tyverier af Thuraya-telefoner i Kakkata ligger, så vidt jeg er informeret, fuldt på højde med tyveri af firehjulstrækkere i samme område - og det må vel kaldes en slags udvikling.

Human Interfaces

Human Interfaces er selve adgangen til råvaren information. Om produktion af dette mener jeg at have udtalt mig i de foregående afsnit. Om nødvendigheden og anvendeligheden af Human Interfaces udelukker manglende adgang naturligvis det hele.
Hvor det overhovedet kan blive interessant, er i forbindelse med kommunikation. Det vil sige når og hvis der overhovedet er adgang til information. Her bliver det til gengæld meget interessant.
Hvorfor kan man købe musik CD’ere på ethvert afrikansk marked men sjældnere de seneste tekstbehandlere på samme medie? Hvorfor er det at analfabeter ser fjernsyn og ikke køber aviser? Eller hvorfor taler folk i mobiltelefon i Yemen i stedet for at have Internet. Og hvorfor er det at standarden for e-mail specificerer et tegnsæt fra ”A” til ”Z” men ikke inkluderer ”Æ”, ”Ø” og ”Å”? Det jo ikke fordi der ikke er interesse for aviser, mangel på forfattere i Afrika eller ingen der bruger hele alfabetet i Danmark. Det er fordi ”Human Interfaces” er afhængige at både modtageren, afsenderen og mediet.
Uden modtager - intet behov. Uden penge - intet medie. Uden medie - glem det. Udvikling, også i den tredje verden, inkluderer udvikling af afsender, modtager og medie, hvor det sidste, mediet, inkluderer udvikling af en eller anden form for Human Interface.
I Gaza ville en børnehave, der havde en drøm om Internet, gerne kommunikere med verden. Projektet endte med indkøb af en scanner, så de kunne sende deres tegninger ud på en hjemmeside. Afsenderen kunne ikke skrive, og potentielle modtagere kunne sjældent læse, og de der måtte kunne læse, kunne ikke læse arabisk. Men med en scanner har man et interface, som selv et barn kan benytte.

Kommunikation

Hvis det virkelige udviklingspotentiale i IT er kommunikation, så er man også nødt til at overveje hvilke forudsætninger det kræver at kunne kommunikere via IT.
Man skal også have et fælles sprog – eventuelt tegning. Men normalt skal man kunne læse og skrive på tastatur.
Selv det er ikke nok, da det kan være overordentligt problematisk at sende mails på Farsi eller Nepali, og selv om man kan det, er det ikke sikkert at modtageren har et system der kan fremvise det afsendte som Farsi eller Nepali. Vi danskere kender problemet det i mindre målestok med æ, ø og å.
Jeg var engang rådgiver på opbygningen af et IT-baseret netværk til udveksling om erfaringer om jordreformer. Brasilien, Colombia og Sydafrika skulle kunne kommunikere med og Nepal og Filippinerne på kryds og tværs.
Det var enten nødvendigt at have en hær af oversættere og avancerede e-mail-systemer på lokalsprogene, eller affinde sig med at nettet kun var åbent for engelskrivende deltager. Dengang, for fem år siden, var det urealistisk at tænke på web-baseret kommunikation, der til en hvis grad kunne afhjælpe problemerne med tekstfremvisning med mange tegnsæt. Men selv om deltagerne havde haft de nødvendige hurtigere forbindelser, havde såmænd været ligefedt, for hele indtastningsopgaven ville være uoverkommelig.
Dertil kom problemet med relevans. Kommunikation skal nemlig også være væsentlig, der skal være et fælles niveau og fælles interesser. Da det bestemt ikke nødvendigvis var tilfældet, skulle hele systemet kategoriseres og modereres indenfor de enkelte kategorier indenfor jord og reformer af kvalificerede redaktører, der kendte specialområderne.
Det ville være muligt at lave distribueret oversættelse via Internettet, og noget tilsvarende kunne gøres med redaktionen, så oversættere og redaktører kunne sidde hvor som helst. Resultatet ville være at projektet måske ville være til at betale. Men ville det i sidste ende medføre at den lokale bonde med et problem ville have mulighed for at få et godt råd, når han henvendte sig til sin organisation?
En anden mulighed er en liste med e-mailadresser på nogen, der ved noget om noget, og en lokalt ansat, der kan skrive spørgsmålet på engelsk. Ret hurtigt ville der være et netværk, der kan kommunikere, fordi der er fælles interesser.
Det enkleste og det selvorganiserende er ikke sjældent det mest effektive og næsten altid det eneste bæredygtige.
Men den kommunikation, det ender med, får ligeså ofte et helt andet indhold end det planlagte. Ganske som World Wide Web oprindeligt var lavet til udveksling af dokumenter om kernefysik, og Internettet oprindeligt var et projekt under det Amerikanske Forsvarsministerium, er begge nu medier for alt fra almen dannelse til udveksling af kærlighedsbreve. Og når der først er adgang til e-mail, ville samtalen om landreformer hurtigt blive til en samtale om netop det, de involverede ønskede at tale om.
Det er også det, vi må forvente at Internettet i den tredje verden. Det er de involveredes interesser der vil styre indholdet, og den tættere kontakt vil på et tidspunkt betyde en global udvidelse af deltagernes verdensbilleder, og i sidste ende være med til at give et større, fælles sprog.

Med en omskrivning af det tidligere citat: Mulighederne i IT afgøres ikke af adgang til hard- og software. Den bestemmes i sidste ende af brugerens evne til at bruge teknologi i egen interesse - og det gælder i øvrigt lige meget i Nord som i Syd.

Artikel i FN-bladet, december 2003