Orkanen "Mithc" i Mellemamerika har sat fokus på den gældsbyrde lande som Honduras og Nicaragua lider under. Honduras skylder over 30 milliarder kroner og bruger 80% af statens indtægter på afviklingen. Nicaragua skylder omkring 40 milliarder og bruger omkring halvdelen af statens provenue til renter og afdrag. Sammenstillet med eksport til en værdi af nogle hundrede millioner dollar pr. år, forstår man at et begreb som økonomisk, social eller politisk bevægelsesfrihed er ren illusion.
Hertil er så kommer katastrofen med "Mitch", der udover tab af 9-15.000 menneskeliv, hundredetusinder af hjemløse og utallige forældreløse børn har beskadiget infrastruktur og landbrugsjord i milliardklassen, samt med sikkerhed vil medføre store epidemier, der kommer til at berøre områder langt større en dem, der direkte blev berørt af orkanen. Både fra EU og USA har der været opfordringer til at eftergive gæld, og noget er allerede sket, hvilket er overordentligt glædeligt.
Man må dog spørge om sådanne ad-hoc eftergivelser ikke på længere sigte er medvirkende til at gældsproblemet aldrig bliver taget op til den revurdering der længe har været nødvendig. Det kan lyde noget kynisk, nu da gældslettelse endelig er på tale for to plagede lande, og for at forklare denne holdning må der en kort forhistorie til.
Historisk er gælden opstået ved lån givet fra et land til et andet, typisk fra en tidligere kolonimagt til en tidligere koloni. Senere har internationale bank-konglomerater deltaget med endog meget store lån, herunder til våben-indkøb optaget i forbindelse med den kolde krigs skakspil i Afrika, Latinamerika og Asien, ligesom en del gik til loyale diktaturer, hvor det væsentlist financierede overklassens import af luxusvarer. Lånene fra 60'erne og til starten 80'erne gik i høj grad til staten eller med staten som garant eller mellemmand. Hvor lav økonomiske vækst ikke har tiltrukket privat investering af betydning - dvs. i langt størstedelen af verden - er dette stadigt tilfældet.
Inden for de sidste 10 år har gælden begyndt at skifte karakter. Den vækst i den tredje verden som økonomerne i IMF - den internationale valutafond - havde regnet med som en følge af deres struktur-tilpasnings programmer, har vist sig at udeblive, for de fleste regioners vedkommende er det i stedet blevet alvorlig recession. De lave lønningers paradis, der skulle have givet investeringer til Afrika og Latinamerika, har i stedet givet en forarmet og uudannet arbejdsstyrke, der er ude af stand til at tage konkurrencen op i et mere og mere kompliceret globalt spil, hvor social stabilitet og et minimum af kvalifikationer har vist sig at være afgørende faktorer.
For ti-femten år siden blev det tydeligt, at de fattigste lande ikke realistisk ville være i stand til at betale deres gæld tilbage på de oprindelige betingelser. De private lån regnedes på det fri marked for nærmest værdiløse og handledes for 10-20 procent af deres pålydende værdi. Sådan kunne stater imidlertid ikke håndtere statslån, men enkelte valgte - som Danmark gjorde det - i stor udstrækning at eftergive, samt at gå bort fra kreditter som bistandsform.
Omtrent på samme tidspunkt var det, at Bretton Woods-institutionerne (IMF og Verdensbanken), begyndte at yde lån, så det enkelte land kunne betale sine afdrag og renter. Udover at være en hjælp til det enkelte U-land samt et forsvar for det internationale finansielle system som sådan, er det svært ikke også at se denne gestus som en venlighed overfor industrilande med penge ude at svømme, samt iøvrigt overfor det amerikanske banksystem, der i den periode var ude i en langvarig ustabilitet. Udover at stabilisere lånenes værdi, ved at sikre at afdragene faldt rettidigt til vestlige kreditorer, betød det at de statslige og private lån langsomt overgik til IMF og Verdensbanken.
Nu kunne man jo tro at det ville være en fordel for U-landende at deres gæld overgik fra gamle kolonimagter og private banker til internationale organisationer som de to Bretton Woods-institutioner, men sådan blev det ikke. Forklaringerne er flere. Som med huslån i Danmark, er der en prioriteret rækkefølge af lånene, og her havde IMF længe ment at have ret til en førsteplads, således at afdrag til dem skulle falde før alle andre. Med banklån og bilaterale statslån havde der altid været mulighed for at få henstand, gen-forhandle rente niveauet, eller simpelthen få gældssanering. Med Bretton Woods kreditter var disse muligheder udelukket. Dertil kom at de betingelser IMF og Verdensbanken stillede for at overtage lånene satte staterne under administration, hvor de forsat kom til at fungere som laboratoriem for det ekstremt liberale eksperiment Verdensbanken og IMF stadigt er vækkelsesprædikanter for.
Det kom som en overraskelse da Bretton Woods-institutionerne i 1995 foreslog et gældssanerings-initiativ, og det var første gang en sanering af gæld til de to kom på tale. HIPC-initiativet (HIPC-Higly Indebted Poor Country) var muligheden for at gentænke gælds-situationen grundlæggende.
Det første land der fik gældssanering efter denne model blev Mocambique i 1997. Det kom til at betyde at landet skulle betale en smule mere(!) i årlige afdrag, blandt andet fordi en større del af gælden overgik til prioritetsgæld hos Bretton Woods-institutionerne.
Når jeg taler om at retænke gæld-situationen er selvsagt ikke den slags tiltag man kunne ønske sig. Jeg mener tværtimod man bør tage konsekvensen af at de 41 fattigste lande er nominelt på 215 milliarder dollar. Selvom det måske lyder af meget, er det en dråbe i havet i international økonomi - omtrent det samme beløb blev omsat på de asiatiske valutabørser i august måned 1997 - hvortil kommer at den reelle værdi er vurderet til at befindes sig under 20 procent heraf.
Hvis de industrialiserede lande mener noget som helst med en retfærdig fordeling af denne verdens goder, kan vi ikke blive ved med at kræve at en væsentlig del af U-landenes ekportindtægter skal falde som afdrag på lån.
Det afgørende er tværtimod, så snart som muligt at finde en løsning, så denne reelt ubetalelige gæld kan stryges, efter en fordelingsnøgle der tager hensyn til behovene for de enkelte lande, og på en måde, så det overskud staterne hermed får går til reel udvikling, og ikke til import til en lille overklasse. I øjeblikket er det ikke den vej IMF og verdenbanken bevæger sig med sit HIPC initiativ.
For øjeblikket er en verdensomspændende bevægelse der kalder sig Jubilee 2000 i gang med at finde alternertiver, der stræber mod en reel lettelse af den uhyggelige gælds-situation. Hvis det lykkes få toneangivende aktører (herunder den danske regering) til at følge en mere realistisk vej, og ikke blot uddele aldeles utilstrækkelige almisser når det brænder på, er der er reelt håb om at de fattigste nationer kan få lov at beholde en rimelig del af de - i forvejen for få penge - de tjener på salget af deres råvarer.
Men selvom Nicaragua og Honduras i øjeblikket kan se frem til en ekstraordinær gældslettelse, kan man frygte at de oven i oven i naturkatastrofen også skal betale større afdrag af på en ikke tilbundsgående sanerede gæld i 1999 - det er desværre ikke usandsynligt.