Overfor Indenrigsministeriet ligger USA’s ambassade. Foran den tunge stålport er der opstillet tankspærringer, og muren omkring den er kantet med NATO-pigtråd i flere lag. På balkonen hænger der ikke vasketøj. I stedet ligger der sandsække og bag dem kan man se løb fra fire maskingeværer og i ny og næ en kikkert. Vender man sig en kvart omgang ligger Atlanterhavet, og i horisonten ligger tre amerikanske krigsskibe med 2200 mand og et utal af kamphelikoptere ombord
Liberia er grundlagt af frigivne amerikanske slaver. For 300 dollar købe de retten til landet af de lokale indbyggere, og i 1847 blev Afrikas første republik udråbt. Grundlæggerne, de tidligere slaver, udgør omtrent seks procent af landets befolkning, men sidder den dag i dag tungt på langt over halvdelen af landets jord.
Indtil 1980 var Liberia på mange måder et afrikansk mønsterland. Det havde frugtbar jord, enorme gummiplantager, en blomstrende handel og sågar diamanter i undergrunden. Desuden var det af historiske årsager USA’s kæledægge på kontinentet, og når den kræsne vestafrikaner skulle ”shoppe”, var det Liberia hun tog til. Men konflikten mellem de oprindelige beboere og de nytilkomne lurede hele tiden under overfladen.
Efter to statskup og tyve års borgerkrig er konflikten i lys lue og landet for længst fallit: købekraften for størstedelen af beboerne er ganske få kroner om dagen og de prangende villaer med havudsigt er ved at falde sammen - enten på grund af manglende vedligeholdelse, eller fordi de er blevet ramt af morterer under de store angreb på byen i henholdsvis i 1992 og i juli 2003.
Med et arbejdsløshed på over 80% er det ikke underligt at der danner sig lange køer udenfor FN’s kontorer i byen. Det er det eneste der fungerer i øjeblikket, og fra tidligt morgen til sen aften står folk med plastik over hovedet eller udslåede paraplyer i håb om at få en eller anden form for arbejde.
Befolkningen er stadigt i chok efter angrebene i juli. I tre uger var byen under beskydning, og intet sted var sikkert. Samtidigt blev der ved med at komme flygtninge til hovedstaden fra alle landets provinser, fordi kampene rasede overalt.
Mange indbyggere havde håbet på at det internationale samfund greb ind i løbet af juli. I løbet af de tre ugers angreb blev mindst 600 mennesker dræbt af morternedslag. Det eneste der bevidst ikke blev ramt var de lokale bryggeri, der leverede til både regeringshæren og alle oprørsgrupperne.
En svensk nødhjælpsarbejder fortæller om sine oplevelser da han som en af de første kom i land med et skib fra Verdens Fødevareprogram, WFP. På skærmen på hans lille digigtale kamere viser han hvordan Monrovia’s havn er fyldt med sunkne skibe og bygningerne omkring den fyldt med ofre for kampene, mange af dem døde. Overalt er murene mærkede med skudhuller, og containerne åbnet med skærebrændere eller ved at kaste dem med kraner mod betonmolerne.
I dag er der kommet nye containere til havnen, fyldt med fødevarer, benzin, medicin, presenninger og telte. WFP bringer omkring 200 tons fødevarer ud om dagen, for hver gang længere og længere ud på landet, hvor nøden i de isolerede landsbyer er enorm. Alt dette gøres i små skridt og med stor forsigtighed, for fødevarer er guld, og de sultne og udslidte oprørsgrupper vil næppe vige tilbage fra at overfalde konvojerne.
Skønt der nu er kommet en fredsaftale i stand, regner flygtningene det bestemt ikke for sikkert at tage tilbage hvor de kom fra. Ingen ved hvilke oprørsgrupper der kontrollerer hvilke områder, og ingen ved hvad de måtte have i sinde efter den sidste præsident, Charles Taylor, er trådt tilbage i starten af august. Når man snakker med folk på gaden er det tydeligt at den massive hjælp har givet et vist håb; det man hører mest er at alle er trætte af krigen, også de oprørsstyrker der stadigt kæmper i junglen. Så sent som i slutningen af august blev tusind dræbt ved en massakre ifølge informationsminister Reginald Goodrige.
Artikel i Kristeligt Dagblad, september 2003