Fortællingen
Som fortælling starter det hele dagene efter den 11 september, hvor Bush
junior stiller sig frem som nationens fader og lover alvorlige konsekvenser.
Endnu er Osama bin Laden blot et navn, men der åbnes ikke for tvivl om
at angrebet på dobbelttårnene - og Pentagon - må være
af mellemøstlig oprindelse.
Hævnen falder mod Afghanistan, hvor den oprindeligt Pakistansk støttede
Taleban-milits må se sig angrebet fra Pakistanske baser. Som sidegevinst
får USA placeret sig i lufthavne hvor de ellers aldrig havde kunnet håbe
at blive taget pænt imod; F-16 jagere i Turkmenistan!
Det, at Irak siden 1980, har været i opposition til islamisk fundamentalisme
– med amerikanske, tysker og franske våben leveret ad libitum, har
været glemt siden 1995, og i 2001 er der slet ingen, der kan huske længere.
Så det er med en velvillig presse i ryggen muligt at transformere Saddam
Hussein til et tohovedet uhyre: halvt stalinist, halvt ayatollah.
Det er også værd at bemærke det fokus der fra amerikansk side
lægges på personen Saddam Hussein. Det er blevet set som en religiøs
undskyldning, da det i visse kristne fortolkninger er moralsk forsvarligt at
kæmpe mod ”tyranner”. Men det er mere sandsynligt blot propagandatekniske
årsager der er bag, hvor man med denne manøvre kan placere Hussein
på den ene side, og det Irakiske folk sammen med USA på den anden.
En ting er dog ret sikker – Hussein har ikke noget med angrebet på
Word Trade Center at skaffe.
Skønt logikken alt i alt halter alvorligt, er ”krigen mod terrorisme”
åbenbart rigelig argumentation – der behøves ikke mere forklaring,
når alle har glemt tankerækken der førte fra 11. september
hele vejen til Bagdad. Hvad der står tilbage er USA's påberåbelse
af den ny doktrin om retten til ”forebyggende angreb”
Hjemme i Danmark
Herhjemme tryller Anders Fog med sproget: for flere måneder siden beroliger han befolkningen med, at vi aldrig vil gå i krig uden om FN. Da han så sender os i krig, viser det sig, at det manglende mandat fra Sikkerhedsrådet ikke i mindste måde forhindrer dansk deltagelse. Der er alligevel tale om, hvad der nu hedder en ”forankring” i FN-systemet. Denne "forankring" står ganske vist i modsætning til et egentligt mandat, men betyder altså at vi ikke går i krig uden om FN. "Forankring" betyder nemlig på Fogh'sk, at spørgsmålet aldrig kom til afstemning, og at et Justitsministeriet har fundet frem til at vendingen ”alvorlige konsekvenser” i resolution 1441 skulle være en retfærdiggørelse af krigshandlinger (hvilket står i modsætning til FN’s normale sprogbrug) For at bøde lidt på afvigelsen refererer Fog til ”den lange række af resolutioner”, skønt heller ingen af disse sanktionerer krig.
Hvad man end siger om Bush og Fogh – det er to herrer der ikke står
tilbage for nogen når det gælder komplekse logiske forløb.