Lamy fremlagde om sine tanker på Aktuelts og Arbejderbevægelsens Internationale Forums møde i København, og hans budskab var klart: Frihandel er vejen til velstand.
Den danske udviklingskommissær, Jan Trøjborg, fulgte op, og sagde for eksempel at EU siden 1997 have givet toldfri adgang til 99% af alle varer for de mindst udviklede lande, bortset fra nogle enkelte landbrugsafgrøder.
Den ene halvdel af problemet omkring frihandel er faktisk synligt i det sidste citat, selvom man lige skal løfte fligen af gulvtæppet for at se hvad der er fejet ind under det. De 99% dækker over, at verdens allerfattigste lande har siden 1997 haft adgang til at eksportere mobiltelefoner, husholdningsudstyr, gulvbelægning, satellitkomponenter, saxofoner og en mængde andre produkter til det Europæiske marked. Nu er det imidlertid sådan, at verdens fattigste lande ikke producerer en eneste af disse varer. Hvad de rent faktisk producerer, feks. appelsiner, må de betaler en ganske betragtelig told af, da EU selv dyrker appelsiner i Spanien og Italien.
Det er den ene halvdel af det problem, som Lamy og Trøjborg går let henover. Den anden halvdel stiller den totalitære tanke om frihandel, som løsningen på alverdens problemer, i et endnu grellere lys.
Forestiller vi os nu, at man i Bangladesh fremstillede mobiltelefoner, så er det ikke fordi en lokal landmand har solgt sin okse for at investere i højteknologi. Så er det fordi Nokia eller Motorola har en fabrik i landet på grund af de lave lønninger. Denne del af tankerækken medgav Nielson da også delvist, idet han i sin afsluttende konklusion fremhævede, at handelsliberalisering ikke er nok i sig selv - skønt han i resten af indlægget ikke talte om andet.
At dét ikke er nok i sig selv, kan han tilsyneladende have ret i, for skønt vi de sidste tyve år har set en ganske enorm vækst af investeringer overalt i verden, herunder fremstilling af højteknologi og cowboybukser i lande, vi ikke vidste fandtes, så har vi i samme periode også set en stigning i mængden af fattigdom, både relativt og absolut. Halvdelen af klodens befolkning lever nu for under 2 dollar om dagen.
Men hvorfor er det så, at investeringer, selv nok så store, ikke kan udjævne verdens uligheder? Ganske enkelt fordi investeringer skal give afkast, og disse penge ikke ender hos en arbejder, der er ansat alene fordi hun er svinehamrende billig.
Hvad der derimod ikke er så indlysende er, hvorfor folk som Pascal Lamy og Poul Nielson stadig kan være så naive at tro, at hele klodens befolkning bliver rigere, alene fordi de rigeste bliver det.