Et ubeskriveligt lortevejr

Den regn er noget lort, ingen kan skide
sig ud af, forklarede han alvorligt
så de nyligt druknedes hvide balder
helt naturligt stikker op af den pøl.
Og på kortere tid end dette kan siges
stoppes alle afløb til af døde rotter.

Hvad mig angår, smagte den gales ord mig
snarere som en våd hund, da jeg gentog dem.
Sådan var den dialekt, vi konverserede på
under hver sin gamle paraply
hans sort, min rød og fuld af huller af den
indlysende grund, at ord ikke slår til her.

For det er snart ikke til at se forskel
på vandet fra kloakkerne og det himmelske.
Jord og himmel står i ét, siger man
hvilket viser, at det er umuligt at tale om.
Slapt som lortene i den slubrende strøm
kredser vokaler og konsonanter om hinanden.

Og jeg, der finder ordet lort anstødeligt
tvinges nu til at tage det i munden igen
og midt i Málaga. Her må den poetiske sjæl
selv omskrive, jeg er for involveret.
For det stiger stadigt, brunt og slimet
og stærkt. Det river telefonboxe med sig
og biler, i tusindvis at biler. Og huse
falder ligesom korthuse, og ligesom
på en HORRORMOVIE brød en kirkegård
sammen og kisterne sejlede ned ad hovedgaden
med deres last af lig, ligesom rigtige lig.
Og jeg der ikke kan fordrage ordet, ligesom
står da også helt konkret i lort til knæene.

Henrik Nordbrandt fra "Støvets tyngde"