Jeg har ubegrænset tillid til alt og alle. Alt er godt. Jeg ved det. I nat faldt jeg fra den syvende himmel ned på jorden. En stjernepusher gav mig et skub så min krop foldede sig sammen og blev til en sten, der først igen blev krop da den ramte jorden. Jeg var ked af at komme derhen. Det var bedre at flyve. Men jeg ved godt at op og ned er relative begreber, der når som helst kan vendes på hovedet. Loft og gulv er ikke virkelige i mere end tre dimensioner. Allerede i den fjerde forsvinder de. Giv mig noget min arm visner. En roman. De må være tossede. En lille digtsamling. Skråt op. Der er ikke andet end breve. Alting er breve. De visne blade er breve fra træerne. Et roligt arbejde der er gjort. Havets breve er vand bevægelse og lyde lissom kærlighedens. Jeg har ikke lyst til andet end at elske, som om det var muligt at gøre andet. Poesien blir litteratur, vagabonderne har forandret sig, gud sender os vanvittige profeter men jeg ved godt hvad de er ude på. Krishnas digtere går stadig rundt i Indien og spiller vilde sange på enstrengede instrumenter, der er som levende kroppe, de kan elske og dø.

Et pattebarn var blevet anarkist og det medførte en vrælen på de mest mærkværdige steder i eksistensen