Liggende på ryggen klaprer 
med skallerne som dengang 
under perm og kridt: 

Sort brænder tørre dråber 
atter en dag skal snydes for 
væske og lys

En brik fra din inderste kerne 
meningsløst knust under 
skyldens tryk springer gennem sand: 
Kradsende skilles dine skaller 
som urværket 
savner de tid