Mellem kyssene slår himmelens hav mod kirkernes tårne 
forbløffende blåt under en langsomt roterende sol: 
Hvilken verden af vand

Engene mellem vore byer 
diser af lyst afstanden har ikke 
længere målestok

De røde huses gader ser på hinanden 
med gule øjne 
henslængt som døsende katte

Og over dem kysser kirkernes tårne 
et uendeligt dybt hav 
under en langsomt synkende kugle