I

Hvor stødende er ikke den selvfølgelighed 
hvormed de spejler byen i sig 
Røgfarvede stumper mellem 
kimende telefoner

II

Og tilsyneladende uden nogensinde at være bygget 
men blot kommet som grundfjeldets børn forbliver 
de tanketomt oprejst

III

Den generation af duer der netop nu forvilder sig
deres altfor overskuelige på marmortrappetrin 
den lyd af glasdørene der glider op

Den eneste sympati er kloakkernes hvor vi alle 
mødes på vej mod havet

IV

Hvor stødende er ikke dit ansigt set gennem røgfarvet glas