I

Nu foldes stolerækker støvende sammen 
og lyset griber i det tomme rum

Det er forbi og skyggerne gribes af panik,
Er der ingen udgang overalt kun nye indgange ?

II

På loftet er de blå engle med deres runde kinder 
væk deres trompeter forsvundet og stilheden 
så stor at dens begrænsning falder sammen med horisonten

III

Medens stolene skramlede rulles ind under gulvet 
erkender vi nødtvungent men i fællesskab 
at vi er endt i et rum ingen magter at forlade

Det er forbi men der er ingen afslutning 
overalt kun en ny begyndelse