Toget peger med sin lange finger gennem landet fremad

Fremad lader vinden løbe gennem mine øjne

Ingen af disse byer mister jeg 
men trækker dem som perler på det blanke spor

Og sådan ser vi hinanden:
Du lænet mod en bom med en cykel i din hånd
Dette ved jeg og ler af en vanvittig tanke: Toget der er kørt
For et sted langt nede tiltrækkes vi af samme punkt 
hvoraf himmelen vil folde sig som en vifte