BLØDERMÅNED

April
ramponerede skyer flytter vand
ind i haverne hvor billen ligger fra sidste år
men skimlen har antaget håbets farve
og liljekonvallerne tager
i hvert enkelt tilfælde deres knogle med op
af jorden Aftenen fortaber sig
i en stjerne og et kighul.

Forår folk
falder om på gaden, i lejligheden
gurgler det endnu i lænestolen fra et brunmalet
lårben men konservatoren finder
kun fem forladte fodspor i sengen og en
konservesdåse med en sardins dødsmaske
der ikke fører nogen steder hen og en
vis søvnløs benefice i buffeten
hvor man gemmer en østrigsk ske.

April
solen ramler ned i skyers tunge
faldskærme sporvognene skifter køn uden at nogen
mærker det og konduktøren temperatur
overalt fotograferes jeg af lyset
til sommerens inkvisition
og kun en myte og en turist holder
mig på plads foran statuerne behængt med dueskidts
ordener I parkerne.
Thi jeg
der sidder i mit cock-pit i sporvognen
hører mørke stemmer hunde der rystes mod træerne
hører præsten stride i kviksand
i kirken og barnet de begraver sammen med
fortanden selv i hyttefadene
hører jeg sømandens lunger og i gråspurvens
krop den skridende marv.

Men ellers musik der blødgør vandet lyder
fra apotekerne, der er kontrollører i alle
opgange for at tilse at folk
forlader lejlighederne næsten og over det hele påklædt
Fuldt færdigt fortættet
springer Venus ud af udblæsningsrørene
L øsladte erotomaner tørrer øjne af i forbipasserende
ude fra forstæderne lyder stadige drøn
af jomfrusprængninger.

April blødermåned
med en tikkende kalkhjerne løber jeg
gennem byen med alkohol som bæreseler og med
andre seks muldvarpe under mig
søger jeg opad mod køleskabene med den evige sne
op mod det tuberkuløse klaver
på kanten af fjerdesalen Selv deroppe
er en måge der ikke kan skjule sin grådigheds
foretagende på vej ind i stuen.

April en orm
læner sig indvendigt mod knæet
jeg slår op i omgivelserne lagenerne er
ubeboede men ude i kummen
finder jeg gebisserne der taler rasende sammen
og om middagen når duerne flyver
med en mursten i næbbet
er der tre skovfulde jord som enhver
må bære bort i sit tøj
og kun jeg der befarer byen med en
særlig skygge i maven
og lever af saltets idiosynkrasi kun jeg
lægger hver morgen en krans
bag busken i parken bekendtgør fra
min tands inderste at jeg
var imod

Jes Ørnsbo