Kære læser

Leveringssikkerhed - stabilitet - overvældende rettidighed og omhu!
Sådan må det vel betegnes, når Dagens Digt for en gangs skyld overholder en acceptabel kadance.
Vi er på igen, og hopper lige ind og ud i det, bringer Thomas Boberg på banen med:

Hukommelse
er en instans i magthaverens hjerne,
alle disse fotos
fra dengang er nu ulovlige,
minder er skadelige, siger konsulen,
kristenpatrioterne protester,
konsulen insisterer,
forbyd fotos af barndommens sø,
forbyd fotos af skyernes børn,
makuler kronhjortens forstenede brøl
på de få pengesedler, der endnu er i omløb,
forbyd fortid.
Konsulen strammer op,
han ønsker ikke længer nogen
urovækkende
nostalgisk
længselsfuld gråd.

Thomas Boberg
fra "Hesteæderne 2"
Gyldendal 2010


Thomas Boberg er født i 1960 og har mere end 15 samlinger på samvittigheden. På forfatterweb står der
bla at han oprindeligt ville være tegner, men da han ".. som 19-årig skrev en række prosapoetiske tekster
oplevede han noget, han dag beskriver som at blive 'oplyst indefra' (interview med forfatterweb.dk,
november 2011). Mere end 30 år senere er det stadig den samme følelse, Thomas Boberg opsøger i
skriveprocessen. 'Jeg blev hooked. Der skal være en følelse eller en særlig, ekstra energi i det, når jeg
skriver,' siger han og sammenligner sit forhold til skrivevirksomheden som en afhængighed, der skal
tilfredsstilles, en form for fix. Bag sig har Thomas Boberg en temmelig kaotisk barndom, hvor han fandt ud
af, at den mand, han troede var hans far, ikke var det alligevel. Det ladede Thomas Boberg med en
rastløshed, som siden har været forfatterskabets motor"


En herre vi tidligere har pillet i, og som har pillet lidt i os, ikke mindst med sin finurlige musik.

som det er her i danerlandet

vi er her, så her er vi
men hvor er det?

det er her i danerlandet
som består af fastlandssoklen fødslev
og de størrer øer: livlundlille, leverød og dødstrup
men resten er mildt sagt et lille hav
af bittesmå fritsejlende øklaver
sådan ligger danerlandet hen
og er af den grund præget af indavl
hvilket i store træk slår befolkningen sammen
som en klan af sagtmodiganer:
"hvordan går det?"
"stiller og roligt"
"hvad har du gang i?"
"sådan lidt af hvert"

T.S. Høegh et lille pluk fra
"Albue", Borgen, 2008


Ingen kommentarer vil fornuftigt kunne bestkrive T.S. "The Hawk", vandrefuglen, med og uden stråhat og saxofon som feks. i punkjazzbandet "Cockpit".
Se hellere en video.


For ikke KUN at spadsere rundt med gennemtravede vandrefugle, nu pludselig Marianne Larsen, taget med bla. fordi "skjulesteder for automatiske æbler"
må være noget, alle vil blive nysgerrige om at høre mere om. Og det gør vi så i

NOK EN VALGSITUATION

Skyerne den nat var skjulesteder for automatiske æbler.
Jeg vågnede ved det tusindvis af gange.
Undlod at tænde lys.

Morgenens lys eller sortnede lys eller byens lys eller æbleskyernes lys
den nat jeg havde valget mellem at gå ud eller ind og få træt vejr i
hovedet eller lade mig orientere af det farveløse eller det farverige bag
øjenlågene når jeg sov eller udtænkte truende knogler eller vende ryggen
til eller klikke stort eller småt eller tage nøgenhed på eller tage den af
eller flakse til eller fra hudens fregner eller illumineres eller dækkes til af
jordeliv eller spærre vejen eller lade andre komme forbi den nat skyerne
var skjulesteder for automatiske æbler.

Marianne Larsen
Fra "Hændelser i stresset melankoli"
Gyldendal 2015


Marianne Larsen 1951 - har læst Dansk, Kinesisk (!) og Literaturvidenskab til hun udkom første gang i 1971 på Borgens Forlag
(et forlag, der faktisk kunne blive emnet for en hel Dagens Digt [Nåsermandet? Jadetgørman!])
Berlingske Tidendes anmelder Jørgen Johansen skrev da den citerede samling udkom:
"Netop modsproget har forfatteren konsekvent satset på lige fra begyndelsen, og så skal det for en ordens skyld med, at netop den form for sproglige regelbrud og nyskabelser,
som Marianne Larsen dyrker, kræver sin egen klare og skarpe logik og ikke mindst et talent ud over det sædvanlige for ikke at ende i det meningsløse og uforpligtende."
Nemly - og dennegang MED automatiske æbler.
Aktuel er hun i 2016 med "Og tiden i vild tilstand mod min hud"



PS: Du er velkommen til at kommentere, melde dig fra eller lignende ved at svare på denne mail, eller sende til redaktionen@dagensdigt.dk
Du kan også finde redaktionen på http://dagensdigt.dk